In Loving Memory

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jan. 2013
  • Opdateret: 4 mar. 2013
  • Status: Færdig
Lineas liv har aldrig været helt nemt, og det er kun gået ned ad bakke siden søsterens død. Den ellers så glade pige er lige så stille begyndt at trække sig væk fra andre og ind i sig selv. Hun har aldrig følt sig så alene, og fremtiden virker ikke lys. Hvad kan man gøre, når ens søster og bedsteveninde gennem tykt og tyndt pludselig er væk, og man må møde hverdagens problemer alene? Da Linea, stille og forsigtig som hun er, mere eller mindre mod sin vilje bliver hevet med til en kæmpenytårsfest, havde hun aldrig troet, at hun ville ende med at sidde på et koldt trappetrin og snakke om alt og intet med en fremmed dreng. Selv da det sker, kunne hun aldrig have forestillet sig, at hun ville møde denne anderledes dreng igen, og at han ville komme til at ændre hendes liv for altid. Vil det lykkedes hende at give slip på sorgen, der efterhånden har lagt sig så tungt omkring hende, at den er blevet en del af hendes hverdag, eller vil den fortsætte med lige så stille at æde hende op indefra?

47Likes
159Kommentarer
3320Visninger
AA

9. Kapitel 7

”Ræk mig lige de der Panodil,” bad Michelle og sendte mig det mest bedende blik, hun kunne frembringe.
        ”Er du sikker på, at der er gået lang nok tid siden, du sidst tog en?” spurgte jeg og så tvivlende på pillerne, der stod på det hvide skrivebord, jeg sad ved.
        ”Ja,” fnøs hun og efter et sidste tvivlsomt blik, rakte jeg dem til hende. Min veninde puttede en af de små piller i munden og skyllede den ned med en ordentlig slurk af den Cocio, der stod på hendes natbord. Jeg sad på den bløde, røde kontorstol og betragtede min veninde, der lå i sin seng med en hånd over øjnene. Hendes lyse hår lå spredt ud over puden, og af en eller anden grund kom jeg til at tænke på Tornerose.
        Det var måske ikke ligefrem fordi, de havde det store tilfælles. Den kære Tornerose havde jo haft en eller anden forbandelse hængende over hovedet, mens min veninde blot havde drukket lidt for meget, for jeg ved ikke hvilken gang. Det var ikke fordi, det var første gang, jeg var i denne situation, og der var ikke ligefrem den store forskel på dem. Det første stykke tid havde Michelle klaget over sin hovedpine og haft ondt af sig selv; nu lå hun bare og overvejede, om hun måske kunne få lov at blive hjemme fra skole om mandagen, mens hun prøvede at huske det, der skulle have været en helt fantastisk fest.
        En raslen lød fra chipsposen, der lå i hendes seng, og jeg kiggede opgivende på hende, da hun kom til at skubbe den på gulvet, mens hun gumlede på den håndfuld, hun havde fået fat i. Salte chips lå nu spredt på gulvet, og jeg vidste, at hvis ikke jeg samlede dem op, ville de ikke blive det i dag. Chips, Cocio og fastfood var Michelles kur mod tømmermænd, og det var egentlig hyggeligt nok, når hun endelig var kommet over sin selvynk.
        Det eneste lys, der var tændt i det stilfuldt indrettede værelse, var loftslampen, og den kæmpede en hård kamp mod skyggerne i hjørnerne. Mobilen, der var blevet lagt på bordet ved siden af Cocioen, vibrerede højlydt, og med et suk rakte Michelle ud efter den. Man kunne ikke rigtig sige, at hun kiggede på det, hun havde gang i, og hun var nær ved at vælte Cocioen også, da hendes hånd famlede rundt på bordet efter telefonen.
        ”Årh, det er fra Jonas,” smilede den lyshårede skønhed, der så knapt så skøn ud i dagens anledning, og det så ud til, at hun ikke længere fandt SMS’en irriterende. ”Han spørger, hvordan jeg har det.” Jonas var Michelles – efter hendes mening overskønne – kæreste. Jeg havde ikke tal på, hvor mange gange jeg havde måttet høre om, hvad han nu havde gjort af fantastiske, søde eller romantiske ting. Hvis man bedømte ham ud fra det, Michelle kunne fortælle, skulle man tro, at han var verdens bedste kæreste. Jeg kendte ham ikke rigtig, så jeg kunne selvfølgelig ikke vide, om han virkelig var det, men jeg tvivlede lidt. Sagde man ikke altid sådan om sin kæreste?
        Da min veninde igen havde lagt mobilen fra sig, begyndte hun endnu engang på sin fortælling om, hvor fed festen havde været, og hvor meget jeg var gået glip af. Hun fortalte mig, om folk jeg ikke kendtes mærkelige opførsel, hvem der havde gjort hvad med hvem, og hvordan Jonas bare havde opført sig som den perfekte kæreste. Jeg opgav hurtigt at holde styr på de forskellige navne, men jeg forstod lige akkurat nok til, at jeg kunne komme med et svar engang imellem, når det blev nødvendigt.
        ”Du burde virkelig få dig en kæreste,” sagde Michelle pludselig og rettede sig op i sengen, så hun sad op af muren. ”Det ville du helt sikkert have godt af.”
        ”Det tror du?” Jeg kiggede tvivlende på hende, mens jeg lige så stille drejede fra side til side på stolen. Lige meget hvor gammel man bliver, lærer man altså aldrig at sidde stille på en stol med hjul, hvor sædet kan dreje rundt.
        ”Jep, det gør jeg.”
        ”Hm,” mumlede jeg og var ikke helt sikker på, om jeg var enig med hende. Michelle begyndte på et langt foredrag om kærester, men jeg hørte ikke rigtig efter. Hvorfor skulle jeg? Jeg kunne ikke se, hvordan mit liv skulle blive bedre, hvis jeg fik en kæreste. Efter min mening lød det bare mere besværligt. Så havde man jo bare endnu en ting, man skulle tænke på. Der var også alt sådan noget med gaver, og man skulle hele tiden huske det i alt, hvad man lavede og gjorde.
        ”Hører du overhovedet efter?” spurgte Michelle med et suk, og jeg rystede på hovedet.
        ”Du er forfærdelig.” Hun rystede opgivende på hovedet og fik fat i en ny chipspose, som blevet flået op, nu hvor den andens indhold lå spredt på gulvet.

