Selvmord på skrift - Done

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jan. 2013
  • Opdateret: 22 jan. 2013
  • Status: Igang
Da 17 årige Jean en dag går sig en tur, finder hendes mor et brev liggende under Jeans pude. Brevet er dedikeret til hende og hun går i gang med at læse det. Jeans mor bliver dog hurtig forfærdet og skræmt, da hun opdager at brevet er et selvmordsbrev og at hun aldrig kommer til at se sin datter i live igen.

En lille kort novelle om alt det store her i livet. Håber i kan lide den :)

5Likes
4Kommentarer
635Visninger
AA

1. Nemt og hurtigt

" Mor, jeg går lige en tur," råbte Jean ud i køkkenet til sin mor. Hun skyndte sig gennem lejligheden og ud i entreen. 

" Hvorfor?," spurgte hun. Jean trak på skuldrene og bandt sine snørebånd.

"Jeg har bare lige brug for noget frisk luft," sagde hun. Hendes mor, Grace, kiggede undrende på hende. 

"Jamen, du er jo lige kommet hjem fra fodbold." Jean rystede på hovedet og sukkede.

" Desuden skal vi snart spise… som i om fem minutter," sagde Grace.

" Mor, jeg har brug for at komme ud. Jeg kan ikke holde ud at være herinde længere," sagde hun. Grace kiggede ud af vinduet i stuen. Selvom klokken kun var halv syv, var der allerede helt mørkt udenfor.

" Okay, men kun en lille tur. Og husk at tage godt med tøj på, januar er en kold måned." Grace rakte en hånd frem mod Jean og strøg hendes pandehår til siden. Jean sendte hende et skævt lille smil. Så vendte hun sig om og trak ned i dørhåndtaget.

" Farvel mor," sagde hun.

" Har du husket din telefon?," spurgte Grace. Jean nikkede.

" Farvel skat, elsker dig." Nede på gaden tog Jean sin mobil op af lommen. Så sendte hun en sms til sin mor: "Jeg elsker også dig." Så tog hun telefonen og smed den i den nærmeste skraldespand. Så vendte hun sig om mod den store hoveddør. Jean var gået igennem den dør hver dag i 11 år. Og nu skulle hun aldrig nogensinde gå igennem den igen. Døren ville være lukket for Jean for altid. En enkelt tåre faldt, og hun begyndte at gå.

Den nemmeste måde at dø på ville nok være at drukne sig selv. Men den nærmeste havn lå flere kilometer væk. Jean ville risikere at blive fundet hvis hun gik ned til havnen. Måske skulle hun bare kaste sig ud fra et stillads. Men hvad nu hvis hun ikke døde med det samme? Så ville hun ligge og bløde ihjel. Døden skulle helst være nem og hurtig. Jean kom forbi den lokale kiosk. Den ville hun heller aldrig gå ind i igen. Aldrig nogensinde købe en liter mælk, eller blande sit fredagsslik. Det hele virkede så fjert da hun gik forbi. Så standsede hun op og gik ind i kiosken.

" En pakke cigaretter," sagde hun. Jean røg aldrig, men det var alt for surt at hun skulle dø uden at have røget en eneste cigarret.

" Hvilken slags?," spurgte manden bag disken med sin indiske accent.

"Øhm, prince golden," sagde hun. Manden tog en pakke ned fra nogle af de øverste hylder og gav den til mig.

" Femogfyrre kroner," sagde han. Pakken lå på disken. Lynhurtigt tog Jean pakken og skyndte sig ud af butikken. Manden råbte at hun skulle komme tilbage, men Jean var allerede flere gader væk da manden løb ud fra kiosken. Han råbte et par eder og forbandelser efter hende, hvorefter han gik ind i kiosken igen. Jean åbnede sin pakke med cigaretter og tog en op. Men hun kunne ikke tænde den.

" Pis," sagde hun. Selvfølgelig kunne hun ikke tænde den. Så skulle hun alligevel dø uden at have røget en eneste cigarret.

Der. Et kæmpe stillads rejste sig foran hende. Stilladset var spændt fast til en gammel skole. Engang, havde man altid kunnet høre børn grine og skrige. Men så kom der en kæmpe brand, og hele tre børn døde. Siden da, havde skolen været lukket, og nu, fem år efter, havde kommunen stadig ikke åbnet skolen. Der var alt for mange der forbandt skolen med brand og død. Og om lidt ville skolen blive endnu mere sammenlignet med død. Hun gik helt hen til stilladset og kravlede op. Helt oppe på toppen af stilladset havde blæsten taget fat. Det virkede som om alt gyngede rundt. Jean satte sig ned og kiggede ud over byen.

Man kunne fjernt hører bilernes dytten og ambulancernes sirener. Nede for enden kom en mand gående med sin hund. Han havde stadig massere af år tilbage at leve i. Efter han havde gået med sin hund, skulle han sikkert hjem og sidde sammen med sin kone og børn. Så kunne de sidde og hygge foran fjernsynet. Efter det ville han gå i seng. Morgnen efter ville han vågne op og fortsætte sit helt normale liv.

" I morgen vil han vågne op, og i morgen er jeg død." Hun sank en klump og kiggede ned. Der var langt ned. Manden med hunden stoppede op og kiggede op på Jean. Han råbte noget Jean ikke kunne høre.

" Se at komme her ned!" Råbte han endnu en gang. Jean rejste sig op og gik helt ud til kanten. Et spring. Manden stod desperat nede for stilladset og prøvede at få hende ned. Måske ville han og have Jean skulle dø. Han bad hende om at komme ned. Om at hoppe. Jean lukkede øjnene og lænede sig ud over kanten. Manden råbte igen noget hun ikke hørte. Jean ramte jorden og døde i samme sekund. En nem og hurtig død.

 

Grace lukkede døren efter Jean og gik ind på hendes værelse. Jean havde som sædvandlige ikke redt sin seng. Hun sukkede og smilede. Så smed hun dynen og alle puderne ned fra sengen. Hun stoppede op da hun fandt Jeans brev under puden. Det lå fint foldet sammen, lukket med tape og et bånd med en lille sløjfe. Hun tog brevet op og vendte det i hænderne. Så lagde hun mærke til hendes navn skrevet for neden på brevet. Grace rynkede på brynene og åbnede brevet.  I brevet lå der en stak papirer, en foto af familien hvor Jeans hovede var klippet ud, et arvesmykke og et lille udrevet stykke papir hvor der stod; Sjælen flyver videre. 

Grace kiggede på tingene og fandt papirende frem. Så gik hun igen mad at læse

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...