In Loving Memory

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jan. 2013
  • Opdateret: 4 mar. 2013
  • Status: Færdig
Lineas liv har aldrig været helt nemt, og det er kun gået ned ad bakke siden søsterens død. Den ellers så glade pige er lige så stille begyndt at trække sig væk fra andre og ind i sig selv. Hun har aldrig følt sig så alene, og fremtiden virker ikke lys. Hvad kan man gøre, når ens søster og bedsteveninde gennem tykt og tyndt pludselig er væk, og man må møde hverdagens problemer alene? Da Linea, stille og forsigtig som hun er, mere eller mindre mod sin vilje bliver hevet med til en kæmpenytårsfest, havde hun aldrig troet, at hun ville ende med at sidde på et koldt trappetrin og snakke om alt og intet med en fremmed dreng. Selv da det sker, kunne hun aldrig have forestillet sig, at hun ville møde denne anderledes dreng igen, og at han ville komme til at ændre hendes liv for altid. Vil det lykkedes hende at give slip på sorgen, der efterhånden har lagt sig så tungt omkring hende, at den er blevet en del af hendes hverdag, eller vil den fortsætte med lige så stille at æde hende op indefra?

47Likes
159Kommentarer
3318Visninger
AA

10. Kapitel 8

Det var onsdag aften, og klokken var lige omkring seks. Jeg stod uden for et gult hus med rødt tag, og min far havde lige trykket på ringklokken. Vi kunne svagt høre den ringe, og kort tid efter blev døren åbnet af en smilende Camilla. Hun fik os hurtigt hevet ind i varmen og trykket vores hænder. Vi fik i en fart hængt jakker og halstørklæder op, inden vi fulgte efter den høje, lyshårede kvinde længere ind i huset.
        Køkkenet var stort og delt op i køkken og spisestue. De to dele var delt op af et mørkt køkkenbord, som vel egentlig kunne fungere som bar med de tre barstole, der stod ved det. En dobbelt glasdør førte ind til stuen, og huset virkede større indefra end udefra.
        Peter kom hen og hilste på, inden han tog os med over til barstolene og skænkede et glas rødvin til min far. Camilla var gået ind i køkkenet og fortsatte med den madlavning, hun havde haft gang i, da vi kom. På det store, hvide spisebord var der fint dækket op, og lavt musik strømmede fra højtalerne, der hang på væggen. Efter hvad jeg nu havde set af deres hus, var det meget pænt indrettet, og det kunne ikke sammenlignes med vores lille lejlighed. Huset var ikke stort og dyrt indrettet som Michelles, men det var alligevel tydeligt at se, at disse mennesker havde flere penge, end min far og mig.
        ”Har du lyst til noget at drikke?” spurgte Peter, og jeg rystede stille på hovedet. Det var nu, det akavede begyndte, og indtil videre handlede det bare om at overleve, indtil vi skulle spise. Derefter handlede det så om at holde sig i live gennem hele måltidet og undgå at tiltrække sig for meget opmærksomhed. Det nemmeste var altid at lytte til de andres samtale.
        ”Kasper kommer hjem lige om lidt,” fortalte Camilla og sendte mig endnu engang et smil. Hendes smil var venlige, men det var alligevel på en anden måde end hendes søns. Alle folk kunne smile venligt, men der var den forskel, at Thomas’ smil gav én selv lyst til at smile og være glad. ”Han er omme hos en eller anden ven, men han havde nu lovet at være hjemme til klokken seks.” Hun trak på skulderen som et tegn på, at det ikke var så vigtigt, at han ikke helt var hjemme til tiden.
        ”Men jeg tror, Thomas er nede på sit værelse. Han har nok ikke hørt, at I er kommet, men du kan prøve at gå ned til ham.” Det var en af de der situationer, hvor man ikke rigtig vidste, hvad man skulle gøre. Man kunne ikke rigtig sige nej, men det virkede bare også mærkeligt at gå ned til folk på den måde.
        Camilla pegede ned ad en gang og fortalte mig, at det var første dør til venstre. Nu hvor hun lige var i gang, fortalte hun min far og mig, at der til højre i den gang var et badeværelse. Jeg begyndte lige så stille at gå mod gangen, mens jeg overvejede, hvad jeg skulle gøre. Man kunne vel ikke bare brase ind hos folk, men jeg havde bestemt heller ikke tænkt mig at banke på. Det ville da bare være alt for pinligt og mærkeligt.
