In Loving Memory

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jan. 2013
  • Opdateret: 4 mar. 2013
  • Status: Færdig
Lineas liv har aldrig været helt nemt, og det er kun gået ned ad bakke siden søsterens død. Den ellers så glade pige er lige så stille begyndt at trække sig væk fra andre og ind i sig selv. Hun har aldrig følt sig så alene, og fremtiden virker ikke lys. Hvad kan man gøre, når ens søster og bedsteveninde gennem tykt og tyndt pludselig er væk, og man må møde hverdagens problemer alene? Da Linea, stille og forsigtig som hun er, mere eller mindre mod sin vilje bliver hevet med til en kæmpenytårsfest, havde hun aldrig troet, at hun ville ende med at sidde på et koldt trappetrin og snakke om alt og intet med en fremmed dreng. Selv da det sker, kunne hun aldrig have forestillet sig, at hun ville møde denne anderledes dreng igen, og at han ville komme til at ændre hendes liv for altid. Vil det lykkedes hende at give slip på sorgen, der efterhånden har lagt sig så tungt omkring hende, at den er blevet en del af hendes hverdag, eller vil den fortsætte med lige så stille at æde hende op indefra?

47Likes
159Kommentarer
3172Visninger
AA

7. Kapitel 5

Det efterhånden ret velkendte smil dukkede op på drengens ansigt, da jeg pludselig stirrede ind i hans brune øjne over hans fars skulder. Det tog mig en del tid at tage mig sammen til at gengælde smilet, og jeg følte mig endnu engang en smule dum. Jeg skyndte mig at afbryde den for mig altid uvelkomne øjenkontakt og stirrede i stedet forvirret ned i min mad. Det her var bare for mærkeligt. Punktet, hvor tilfældigheder blev lidt for unaturlige, var nået.
        Jeg havde aldrig før, i den tid jeg havde boet i byen, lagt mærke til denne dreng, og nu havde jeg set ham to gange på én uge. Enten var det fordi, jeg meget enkelt bare ikke havde lagt mærke til ham før, og han i virkeligheden var gået forbi mig hele tiden, eller også havde mit liv igen bestemt sig for, at der nu skulle ske noget rigtig mærkeligt.
        Det første kunne være en mulighed, men så burde jeg vel næsten have set ham på et eller andet tidspunkt alligevel, så jeg havde følt, at jeg havde set ham før, da jeg mødte ham første gang? Men i forhold til mit livs andre mærkelige påfund lød det sidste nu også meget muligt.
        Jeg modstod trangen til at kigge hen mod familien igen. Jeg havde den der utrolige lyst til lige at se, om jeg virkelig havde set rigtigt. Var det virkelig den dreng igen? Det kunne jo ikke passe, kunne det? Den lidt klogere del af min hjerne, der efterhånden havde forstået, at der ville ske de mærkeligste ting i dens liv, fortalte mig, at jeg havde set rigtigt, og at jeg lod den arbejde med nogle mærkelige tanker. Men det var da også lidt mærkeligt. Jeg syntes, jeg kunne mærke hans blik hvile på mig, og det gjorde kun lysten til at kigge derhen endnu større. For kiggede han virkelig herhen, eller var det bare noget, jeg bildte mig ind?
        Min redningsmand fra min forvirrede tilstand blev min far, som sagde et eller andet, jeg ikke fik fat i, og han måtte gentage det. Jeg rystede hurtigt på hovedet for at klare tankerne og begyndte at spise igen, mens endnu en lille samtale blomstrede op mellem min far og mig. Det lykkedes mig næsten at glemme det venlige menneske, der sad lidt væk, mens jeg lige så stille blev mere og mere mæt.
        ”Skal vi have dessert?” spurgte min far og lænede sig tilbage, da vi begge var færdige med at spise.
        ”Det er ikke nødvendigt,” svarede jeg med et lille smil. Jeg var i godt humør nu. Jeg havde for en gangs skyld haft en hyggelig dag med min far, og det var nok til, at denne uge var reddet. Det var ikke billigt at spise her, og vi havde allerede været i biografen; det var begrænset hvor mange flere penge, vi kunne bruge på én dag.
        ”Jeg spurgte ikke, om det var nødvendigt, men om du havde lyst.” Han sendte mig det, der skulle forestille et irettesættende blik, men det lykkedes ham ikke rigtig.
        ”Jeg synes, dessert var en god idé,” fortsatte han. ”Og så kan alt det andet være lige meget. Man skal huske at gøre noget engang imellem, fordi man har lyst og kun derfor.
         ”Nå, men så lad os da få dessert.” Jeg syntes stadig ikke, at det var nødvendigt, men hvis han gerne ville, så måtte det hjertens gerne blive sådan. Jeg havde, når det kom til stykket, en svaghed for søde sager. Jeg fortrød det ikke, selvom jeg bestemt ikke brød mig om de dyre priser på menukortet.
        Efter et godt stykke tids venten, var der endelig kommet en tjener, og vi havde fået bestilt vores dessert. Nu havde vi efterhånden været færdige med den et stykke tid, tallerkenerne var blevet skubbet til side, og vi sad og tegnede på en serviet med en kuglepen, min far havde haft i lommen, mens vi ventede på, at en tjener ville komme forbi igen, så vi kunne få betalt.
        De mærkeligste små figurer og kruseduller dukkede op på servietten, og det var faktisk ikke helt nemt at tegne på den uden at rive hul. En smule irriteret over at jeg var bedre til at tegne end ham, lavede min far et fint lille overskæg på det mærkelige, lille væsen, jeg havde tegnet kort forinden.
        ”Så fin den blev.” Jeg kunne ikke helt lade være med at smile, da min far rakte mig kuglepennen, og jeg vendte servietten, så jeg kunne betragte den nye detalje.

