The New Girl

Mig…. Det er det værste ved historien.
Shiro starter på skolen Shadow. Hun husker ikke meget af sit liv. Hun ville gerne finde ud af hvorfor, men får brug for hjælp.
Maria, er en helt almindelig pige. Der går på skolen Shadow. Men det hele bliver vendt på hovedet, da der starter en ny pige i klassen.
Sammen får de en stor hemmelighed. Deres skæbne er bestemt. Men der går ikke længe, før det hele bliver ufremkommeligt og farligt.


3Likes
8Kommentarer
555Visninger
AA

1. Kapitel 1 (Maria)

Gu´ve om den nye pige er sød, tænker jeg. Det håber jeg hun er, for jeg kunne godt tænke mig en veninde. De andre er ikke meget vær.

I stedet for at lave matematik, så tænker jeg meget på den nye pige. Hvem gider enlig have matematik. Det er bare en masse tal, der skal ganges eller divideres.

Nu ikke mere om det, tilbage til den nye pige. Jeg håber, ikke at hun er ligesom de andre piger, for de er bare så snobbet. De går kun og tænker på dem selv, deres tøj, sminke og alt det der pige noget. Man kan bare ikke holde dem ud i længden.

Så en ny pige i klassen ville bare være godt, nej bedre end godt, det ville være fantastisk!

Jeg har nemlig altid været anderledes end alle de andre, med mit kul sorte hår, de lys grønne øjne og den afslappet påklædning. Jeg skiftede skole engang fordi jeg blev mobbet og går nu på skolen Shadow. Det lyder måske lidt uhyggeligt, men det er det enlig ikke. Det er bare fordi den ligger i skyggen af et bjerg. Helt ærligt hvorfor ligger man en skole i skyggen af et bjerg, det er da lidt åndssvagt.

Jeg er ved at blive utålmodig og kigger på klokken.

Øv , der er 25 lange minutter til at hun kommer, suk.

Nå så kan jeg tænke videre. Vi sidder ved to mands border, og på mystisk vis er min side makker forsvundet. Så den eneste ledige plads er ved siden af mig.

Jeg sidder og drømmer om at hun kommer ind af døren og er lige en for mig, hun præsentere sig. Hun kommer ned og sætter sig ned ved siden af mig, og vi bliver bedste veninder. Jeg sad fordybet i mine enge tænker da det pludselig var blevet tid til at hun skulle præsentere sig.

Vi fik bud på at være stille og stille blev der. Så blev hun hentet af læren. Hun kom selvsikkert gående ind af døren. Der gik et chok gennem mig for hun lignede de andre piger fra klassen. Hun så nærmest perfekt ud. Hun havde en slags maske på, den startede oppe ved halv dele af hår kanten, gik ned over det ene øje. Uden at dække den perfekte næse, og gik ned over kinden, uden at dække de perfekte læber. Hun gik i en flot hvid sommerkjole. Sådan en der går til lige op over knæene. Hendes hår var nærmest papir hvidt, og går helt ned til hoften.

”Hejsa, jeg hedder Shiro”, sagde hun selvsikkert og højt. Hun lignede en der elskede det at være den nye.

”I må godt stille spørgsmål nu”, sagde hun. Med det samme fløj lede Josephines hånd op.

”Jeg ville bare lige hører hvorfor du har den der maske eller hvad det nu er du har på?”, spurte Josephine med sin sukkersøde stemme.

”Det er fordi at jeg har haft været ude for en bilulykke. Det var der jeg mistede mine forældre”, svarede Shiro stadig med den selvsikre stemme. ”Mit ansigt ser nemlig forfærdelig ud i den side. Så det er derfor”.

En anden hånd kom op og det er snobben Signes.

”Hvor gammel er du?”, spurte Signe overlegent.

”Det kan jeg ikke huske”, svarede Shiro. ”Jeg har fået et stort hukommelsestab, så det eneste jeg kan huske, er mit navn”.

”Nu kan du sætte dig ned ved siden af Maria”, sagde vores lærer. Ja, og det er jo ved siden af mig.

”Hej” sagde Shiro sødt til mig.

”Hej” svarede jeg surt. Hun kunne da bare lade være med at håne mig. Pludselig blev matematikken mere spændende. Der var et stykke jeg havde lidt problemer med. Jeg sad et stykke tid med det.

”Det er 67,5”, hviskede hun pludselig. Jeg ignorere hende og skrev svaret. Resten af time lod jeg som om jeg kunne finde ud af det hele. Det ringede, og jeg gik ud til frikvarter. Jeg satte mig under egetræet som jeg plejede, men så kom Shiro.

”Må jeg sidde her”, spurte hun.

”Det er ikke forbudt”, svarede jeg. Hun satte sig ned ved siden af mig, og kiggede på de andre børn.

”Hvorfor er du sur på mig?”, spurte hun.

”Er det ulovligt at være sur?” spurte jeg igen.

”Nej, men jeg forstår ikke hvorfor du er sur på mig. Jeg har jo ikke gjort dig noget”, svarede hun.

”Jeg regnede bare med at du var ligesom de andre. Jeg bliver altid mobbet med det sorte hår og de lys grønne øjne. Derfor”, svarede jeg stille.

”Jeg er da også anderledes med det næsten papir hvide hår og de lyse klarer blå øjne, og min tøjstil, kjole med læggens", sagde Shiro.

”Jo, men det er anderledes”, svarede jeg. ”Jeg….”

Klokken ringede ,og jeg skyndte mig ind til sidste time. Vi skulle have klassens time. Det var lede Josephines dag til at give kage. Selvfølgelig har hun glemt det, så vi får ingen kage i dag. Så vi skal bare lave det vi har lyst til. Jeg satte mig til at tegne, selvom jeg ikke var speciel god til det. Shiro kiggede på. Jeg lod som ingenting. Jeg tegne ting, som jeg ikke engang vidste hvad var. Til sidst blev jeg træt af, at hun kiggede på hvad jeg tegnede, og stoppede med det.

”Hvorfor stoppede du?”, spurte hun.

”Vi har fri”, svarede jeg. Samtidig med at klokken ringende. Jeg skyndte mig at pakke min taske. Jeg gik ud af døren og hjem.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...