Selvmord på skrift - Done

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jan. 2013
  • Opdateret: 22 jan. 2013
  • Status: Igang
Da 17 årige Jean en dag går sig en tur, finder hendes mor et brev liggende under Jeans pude. Brevet er dedikeret til hende og hun går i gang med at læse det. Jeans mor bliver dog hurtig forfærdet og skræmt, da hun opdager at brevet er et selvmordsbrev og at hun aldrig kommer til at se sin datter i live igen.

En lille kort novelle om alt det store her i livet. Håber i kan lide den :)

5Likes
4Kommentarer
656Visninger
AA

2. Brevet

 

D. 2 januar 2015

Kære mor, far og lillebror Victor.

 

 

Hvis du har fundet dette brev under min pude, må du med glæde læse det. Hvis ikke, skal du give det til mig. Og du vover på at læse det!

 

Først vil jeg gerne bede dig om, at sværge på min grav, at du læser brevet færdigt, før du rejser dig og fortsætter med maden. For jeg ved du er igang med at lave mad. Ligesom at jeg lige er gået en tur. Det hele er planlagt. Jeg skrev dette brev igår. Jeg ved ikke rigtig hvordan jeg skal skrive det her ned uden at virke kold og ond. Men jeg ville aldrig kunne sige det til dig som person. Det kommer jeg så heller aldrig til.

Der er nogen ting i verden man bliver nød til at gøre. Det jeg har gjort er ikke en af dem, men det er noget jeg har valgt at gøre, fordi jeg ikke kunne holde andet ud. Men det var svært. Det valg jeg har taget har såret så mange mennesker. Hvilket også er derfor jeg først gør det nu, og ikke for fem år siden. For jeg har altid vidst at mit liv ikke var ligesom alle andres. Jeg har altid været anderledes. Men ikke på den gode måde.

Nu må du forstå, at det jeg har gjort, på ingen måde er fordi nogen af jer skal straffes.

Især dig mor. Du er det mest fantastiske menneske i hele verden. Synd at vi ikke fik mere end 17 år sammen. Jeg har meget svært ved at gøre det her mod dig og far, men jeg føler bare ikke jeg har noget andet valg.  Nogengange sker det, at en person ikke kan holde verden ud længere. Det er det der er sket for mig. Jeg kan ikke verden mere. Så, ligegyldigt hvor hårdt det er, kan jeg fortælle mig at da du sendte mig ud af døren, sendte du mig i døden, og hverken dig eller far kommer nogensinde til at se mig levende igen. Det er nu du ikke må stoppe! Desuden er det for sent. Jeg er allerede død, og ligger et eller andet sted. Der er sikkert nogen der har set mig og ringet til en ambulance. Men jeg er død. Og ligegyldigt hvad i gør, kommer jeg ikke tilbage. Jeg er væk. For altid.

Nå, så lad og lige tage et kig på de ting der var vigtige for mig at du skulle se.

Prøv at kigge på billedet. Du nok allerede opdaget at mit hovede er klippet ud. Så prøv at vende billedet om. På den side står der et lille tal nede i bunden til højre. Der står: 23 maj 2010. Det gør der fordi jeg klippede hovedet ud der. For jeg har altid haft tanken om et selvmord i baghovedet. Selv da jeg var 12 år. Og det eneste grund til at jeg ikke har taget springet, var fordi jeg var bange og flov. Bange, fordi døden er en skræmmende ting. Det er også svært at forestille sig.

At lukke øjnene og aldrig åbne dem igen. At forsvinde helt. Så jeg turde faktisk ikke. Jeg blev også flov og trist over at skulle såre dig, far og Victor.  

Men nu har jeg forstået at jo længere jeg venter, jo flere mennesker vil jeg såre. Men hvorfor gjorde jeg det? Hvorfor har jeg valgt at forlade denne verden? Jeg ved ikke hvordan jeg skal forklare det, men jeg kan bare ikke klare at leve i den her verden mere.

Så lad os kigge på arvesmykket. Kan du huske hvor jeg har det fra? For jeg kan nemlig ikke huske det. Jeg har en teori om at jeg har fået det af oldemor før hun døde. Du ved, fire dage før hun døde besøgte vi hende og hun gav mig noget. Jeg mener at det er det her smykke jeg fik. Det ville være for ærgerligt hvis det skulle sidde på mig når jeg døde. Det ville være alt for respektløs. For oldemor var et helt fantastisk menneske. Desværre blev hun ikke så gammel som jeg kunne have håbet på. Det er vel også ligemeget.

Vi skal jo alle dø, så hvor og hvornår vi vælger at forlade denne verden er vel ubetydeligt. Vi vil alligevel dø på et tidpunkt og glemme alt i hele verden. Vi vil forsvinde helt. Det tror jeg bare ikke på. Du har nok også bemærket det lille papir hvor der står; sjælen flyver videre.

Grunden til at jeg har lagt det der ned er fordi at det er det jeg tror. Jeg tror at vi alle har en sjæl. Og jeg tror at sjælen flyver videre. Jeg er helt sikker i min sag. Så sikker, at jeg sidder ved siden af dig lige nu og kigger på dig. Jeg sidder på din højre side og holder øje med dig.

Når du har læst brevet vil jeg prøve at finde oldemor. Så kan vi sidde og drikke te og hygge.

Så hvis ikke du har regnet det ud, kan jeg fortælle dig, at jeg på ingen måde var bange for at dø. Jeg synes ikke døden er skræmmende. Det er en naturlig det af livet at man skal dø. Og om man dør som 12, 17 eller 120 årig, ser jeg ingen forskel i.

Du vil alligevel glemme alt. Så hvorfor alt det her påstyr? 

 

Undskyld mor. Jeg undskylder af hele mit hjerte. Jeg er en kæmpe idiot. Undskyld, undskyld, undskyld. 

Jeg vil gerne brændes og begraves i de ukendtes. Og jeg regner også med at det er det jeg får. Og husk, jeg sidder ved siden af dig nu og følger dig. Jeg elsker dig mor.

 

 

Hilsen Jean

Pigen der ikke så mening med livet

Undskyld

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...