Goodbye after all

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 jan. 2013
  • Opdateret: 27 jan. 2013
  • Status: Færdig

9Likes
8Kommentarer
672Visninger
AA

6. Torsdag

Jeg satte mig op i sengen, og det første jeg gjorde, var at tjekke min mobil. Magnus havde ikke svaret. Det bekymrede mig. Hvad hvis han ikke troede på mig? Jeg mener, med at Tom ikke nåede at gøre noget?

Jeg kæmpede mig ud af sengen, og fandt et par sorte shorts og en hvid T-shirt med v-hals. Jeg orkede aldrig at gøre noget ud af mig selv, så hvorfor starte nu? Jeg skyndte mig at spise morgenmad, og lagde mig så tilbage på min seng.

Alt det jeg havde tænkt over i går, strømmede nu tilbage i mit hovedet. Måske skubbede jeg folk væk? Måske fokuserede jeg ikke på andet end Magnus? Men det kunne jeg også godt tillade mig, eftersom han snart rejste.

Men han ville jo ikke svare mig. Det pinte mig virkelig. Jeg ville virkelig ikke skændes eller være uvenner med ham nu. Bare ikke nu. Måske for en måned siden, men bare ikke nu. Det ville jeg altså ikke kunne klare.

Mine tanker blev afbrudt, da Jose kom ind af min dør. Jeg så på hende. Hun havde det lyse hår sat i fletninger, og hun var faktisk pæn når hun gjorde noget ud af sit hår.

"Hvad vil du?" spurgte jeg.

"Magnus sidder ude foran døren på trappen," sagde hun, og jeg var oppe på et sekund. Jeg styrtede ned i gangen og skulle lige til at hive døren op. Men jeg tøvede. Hvad hvis han var sur?

Jeg rystede på hovedet, og åbnede døren. Ja, han sad der. Men han så ikke på mig. Han hørte døren gå op, men han kiggede ikke op. Det tydede ikke så godt.

"Magnus?" jeg lukkede døren efter mig, og satte mig på trappen hos ham. "Magnus, jeg lover dig, at der ikke skete noget, Han prøvede men, jeg flyttede mig. Tom betyder ikke noget og..."

"Det er blevet rykket," sagde han så. Jeg stoppede med at snakke, og så på ham. Han kiggede ud på vejen, som førte mod havnen. Opslugt af sine egne tanker.

"Hvad er blevet rykket?" spurgte jeg.

Han svarede ikke i første omgang. Han så bare væk. Han tænkte vel over hvordan han skulle svare mig. Jeg ventede med den nervøse stemning i maven.

"Datoen," svarede han så. "Jeg tager afsted Lørdag morgen."

Det slog ned i mig som et lyn, og jeg stirrede på ham. Han havde lige berøvet mig fireogtyve timer i hans selskab. Det kunne han ikke. Så ville i morgen jeg være vores sidste hele dag sammen! Det kunne han ikke! Det måtte han ikke!

"Nej, nej den er ej!" sagde jeg hysterisk, og rejste mig fra trappen. Jeg gik hen til min cykel og lænede mig op af muren ved siden af den. "Fortæl mig at du lyver, Magnus!"

"Jeg lyver ikke," sagde han, og jeg stirrede ned i jorden. Det kunne han bare ikke gøre!

"Jamen hvorfor?!" spurgte jeg vredt. Jeg ved ikke hvorfor jeg var vred, men jeg var så knust. Det kunne bare ikke være rigtigt!

"Vi SKAL komme en en dag før forventet," forklarede han, og jeg tror mit hjerte blev til is inden i mig. Og så splintredes det i tusind skår. Det stak i maven, som om mit hjerte virkelig var eksploderet.

Jeg rystede på hovedet, og lagde så armene om mig selv, så jeg ikke skulle falde sammen. Jeg ved godt at det kun var en dag, men jeg kunne bare ikke tage mig sammen.

"Er det på grund af det med Tom?" spurgte jeg så. Det var ikke meningen, det røg bare ud af mig. Han sukkede.

"Nej, Rikke, det er ikke på grund af Tom?" sagde han irriteret. "Hvorfor skulle det være på grund af ham?"

