To Lose

"Tror du virkelig at jeg lever videre hvis du dør?! Er du komplet sindssyg?!"

Blace var den smukkeste pige i verdenen. I hvert fald i Shiro Yoshida's øjne. En mild, smuk og fantastisk pige. En som alle ville elske. Hvorfor... Hvorfor skulle hun så dø?

2Likes
1Kommentarer
542Visninger
AA

3. Forår

Jeg sidder på en bænk... Folk stirre på mig. Det ville jeg også gøre... En forkrøblet, beskidt, og tynd dreng siddende på en bænk... Uden jakke eller paraply, selv om regnen siler ned. I min hånd knuger jeg et glas med piller... Det er som om jeg har mistet synet... Alt hvad jeg fandt ud af var så smukt er væk... jeg vågner fra mareridt... Jeg bruger mine dage på at vandre op og ned af strøget... Folk siger at alt nok skal gå når man giver slip... Og at folk er der for en... Løgnere... Jeg har ingen... Jeg kan ikke give slip... Jeg sidder bare og mærker regnen prikke... Glide ned af mine kinder... Jeg er kold til benet... Hvorfor kunne hun ikke blive? Hvorfor er hun her ikke nu? Blace... Hvor er du? Siden hvornår blev regnen så salt? Jeg trækker glasset med piller frem... Holder dem frem i strakt hånd... Og trækker vejret dybt. Jeg er... Helt alene. "Undskyld? er der noget galt?" En lille hånd griber fat i mit bukseben... Det er en lille pige, med en dynejakke der ser ud til at være alt for lang til hende... Hun ser på mig med uskyldige øjne... Jeg vender hovedet væk... Jeg har ingen grund  til at svare... "Du ser ked ud af det..." Den lille pige sætter sig op på bænken, ved min side... Kan hun ikke gå væk? Pigen prikker mig på skulderen, men jeg reagere ikke... Hun begynder at tale. "Jeg er ked af det lige nu... Jeg kan ikke finde min storebror. Vi gik sammen her i parken, men så begyndte det at regne... Og folk skyndte sig ud af parken, og vil blev væk fra hinanden." Jeg lytter selvom jeg ikke rigtig vil... Jeg stirre ned i jorden... Pillerne ligger løst i mine hænder og jeg venter på at hun bliver færdig. "Jeg er rigtig bange. Men Storebror siger altid at jeg skal være stærk og ikke græde. Fordi der er folk de har det meget værre end mig." Pigen klapper mig på skulderen... "Og du har det rigtig skidt ikke?" jeg vender hovedet... Pigen smiler. Hun ligger begge hænder på mine kinder, og hendes smil føltes som en lille ganske svag solstråle... "Det hjælper mig altid når folk smiler til mig. Fordi så ved jeg at jeg ikke er alene i den her verden..." Mit ansigt flækker.... Jeg falder sammen på bænken... Min gråd flår sig op gennem min hals... Jeg hulker hæst og de salte tårer glider ned af mine kinder... Pigen klapper mig på hovedet, og trøster mig ligeså stille... Hun smiler hele tiden... Så spørger hun: "Jeg hedder Haru. Hvad hedder du?" Jeg har stadig hovedet sænket og hulker hæst... "S-shiro..." Pigen smiler og fortsætter med at klappe mig på hovedet... "Shiro?" Jeg vender hovedet op igen... Og nikker... En dreng på cirka min alder kommer løbene... "Haru! Der er du!" Haru hopper ned fra bænken og omfavner sin storebror... Så vender hun sig mod mig og vinker. "Jeg håber du for det bedre, Shi! Jeg er sikker på at vi ses!" Så løber hun væk med sine storebror... Jeg kigger efter dem... En enkel solstråle bryder gennem de tunge skyer... Jeg læner hovedet tilbage og dækker mine øjne med hænderne... Jeg kan dufte det... Foråret er på vej... Jeg mærke flere tårer glide ned af kinderne... Pillerne falder ud af min hånd og ned på jorden... Jeg halvt griner og halvt græder... "Tak... Tak... Blace..." En solstråle af gangen... Flere og flere kommer til og tilsammen gør de en smuk tid fuld af forår og gode minder.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...