Vinterdrømmeren

Vinterdrømmeren er en slags dagbog / en samling af essays af ganske personlig karakter. Det er tekster jeg skriver hovedsaligt for min egen skyld, for at få vendt nogle tanker på skrift, men også tekster jeg skriver for andres skyld, da jeg mener det er godt at læse noget om hvordan andre mennesker føler omkring visse situationer.

Navnet Vinterdrømme kommer af, at hele dette bunder i at jeg hver vinter sidder, som så mange ander verden over, og føler mig lidt vinterdeprimeret og så kan det være godt bare at lade tankerne flyde, som de jo gør i drømme. Dermed kan jeg heller ikke garantere at hvert et ord i teksterne er helt sandfærdige, men derimod godt kan være videretænkninger på noget jeg har skrevet, som essays. Dette betyder ikke, at jeg lyver, men at teksterne skal læses, som var det drømme. Derfor går jeg heller ikke op i layout eller efter-redigering af teksten. Så snart sidste punktum er sat publicerer jeg.

0Likes
0Kommentarer
241Visninger
AA

1. Når mørket er tungest

 

Når mørket er hårdest er sindet tungest, men der skal vi hædre vor evne til at tænke. 

 

Sidste år i marts oplevede jeg noget af det hårdeste jeg nogensinde har prøvet. En ven af mine mistede livet, pludseligt og uretfærdigt, mens jeg sad på min efterskole og blot kunne læse den frygtelige nyhed. Præcis den følelse kommer tilbage til mig her til vinter og jeg ved faktisk ikke hvorfor, så dette kapitel handler om det og om dengang.

Der var koncert den dag det skete og jeg så nyheden på facebook om formiddagen. Det var ikke noget jeg tænkte over, jeg så det blot, registrerede ikke hvad der rent faktisk stod og derfor sagde jeg det ikke til nogen. Egentlig havde jeg hørt aftenen før, at der var sket en ulykke og han var på hospitalet. Det regnede jeg ikke med ville blive slemt, men det blev det.
Hele dagen fortrængte jeg det, lod være med at tænke på det og blev egentlig som sådan heller ikke påvirket af det. Ikke før om aftenen, til koncerten.

Jeg har altid haft det en smule svært i større forsamlinger, og selv til koncerter kan jeg godt finde på at lukke af og gemme mig lidt inde i mine egne tanker. Det gjorde jeg også den aften, hvilket resulterede i, at de følelser som hele dagen ikke var blevet luftet, samlede sig sammen og kom op til overfladen. Der sad jeg, blandt de 106 andre efterskoleelever, til koncerten med fantastiske Dana Lacroix og kunne pludselig mærke klappen gå ned. Jeg gik fra salen, for at komme ud og få noget luft. På dette tidspunkt græd jeg ikke, men da min roomie så tilfældigvis kom ud og så mig og spurgte hvad der var galt, brød jeg sammen. Jeg har aldrig prøvet at miste en ven og jeg har aldrig prøvet at miste så pludseligt, så langt væk fra min familie og fra mine allernærmeste.

Mere behøver I derude ikke at vide om den dag og det er egentlig heller ikke det jeg mest har brug for at fortælle om nu. Den dag mærkede jeg den enorme støtte jeg kunne få fra mine venner på efterskolen, hvilket, når jeg ser tilbage på, gjorde den dag fantastisk - selvom en så stor sorg ramte mit liv. Det er de følelser jeg vil vende nu, både de gode og de dårlige og hermed starter min, denne dags, reflektion.

Livet er en rejse gennem følelser, som vi alle skal prissætte, selv når alt synes umuligt og slet ikke til at overskue. Da er det muligvis vigtigst at vi husker alternativet: Et liv baseret på kulde og afstandtagen. Uden følelser har vi ingen relationer og uden relationer ikke andre end os selv i en tom skal af hvad vi potentielt kunne være. Hver gang vi tager rejsen opad, mod glæden og lykken. Når vi virkelig mærker hvordan vi kan fyldes med en varme, mere behagelig end noget andet man kan forestille sig. Der skal vi huske hvad der har bragt os den inderlige glæde, inderlige lykke. Andre mennesker er ofte indblandet og det er hvad vi skal smile over, elske.
Derimod skal vi også huske på, når sorgen og tristheden slår os ned for enden af lykkens bjerg, at når vi så besejrer den, besejrer vi bjerget, for til sidst, efter hård kamp, at plante vores flag på toppen. Slå fast, at vi er her for at kæmpe for vores lykke - og hvor er det fantastisk.

Det vi kæmper for, bliver det vi holder kærest og det gælder også de følelser vi bærer rundt på. Selvfølgelig skal det ikke undervurderes, at føle sig lykkelig i hverdagen, det er både sundt og rart for enhver. Hver gang vi smiler skal vi mærke det, også selvom det er over en vittighed i et klasselokale, også når vi kommer i tanke om et minde. Men vi skal også opsøge lykken, om det så betyder, at vi må græde på vejen. En dag når vi den og holder den i vores nøgne hænder.

Uden sorgen, ville vi ikke have lykken og glæden. Så når den rammer os, skal vi huske at standse op og huske hvad vi er stand til. Huske, at vi igen vil sejre og leve videre.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...