"Slap af, jeg spurgte jo bare," sagde jeg, men jeg kunne godt se at det var vildt dumt sagt. Men hvorfor gik han såden amok? "Er du jaloux?"

Igen, DUMT sagt.

"Nej, hvorfor skulle jeg være det?!" spurgte han, og rejste sig op. "Hvis du vil lade ham tage på dig, så bare lad ham. Jeg er ligeglad!"

Jeg stirrede irriteret på ham, og rejste mig med knyttede næver. Hvordan kunne han sige sådan noget?!

"Magnus, han gjorde ingenting!" sagde jeg vredt.

"Som om," sagde han, og lagde armene over kors.

"Du sagde jo lige at du var ligeglad?!"

"Det er jeg!"

"Så kan jeg jo også bare være ligeglad med dig?!"

"Så vær det!"

"Jep, jeg er fuldstændig ligeglad med at du rejser!" skreg jeg.

"Godt, for jeg er lettet over, at jeg slipper for dig!" skreg han tilbage i hovedet på mig.

Alting blev helt stille. Vi stirrede bare på hinanden. Som om tiden stod helt stille. Jorden drejede ikke mere, og sekunder forsvandt ikke. Der var kun ham. Og jeg mærkede hvordan tårerne pressede sig på.

Han rystede langsomt på hovedet. Tårerne løb ned af mine kinder nu, og jeg satte i løb hen mod døren.

"Rikke!" sagde han, og rakte ud mod mig, men jeg løb grædende forbi ham, og op af trappen. Jeg smækkede døren i, og stormede ind på mit værelse. Stortudende lagde jeg mig ned på min seng, og begravede mit hoved i mine mange puder.

Det var bare løgn. Vi havde ikke lige sagt det der til hinanden. Det havde vi ikke. Jeg mente det ikke, og det gjorde han heller ikke.

Jeg ved ikke i hvor lang tid jeg lå og græd. Måske timer. For da jeg så på mit ur var klokken allerede 15:21. Men jeg anede jo heller ikke hvornår jeg var stået op.

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, så jeg greb min mobil og ringede Lilly op. I starten forstod hun ikke hvad jeg sagde, fordi jeg græd på samme tid. Men til sidst fik jeg stemmen under kontrol.

Jeg snakkede med hende i en halv time, og jeg blev virkelig klar over hvor god hun var til at lytte. I alt den tid jeg havde været så nervøs for at miste Magnus, havde jeg ikke brugt tid sammen med mine veninder. Det var egentlig lidt ondt af mig. Men nu hvor jeg var mere knust end nogensinde så var mine veninder der for mig. Det fortjente jeg faktisk ikke.

Resten af dagen sad jeg bare på mit værelse og stirrede ind i væggen. Jeg havde låst døren, ville ikke snakke med nogen, ville ikke se nogen. Kun Lilly og Dina. Jeg ignorerede endda min mor, da hun bankede på, og ville snakke.

Da det endelig blev aften, og min mor og Jose gik i seng, kom jeg endelig ud fra værelset. Jeg listede hen til køleskabet, og tog lidt kold pizza. Jeg håbede ikke at min mor havde hørt mig. Så ville hun bare snakke med mig, og jeg orkede ikke lige at snakke.

Jeg havde brug for noget frisk luft.

Jeg lagde pizzabakken tilbage i køleren, og gik ud i gangen. Jeg orkede ikke lige at tage sko på, så jeg ville bare gå i bare tæer. Jeg åbnede døren, men stoppede i døråbningen. Magnus sad lige der på trappen. Han havde ryggen til mig, og jeg håbede ikke at han ville vende sig om. Det gjorde han heller ikke.

Jeg gik langsomt om på den anden side af ham, og så på ham. Han sad, med sin albue på sit knæ, og sit hoved støttet af en knyttet næve. Han sov.

Jeg smilede næsten. Havde han siddet der hele dagen? (Og så for mig!) Det var næsten helt sødt.

Jeg skyndte mig ind i stuen, tog et tæppe, og løb udenfor igen. Jeg lagde forsigtigt tæppet om hans skuldre, og passede på ikke at vække ham. Det lykkedes. Da jeg havde låst døren, og var gået i seng, kunne jeg ikke lade være med at tænke på en sætning. Tre små ord; En dag tilbage...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...