Goodbye after all

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 jan. 2013
  • Opdateret: 27 jan. 2013
  • Status: Færdig

9Likes
8Kommentarer
703Visninger
AA

8. Lørdag

Jeg stod uden for hans hus, og så på ham ligge sin kuffert ind i bilen. Det var nok sidste gang jeg nogensinde ville se ham, men jeg græd ikke. Det kunne jeg ikke tage mig sammen til. Jeg kunne slet ikke tænke klart, i den situation jeg befandt mig i. Det var en af de sidste minutter jeg ville kunne se ham i resten af mit liv.

Han rettede sig op, og lukkede bagagerummet. Han var klar. Alt var klart. Alt undtagen mig.

Jeg så ned i jorden, men kun i et par sekunder, for det var svært at holde blikket væk fra ham. Jeg ville jo heller ikke huske det her øjeblik som den gang jeg stod og så ned i jorden. Det skulle huskes som et minde. Et lykkeligt og ulykkeligt minde... Begge dele.

Han gik hen til mig, og tog min hånd. Jeg ville snart bryde sammen, det kunne jeg mærke. Jeg kunne ikke sige farvel. Det kunne jeg bare ikke. Jeg ville ikke miste ham.

Han lagde sin anden hånd mod min kind, og jeg smilede en smule. Nu begyndte tårer at løbe ned af mine kinder, og min stemme blev grådkvalt. Så jeg talte ikke. Men jeg lod et enkelt hulk komme ud.

Jeg lagde min hånd mod hans, så han ikke fjernede den fra min kind. Jeg kunne ikke lade ham gå. Han havde heller ikke lyst til det. Det kunne jeg se på ham. Men det måtte han nød til. Og det var godt for os begge. Det ville faktisk gøre det meste bedre i vores liv.

Han halvsmilede til mig. Jeg kunne ikke fatte det. At jeg aldrig ville fortælle ham at jeg elskede ham, og at han aldrig ville vide præcis hvad jeg følte. Det ville nok pine mig. At jeg skulle holde den hemmelighed gemt inden i mig selv for evigt. Tre små ord kunne ændre hele situationen. Men jeg sagde ingenting. Jeg tænkte dem derimod om og om igen. Jeg elsker dig. Jeg elsker dig. Jeg elsker dig.

"Farvel," hviskede han så.

Jeg hulkede igen, og nikkede. "Farvel."

Han smilede, og krammede mig en sidste gang. Det var det længste og mest ægte kram af alle dem vi havde haft, men det var også det mest hjerteknusende. Det var det sidste kram.

Han trak sig langsomt væk fra mig, og gik hen til bildøren. Han sendte mig et sidste smil, før han satte sig ind i bilen, og smækkede døren i. Nu kunne jeg ikke lade være med at græde.

Han vinkede, før bilen satte sig i bevægelse. Jeg vinkede aldrig igen. Da bilen var ude af syne, stilte jeg mig hvor den havde holdt parkeret. Jeg lod tårerne strømme.

"Jeg elsker dig," hviskede jeg så.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...