”Undskyld jeg forstyrrer.” Både min far jeg kiggede overrasket op på manden, der havde talt. Uden at vi havde opdaget det, var manden, der tidligere havde leet, kommet hen til os. Jeg prøvede mig med et smil, der næsten lykkedes, da jeg kiggede op på det, jeg gik ud fra, var den venlige drengs far. Jeg kunne hurtigt se, at de ikke lignede hinanden specielt meget. Manden havde mørkt hår, og som jeg tidligere havde lagt mærke til, var han ikke den helt tynde type. Det sidste var klart en stor forskel fra drengen af. Jeg havde dog lagt mærke til, at moderen havde lyst hår, så det kunne vel bare være, at han lignede hende mest.
        Jeg vidste egentlig ikke selv, hvem af mine forældre jeg lignede mest. De havde begge haft brunt hår, så den var lidt svær at finde ud af. De blå øjne var min fars, men så var der jo alle de andre ansigtstræk, kropsbygning og alt sådan noget. Jeg måtte nok bare indrømme, at jeg var dårlig til sådan noget med, hvem man lignede. I virkeligheden kunne det vel egentlig godt være, at drengen lignede sin far på alle andre punkter end lige de to, jeg kunne finde ud af at se.
        Da manden havde vores opmærksomhed, begyndte han igen at tale: ”Jeg kunne bare ikke undgå at lægge mærke til, at I også lignede nogle, der var færdige med at spise. Venter i også på betjening?”
        ”Ja, det gør vi, ” svarede min far. ”Men vi har bestemt ikke travlt.”
        ”Det har vi skam heller ikke.” Et smil dukkede op på mandens ansigt, mens han talte, og jeg beundrede egentlig hans initiativ til bare at gå hen og snakke til fremmede mennesker. Enten var det bare noget, der lå til den familie, eller også var det bare mig, der var anderledes i forhold til alle andre.
        ”Jeg skulle bare lige vide, om I ventede, for hvis I nu havde en smule travlt, kunne vi jo finde nogen.”
        ”Det var betænksomt af dig,” svarede min far og gengældte smilet. ”Men som sagt har vi god tid, og det kunne måske vise sig at være lidt svært at få nogen til at komme herom.”
        ”Lige præcis,” sagde manden, og smilet på hans ansigt voksede. ”De bliver lidt irriterede, når man skynder på dem eller spørger efter dem, og man ender bare med at stå og vente på, at de lige får gjort nogle andre ting færdige. Men det er jo så bare ulempen ved at sidde heromme, man kan til tider føle sig en smule glemt.” Min far nikkede, og før jeg vidste af det, var de to mænd faldet i snak.
        Jeg havde trukket servietten helt over til mig og prøvede nu at finde steder, hvor der endnu ikke var helt overtegnet, mens jeg delvist lyttede til samtalen, der foregik lige ved siden af mig. Selvom jeg selv hadede at snakke, elskede jeg at lytte til andre. Det var bare den perfekte baggrundsstøj. Man følte sig ikke så alene, når man kunne høre nogen snakke. Jeg kunne ikke lide at være alene.
        Min baggrundsstøj forsvandt pludseligt, og jeg kiggede overrasket op. Den lyshårede kvinde var kommet hen til os og havde lagt en hånd på sin mands skulder. Jeg troede først, at hun ville bede ham komme tilbage eller sige, at hun ville hjem, men det viste sig, at hun bare lige ville fortælle, at hun gik på toilettet. Tilbage ved deres bord sad nu kun de to drenge, og jeg kunne ikke lade være med at kigge derhen. Det var altså virkelig mærkeligt, at jeg blev ved med at støde ind i ham.
        Kvinden smilede til mig, og kort tid efter var hun på vej væk, og jeg vendte tilbage til min serviet.

