In Loving Memory

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jan. 2013
  • Opdateret: 4 mar. 2013
  • Status: Færdig
Lineas liv har aldrig været helt nemt, og det er kun gået ned ad bakke siden søsterens død. Den ellers så glade pige er lige så stille begyndt at trække sig væk fra andre og ind i sig selv. Hun har aldrig følt sig så alene, og fremtiden virker ikke lys. Hvad kan man gøre, når ens søster og bedsteveninde gennem tykt og tyndt pludselig er væk, og man må møde hverdagens problemer alene? Da Linea, stille og forsigtig som hun er, mere eller mindre mod sin vilje bliver hevet med til en kæmpenytårsfest, havde hun aldrig troet, at hun ville ende med at sidde på et koldt trappetrin og snakke om alt og intet med en fremmed dreng. Selv da det sker, kunne hun aldrig have forestillet sig, at hun ville møde denne anderledes dreng igen, og at han ville komme til at ændre hendes liv for altid. Vil det lykkedes hende at give slip på sorgen, der efterhånden har lagt sig så tungt omkring hende, at den er blevet en del af hendes hverdag, eller vil den fortsætte med lige så stille at æde hende op indefra?

47Likes
159Kommentarer
3134Visninger
AA

2. Prolog

”Vi tæller ned fra ti!” råbte en eller anden og viftede med en stjernekaster i luften. De mange unge mennesker, der nu stod samlet i den store baghave, begyndte at tælle ned, mens andre løb forvirret rundt og delte ud af champagneglas. Folk stod rundt omkring i små grupper, mens de første tyvstarterraketter glimtede på himlen.
          Da nul blev nået, susede de første af havens raketter i luften, og himlen over os eksploderede i farver, og høje brag lød over alt i det fine kvarter. Rundt omkring mig skålede folk og ønskede hinanden godt nytår med store smil og varme kram. Nytårskys blev udvekslet, og lige meget hvor man kiggede hen, kunne man få øje på tætomslyngede par, som skuttede sig i det, der nu officielt var januarkulden, under de store flotte træer.
        Flere raketter susede i luften, og verden blev ved med at eksplodere i brag og farver. Folk råbte til hinanden på kryds og tværs af haven, og halvfulde mennesker snublede, så champagnen i deres glas skvulpede over, når de forsøgte at nå rundt til alle de mennesker, de skulle ønske held og lykke i det nye år.
        Jeg selv følte mig en smule malplaceret, som jeg stod der helt alene mellem de mange glade mennesker. Jeg flyttede lige så stille opmærksomheden væk fra de festende unge omkring mig og vendte blikket mod den smukke nattehimmel, som tidligere havde været pyntet af klare lysende stjerner. Nu var stjernerne næsten forsvundet bag fyrværkeriet, som ikke så ud til at ville tage ende det næste lange stykke tid.
        Et sted i nærheden af mig havde en flok drenge fået gang i et kæmpebatteri, og jeg betragtede de mange forskellige farver og former for eksplosioner, som nu glimtede over mig. Jeg havde altid set fyrværkeri som en utrolig smuk ting, og det var noget af det, jeg elskede mest ved nytårsaften. Desværre havde jeg på fornemmelsen, at der ikke var mange andre, som havde det som mig – ikke i denne sammenkomst i hvert fald. Det kunne godt se ud til, at de andre gik mere op i alkoholen, festen, og det, at de kunne sætte ild til krudt, der sagde bang og eksploderede.
        ”Godt nytår, Linea!” skreg Michelle og kom vaklende hen til mig på sine høje hæle, inden hun hev mig ind i et ribbensknusende kram. Hun stank af alkohol, og det var ikke til at komme udenom, at hun vist allerede havde fået rigeligt.