        Det viste sig, at ingen af delene blev nødvendigt, for døren stod åben, da jeg nåede den. I stedet måtte jeg nu finde ud af, hvordan jeg fik gjort drengen, der stod med ryggen til døren, opmærksom på min tilstedeværelse. Han snakkede i telefon, og det gjorde det bestemt ikke bedre.
        ”... det kan jeg nemt. Nej, det gør sgu ikke noget. Ej, men det er jo ikke fordi, vi får noget ud af at lave det alligevel. Hvad? Nårh, hun opdager det ikke, og hvis hun gør, er det jo nok ikke verdens undergang. Prøv at hør, hun forstår det jo nok.” Han vendte sig rundt og fik endelig øje på mig. Det så heldigvis ikke ud til, at han blev sur over, at jeg havde hørt noget af hans samtale, for han smilede bare og løftede den ene hånd som hilsen.
        ”Jeg sender det til dig nu, okay? Det var da så lidt. Ja, men vi ses, vi har vist fået gæster. Eh, ja, det er det. Ja. Godt. Nej, det er det ikke. Jeg sender det. Ja. Vi ses, Andreas, hej.” Han lagde på og smed mobiltelefonen over på sengen, samtidig med at han mumlede et: ”Idiot.” Jeg havde ikke fattet en skid af, hvad det handlede om, så jeg lod være med at sige noget. Han vendte sig endnu engang om i mod mig, og smilet var der igen.
        ”Hej med dig,” sagde han, og jeg mumlede noget, der skulle forestille en hilsen. Han gjorde tegn til, at jeg bare kunne komme ind, så jeg lod endelig mine strømpebeklædte fødder træde over dørtærsklen.
        ”To sekunder,” sagde han og satte sig ved skrivebordet, hvor han åbnede en bærbar computer. ”Jeg skal lige have sendt en eller anden danskopgave til en.” Den mærkelige telefonsamtale gav lidt mere mening, men jeg havde på fornemmelsen, at man aldrig helt ville forstå en telefonsamtale, hvor man kun hørte den ene halvdel, og da slet ikke, hvis man ikke kendte dem, der snakkede.
        Jeg kiggede lidt rundt på værelset, som var en del større end mit, men det var ikke ligefrem specielt spændende. Det var nok det mest upersonlige værelse, jeg nogensinde havde set, og det undrede mig en hel del i forhold til, hvem det tilhørte. Væggene var hvide som resten af husets vægge, men der hang stort set ingenting på dem. Der var en tegning, som så ud til at være tegnet af et lille barn, og en plakat med et eller andet band. I bogreolen var hele to hylder reserveret til CD’er, og så stod der en lille samling af bøger og et par film. Der var meget rydeligt i forhold til, at det var en dreng på min alders værelse, og det var som om, der manglede et eller andet.
        Den mest personlige ting, det lykkedes mig at finde, mens han fik sendt den danskopgave, var et indrammet billede, der stod sammen med et vækkeur på en hylde ved siden af sengen. Det forestillede en smilende, sorthåret dreng, som på billedet så ud til at være en hel del yngre end Thomas. Enten var denne dreng bare yngre, eller også var det et gammelt billede. Af en eller anden grund havde jeg lyst til at spørge om, hvem det var, men noget afholdt mig fra det. Det ragede jo egentlig ikke mig, når det kom til stykket.
        Jeg gik tilbage til CD’erne på jagt efter noget, jeg kendte, men der var ikke rigtig nogen af navnene, der fik en klokke til at ringe. Jeg syntes, at nogle af dem lød bekendte, men jeg var ikke helt sikker. Det var nok i virkeligheden mest fordi, jeg ikke kendte ret mange andre kunstnere end dem, Michelle hørte, og hvis jeg kendte den her dreng bare en lille smule, var det langt fra sådan noget musik, han hørte. Jeg skulle lige til at gå væk fra reolen igen, da mine øjne alligevel fangede noget de kendte.
        Kort tid efter stod jeg med en meget velkendt CD i hænderne. Line havde haft den, og jeg havde hørt den en million gange sammen med hende. Det var faktisk mig, der havde givet hende den i fødselsdagsgave for et par år siden. Jeg vendte igen blikket mod hylden og fandt to CD’er mere med samme band lige ved siden af. To CD’er vi havde prøvet at få skrabet penge sammen til, men som det aldrig var lykkedes os at købe. Min plan havde været at købe dem til hende i fødselsdagsgave sidste år, men der var det for sent. Da vi nåede december måned, var der ikke længere nogen Line at købe dem til.
