Change my mind - One Direction (13+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jan. 2013
  • Opdateret: 4 jul. 2013
  • Status: Igang
Sydney Payne er lige flyttet fra USA, og over til England for at starte på en ny skole. Som altid er der nogle specielle grupper på skolen. Nørderne, sportsfyrene og de førende pige og drengegupper. Sydney kommer hurtigt ind i den førende pigegruppe, men som dydsmønsteret. Hun støder også ind i skolens bad boys Harry og Zayn, som straks prøver at komme i bukserne på den uskyldige Sydney.
Men Sydney møder da også sin fætter Liam Payne, som er i nørdgruppen, som pigerne fra fører gruppen, Perrie, Eleanor og Danielle straks prøver at holde dem adskilt.
Ville Sydney forelske sig i sportsfyren Louis?
Hvad gør Zayn og Harry mod Sydney?
Trækker pigerne Sydney væk fra Liam?
Hvordan ender det for Sydney?
*Anstødene sprog og scener*
(Ikke kendte)

29Likes
12Kommentarer
1672Visninger
AA

6. A bad day

At vågne i en fremmed seng var ikke min plan. At vågne ved siden af Harry var heller ikke min plan. Egentlig ville jeg bare have det lidt sjovt med mine to øl, ikke en masse vodka og sex! Drømmen om at have sex sammen med en jeg ville elske resten af mit liv var ødelagt. Harry var typen der gik efter en ny pige hver nat. At se ham med en kæreste ville være et mirakel!

Mit tøj lå spredt ud over gulvet, omkring mig. Harry lå ved siden af mig, med dynen som kun lige dækkede hans underliv. Jeg tog lagnet under mig og fik det trukket til mig, selvom det var svært, da Harry lå oven på det. Jeg rejste mig op og samlede mit tøj sammen. Da jeg ikke kendte huset, tog jeg bare tøjet på inde under lagnet og smed så lagnet oven på Harry. Han begyndte at bevæge sig lidt, så jeg panikkede og løb så ud fra hans værelse.

Hans hus var lille, men jeg kunne alligevel ikke finde rundt. Det eneste man kunne høre var mine fødder som let gik over gulvet. Lige da jeg skulle til at dreje rundt om et hjørne, mærkede jeg smerten i mit underliv og jeg knækkede sammen på gulvet. Det var en ubeskrivelig smerte. Men jeg måtte ud herfra! Jeg havde ikke lyst til at være i hans hus!

Jeg kom op at stå igen, og fandt heldigvis badeværelset. Jeg fik skiftet til mit tøj fra i går, som stank af alkohol og sved. Lige meget! Nu gjaldt det bare om at komme ud! Da jeg kom ud fra badeværelset regnede jeg med at liste hen til hoveddøren og komme ud uden problemer, indtil en hånd greb om min arm og trak mig tilbage.

”Hvor er du på vej hen?” Spurgte en dyb hæs stemme, som jeg sagtens kunne genkende. Jeg havde ikke lyst til at kigge ham i øjnene. Jeg var gået i hans fælde, blevet endnu en af hans piger. Det fik tårerne frem i mine øjne, jeg havde mistet min møddom til ham! Det var sikkert bare hans plan fra starten af.

”Hen til prinsen. Hvad tror du selv idiot?” Sagde jeg hårdt og prøvede at fortsætte ud af døren, men han holdte stadig fast om min arm. Jeg skulle til at vende mig om, men han greb fat om min kæbe og tvang mit ansigt hen til hans, så der kun var et par centimeters mellemrum. ”Tal pænt.” Sagde han og slap så min kæbe. Jeg flyttede ikke mit hoved. Hans øjne havde fanget mine og jeg kunne ikke andet end at stirre ind i hans øjne.

”Var du ikke på vej hen til prinsen?” Spurgte han flabet og nikkede hen mod døren. Tøvende gik jeg ud af døren og lukkede den bag mig. Wow. Jeg vidste ikke hvorfor, men jeg var mundlam. Det der lige var sket skulle ikke være sket. At have min første gang med Harry, som jeg ikke kan udstå. At opleve den akavede situation i gangen, som var det værste af alt. Og som om det ikke var nok, så havde jeg det som om nogle havde slået mig i min nedre region, med et baseball bat!

* * *

Hele weekenden var gået med at gå så lidt som muligt, og glo tv med fire liter is. Heldigvis havde min mor ikke spurgt ind til noget, men lod mig bare gøre det. Altså hvis min datter åd is dagen lang ville jeg spørge, men sådan er min mor åbenbart ikke. Jeg savnede også min far. Han var stadig ude og rejse eller arbejde, og jeg havde ingen anelse om hvornår han kom hjem.

Jeg havde heller ikke lyst til at gå i skole. Så skulle jeg glo på Harrys grimme fjæs mens vi lavede projekt, og det ville jeg helst gerne undgå. Jeg kunne også bare tage en paryk på og sige at jeg var syg. Så kom jeg alligevel i skole, men undgik Harry. Medmindre lærerne og eleverne selvfølelig undrede sig over der kom en ny elev, uden varsel.