        ”Godt nytår,” mumlede jeg ind i hendes skulder, som var blevet rykket op i min hovedhøjde, nu hvor hendes stilletter jo var en pæn del højere end mine flade, udtrådte Converse. Kort efter svansede hun igen videre og hen til en flok højtfnisende piger i lårkorte kjoler og tykke vinterjakker, og jeg stod endnu engang alene tilbage. Mindst halvdelen af pigerne i flokken lignede nogle, der var ved at fryse røven ud af de bukser, de ikke havde på, og jeg forstod det ærlig talt ikke. Hvem tager lårkorte kjoler på midt om vinteren, når de ved, at de skal udenfor?
        Jeg følte mig stadig så utrolig malplaceret i mine slidte jeans, hvor der var et kommende hul på venstre knæ, og med mit brune hår, der bare var blevet børstet igennem en enkelt gang, inden jeg tog hjemmefra. Jeg ville aldrig kunne måle mig med de vilde frisurer, der var at finde hos de andre gæster, eller deres make-up, som matchede deres tøj bedre, end det burde kunne lade sig gøre. Til sidst var der så det faktum, at jeg ikke havde drukket andet end den velkomstdrink, Michelle havde tvunget mig til at tage imod, da jeg kom, og et par sodavand, mens stort set resten af gæsterne allerede var alt fra halvfulde til stangstive.
        Bragene fortsatte, og himlen blev gang på gang oplyst af alle tænkelige farver. Der var ingen forskel i mængden, fra da klokken havde slået tolv, og man var ikke i tvivl om, at det var rige mennesker, der boede i de store huse, vi kunne se over hækken. Jeg følte mig ikke specielt godt tilpas der midt i min rige venindens enorme baghave. Det virkede en smule klaustrofobisk, og det var nok i virkeligheden det, der fik mig til at forlade den festende flok og bevæge mig om på den anden side af det store, hvide hus.
        Jeg kunne mærke en begyndende hovedpine dunke i baghovedet, og jeg vidste, at jeg helt klart ville have godt af en pause fra alt det vilde festeri. Det havde aldrig rigtig været min kop te og da slet ikke her de sidste par måneder. Jeg havde alt for nemt ved at føle mig mast og indelukket, når jeg var sammen med mange mennesker i lang tid.
        Jeg fattede stadig ikke, hvordan Michelle havde fået mig overtalt til at tage med til hendes nytårsfest. Jeg havde jo ikke på noget tidspunkt været i tvivl om, at det ville blive vildt, og at der ville komme mindst en million mennesker, jeg ikke kendte. En million var måske at overdrive, men der var i hvert fald mange. Der var få, jeg kunne genkende fra skolen, men der var også en del, jeg tvivlede på, om Michelle overhovedet selv kendte.
        Mit venskab med Michelle havde altid været en mærkelig ting, for vi havde ærlig talt ikke meget tilfælles. Hun var rig, det var jeg ikke. Hun elskede fester, det gjorde jeg ikke. Michelle var sådan et af de mennesker, der kunne være venner med alle, mens jeg nok måtte være det mest asociale menneske, der nogensinde havde været inden for murene i hendes hus.

Alligevel stod jeg her nu. Himlen var stadig i oprør, og jeg kunne stadig høre larmen fra de andre, selvom jeg snart var nået om til forsiden af huset. Det kunne godt lyde som om, de havde tændt for musikken i stuen, skruet op for fuld knald og åbnet alle døre og vinduer ud til haven, så musikken blev blæst ud til dem, mens de sidste raketter blev sendt til vejrs.
        Min plan havde været at sætte mig på stentrinnene, der førte op til den enorme hoveddør, men lidt for sent opdagede jeg, at en anden allerede havde taget min plads. Jeg stoppede tøvende op, da jeg fik øje på skikkelsen, der sad i skæret fra de udendørs lamper, der hang på hver side af døren, men der var ikke noget at gøre – jeg var set. Det ville kun virke åndssvagt, hvis jeg vendte rundt nu og gik tilbage. Jeg blev bare nødt til at fortsætte, og så måtte jeg jo se, hvad jeg gjorde, når jeg nåede trappen.
