In Loving Memory

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jan. 2013
  • Opdateret: 4 mar. 2013
  • Status: Færdig
Lineas liv har aldrig været helt nemt, og det er kun gået ned ad bakke siden søsterens død. Den ellers så glade pige er lige så stille begyndt at trække sig væk fra andre og ind i sig selv. Hun har aldrig følt sig så alene, og fremtiden virker ikke lys. Hvad kan man gøre, når ens søster og bedsteveninde gennem tykt og tyndt pludselig er væk, og man må møde hverdagens problemer alene? Da Linea, stille og forsigtig som hun er, mere eller mindre mod sin vilje bliver hevet med til en kæmpenytårsfest, havde hun aldrig troet, at hun ville ende med at sidde på et koldt trappetrin og snakke om alt og intet med en fremmed dreng. Selv da det sker, kunne hun aldrig have forestillet sig, at hun ville møde denne anderledes dreng igen, og at han ville komme til at ændre hendes liv for altid. Vil det lykkedes hende at give slip på sorgen, der efterhånden har lagt sig så tungt omkring hende, at den er blevet en del af hendes hverdag, eller vil den fortsætte med lige så stille at æde hende op indefra?

47Likes
159Kommentarer
3138Visninger
AA

8. Kapitel 6

”Og jeg hedder Thomas,” fortalte den lyshårede dreng, og det var faktisk utrolig underligt endelig at kunne sætte et navn på hans ansigt. Det virkede bare mærkeligt. ”Men alle nøjedes med at kalde mig Tom.” Kort efter var to stole blevet trukket hen for bordenden af deres bord, og den dag, der var startet med at være en helt normal fredag med håbet om endelig at kunne lave noget sammen med min far, havde taget en mærkelig drejning.
        Min far sad i den side, Peter og Kasper sad i, så jeg fik endnu engang lov til at sidde på Thomas’ venstre side, selvom der var lidt forskel på at sidde på et koldt trappetrin og en restaurantstol. Der var ikke sådan helt vildt god plads for bordenden til to stole, men jeg havde det nu meget fint med det. Jeg ville helst blive ved med at sidde ved siden af min far.
        Noget meget mærkelig skete, og det var, at det rent faktisk var en smule akavet, selvom det var Thomas, jeg sad ved siden af. Måske det var fordi, at vi på en måde kendte hinanden, uden at nogen af de andre vidste det, eller også var det bare fordi, der var andre til stede. Måske den lidt akavede stemning slet ikke havde noget man ham at gøre, men at det var fordi, jeg stadig følte, at Kasper prøvede at finde ud af, hvad jeg var for en. Peter tilbød min far et glas af den vin, der stod på bordet, og min far, der efterhånden sjældent fik vin, takkede ja.
        ”Jeg kan ikke spise det her,” konstaterede Kasper og skubbede sin tallerken fra sig. Resterne af en eller anden dessert lå stadig på den, og det var tydeligt at se, at han havde stukket godt og grundigt i det.
        ”Vent, kan du ikke spise op?” spurgte Thomas med et løftet øjnebryn i retning af sin bror.
        ”Nej, har du et problem med det,” fnøs Kasper og gengældte det hævede øjnebryn med et irriteret blik.
        ”Næh,” svarede Thomas med et skuldertræk. ”Jeg overvejede bare, om du måske var ved at blive syg.”
        ”Hold da kæft,” vrængede den brunhårede dreng og lænede sig tilbage med et surt blik i retning af broderen, der bare ignorerede blikket og løftede sit glas op. Jeg havde lidt forventet en eller anden reaktion fra forældrenes side af, men den kom aldrig. I stedet sendte Camilla mig bare et nysgerrigt blik og et lille smil, inden hun spurgte:
        ”Hvor gammel er du, Linea?” Jeg gengældte kort hendes blik velvidende om, at alles blikke pludseligt var rettet mod mig. Meget ubehageligt.
        ”Sytten,” mumlede jeg og håbede, hun ikke havde noget i mod svar på et ord. Det var ikke en alder, jeg havde haft specielt længe – siden starten af december.
        ”Jamen så er I jo næsten lige gamle,” udbrød hun, og jeg havde på fornemmelsen, at jeg ikke var den eneste, der havde lyst til at sende hende et irriteret blik. Det var så typisk forældre. Hvis de var venner, gik de ud fra, at deres børn også kunne blive det, og hvis børnene endnu endda var lige gamle, gik de ud fra, at de ville blive de bedste venner nogensinde. Det var bare sjældent tilfældet. Peter og min far havde genoptaget deres samtale, og Kasper mumlede et eller andet. Nok som svar på sin mors udbrud.