        Jeg satte CD’en tilbage, og da jeg skulle til at tage de to andre ud, fik jeg øje på en CD mere, jeg kendte. Denne gang var det en, jeg selv havde. En Line havde givet mig samme år, som jeg gav hende den anden.
        Jeg havde besøgt hende om mandagen. Bare et kort visit hvor jeg fortalte hende om mødet på restauranten, planerne for onsdagen og fars madlavning om søndagen. Jeg sørgede for at komme så tit, som jeg kunne, uden at det ville blive hver dag. Jeg havde bare brug for at fortælle hende, hvordan det hele gik, og hvordan det var at være her uden hende. Jeg savnede det at snakke med hende så utrolig meget, og jeg blev ved med at skubbe visheden om, at jeg aldrig ville snakke med hende igen, fra mig.
        ”Kender du dem?” spurgte Thomas og hentydede til de to CD’er i mine hænder. Jeg nikkede, selvom jeg ikke var helt sikker på, om han mente de to CD’er eller bare bandet generelt. Jeg havde hørt nogle af sangene fra CD’erne, men ikke så meget at jeg ville sige, at jeg ligefrem kendte dem. Til gengæld kendte jeg den, Line havde haft, ud og ind.
        ”Det er nogle dejlige mennesker,” mumlede han, og jeg nikkede endnu engang. Jeg kunne mærke, at jeg havde tårer i øjnene, og det irriterede mig grusomt. Hvordan skulle jeg tørre dem væk, uden at han så det? Det viste sig, at det allerede var for sent, for han havde opdaget dem, og før jeg vidste af det, var han kommet hen til mig.
        ”Hey, hvad så?” spurgte han stille, og jeg kunne mærke hans varme hånd på min skulder. Jeg rystede bare på hovedet. Hvad skulle jeg også sige? At hans enorme CD-samling lige havde mindet mig om min døde søster og min første fødselsdag alene? Jeg nægtede at kigge op på ham, men det viste sig, at det var noget, vi skulle være to om at bestemme. Forsigtigt vippede han mit hoved op, og mit slørede blik mødte de brune øjne. Denne gang så jeg noget nyt i disse varme øjne. Bekymring og lysten til at trøste og hjælpe. Det overraskede mig. Det fik ham til at se så omsorgsfuld ud, og det virkede mærkeligt i forhold til, at han var en attenårig dreng.
        ”Linea, hvad er der?” Han tørrede den tårer, der var på vej ned ad min kind, væk, og der var noget insisterende i hans blik. Det føltes som om, jeg blev nødt til at svare ham. Jeg kiggede ned. Det var den der med øjenkontakten igen.
        ”Min søster,” hviskede jeg hæst. Jeg vidste ikke, hvorfor jeg sagde det, for jeg havde ikke lyst til at fortælle ham om det, men jeg kunne heller ikke lade være med at svare ham.
        ”Hun kunne så godt lide dem,” snøftede jeg videre. Forsigtigt blev et par arme lagt omkring mig, og jeg havde på fornemmelsen, at han havde forstået det, jeg ikke havde sagt højt. At datiden i min sætning og mine tårer havde sat ham ind i situationen. En smule kejtet lod jeg mine arme glide rundt om ham, og jeg var endnu engang klar over, at han faktisk var ret tynd. Jeg havde aldrig i mit liv krammet nogen, jeg kendte så lidt, og den manglende akavethed var efterhånden ved at gøre mig sindssyg. Hvorfor virkede alt, der var så unormalt, helt normalt sammen med ham?
        Selvom det var det mærkeligste nogensinde, stod jeg og snøftede ned i hans skulder, mens jeg stadig knugede de to CD’er i den ene hånd. Jeg måtte nok bare vænne mig til, at jeg ville opleve de særeste ting i selskab med den dreng, og mærkelige ting var heller ikke altid dårlige. På en måde virkede det bare utrolig trygt at stå der og blive aet trøstende på ryggen. Jeg havde på fornemmelsen, at et kram lige præcis havde været det, jeg havde brug for. Hvordan han havde vist det, var så det store spørgsmål. Jeg prøvede at ændre mit greb om CD’erne, inden jeg fik ondt i hånden af at holde dem på den måde, og jeg tog mig sammen til at stille ham et spørgsmål:
        ”Må-må jeg godt låne dem?”
        ”Selvfølgelig.” Jeg syntes, jeg kunne høre et lille smil i hans stemme, og det hjalp af en eller anden grund på mit humør.
        ”Tak.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...