        Skikkelsen viste sig at være en lyshåret dreng, jeg ikke huskede at have set før. Han smilede venligt til mig og flyttede det stadig fyldte champagneglas, der havde stået ved siden af ham på trinnet. Det var tydeligt, at han gjorde plads til mig, og jeg gengældte forsigtigt smilet, inden jeg satte mig ved siden af ham. Jeg var ikke specielt god til det der med fremmede mennesker, men den venlige handling virkede så naturlig for ham, at jeg bare lod som om, den også var det for mig.
        Ingen af os sagde noget, men det passede mig fint. Jeg var jo gået derom for at få lidt fred, og hvem ved, måske var han der af samme grund? Overraskende nok virkede stilheden på ingen måde akavet, som den ellers altid gjorde, når jeg var sammen med folk, jeg ikke kendte. I stedet sad vi bare begge på det kolde trin og betragtede den smukke nattehimmel, mens vores ånde lavede små skyer i luften. Selvom der stadig lå sne i alt fra store til små dynger over alt, var det ikke fordi, det var specielt koldt denne nytårsnat. I hvert fald ikke når man havde normalt vintertøj på.
        ”Noget siger mig, at du ikke er det store festmenneske?” spurgte drengen efter et stykke tid, og jeg vendte hovedet, så jeg kunne se ham, men hans blik var stadig rettet mod himlen og det knitrende fyrværkeri.
        ”Ikke ligefrem,” svarede jeg forsigtigt. Jeg var ikke specielt god til at holde samtaler i gang, men jeg følte, at jeg blev nødt til at sige noget mere. Jeg følte, at jeg blev nødt til at gengælde den for mig overvældende venlighed. ”Hvad med dig selv? Du ligner heller ikke rigtig en, der deltager,” fik jeg til sidst sagt, og jeg fortrød allerede mine ord, inden de sidste havde forladt mine læber. Det gik bare altid bedst, når jeg ikke sagde for meget.
        ”Nej, det gør jeg vel ikke,” svarede han og drejede sig om mod mig. ”Jeg finder det bare ikke lige så interessant. Du ved, dancemusik og fulde mennesker.”
        ”Så er vi i hvert fald to,” mumlede jeg og kiggede ned. At holde øjenkontakten var bare endnu en ting, jeg virkelig ikke kunne finde ud af. Mit blik landede uvilkårligt på det fulde glas, der nu stod på trinnet ved drengens fødder.
        ”Du må gerne tage det, hvis du vil,” lød drengens stemme. ”Jeg har ikke drukket af det.”
        ”Ellers tak,” svarede jeg. ”Jeg er ikke så glad for champagne.” Jeg havde ikke helt vidst, hvad jeg skulle svare. Det skete ikke ligefrem så tit, at folk tilbød mig deres fyldte glas.
        ”Tænkte jeg nok.” Jeg kunne fornemme, at han lænede sig en smule tilbage, inden han fortsatte: ”Det er jeg heller ikke, men en eller anden idiot tvang mig til at tage i mod det, da jeg var på vej herom.”
        ”Ligesom med velkomstdrinksne,” mumlede jeg og tænke tilbage på den afskyelige, skriggrønne drink, jeg havde været tvunget til at drikke. Den havde ikke just smagt godt.
        ”Men hvor længe har du da siddet her?” spurgte jeg, for det undrede mig egentlig. Hvis han havde nået at få champagne, kunne det jo ikke være længe, men på den anden side virkede han som en, der havde siddet der et godt stykke tid. Tøvende løftede jeg igen blikket, mens jeg spurgte, og et par varme og venlige, brune øjne mødte mig.
        ”Det ved jeg ikke,” svarede han og vendte igen opmærksomheden mod himlen. ”Men jeg gik i hvert fald herom før tolv.”
