In Loving Memory

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jan. 2013
  • Opdateret: 4 mar. 2013
  • Status: Færdig
Lineas liv har aldrig været helt nemt, og det er kun gået ned ad bakke siden søsterens død. Den ellers så glade pige er lige så stille begyndt at trække sig væk fra andre og ind i sig selv. Hun har aldrig følt sig så alene, og fremtiden virker ikke lys. Hvad kan man gøre, når ens søster og bedsteveninde gennem tykt og tyndt pludselig er væk, og man må møde hverdagens problemer alene? Da Linea, stille og forsigtig som hun er, mere eller mindre mod sin vilje bliver hevet med til en kæmpenytårsfest, havde hun aldrig troet, at hun ville ende med at sidde på et koldt trappetrin og snakke om alt og intet med en fremmed dreng. Selv da det sker, kunne hun aldrig have forestillet sig, at hun ville møde denne anderledes dreng igen, og at han ville komme til at ændre hendes liv for altid. Vil det lykkedes hende at give slip på sorgen, der efterhånden har lagt sig så tungt omkring hende, at den er blevet en del af hendes hverdag, eller vil den fortsætte med lige så stille at æde hende op indefra?

47Likes
159Kommentarer
3324Visninger
AA

11. Kapitel 9

Onsdag aften var endt med at blive meget hyggeligt. Jeg overlevede de spørgsmål, jeg blev stillet, og jeg havde på fornemmelsen, at min far havde fortalt Camilla og Peter en ting eller to. Jeg måtte ærligt indrømme, at jeg endte med at bruge det meste af aftenen på Thomas’ værelse. Den aften, jeg havde troet ville blive lang og uudholdelig, var endt med at være helt fin og gå utrolig stærkt i forhold til, hvad jeg havde regnet med. Jeg havde rent faktisk været en smule overrasket, da min far kom ned og sagde, at det var tid til at tage hjem.
        Da den her uge begyndte, havde jeg troet, at den ville blive lang og kedsommelig, men jeg havde taget fejl. Torsdag havde jeg været en smule sammen med Michelle, hvor vi havde lavet vores lektier og en fremlæggelse. Jeg hadede fremlæggelser. Man blev nødt til at sige en helt masse, og man blev nødt til at gøre det, mens resten af klassens øjne hvilede på én. Så med Michelle og lektier var dagen egentlig gået hurtigt, og jeg havde brugt det meste af aftenen på at høre Thomas’ CD’er.
        Om fredagen havde jeg været en tur på kirkegården for at give Line en ny opdatering, og sidst på eftermiddagen var jeg for anden gang gået i retning af det gule hus med det røde tag. Min far havde på et eller andet tidspunkt fortalt dem om sit arbejde, og da Camilla fandt ud af, at jeg skulle være alene hjemme, havde hun nærmest krævet, at jeg spiste hos dem. Kasper havde ikke været hjemme, men det gjorde mig ikke så meget. Så havde jeg en undskyldning for kun at være sammen med Thomas.
        Han var lige så stille begyndt at introducere mig til sit musikbibliotek, og da jeg tog hjem fredag aften, var det med et par CD’er mere. Jeg var lykkelig for, at vi i det mindste havde en god CD-afspiller derhjemme.
        Det hele virkede mærkeligt og en smule uvirkeligt. Var det virkelig rigtigt, at jeg nu kunne se frem til en lidt anderledes hverdag? Havde jeg, Linea Winther, rent faktisk fået en ny, god ven? Det var to af de ting, jeg overvejede, da jeg stod uden for det gule hus sidst på formiddagen en kold søndag i starten af februar. Det virkede helt mærkeligt, at det kun var en fire dage siden, at jeg stod der første gang. Selv da jeg stod der tredje gang, ville jeg aldrig kunne have gættet, hvor mange gange de tre ville blive til.
