Marak - Skovens skjulte skat

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 feb. 2013
  • Opdateret: 17 mar. 2013
  • Status: Igang
En ung kvindelig billedkunstlærer ankommer til en lille, men livlig landsby langt væk fra storbyens jag og larm. Hun forsøger optimistisk at opstarte et kursus, hvor hun vil give råd og vejledning til dem, der ønsker at videre udvikle deres kreative sider.

Men uden for byen lægger der en skov. En skov, der ikke lader sig påvirke af at tiderne har ændret sig. Den skjuler noget. Og dette "noget" lokker den unge kvinde til at komme og finde det.
Hun bliver advaret mod at gå ind i skoven eftersom hun er single dermed ugift. Dette skræmmer dog ikke kvinden og hun slår det hen som noget vrøvl.
Hun ved ikke at hendes uvidenhed omkring skovens mangeårige rygte bliver starten på en jagt.

En jagt hvor hun er byttet og jægeren gemmer sig i skyggerne sammen med sine medhjælpere.

________________________________________________________________________ Historien er en fan fiction bygget over Clare B. Dunkles bog: Det skjulte rige.



2Likes
5Kommentarer
541Visninger
AA

1. Prolog

 

I  en lille (næsten glemt) flække lå Hollows hill. 

Det var en livlig lille landsby, hvor alle kendte hinanden. Derfor gik sladderen, da også ti gange hurtigere end i nogen storby. Det var også derfor, at man kunne regne med at inden for en time havde man fået den mest heftige sladder af vide.  I dag var sladderens overemne:

At nogen havde købt den grund hvor det tidligere smukke gods Hallow Hill havde ligget. Nu var det egentlig blot en bunke ruiner som havde selskab af en mærkelig fortælling om:

Sære væsner, som en mand påstod at have set, inden de slæbte ham med på et eller andet sindssyge hospital fordi man havde fundet ham kravlende rundt oppe på loftet med hovedet gyngende nedad.

En skrøne, erklærede de fleste af beboerne i byen. Alligevel var der ingen, der havde vovet at købe jorden selvom den var så billig, at man ville tro, der stak noget under. Hvilket der gjorde i overtrodisk forstand. 

Det var det, som skabte en denne ophidselse især da nogle håndværkere i byen var blevet hyret til at sætte den gamle lade i stand - eftersom det var den eneste bygning som stadig stod op på grunden. Efter adskillige møder og snak med en arkitekt, der pludselig var dukket op i byen og havde slæbt de fleste håndværkere med sig op til den ubeboelige lade. Håndværkerne havde bagefter erklæret af en papirnusser at være havde denne dog styr på sine ting.

Arkitekten havde dog hverken været til at hugge eller stikke i angående:

Hvem der havde købt grunden eller hvem det i hele taget var som skulle betale for hele gildet? Det jo ikke ligefrem småpenge.

Da regningen kom på tale, havde arkitekten nævnt et beløb de fik i forskud og når laden var blevet ombygget ville de få resten og en lille slat oveni hvis de lige ville smide et ekstra lag grus på grusvejen, der op til - det eneste udover laden, der faktisk havde overlevet - Det fik håndværkerne til at klappe i.

Ca. et halvt år efter stod den ny ombyggede lade i alt sin pragt.

Det var lykkedes dem at genskabe dens facade, så den lignede sit fordums jeg. Den hvid pudsede mur skar næsten i øjne, hvis man stirrede for længe.

Men det indvendige i laden var alt blevet vendt på hovedet.

Det tidligere høloft var nu blevet indrettet til en lejlighed med alt der hørte sig til: tre værelser, et køkken, et badeværelse - her havde håndværkerne stødt på forskellige problemer, men det var lykkedes, selvom de krydsede fingre for, at vedkommende intet havde imod et koldt styrt bad - og stue. For at komme ned i underetagen behøvede man blot at åbne en dør og gå ned af en trappe, som var blevet sat længst henne ved den ene væg inden for i laden, så man stadig i underetagen havde et stort rum.

Det var mærkeligt at tænke på at her havde der stået heste af den fineste afstamning og gumlet på hø i deres båse.

Nu var stengulvet erstattet af blå lamineringsgulv, tre hvide nøgne vægge og en sort væg, hvor malerne havde fået besked på at skabe en slags tavle-effekt. På de hvide vægge kunne man stadig ane murværket bag malingen.

For at komme ind i laden skulle man ind igennem ladens oprindelige lille sidedør, som udseendetsmæssigt var blevet bevaret, hvorimod ladeportene, var blevet fjernet og erstattet med den sorte væg i den ende af laden. Døren var blevet udstyret med en heftig låse afkodnings-maskine  der krævede, at man havde et nøgle kort for at komme ind og ud samt et fingeraftryk. Her var der kommet en speciel tekniker, der heller ikke havde sagt ret meget. Denne kom dog først da håndværkerne ikke mere havde noget at gøre der.

Arkitekten kom igen, tvang de stakkels og forfærdelig nysgerrige håndværker til at hjælpe til med indretningen. Rettere arkitekten havde behov for nogen til at samle og slæbe møblerne på plads i de forskellige rum og slæbe flyttekasser op med alle mulige mærkelige ting i. de fik dog besked på, at vedkommende selv ville pakke flyttekasserne ud. Hvilket ærgrede nogen af dem. Landsbyens håndværkere så dog med undren da møblerne kom på plads i underetagen at det lignede i høj grad et klasselokale?

Hvem pokker ville tage helt herud for at undervise og end da  lidt udenfor byen?


------- ---------- -----------  ------- ---------- -----------

Imens byggeriet havde stået på var en ældre generation gået i minderne. 

Det er ikke ligesom i gamle dage, beklagede de sig, hvis almindelige mennesker hørte hvad de brokkede sig over ville de tro, at det var en gammel døende sekt. 

..... For den gang var det langt lettere for deres herres tidligere forfædre at indfange sin brud. Ingen tog sig synderligt af hvis et pigebarn forsvandt. Det var måske ikke helt korrekt, men de havde i hvert fald ikke det smarte tekniske udstyr som de har i dag.

Hvis deres herre skulle have chancen i denne tidsalder måtte den udvalgte kvinde ikke have en ret stor omgangskreds eller nære familiemedlemmer.

Nogen, der ved hendes forsvinding ikke ville sætte en større efterforskning i gang.

Hvis, der ikke var nogen til konstant at puste politiet i nakken ville de hurtigere nedlægge sagen.

Rettelse: Lade den blive en af de sager, der en gang ville blive taget op i om nogle år.

Selvfølgelig ikke med vilje, men sådan var mennesker......

Som var de et væsen sukkede de alle tungt så det lød som et vindpust der for igennem den mørke sal.

For hvornår ville sådan en kvinde dukke op?

------- ---------- -----------  ------- ---------- -----------

Svaret til alle disse spørgsmål kom nogle uger efter. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...