***

Jeg begyndte den lange tur op ad trapperne, som syntes uendeligt mange. Der var dejligt lunt i opgangen efter den lange gåtur ude i kulden, og en duft af mad trængte ud under alle dørene. Det var omkring spisetid, og jeg håbede, at min far var i gang med aftensmadden. Jo, jeg havde da spist lidt chips hos Michelle, men derfor var jeg stadig sulten.
        Mine stive fingre fik fat i nøglen og drejet den i låsen. Jeg åbnede døren og blev overrasket, da duften af mad og lyden af min fars nynnen slog mig i møde. Med rynket pande lukkede og låste jeg døren, inden jeg gik ud i det lille køkken, mens jeg lynede min jakke op. I køkkenet stod min far i fuld gang med at lave mad, men det var tydeligvist en mad af en helt anden kvalitet, end vi var vant til. Min far havde altid været god til at lave mad, men han havde aldrig rigtig tiden og overskuddet til at bruge den evne til noget specielt.
        ”Hej Lineamus,” hilste han glad og rørte i en gryde. ”Jeg håber, du er sulten, for da du var taget af sted i eftermiddags, fik jeg sådan en utrolig lyst til at lave noget lækkert mad.”
        ”Det kan du tro, jeg er, ellers så blev jeg det i hvert fald nu.” Jeg gik tilbage for at hænge min jakke op og tage mine sko af, inden jeg gik helt ud i køkkenet, så jeg kunne se, hvad det helt præcist var, han havde gang i. Der var ingen tvivl om, at mit humør lige var steget et par grader. Både fordi det var et godt tegn, at min far havde fået lysten til at lave mad tilbage for en tid, og fordi det betød god aftensmad. Jeg kunne slet ikke huske, hvornår jeg sidst havde set min far i køkkenet på den måde, men et svagt minde trådte alligevel frem fra skyggerne.

Line satte den tunge bibliotekspose fra sig og skubbede døren til opgangen op. På vej ind greb jeg hendes pose og fik den med besvær hevet med ind, så hun selv kunne tage den igen. Problemet ved at tage på biblioteket var, at man altid fik alt for mange bøger med hjem. Det værste var nok, at man alligevel aldrig nåede at læse dem alle sammen. Turen op ad trappen var ikke helt nem med de tunge poser, men op skulle vi jo.
        ”Mhh, her lugter af mad,” sagde Line, og min mave kom med en lille kommentar angående dens begyndende sult. Jeg stoppede op og snusede i luften, men jeg måtte desværre erkende, at min stoppede næse gjorde det umuligt at lugte noget.
        ”Jeg kan ikke lugte noget,” mumlede jeg og snøftede en enkelt gang, inden jeg igen fulgte efter min søster op ad trapperne.
        ”Er du stadig meget forkølet?” spurgte hun og stoppede op for at vente på mig.
        ”Det er ikke så galt,” svarede jeg og nåede igen op på siden af hende.
        ”Det var godt.” Min tvilling flyttede den tunge pose over i sin anden hånd, så hun kunne tage min med den, der nu var fri. Vi nåede til sidst døren, der førte ind til vores hjem, og vi kunne endelig stille poserne fra os, mens Line fandt nøglen og låste op. Vores far råbte en hilsen til os ude fra køkkenet af, og vi satte bøgerne ind på vores værelse.
        ”Her lugter jo bedre end ude i opgangen,” konstaterede Line, da vi gik ud til vores far, og et stort smil bredte sig over hans ansigt.
        ”Ja, jeg tænkte at vi hellere måtte få noget godt at spise, nu hvor mine to små prinsesser har fødselsdag.”
        ”Jeg er altså ikke lille,” sagde jeg fornærmet og gav min far et kram, som Line hurtigt blev en del af.
        ”Nej,” stemte Line i. ”Vi er altså ikke små længere. Altså far, følg lige lidt med.” Han svarede ikke, grinede bare ad os og uglede vores hår, inden han vendte tilbage til sine gryder.