       Det mærkeligste ved at stå der var, at det nu var første gang, lige så længe jeg kunne huske, at jeg helt frivilligt, uden nogen havde bestemt det for mig, var taget om til andre end Michelle. Jeg kunne ikke huske en tid, hvor jeg i min fritid havde besøgt andre mennesker. For en uge siden havde jeg nok heller ikke kunnet forestille mig at bruge en søndag andre steder end den lille lejlighed, byen eller det store hvide hus i byens dyre kvarter.
        Jeg havde haft CD’erne med, og de lå nu på Thomas’ skrivebord. Jeg selv sad i hans seng og betragtede mine hænder med en meget stille og tænkende Thomas ved med side. Selvom jeg ikke havde kendt ham så længe, følte jeg på en eller anden måde, at han var min gode ven. Det føltes som om, jeg havde kendt ham i meget længere tid, end jeg havde. Det virkede næsten som om, han var blevet mig en lige så god ven som Michelle. Forskellen var bare, at jeg havde kendt den pige i en hel del år efterhånden.
        Når det kom til stykket, kunne jeg ikke helt finde ud af, om jeg vidste meget eller lidt om denne dreng. Jeg følte, at jeg havde en god fornemmelse af, hvilken person han var. Jeg kunne stadig ikke huske at have mødt nogen, som mindede om ham, så jeg syntes ikke rigtig, jeg kunne sige, at han var af en bestemt type. Jeg vidste bare, at han ikke var festtypen eller den mere udbredte teenagetype. Ikke at jeg selv følte, at jeg var det.
        Jeg vidste, at han var atten, og jeg havde lidt en idé om, hvordan de indbyrdes forhold var i hans familie. Jeg vidste, at han og Kasper var meget forskellige, og at de, selvom de egentlig til tider nemt kunne finde ud af det med hinanden, nemt blev irriteret på den anden. Camilla var den der bekymrede modertype, som helst lige skulle spørge, hvordan det var gået i skolen, og om det havde været en god dag.
Jeg vidste, at han gik i 2. g, og det gjorde han sammen med Andreas, som, jeg havde fundet ud af, var hans bedste ven.  Det var nogle af de ting, jeg efterhånden havde fundet ud af. Jeg havde en følelse af, at det var nogle lidt overfladiske ting, men når man brugte så meget tid, som jeg gjorde sammen med en som Michelle, var alting bare lidt overfladisk.
        Den lidt pludselige, mærkelige og lidt uvante følelse af tættere venskab og den tryghed, det bragte med sig, var nok grunden til, at jeg havde fortalt ham om Line. Jeg vidste, at han havde hørt efter, men han havde ikke på noget tidspunkt afbrudt mig. Han havde bare ladet mig snakke, og det var jeg utrolig glad for. Han havde bare ladet mig sige alt det, jeg havde at sige og følte. Noget jeg nok skulle have gjort for længe siden. Det føltes virkelig utrolig godt at sige det hele. Jeg følte mig ikke nær så alene.
        Som alle andre ville have gjort, havde han sagt, at han var ked af det, men på en eller anden måde havde han bare lydt mere oprigtig. Han lød mere som om, han mente det, end alle mulige andre, jeg havde snakket med. Han var blevet mere alvorlig, og der var et eller andet i hans øjne. Et eller andet jeg ikke helt kunne tyde.

Thomas havde lagt alt sin musik ind på computeren, noget der måtte have taget en uendelighed, så han havde bare sat den til at blande den enorme mængde af sange. Jeg havde endnu ikke genkendt mere end et par af sangene, men det kunne godt se ud til, at han kendte stort set dem alle sammen ret godt. Hvordan han kunne holde styr på så mange sange undrede mig. Det ville jeg nok ikke kunne.
        Mens vi sad der i hver vores tænkeboks, endte det alligevel med, at der kom en sang, jeg kendte. For at være helt præcis havde det været Lines absolutte yndlingssang. Jeg kunne ikke lade være at smile en smule. Det var måske et trist smil, men det var da et smil.