”I kunne jo komme hen til os, hvis I har lyst?” foreslog kvinden, og jeg fik et minichok, der resulterede i et hul i servietten, for jeg havde ikke hørt, at hun var kommet tilbage. ”Bare indtil der kommer nogen herom igen.” Jeg kiggede op på min far, som kiggede spørgende på mig. Jeg overvejede det lidt, inden jeg nikkede. Normalt ville jeg ikke have været meget for det, men jeg vidste, at lige så snart der kom en tjener herom, ville vi betale og tage hjem. Jeg havde ikke lyst til at tage hjem, så alt bare blev ligesom alle andre dage igen.
        Hvis vi nu satte os derover, kunne det jo være, at vi kunne blive lidt længere, fordi min far snakkede. Desuden vidste jeg, at han sjældent snakkede med andre end dem fra hans arbejde og mig. Nu var han endelig faldet i snak med nogen, så ville jeg ikke ødelægge det for ham.
       ”Det vil vi gerne,” svarede min far, da han var sikker på, at jeg var med på den.
       ”For resten,” begyndte manden, mens min far rejste sig op. ”Mit navn er Peter.” Min far trykkede hans fremstrakte hånd og fortalte ham, at han hed Lars. Jeg nåede lige at se kvinden række sin hånd frem, inden Peter vendte opmærksomheden mod mig.
        ”Peter,” gentog han, da jeg forsigtig tog hans store hånd. Jeg havde altid hadet det der med at give folk hånden. Det var bare så akavet.
        ”Linea,” fortalte jeg ham og prøvede at frempresse et ikke alt for falskt smil. Jeg havde knapt nok sluppet Peters hånd, før jeg stod med en ny lidt mindre hånd.
        ”Og jeg hedder Camilla,” smilede den lyshårede kvinde, og det lykkedes mig at fortælle hende mit navn. Jeg fik rejst mig op, og vi bevægede os hen mod det andet bord. Jeg holdt mit blik rettet mod gulvet, og min far lagde en arm omkring mig. Jeg følte mig meget pinlig til mode, under de to par øjne jeg kunne mærke hvile på mig, da vi nærmede os de to drenge. Jeg kunne virkelig bare ikke finde ud af det der med mennesker, jeg ikke kendte.
        ”Lars og Linea,” præsenterede Camilla os, mens hun satte sig ned.
        ”Kasper,” hilste den af drengene, jeg ikke havde set før, og hvis jeg ikke hørte helt forkert, mumlede han et ’hej’ bagefter. Han havde lagt hovedet lidt på skrå, og jeg vidste, at han prøvede at regne ud, hvad jeg var for en. Jeg følte mig bestemt ikke godt tilpas under det blik, de brune øjne gav mig. Endnu engang begyndte jeg på min sammenligning af udseende. Hans hår var brunt som hans fars, og han var også en smule kraftigere bygget end broderen. De lignede på ingen måde hinanden. Selv deres øjne virkede til at have forskellige farver, selvom de begge havde brune. Det var måske en mærkelig ting at lægge mærke til, men jeg havde altid fundet det interessant, om søskende lignede hinanden.
        I virkeligheden var det nok fordi, at min søster og jeg havde lignet hinanden som to snefnug. Når man først så os, var der nærmest ingen forskel, men hvis man kiggede lidt nærmere efter, var vi alligevel forskellige.
       Jeg havde en følelse af, at jeg alligevel havde set ham før, og det havde nok været til Michelles fest. Jeg vidste jo, at han havde været der. Det måtte jo være hans drikkeri, der havde afbrudt min samtale med den lyshårede dreng. Apropos ham så opfangede jeg ud af øjenkrogen, at han rettede sig lidt op, og både min far og jeg vendte opmærksomheden mod ham.
        Et lille, ironisk smil pyntede hans fine ansigt, og jeg havde på fornemmelsen hvorfor. Det var tredje gang, vi mødte hinanden, og alligevel måtte vi præsentere os på den måde. Det var tredje gang vi mødte hinanden, men det var først nu, at vi fik sat et navn på den anden.
        Sidst, men ikke mindst, kendte han nu mit navn, men jeg kendte stadig ikke hans.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...