”Sydney! Stå op hvis du skal i skole!” Mandag morgen. Den værste dag i ugen. Og den blev lige endnu værre ved mit dumme hoved, som skulle tænke så meget dårligt om de ting der fik mig i dårligt humør.

”Har jeg noget valg.” Mumlede jeg for mig selv med hensyn til det der med hvis du skal i skole. Jeg havde intet valg. Og hvis jeg ikke var ude af sengen om fem minutter kom min mor sikkert ind og skreg mig i ansigtet. Den fejl begår man kun en gang.

”Er på vej!” Råbte jeg og rullede ud af sengen. Klokken var 7. To timer til skole. Eller rettere sagt, to timer til helvede. Men hvis jeg alligevel skulle i skole kunne jeg ligeså godt gøre mig klar. Jeg fik noget hurtigt nemt tøj på, nogle converse og min makeup og hår. Lad mig sige det sådan. Jeg lignede lort. Det gik ikke. Men jeg måtte ned og begrave mig i mad, da min mave rumlede højt.

I dag var der lucky charms på bordet. Det smagte herligt! Men pågrund af at jeg proppede for meget mælk og kom til at tage salt i stedet for sukker, smagte det forfærdeligt! Men jeg orkede ikke at tage en ny potion, så jeg måtte bare spise det. Jeg var stadig ikke færdig med at gøre mig klar, så det skulle klares.

Efter jeg fik ordnet mig og alt det der skidt, så det nogenlunde ud. Her var så problemet. Enten skulle jeg løbe hen til bussen, da den kørte om et minut, eller så løbe til skole. Min mor skulle ikke til jobsamtale eller sådan noget i dag, så jeg måtte komme hen til skolen af mig selv. Det skulle nok komme til at gå godt.

Jeg gik nedenunder til min mor for at høre om hun havde en løsning. ”Mor? Hjælp, jeg skal i skole og har ikke mulighed for at komme derhen.” Sagde jeg og pegede på klokken. Okay. Måske var det lidt med vilje at bruge så meget tid på mit udseende, men jeg gad jo ikke i skole, og når man ikke vil i skole gjaldte alle kneb.

”Tag dog bussen.” Hun havde hovedet ned i en avis og var vist i gang med en sudoku. ”Hvis du ikke har bemærket det, så kører bussen om 15 sekunder, og jeg kan ikke nå det!” Sagde jeg irriteret og skulle til at rive avisen ud af hendes hånd, da dørklokken lød.

”Tag den Sydney.” Mumlede hun og pegede hen mod døren. Jeg sukkede og rullede øjne af hende. Med langsomme tunge skridt kom jeg hen til døren og åbnede den. Harry stod lænet op af en pæl og gloede på mig. Han skulle til at sige noget, men jeg smækkede døren i hovedet på ham og var så på vej hen til min mor igen, da han igen ringede på.

”Mor! Kan du ikke tage den? Jeg må finde ud af at komme til skole.” Sagde jeg og pegede hen mod døren, hvor Harry stod og kiggede ind gennem det slørede glas. Hun sukkede og gik så hen mod døren, mens jeg løb så hurtigt jeg kunne hen mod trappen.

”Skat! Tag dog med Harry, sværere er det ikke!” Der var ingen vej uden om nu. Min mor havde sagt det, og jeg kunne ikke ombestemme mig. Sådan var min mor. Hun fik altid sin vilje uanset hvad. ”Jaaer.... Så lad mig hente min taske.” Sagde jeg og løb ovenpå igen.

”Tak for lort mor.” Hviskede jeg og fik min taske. Den var blevet tung, og jeg endte sikkert med en ødelagt ryg, men jeg glemte at aflevere mine bøger i mit skab i fredags, så jeg måtte bare nøjes med en bøjet ryg.

”Vi ses mor.” Sagde jeg på vej hen til døren. Hun smilte hurtigt og lod mig så komme ud. Egentlig ville jeg gerne have gået når min mor ikke kiggede, men hun stod i døråbningen hele tiden. ”Stædig, hva'?” Spurgte Harry og satte sig selv ind i bilen. Jeg gav ham et flabet blik og satte mig så ind. Han nikkede hen mod selen, som tegn på jeg ikke måtte glemme den.

”Hvem er du? Politiet?” Spurgte jeg irriteret og tog den på. Han grinte let og begyndte så at køre.

”Nej, men en der lige har haft stor betydning for dig.” Sagde han drillende. Tak for at minde mig om det! Det var lige det jeg havde brug for!

* * *

Hele skolen havde da fået nok at glo på da vi kom ind på skolen. Skønt med flere mennesker som kan irriteret mig! Som om jeg ikke havde haft nok af dem til morgen. I tænker sikkert at jeg overreagere, men nej! Jeg burde have set det komme! Og nu skulle jeg tilbringe en halvanden time sammen med ham i skolen, hvor skønt! Så hellere have geografi hele dagen!