”Vi burde måske få ryddet op,” sukkede Line og kiggede opgivende rundt i den lille stue.
”Det burde vi vel,” medgav jeg og havde mest af alt lyst til bare at forsvinde ned mellem sofahynderne. Jeg gad virkelig ikke rydde op.
        ”Tror du, Far bliver sur, hvis vi lader være?” Line så spørgende på mig, og jeg havde på fornemmelsen, at hun gad rydde op lige så lidt som mig.
        ”Nej,” svarede jeg og kneb øjnene en smule sammen, mens jeg rystede på hovedet. ”Far bliver jo aldrig sur på os.”
        ”Men,” tilføjede jeg. ”Vi må hellere gøre det for en sikkerheds skyld.” Med et suk fik jeg mig rejst fra sofaen og prøvede at overskue alt rodet.
        ”Vent to sekunder.” Line begyndte at gå mod døren, der førte ud til gange. ”Man kan ikke rydde op uden musik. Du må ikke begynde, før jeg har hentet en CD.”
 Lidt efter kom hun tilbage med vores lille samling af CD’er, og hun satte sig ned ved CD-afspilleren.
        ”Hvad skal vi hører?” Hun bredte de få CD’er ud på gulvet og betragtede tænksomt de forskellige covers.
        ”Det du har mest lyst til.” Det undrede mig ikke det mindste, at det kort tid efter var hendes yndlingssang, der spillede fra højtalerne.

”Kan du egentlig ikke have musik på din mobil?” Jeg kiggede op på Thomas og rynkede brynene. Det var egentlig ikke noget, jeg havde tænkt over før.
        ”Måske.” Jeg fik med besvær hevet min gamle Nokia op fra dens skjul i min lomme. Der var ridser i skærmen, og det var tydeligt at se, at den var blevet tabt et par gange. Den kunne heldigvis holde til det. Det var den gode ting ved at have sådan en telefon, og jeg sørgede bare for at minde mig selv om det, hver gang en af dem fra min klasse fandt sin nye smartphone frem. Min mobil var gammel og måske ikke den kønneste, men den kunne det, jeg havde brug for: ringe og skrive SMS’er. Jeg havde ikke noget at bruge alle mulige apps til, og hvad skulle jeg med en telefon, der kunne gå på internettet? Så gammel var den nu heller ikke. Der var da i hvert fald både kamera og farveskærm i. Hvis den kunne tage billeder, kunne den måske også spille musik?
        ”Skal vi lægge musik over på den?”
        ”Hvis du kan,” svarede jeg. Hvis han kunne lægge musik over på den gamle telefon, ville det da være helt fantastisk.
        ”Det kan du tro, jeg kan.” Han rejste sig og gik over til skabet, hvor han fik hevet en kasse ud. ”Jeg har i hvert fald et kabel til en Nokia et eller andet sted.” Efter at han havde rodet lidt rundt i kassen, som, efter hvad jeg kunne se, indeholdt en masse forskellige ledninger, opladere og andre mærkelige ting, fandt han det, han ledte efter.
         ”Sådan en må du da også have derhjemme?” Det havde jeg sikkert, men så vidste jeg ikke, hvor den var. Min egen oplader var for længst blevet væk, så jeg var bare heldig, at Line havde haft lidt mere styr på sine ting, end jeg havde.
        På den måde endte det pludselig med, at jeg havde en mobiltelefon med musik på. Det var selvfølgelig begrænset, hvor meget der kunne være på den, men så længe jeg ikke havde mere end de tre billeder, jeg nu havde, og jeg slettede de uvigtige beskeder, var der alligevel en hel del plads. Det bedste var, at jeg nu havde de to CD’er, vi aldrig fik købt, med mig, hvor end jeg gik – så længe jeg bare havde min mobil med, selvfølgelig.
        ”Du bruger godt nok den mobil til mange ting, hva?” sagde Thomas, da han hev min mobil fri fra kablet og gav mig den tilbage.
        ”Jeg bruger den stort set kun til ringe til min far og modtage SMS’er fra Michelle,” fortalte jeg ham, og jeg tror, han smilede af mig.
        ”Hun skriver måske mange beskeder?”
        ”Jep,” svarede jeg, og jeg havde på fornemmelsen, at mit tonefald var nok til at forklare, hvor mange det var. Det var jo ikke fordi, hun skrev til mig hvert andet minut, men den tøs havde meget at sige. Meget om ingenting. Jeg prøvede at afspille den nye musik, og jeg blev pludselig lidt gladere for den gamle Nokia.
        ”Så kan du jo spille musik for Line, næste gang du besøger hende.” Jeg kunne fornemme et lille smil i tonen på hans stemme, og jeg kunne ikke lade være med selv at smile. Det var slet ikke noget, jeg havde tænkt på, men ja, det kunne jeg. Nu kunne Line også høre de to CD’er. Jeg lod den gamle telefon glide tilbage i lommen, og Thomas tændte endnu engang for musikken.
”Du er godt nok glad for musik, hva'?” Det var egentlig lige så meget en konstatering som et spørgsmål, men han svarede alligevel:
        ”Ja, det er jeg vel. Det kan bare udtrykke så mange ting, man ikke selv kan sætte ord på.” Et ordentligt smæk med hoveddøren rungede gennem huset, der ellers havde været stille, hvis man tænkte bort fra musikken.
        ”Kasper er hjemme,” konstaterede min lyshårede ven, og jeg havde lyst til at himle med øjnene over hans måde at sige det på. Kort tid efter kom Kasper gående ned ad gange, og han var ikke alene. Bag ham kom en anden brunhåret dreng, og det tog mig lidt tid at genkende ham. Jonas. Det var helst seriøst Michelles kæreste, der kom gående der forbi den åbne dør.
        ”Hvem fanden var det?” kunne vi høre ham spørge, da de var kommet forbi os, og det irriterede mig lidt, at han snakkede om mig på den måde, når jeg stadig kunne høre det. For det var uden tvivl mig, han talte om.
        ”Det var skam bare det, der skal forestille at være din kærestes bedsteveninde,” mumlede jeg, hvilket fik Thomas til at grine sin smittende latter. Jeg havde en idé om, at han elskede, når jeg en sjælden gang i mellem rent faktisk kom med en kommentar. Måske fordi det skete så sjældent.
        ”Helt seriøst?” spurgte han, da han var blevet alvorlig igen, og jeg nikkede.
        ”Jeg er hundrede procent sikker på, at det der var Michelles kæreste.”
        ”Nå, men så kan du jo fortælle hende, at han er her, hvis hun en dag undrer sig over, hvor han er.”
        ”Vent, er han tit her?” Jeg vidste ikke helt, om det ville undre mig, hvis han var. Jeg havde jo allerede regnet ud, at Kasper var en del af den gruppe.
        ”Han er i hvert fald tit sammen med Kasper.”