        ”Men ja, ligesom drinksne. De smagte da godt nok forfærdeligt.” Jeg kunne ikke lade være med at smile en smule. Om det var fordi, jeg rent faktisk havde mødt en med samme mening som mig, eller om det var hans måde at sige tingene og sine meninger lige ud på, vidste jeg ikke. Jeg havde i hvert fald aldrig kunnet finde på at fortælle en komplet fremmed, at jeg syntes, drinksne var forfærdelige. Det kunne jo være, at de var af en anden mening, eller at de ville fortælle det til Michelle.
        ”Min plan var at hælde det ud i vasken, men jeg nåede det desværre ikke, før folk lige pludselig stormede ud i køkkenet,” sukkede jeg.
        ”Det var da vel nok irriterende,” konstaterede drengen, og det lød lidt som om, han smilede. Det var utrolig mærkeligt at sidde der og snakke med en, jeg slet ikke kendte, især fordi jeg stort set ikke havde snakket med nogen hele aftenen. Jeg følte lidt, at jeg lige havde sagt en hel masse, men det havde jeg vel egentlig slet ikke?

Det viste sig hurtigt, at vi havde mange fællesmeninger, hvad angik denne fest og alt, hvad der ellers havde noget med den at gøre. Vi sad længe og snakkede om alt muligt og intet. Det var på en måde mærkeligt, for jeg kunne ikke huske, hvornår jeg sidst havde snakket med nogen så længe, men på en måde var det også meget behageligt. Det var ikke fordi, jeg sagde så meget. Det lykkedes mig at få ham til at tale det meste af tiden. Jeg kunne for det meste bedst lide at lade andre om at snakke, og han så ikke ud til at have noget i mod det.
        Snakken faldt for det meste på de fulde mennesker, vi svagt kunne høre, og vi blev vidst enige om, at det var åndssvagt at drikke sig fuld bare for at drikke sig fuld. Personligt syntes jeg, det at drikke sig fuld var åndssvagt lige meget hvad, men det var sådan, han havde formuleret det. Jeg endte med kort at fortælle ham, hvad det var, han ikke var gået glip af, da klokken havde slået tolv, og han havde rystet på hovedet.
        ”Det er lidt sjovt, at de går så meget op i de nytårskys,” havde han sagt. ”Nogle af dem er jo alligevel kærester, og så kan jeg ikke se, hvorfor det er så specielt, at klokken lige er tolv. Resten vil enten finde det pinligt i morgen, fortryde det, eller også var de så fulde, at de alligevel ikke kan huske, hvem de kyssede.” En af de ting, jeg godt kunne lide ved at snakke med han, var, at han sagde alle de ting, jeg kun tænkte. Det skulle ikke undre mig, hvis han nogle gange kom i problemer, fordi han ikke tænkte over, hvad han sagde. Det var i hvert fald ret uindpakket, da han fortalte, at han ikke brød sig om lårkorte kjoler, og at det da var skudt i hovedet at rende rundt sådan på denne tid af året.
        Jeg havde på fornemmelsen, at jeg rødmede en smule, da han sagde, at han så bedre kunne lide, når piger gik klædt som mig – også selvom det var til kæmpenytårsfest i byens rigeste kvarter.
        ”Hvorfor er du her egentlig?” spurgte han pludseligt, og jeg kunne mærke, at han kiggede på mig. Alligevel holdt jeg blikket mod himlen, hvor der næsten ikke var mere fyrværkeri at se længere. Selvom vi nu måtte have snakket i et par timer, var jeg stadig ikke typen, der var god til at kigge folk i øjnene.
        ”Jeg kender Michelle, og hun tvang mig nærmest til at tage med,” fortalte jeg ham, og jeg kunne ikke lade være med at blive lidt bekymret for min veninde. Hun havde jo allerede drukket lidt for meget, sidst jeg så hende, så jeg havde ikke lyst til at vide, hvordan det gik hende nu.
        ”Det er alligevel mere, end jeg gør,” mumlede han, og jeg gik ud fra, at han mente, at han ikke kendte Michelle.