        ”Hvad sagde du?” spurgte hun og kiggede en smule skeptisk på ham.
        ”Jeg havde bare lige håbet, at hun ville være ældre end Tom,” svarede han afværgende, og jeg fandt allerede det her søskendeforhold utrolig mærkeligt, selvom jeg ikke engang havde siddet der i fem minutter.
        ”Træt af at være yngst?” spurgte Thomas, og en let drillende undertone pyntede hans stemme.
        ”Nårh, nej, jeg tror bare, du ville have godt af at møde et normalt menneske, der var ældre end dig.”
        ”Hvorfor dog det?”
        ”Jo, du er altid så voksenklog. Du burde få det undersøgt.”
        ”Eller også er det bare dig, der er teenagedum?” foreslog Thomas, og deres mor rystede opgivende på hovedet, inden hun prøvede at følge med i mændenes samtale.
        Den lille diskussion endte der, og jeg begyndte i stedet at følge med i de voksnes samtale. Kasper havde hevet sin tallerken tilbage til sig igen og sad nu og kørte resterne rundt på sin tallerken. En lidt mærkelig stilhed voksede frem i mellem os, som vi alle tre bare sad der og lyttede til de voksne. Det var ikke som sådan akavet, bare mærkeligt. Det var ikke fordi, jeg havde noget i mod stilheden, for jeg havde jo alligevel ikke selv lyst til at snakke.

”Tom,” begyndte Kasper og løftede igen blikket fra tallerkenen. ”Skal du egentlig med i morgen?”
        ”I morgen?” Thomas satte glasset fra sig. Jeg havde slet ikke set, at han var blevet siddende med det i hænderne.
        ”Ja, der er fest, skulle du med?” spurgte Kasper igen og kiggede afventende på sin bror.
        ”Ellers tak,” mumlede Thomas, og det var ikke et svar, der overraskede mig. Det var jo lige præcis det, jeg havde sagt til Michelle.
        ”Du er så kedelig,” sukkede Kasper og lænede sig tilbage i stolen.
        ”Jeg skal om til Andreas,” lød undskyldningen. Jeg anede ikke, hvem denne Andreas var, men ud fra Kaspers ansigtsudtryk at dømme, var det en meget holdbar undskyldning.
        ”Du kunne bare tage ham med?”
        ”Ikke i morgen,” svarede Thomas og rystede på hovedet, samtidig med at Kasper så utrolig opgivende ud. Da Thomas første gang havde snakket om sin bror, havde jeg været i tvivl om, hvorvidt han var som Jakob eller som Michelle. Jakob var typen, der gerne ville med til alle de fede fester, men han var ikke helt en del af den rigtige gruppe. Det var den gruppe, Michelle var med i. Det var dem, der holdt festerne, dem der var med til dem alle sammen og som drak sig lige så fulde, som de havde lyst til, mens andre for det meste tænkte lidt over, hvor stor en mængde, de indtog. For det meste var de også fra den rige ende af byens befolkning.
        Jeg havde på en måde troet, at Kasper ville være ligesom Jakob. Mest af alt var det nok fordi, at Thomas var, som han var. Det ville have været for mærkeligt, hvis der var  stor forskel på dem, men det så ud til, at det var der. Mit problem var måske, at jeg havde så forbandet svært ved at fatte, at søskende kunne være så forskellige. Jeg var i hvert fald ikke længere i tvivl. Kasper tilhørte samme gruppe som Michelle. Det var fest næsten hver weekend, og det var alkohol i store mængder.
        ”Det skulle ellers blive en fed fest,” mumlede Kasper, og jeg kunne ikke lade være med at tænke på Michelles og min samtale dagen før. Det var fuldstændig det samme. Michelle havde også uden held prøvet at overtale mig til at tage med.
        ”Hende, der holdt nytårsfesten, kommer vist,” fortsatte han, og jeg kunne næsten ikke lade være med at smile. Han fik det jo til at lyde som om, min veninde var den, der sørgede for, at det blev en vild fest.
        ”Det gør hun også,” fortalte en stemme, og det gik først op for mig, at det var mig, der havde sagt det, da to sæt brune øjne blev vendt i mod mig. Jeg forbandede mig selv langt væk. Hvorfor i alverden havde jeg dog sagt noget? Nu var jeg tvunget til at deltage i samtalen.
        ”Hvor ved du det fra?” spurgte Kasper og kneb øjnene en smule samme. Noget sagde mig, at han ikke troede på, at det var noget, jeg kunne vide noget om. Af en eller anden grund irriterede det mig, og for første gang lige så længe jeg kunne huske, fik jeg sagt en sætning med selvsikkerhed. For første gang længe havde jeg lyst til at vise nogen, at jeg ikke helt var den, de troede jeg var. At jeg ikke kun var stille og kedelig.