Da Thomas fulgte mig ud, fordi det var ved at være tid til at tage hjem, stødte vi på de to andre, som havde gang i det, der kunne ligne en omgang køleskabstømning. Jonas kiggede mærkeligt på mig, og jeg kunne ikke helt finde ud af hvorfor. Måske syntes han, at han havde set mig før, og det havde han jo nok også.
        ”Hils Michelle,” bad jeg ham, da vi gik forbi, og jeg blev endnu engang overrasket over, at jeg lige havde sagt noget helt unødvendigt. Det var altså en mærkelig påvirkning, Thomas havde på mig. Jeg var faktisk begyndt at snakke mere uden at tænke over det. Før i tiden havde jeg ikke sagt meget uden først at tænkte det igennem. Nu skete det rent faktisk engang i mellem. Mærkeligt.
        Selvom den her uge var gået hurtigt, var der sket en helt masse i løbet af den. Jeg havde fået ny ven. En ny ven. De tre ord lød faktisk utrolig godt sammen. Lige nu havde jeg følelsen af, at det hele nok skulle blive bedre, og at jeg måske ville ende med at kunne deltage lidt mere socialt i klassen.
        Det eneste problem ved den følelse var, at den ville være væk, når jeg slog øjnene op mandag morgen. Thomas’ gode humør kunne måske smitte, når man var sammen med ham, men det smittede altså ikke, bare man tænkte på det. Mens jeg gik der på de stadig snedækkede fortove og halvt overvejede, om sneen ikke snart ville smelte, halvt tænkte på det faktum, at jeg kun havde to venner, gik det op for mig, at jeg nok ikke kendte Thomas helt så godt endnu. Måske det grundlæggende, men han blev trods alt ved med at overraske mig med de mærkelige og nye ting, jeg blev ved med at finde i hans øjne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...