Jeg havde spansk lige nu. Jeg havde altid elsket faget, og det var jeg vidst ikke den eneste der gjorde. Ham Niall svarede næsten på alle spørgsmålene. Han kunne det næsten flydende. Men hvad forventede man ikke af en nørd som ham? Han havde looket og hjernen som en nørd.

”Entonces, ¿cuántos vive realmente en España?” Spurgte min spansk lærer og kiggede rundt i lokalet. Alle sad og kiggede tomt ud i luften, bortset fra Niall. Han sad straks med hånden op i vejret og ventede på at blive taget.

Sukkende pegede læren på Niall, da han var den eneste som gad svare. Jeg ville også have svaret, men jeg var i dårligt humør. ”Alrededor de 47 millones.” Svarede han og smilede. ”47 millones de dólares y 200.000 para ser exactos.” Fløj det ud af min mund. Niall vendte sig om og kiggede overrasket på mig, mens jeg selv sad med store øjne.

”Jeg mener... Omkring 47 millioner.” Sagde jeg hurtigt og sank langsomt ned under bordet. Dumt træk Sydney! Dumt træk! ”Meget flot mrs Payne!” Sagde læreren og smilte stort til mig. Så godt som muligt smilte jeg tilbage. Skønt. Nu var alles blikke rettet mod mig... For gods sake! En eller anden dræb mig, og sørg for ingen husker mig!

Klokken ringede heldigvis, og jeg stormede ud af klasselokalet. Okay så! Det var den værste ting indtil videre der var sket i dag! Dagen blev da også bedre og bedre! Jeg nåede hen til mit skab og fandt mine bøger frem til næste time, da en kom frem omme bag lågen.

”Hey Sydney. Niall, Niall Horan.” Sagde Niall og rakte hånden frem. Jeg tog imod den med et falsk smil og fortsatte så med at fylde og tømme mit skab. ”Hvad vil du så?” Kom det spydigt fra mig.

”Du glemte vist din mobil under dine bøger.” Sagde han og rakte min mobil frem mod mig. Jeg tog imod den og puttede den i baglommen. Nu havde han sagt hvad han skulle, så kunne han godt smutte.

Han stod stadig og gloede på mig. Fedt, nu blev jeg overgloet, som om det ikke var sket nok i dag! ”Hvad?!” Spurgte jeg frustreret og smækkede lågen i. Han kiggede chokeret på mig, men rømmede sig så. ”Du er god til spansk.” Sagde han nervøst. ”Tak.” Mumlede jeg og gik så. Heldigvis fulgte han ikke efter mig, endnu en god ting.

Endelig kunne jeg få fred fra andre mennesker da jeg kom ind i biblioteket! Det bedste sted ever, da man ikke måtte larme! Ikke for at lyde sær, men biblioteket var et af de første steder jeg fandt her på skolen. Fred og ro i ti minutter var lige hvad jeg havde brug for.

Jeg ville ønske jeg kunne leve i stilhed. Ingen som forstyrrede dig, ingen som snakkede til dig, gjorde dig ked af det med ord, snakkede om sine problemer eller skreg i dit ansigt. Overvej det i to minutter. En verden hvor ingen talte... Okay, måske ville det kun være rart en dag, så ville jeg være desperat efter at tale!

Nogle bøger landede med et brag på mit bord, og jeg nåede knap nok at kigge op og se hvem det var, før jeg blev trukket op fra stolen og trukket hen i hjørnet af biblioteket hvor ingen var. ”Hvorfor stak du af så hurtigt?” Spurgte Harry med et smørret smil. Egentlig havde jeg lyst til at spytte ham i ansigtet, men så endte jeg sikkert med at dø.

”To ord... Fuck. Af.” Sagde jeg og prøvede at slippe væk, men han lagde hænderne på reolen bag mig, så jeg ikke kunne stikke af. ”Svar hellere.”

”Lad mig se? Du ventede bare på at jeg overgav mig, men da det ikke virkede gjorde du mig fuld i stedet og fik så din vilje, og hvordan tror du jeg har det nu? Godt efter du har taget min møddom, sørgeligt efter som du har taget min møddom eller mulighed nummer tre, rasende over at du har taget min møddom? Du vælger.” Spurgte jeg og ventede bare på at han fjernede sig og lod mig gå.

Men ingen af os gjorde andet end at stirre hinanden i øjnene. Vi trak næsten ikke vejret. Aldrig havde jeg lagt mærke til at hans øjne var så grønne. De havde farve som en trekløver blandet med et trafiklys. Nej, det var for sært! De havde en flot grøn farve. Det lød bedre!

”Jeg tager mulighed nummer et.” Sagde han og kyssede mig på kinden. ”og det bliver ikke sidste gang, bare rolig.” Og med de ord gik han væk fra mig.

---------------------------------------------------------------

Undskyld tusind gange!!! Jeg er stresset og skriver kun en gang imellem, men mit "andet" liv er lidt rodet... Ligemeget, det skal I ikke blandes ind i.

Kan I lide coveret? Jeg har skiftet det et par gange, det ved jeg! Men jeg er endelig tilfreds med det, og har forelsket mig i det! <3

xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...