        ”Nårh, hun sad bare på en café i går og prøvede uden held at overtale mig til at tage med – ikke andet.” Det lykkedes mig næsten at fremtrylle den ligegyldige mine, jeg havde ønsket, men stoltheden forsvandt straks, da Kasper stillede mig et nyt spørgsmål. Det havde jo været meningen, at han skulle lade være.
        ”Men hvordan kan du vide, hvem jeg snakker om?”
        ”Mhh, jeg gik bare ud fra, at det var Michelle, du snakkede om, da jeg har hørt, at du skulle have ligget på hendes badeværelse og kastet op nytårsnat.” Jeg kunne ikke lade være at smile en smule. Jeg havde lige sagt to sætninger uden at føle mig skidt tilpas. Ved siden af mig var Thomas ved at blive kvalt i et grineanfald, og jeg havde på fornemmelsen, at hans tilstedeværelse endnu engang havde fået min mund til at glemme, hvor bange den var for at snakke. Den dreng var virkelig noget for sig. Thomas fik styr på sin smittende latter, og Kasper kiggede bare dumt på mig.
        Det endte med, at Thomas forklarede sin bror, at jeg havde været med til den fest, og at vi faktisk havde snakket sammen, da han blev ringet op omkring det med at have en lidt for fuld bror. Kasper følte sig vist lidt snydt, men han genvandt hurtigt sin stolthed, da det gik op for ham, at det havde været en engangspræsentation fra min side af. Han var vist nået frem til, at jeg normalt var typen, der ikke sagde noget og som aldrig rigtig blandede sig i noget som helst. Hvis det var tilfældet, havde han jo på en måde også ret.

Jeg vidste ikke, hvor længe vi nåede at sidde der, før en tjener endelig kom forbi, og vi fik betalt. Han havde først set ret forvirret ud, da han kom derom og så, at vores pladser var tomme. Det havde faktisk forvirret ham så meget, at vi sad et andet sted, at han var ved at kludre fuldstændig i det, da min far betalte vores regning. Selvom vi nu havde betalt, blev vi siddende, og jeg havde på fornemmelsen, at min far kom ret godt ud af det med Peter, hvilket gjorde mig glad. Det var længe siden, min far rigtig havde haft nogen at snakke med, som ikke bare var nogen, han alligevel så hver dag.
        Til sidst endte det alligevel med, at vi fik rejst os fra restaurantens stole og bevægede os ud i den kolde januarluft. Min far ville gerne hjem, for han var efterhånden ved at være ret træt, og det kunne man også nemt se på ham. De andre så heller ikke du til at have noget i mod at tage hjem; Camilla snakkede om en eller anden god film, der skulle komme i tv’et.
        Min far og jeg så sjældent tv, men det hang nok sammen med, at vores fjernsyn var gammelt, og at vi kun havde DR’s kanaler. Det skete da en gang i mellem, at vi så en eller anden film, men der kom bare sjældent noget ordentligt de dage, vi havde tid. Så de fleste, af de film vi så, var dem, der stod på hylden i den lille stue. Nogle film, hvor vi efterhånden havde set de fleste et par gange.
        Jeg havde det sidste stykke tid siddet og snakket med Thomas, selvom det nok ikke undrede nogen, at det var ham, der havde snakket mest. Kasper havde fordybet sig i sin telefon, og jeg havde ingen anelse om, hvorvidt han havde været helt væk, eller om han faktisk havde fulgt med i, hvad der blev sagt omkring ham.
Selvom vi var på vej mod udgangen, snakkede Peter og min far stadig.
        Jeg stivnede, da jeg pludselig fik fat i noget af det, de snakkede om. Havde de lige aftalt, at vi skulle komme til middag hos dem om onsdagen? Jeg skyndte mig at ryste på hovedet og fortsætte, inden nogen lagde mærke til min mærkelige reaktion, men det var allerede for sent. Et meget smittende, men samtidig ret drillende smil dukkede op på Thomas’ ansigt, da han sagtnede farten lidt, så han gik ved siden af mig.
        ”Du må virkelig fortryde, at du nogensinde satte dig på det trappetrin,” sagde han muntert. ”Det ser ikke rigtig ud til, at du slipper af med mig igen.” Jeg var ikke i tvivl om, at han mente det i sjov, men alligevel kunne han mene to forskellige ting med det. Enten mente han det som, at jeg, da jeg havde sat mig ved siden af ham dengang, havde indvilliget i, at han nu skulle blive en del af mit liv, eller også fandt han det – ligesom mig – mærkeligt, at vi nu havde mødt hinanden to gange på en uge, og at det så ud til, at det ikke blev sidste gang, vi så hinanden.
