To Lose

"Tror du virkelig at jeg lever videre hvis du dør?! Er du komplet sindssyg?!"

Blace var den smukkeste pige i verdenen. I hvert fald i Shiro Yoshida's øjne. En mild, smuk og fantastisk pige. En som alle ville elske. Hvorfor... Hvorfor skulle hun så dø?

2Likes
1Kommentarer
570Visninger
AA

2. Engel

Jeg smækker døren op og finder det samme som jeg fandt da jeg gik ud... Eller ikke helt... Folk styrter rundt i rummet og en bibbende lyd er endnu svagere end før. Blace ligger i sengen. Hun ser meget træt ud... Hendes smukke sorte hår er glansløst. Hendes vidunderlige gyldne øjne er opgivende... Dog anstrenger hun sig for at smile da jeg træder ind... Hun er lettet over at jeg kom... Tænk at jeg bare flygtede i denne tid, hvor hun mest af alt har brug for mig... Jeg maser mig forbi læger og andre. Min hånd finder hendes. Den er iskold. Dog knuger den svagt om min... Jeg vil aldrig... Noglesinde give slip. "...Shi... Ved du hvad?" Hendes stemme er svag og papirs tynd. Som om den kunne svinde væk hvert sekund. "I aften der servere de omelet, fordi det er min fødseldag... Er vi ikke heldige? Jeg måtte ønske lige hvad jeg ville og jeg ved at du elsker omelet..." Hun smiler meget svagt... "Kan du huske dengang jeg prøvede at lave det til dig? Jer sikker på at det smagte rædselsfuldt sådan som det så ud... Du spiste alligevel det hele... Tak for det Shi..." Hun stopper med at tale da hun ser mit ansigtsudtryk... Jeg ved ikke hvordan mit ansigt ser ud lige nu, men det må være slemt fordi tårer stiger op i Blace's øjne, og hun ligger en iskold hånd på min kind. "Se ikke sådan ud Shi... Det hele skal nok blive godt igen..." Vrede, smerte, sorg... De følelser er så ubegribelige... Jeg har lyst til at skrige. Græde, råbe. Jeg gøre intet. Blace ved det godt... Hun ved godt at hun kun har få minutter tilbage. Det står tydeligt tegnet i hendes ansigt. Læger og sygeplejesker tumler rundt i lokalet, og forsøger at gøre et eller andet... Situationen er kritisk. Hjælp hende... Jeg har lyst til at råbe til op til himlen... Det regnvåde, grå og tåbelige himmel. Hvis gud er så nådig så hjælp hende... Jeg vil gøre alt. Blace ser mig direkte i øjnene. "Shi... Husk... Selvom jeg ikke er her mere, kan du godt leve videre... Kan du huske det tilbud du fik? Du kunne få en karriere og leve din drøm ud... Jeg ved at du elsker at synge..." Jeg ryster kraftigt på hovedet. Jeg mærker de farlige tårer stikke i øjnene. Hvordan kan hun snakke om karriere forslag nu!? Jeg  vil skærer min tunge af, for hende... Jeg vil aldrig sige et ord, bare lad hende blive... Lad hende smile sådan som hun er for evigt... Jeg vil gøre alt... Blace hoster let. Vi kom begge fra det samme. Familier som ikke ville have os, ingen venner og ikke råd til skole... Vi var begge alene i verdenen. Jeg var parat til at give op... Måske havde jeg allerede gjordt det der... Men ikke Blace. Hun smilede stadig og var glad selvom hun ikke havde noget. Hun blev til mit alting... Alt det jeg så frem til. Mit liv. Og nu er hun her... I 3 uger har hun ligget i den forbandede seng... Hvorfor har vi ikke råd til en operation! Hvorfor skulle hun lige få kræft... Jeg mærker hvordan disse følelser er ved at lække ud. Jeg kan ikke holde det tilbage mere... Blace gentager hvad hun sagde lige før: "Livet slutter ikke for dig her, Shi... Du har en masse foran dig..." Jeg kan ikke lade være... Jeg kan ikke styre mig. "Fatter du det ikke!? Der er ikke noget liv hvis du ikke er her! Forstå det nu! Du skal blive her! Du skal holde ud!" Jeg lader mit hoved synke ned i de kridhvide lagner. Jeg mærker tårerne... De svider i mine øjne og jeg kan snart ikke holde dem tilbage mere... Blace lader sin hånd glider svagt op og ned af mit hår... Men så er den væk. Jeg retter hovedet op og kigger forfærdet op. Blace lukker øjnene i. "Shi... jeg er så træt... Tror du at jeg kan sove nu?" Vildt ryster jeg på hovedet. "Nej...NEJ! Nej Blace ikke endnu! Blace bliv her! Gå ikke!" Blace åbner øjnene lidt... "Jeg elsker dig... Shi...ro..." Hendes øjne lukker sig i... Hun giver et lille utrolig svagt suk fra sig... Den lange tone fylder rummet og alt bliver stille... Intet er til at hører... Jeg kan ikke engang styrer min egen krop. Jeg skriger... Jeg klamre mig til hendes hånd... Det er som om jeg betragter mig selv udefra... En dreng som smider med ting og skriger sig selv hæs... En pige som ligger kold og død i en hospitalsseng... Lægerne tager fat i mine skuldre og for mig ud af lokalet... Jeg ender uden for hospitalet... Uden mål... Uden noget... De tårer jeg græder er væk... Jeg ser intet... Og regnen stopper ikke...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...