Goodbye after all

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 jan. 2013
  • Opdateret: 27 jan. 2013
  • Status: Færdig

9Likes
8Kommentarer
678Visninger
AA

4. Tirsdag

Jeg sad på trappen uden for døren den morgen, og ventede. Magnus havde sagt klokken syv, og nu var klokken halv otte. Jeg var begyndt at blive en smule småirriteret.

Jose havde plaget mig hele morgenen, og til sidst havde jeg endda kaldt hende Josephine. Det gjorde jeg ellers aldrig. Det var kun Magnus der gjorde det, men han var heller ikke så meget til kælenavne. Nogle kaldte mig for Riks, men når han kaldte mig det, var det for sjov. For ham var jeg Rikke.

Efter fem minutter kom han endelig på sin sorte cykel. Han vinkede, og jeg rejste mig smilende op. Han hoppede af cyklen, og trak over til trappen.

"Hej," sagde han smilende.

"Hey, du kommer faktisk en halv time for sent," sagde jeg, og prøvede at lyde fornærmet, imens jeg hoppede ned af trappen.

Han lo. "Jamen det må du unskylde, frøken."

Jeg slog ham drillende på armen, og gik hen til min cykel, der stod lænet op af muren. Jeg trak hen ved siden af ham, og kiggede så interreseret.

"Nå, gode herre. Hvad står dagen på?" spurgte jeg, og han lo af min falske snobbede accent.

"Vent og se," sagde han bare, satte sig op på cyklen, og kørte afsted. Jeg sprang op på min cykel, og strøg efter ham. Han gjorde sig langsom, så jeg kunne komme op på siden af ham.

Vi cyklede i nogle minutter, og vi kom tættere og tættere på havnen. Jeg håbede på at vi ikke skulle fiske. Det var jeg virkelig dårlig til, og jeg anede ikke engang om Magnus kunne finde ud af det?

"Skal vi ud og fiske?" spurgte jeg, men han lo bare. Jeg fik bage anelser. (Altid når folk griner af mine spørgsmål!)

Han cyklede ned til et cykelstativ ved en fiskehytte, og vi holdte vores cykler der. Han smilede, tog fat om mit håndled og trak mig med. Jeg undrede mig over hvorfor han ikke tog min hånd. Han syntes måske bare at det var akavet, når vi jo... aldrig ville blive mere end venner.

Han stoppede og vendte sig om mod mig.

"Luk øjnene," sagde han.

Jeg smilede bare og rystede kort på hovedet. Han himlede med øjnene og lagde så den ene hånd for mine øjne. Han førte mig fremad med den anden.

Vi gik i nogle minutter, som han sikkert nød, imens jeg derimod var hunderæd for at støde ind i noget. Jeg blev altid lidt panisk når jeg ikke kunne se. Det var lidt irriterende.

Vi stoppede pludselig. Jeg kunne høre hans stemme hviske; "Klar?" og jeg nikkede. Han fjernede hånden, og jeg stirrede på den lille del af havnen. Det første jeg så var et lille bord med to stole, hvor vi sikkert skulle spise. Hvad vidste jeg ikke?

Så fik jeg øje på de to kæmpestore hamsterbolde (som jeg kaldte dem) som flød rundt i vandet. Det var sådan nogle som man kunne være inde i, og gå på vandet i. En mand sad på kanten, med fødderne i vandet og læste. Han skulle sikkert holde styr på hamsteboldene.

Jeg klappede, imens jeg hoppede op og ned. Det havde jeg hørt var meget piget! Han grinede, og trak mig med ned til kanten. Manden var allerede i gang med at få lidt luft ud af den. Så skulle jeg jo kravle derind, og der gik jeg igen lidt i panik. Uden luft, føltes det som om man sad og blev kvalt, men da luften var i, og jeg sad ude på vandet, kunne jeg ikke lade være med at grine.

Magnus var nu i den anden, og jeg rejste mig op og begyndte at løbe mod ham. Jeg faldt mange gange, men vi grinede begge to hver gag, så det gjorde ikke noget. Til sidst var vi så gode til det, at vi kunne løbe ind i hinanden.

Da vi havde brugt nogle timer på det, (Jeg svedte som en hest, efter det) satte vi os til bords. Magnus gik i nogle minutter, og kom tilbage med to isvafler. Det var perfekt.

Vi sad og spiste, og vi begyndte at snakke.

"Skal vi ikke tage på stranden på Fredag?" spurgte han. "Kristian og Dan kommer, og så skal vi spille på guitar og have bål og alt sådan noget."

"Lilly og Dina har nævnt den," svarede jeg, uden rigtigt at svare på spørgsmålet. "Hvordan vil de lave bål?"

"De graver nok et hul, sætter sten omkring og smider træ ned i hullet," sagde han, og så ud over vandet.

Jeg var snart færdig med min is, men solen stegte os stadig. Jeg ville nok være helt rød før jeg kom hjem.

"Men vil du med?" spurgte han.

Strandfester var ikke helt mig, (Hvad var nogensinde helt mig?!) men hvis nu han tog med, så ville jeg ikke blive hjemme. Specielt ikke når det var en af de sidste aftener jeg havde sammen med ham.

"Ja da," sagde jeg og prøvede at lyde virkelig interesseret. Det virkede vidst, for han smilte bare, og så igen ud på vandet.

Jeg så også derud. Jeg hadede virkelig stilhed. Især akavet stilhed. Jeg mærkede min mobil vibrere i min lomme, og jeg fiskede den hurtigt op. Jeg åbnede den, og gik ind under sms'er.

Den var fra Tom. Hvad ville han? Jeg ignorede beskeden, og lagde mobilen tilbage i min lomme. Tom værdigede mig aldrig et blik, og talte kun til mig, når det var for at gøre grin med mig. Hvorfor skulle han skrive til mig nu?

Jeg blev alligevel lidt nysgerrig, men lod min mobil ligge i lommen. Så vigtigt kunne det ikke være.

Vi nød resten af dagen, i hinandens selskab, og igen fulgte han mig hjem. Jeg krammede ham igen. Jeg ved virkelig ikke hvor verden ville være uden kram. Eller kærlighed. Eller ham...

Da han gik, satte jeg mig på trappen ligesom jeg havde gjort da jeg ventede på ham. Nu ventede jeg bare ikke på ham, men på at Onsdagen ville komme.

Vinden lod mit pandehår lette i et par sekunder, og jeg smilede. En lidt kølig brise. Det var første gang i dag. Måske var det fordi Magnus var gået.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...