        ”Nej, det gør det vel ikke,” svarede jeg, og det gik først op for mig, at det kunne forstås en smule ondt, da jeg gik hen ad de stadig snedækkede fortove ved siden af min far.
        ”Det var da nogle meget rare mennesker, synes du ikke?” spurgte min far, og jeg syntes det lød som om, han var glad. Jeg nikkede og mumlede noget, der skulle betyde ’ja’. Min far lagde en arm om mine skuldre og ruskede lidt i mig.
        ”Du kom da meget godt ud af det med dem, gjorde du ikke?”
        ”Jo,” svarede jeg og vidste, at det, når det kom til stykket, nok var sandt. ”Jo, det gjorde jeg.” Jeg vidste ikke helt, hvor fedt det ville være for mig at være sammen med Kasper, men jeg kunne faktisk godt lide at snakke med Thomas. Der var bare noget oplivende ved hans evige positive indstilling og alle de smil, der kunne opveje dem, jeg aldrig fik præsteret. Det virkede som om, han forstod en. Jeg vidste ærlig talt ikke, om det virkelig passede, for hvordan skulle han kunne det, når man ikke havde fortalt ham noget? Om det passede eller ej kunne være lige meget, for det var i hvert fald rart for den, der snakkede med ham.
        På en måde var han ligesom Michelle, men samtidig noget helt andet. Michelle var typen, der var venner med alle. Det var hun glad for, og hun gik meget op i at holde forholdet mellem de mange venner ved lige. Thomas var typen, der kunne være venner med alle, med det gad han ikke – hvorfor skulle han? Jeg var stadig overbevist om, at han var typen, der havde sin lille gruppe af tætte venner, som han brugte sin fritid på, samtidig med at han stadig kunne være sammen med hvem som helst, hvis det blev nødvendigt.
        Det var ikke helt så koldt at gå, som jeg havde frygtet, og det var på en måde meget behageligt. Stjernerne blinkede over hovederne på os, og jeg blev endnu engang mindet om, hvad det var ved natten, jeg så godt kunne lide. Der var bare noget roligt over det hele. Jeg havde sikkert været af en anden mening, hvis jeg havde gået alene, men det gjorde jeg jo ikke. Jeg gik der sammen med min elskede far, og det var en meget fin vinteraften at gå tur på.
        Vi nåede den store bygning, der fungerede som vores hjem, og min far skubbede den tunge dør op, så vi kunne komme ind. Det elektriske lys tændte med en svag summen, og selvom der ikke var varmt i opgangen, var det stadig varmere end udenfor. Jeg begyndte at vikle mig ud af halstørklædet, mens vi bevægede os op ad de mange trapper, og jeg kunne nu også selv mærke trætheden, der truede med at overmande mig. Jeg havde ingen anelse om, hvor sent det var, men så sent kunne det vel heller ikke være?
        Vi nåede til sidst den gamle trædør, der førte ind til det, der var vores hjem. Et lille skilt på døren fortalte, at denne ligegyldige lejlighed, der bare var ligesom de andre, var beboet af Lars, Line og Linea Winther. Vi burde måske ændre skiltet, men ingen af os havde lyst til det. Jeg kunne stadig ikke lide det, når tingene ændrede sig, og det var alle disse små ting, der sørgede for, at jeg kunne holde fast i bare lidt af, hvordan det havde været før.
        Det var ligesom sengen. Det var som om, den manglede nu, selvom der ikke var nogen til at bruge den. Jeg vidste bare, at døren ville se tom ud, hvis man slettede de fire små bogstaver, selvom de ikke optog mere plads af døren end et par kvadratcentimeter.
        Vi var ikke hjemme længe, før vi gik i seng. Jeg var træt, men kunne alligevel ikke falde i søvn lige med det samme. Selvom jeg stadig ikke helt vidste, om jeg havde lyst til at spise aftensmad hos disse mennesker, var jeg glad for, at min far måske havde fået nogen at snakke med igen. Alle mennesker havde vel godt af at være sammen med nogle, der var nogenlunde jævnaldrende, engang i mellem.
        Da jeg mødte Thomas, havde jeg aldrig troet at jeg ville støde ind i ham igen. Nu kunne det godt se ud til, at han til en hvis grad ville blive en del af mit liv. Jeg havde på fornemmelsen, at det her ville ændre min tilværelse på en eller anden måde. Om det var meget eller lidt, eller om det var godt eller skidt, vidste jeg ikke. Jeg måtte vel bare vente og se.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...