        ”Men hvorfor er du her så?” Jeg vidste ikke helt, om jeg spurgte, fordi jeg gad vide det, eller fordi jeg følte, at det var mest rigtigt.
        ”Min bror kender hende, og han hev mig så med herhen. Jeg ved ikke hvorfor, og han måtte egentlig godt have ladet være.”

Som tiden gik, begyndte det alligevel at blive ret koldt at sidde udenfor, og det lød også som om, at dem omme i haven var rykket indenfor. Mine tæer føltes frosne, og jeg var glad for, at jeg havde taget vanter på, inden jeg gik ud.
        Pludselig ringede en mobil, og der opstod en kort forvirring, mens vi prøvede at finde ud af, hvis det var. Som jeg havde regnet med, var det ikke min, og han sendte mig et undskyldende blik, inden han tog den. Jeg prøvede at lade være med at følge med i, hvad han sagde, så jeg fokuserede bare på stjernerne, der nu igen var nemme at se.
        ”Jeg bliver nødt til at gå,” sukkede han, da han havde lagt på igen. ”Min bror ligger åbenbart og kaster op et eller andet sted.”
        ”Skal du med ind?” spurgte han, da han rejste sig og tog champagneglasset, som hurtigt blev tømt i en snedrive. Jeg overvejede det kort, men nikkede så. Jeg ville meget snart begynde at fryse ellers. Vi gik op ad den trappe, vi nu havde siddet på så længe, og jeg ønskede, at jeg også bare kunne tage hjem, men Michelle havde overtalt mig til at blive og sove. Hvis jeg var heldig, kunne jeg snart komme i seng, hvis jeg nu bare sagde, at jeg var meget træt eller havde hovedpine.
        På en måde fandt jeg det lidt trist, at han blev nødt til at gå, nu havde jeg jo endelig fundet en, jeg kunne snakke med.
        ”Nå, men så må vi vel sige farvel her. Det var hyggeligt at møde dig.” Han lød ikke som om, han fandt det specielt fedt, at det skulle gå ud over ham, at hans bror ikke kunne styre sit drikkeri, og måske han også syntes, det var trist, at vi blev nødt til at sige farvel nu? Det ville være mærkeligt for mig, for folk tænkte normalt ikke over det, hvis jeg pludselig var væk, men man kunne vel håbe, at der alligevel var folk et sted i verden, som kunne finde det interessant at snakke med mig.
        ”I lige måde,” svarede jeg og prøvede igen at gengælde hans venlige smil, inden jeg gik mod stuen, hvor der lød høj musik, for at se, om jeg kunne finde Michelle, mens han skyndte sig op ad den fine, hvide trappe.
        Det var først da en mur af larm og varme ramte mig, at jeg kom i tanke om, at jeg aldrig havde fundet ud af, hvad han hed. På den anden side var det vel også ret lige meget. Han var et tilfældigt menneske, jeg havde mødt til en fest, jeg helst ville være blevet hjemme fra. Når han ikke engang var en af dem, som rent faktisk kendte Michelle, var chancen for, at jeg ville møde ham igen, nok også ret lille.
        Til mit store held lykkedes det mig at finde Michelle, men hun var så fuld, at det ikke rigtig gjorde nogen forskel. Jeg brugte den næste times tid på at sidde i en sofa og kigge på mennesker og tomme flasker, inden jeg rent faktisk fik en ret slem hovedpine, og det lykkedes mig at komme i seng. Jeg havde ret svært ved at sove, for festen nedenunder fortsatte, og de tog bestemt ikke hensyn til mig og deres venner, som for længst var gået under bordet og derfor også sov.

Jeg vidste ikke, hvor længe der gik, før jeg faldt i søvn, men det skete da på et tidspunkt, og da det skete, var det med beslutningen om, at jeg aldrig ville lade mig hive med til sådan en fest igen. Aldrig nogensinde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...