Jeg hjalp min far med at dække på bordet, og før jeg vidste af det, sad vi i stuen og spiste. Det var efterhånden længe siden, jeg havde spist der, men på en eller anden måde var det rart. Lige i dag virkede det ikke trist at sidde der kun os to, i dag var det bare sådan, det skulle være.
        ”Har du lavet lektier?” spurgte min far, da vi var færdige med at spise, og jeg lagde bestikket på tallerkenen, inden jeg svarede:
        ”Jeg lavede dem i går, da du alligevel ikke var hjemme.” Vi havde heldigvis ikke haft specielt mange lektier for, og dem, der var, var nogle, jeg nemt kunne lave ved mit skrivebord ved hjælp fra en blyant. Hvis jeg kunne undgå det, lod jeg være med at bruge computer, for den, vi havde, var ikke ligefrem god. Det var en, min far havde haft med hjem fra arbejde engang, men den var nu god nok, hvis det virkelig blev nødvendigt. Da vi havde fået vasket op, og der i køkkenet ikke længere var spor efter madlavningen, satte vi os tilbage i stuen, og søndag aften forsvandt lige så stille.
        Mine tanker var havnet på onsdag, og jeg kunne ikke helt finde ud af, om jeg skulle glæde mig, eller om jeg skulle græde. Jeg hadede virkelig at skulle være sammen med mennesker, jeg ikke rigtig kendte. Man blev nødt til at være social, virke venlig og svare på alle deres spørgsmål. Jeg hadede spørgsmål. Folk spurgte altid om lige præcis de ting, jeg ikke havde lyst til at snakke om. Hvad laver du i din fritid? Hvor er din mor henne? Har du søskende?
        På den anden side virkede de virkelig som nogle venlige mennesker, og jeg kunne rent faktisk godt lide at snakke med Thomas. Det var svært at gå og bekymre sig om alting, når man var sammen med en, der var så bekymringsløs. Det var mig stadig et mysterium, hvordan den dreng kunne være så positiv, så venlig over for alle.
        Jeg misundte ham lidt. Misundelse var måske en grim ting, men han lignede virkelig en, der havde det godt. Jeg ville gøre mange ting for at kunne være så glad og åben over for folk. Det var virkelig et problem, jeg havde. Jeg følte mig til tider lidt for trist og indelukket, men hvad var der at gøre ved det? Man kan ikke bare sådan lige ændre sig.
        Måske det var meget godt, at min far havde lavet den aftale. Jeg måtte nok ærligt indrømme, at jeg ikke ville have noget i mod at skulle snakke med den lyshårede dreng igen. Det var bare som om, det var lidt nemmere at snakke, når det var ham, man snakkede til. Det virkede egentlig lidt mærkeligt, men alt i mit liv var i forvejen mærkeligt, så når det kom til stykket, var det nok normalt for mig.
        ”På tirsdag kommer jeg hjem, så vi kan spise sammen, men det bliver nok lidt sent i morgen,” fortalte min far, og jeg nikkede bare til svar. ”Og onsdag kommer jeg hjem i god tid.”

Jeg gik i seng med visheden om, at endnu en uge nu var slut, og at en ny snart ville begynde. Endnu en uge, der bare ville ligne alle andre. Jeg ville traske rundt i den lille lejlighed, lave noget mad. Nogle dage ville jeg spise sammen med min far – andre dage alene. En dag ville jeg besøge Line, og en anden dag ville jeg vel tage om til Michelle eller i hvert fald lave et eller andet sammen med hende.
        Den eneste forskel, der ville være fra den nye uge og alle andre, ville være det faktum, at jeg nok ville få en mærkelig onsdag aften.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...