In Loving Memory

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jan. 2013
  • Opdateret: 4 mar. 2013
  • Status: Færdig
Lineas liv har aldrig været helt nemt, og det er kun gået ned ad bakke siden søsterens død. Den ellers så glade pige er lige så stille begyndt at trække sig væk fra andre og ind i sig selv. Hun har aldrig følt sig så alene, og fremtiden virker ikke lys. Hvad kan man gøre, når ens søster og bedsteveninde gennem tykt og tyndt pludselig er væk, og man må møde hverdagens problemer alene? Da Linea, stille og forsigtig som hun er, mere eller mindre mod sin vilje bliver hevet med til en kæmpenytårsfest, havde hun aldrig troet, at hun ville ende med at sidde på et koldt trappetrin og snakke om alt og intet med en fremmed dreng. Selv da det sker, kunne hun aldrig have forestillet sig, at hun ville møde denne anderledes dreng igen, og at han ville komme til at ændre hendes liv for altid. Vil det lykkedes hende at give slip på sorgen, der efterhånden har lagt sig så tungt omkring hende, at den er blevet en del af hendes hverdag, eller vil den fortsætte med lige så stille at æde hende op indefra?

47Likes
159Kommentarer
3151Visninger
AA

6. Kapitel 4

Sneen lå som et blødt tæppe over den lille gravplads, og på sin vis var det vel meget pænt. Der var ikke længere spor af de farverige blomster, der tidligere havde pyntet det triste mindesmærke. I stedet lå kun en enlig juledekoration, som ikke var helt pæn længere.
        Jeg trak den ene handske af, inden jeg bøjede mig ned og samlede dekorationen op. Min far tog i mod den og rakte mig den nye krans, han havde købt. Den var enkel, men pæn, og det var sådan, det skulle være. Han havde købt den på vej hjem fra arbejde, og det var i virkeligheden nok lidt en undskyldning for, at han havde aflyst om onsdagen. Nu var det fredag, og det var endelig lykkedes os at føre vores lille aftale ud i livet.
        Jeg rettede mig op igen, og min far lagde armen om mig, mens jeg betragtede den kedelige grå sten, som på ingen måde kunne måle sig med det, den stod for. Line Winther var hugget ind i den hårde sten over to datoer, jeg aldrig ville glemme. Den ene ville jeg altid huske, fordi det meget enkelt var min fødselsdato, og den anden fordi det havde været den værste dag i mit endnu ikke alt for lange liv. Min kolde, ubehandskede hånd fandt vej op til min hals og ind under det tykke halstørklæde. Jeg kunne ikke mærke halskæden gennem den tykke jakke, men jeg vidste, at den var der.

Jeg kunne høre døren til mit værelse gå op, og lyden af bare fødder, der listede hen over gulvet, nåede mig, som jeg lå der med dynen trukket godt op over hovedet.
        ”Linea?” spurgte min søster forsigtig, og jeg kunne høre, at hun var lige ved at græde. Jeg viklede mig ud af dynen og modstod trangen til at holde mig for ørene og skrige, mens Line kravlede ned ved siden af mig. Jeg tørrede mine våde øjne og sørgede for, at dynen dækkede os begge.
        ”Jeg kan ikke sove,” hviskede min søster, og jeg kunne mærke hendes varme ånde på min fugtige kind.
        ”Det kan jeg heller ikke,” prøvede jeg at sige, men det var som om, ordene sad fast i min hals. Tårerne begyndte igen at løbe ned ad mine kinder, og min tvilling lagde sin ene arm omkring mig, og jeg begravede mit ansigt ved hendes hals. Vi lå længe og bare lyttede til de råbende stemmer, der nåede os fra stuen. De var blevet højere og højere, og ordene var slet ikke pæne længere. Langt fra pæne. De var lige så grimme og onde som stemmerne, jeg ikke længere kunne kende. Det var blevet til stemmer, der kun kunne tilhøre et monster. Et stort, stygt monster.
        Under den tordnende råben kunne jeg høre en række små snøft, og jeg lod forsigtig min ene arm glide rundt om min søster.
        ”De tror, vi sover, gør de ikke?” spurgte jeg hæst, og jeg kunne mærke, at hun nikkede. Jeg strammede grebet om pigen ved min side og prøvede at ignorere ordene, der trængte gennem de tynde vægge. De ord, det gjorde ondt at lytte til. De ord, som blandede sig med mine drømme og forvandlede dem til mareridt.
        Det føltes som om, der var gået flere timer, siden Line var kommet ind til mig, men de ukendte stemmer råbte stadig. De holdt mig stadig vågen.
        ”Line?” Jeg blev nødt til at vide, om hun også stadig var vågen. Hun flyttede på sig, så hendes ansigt var ud for mit, og jeg kiggede ind de store, triste øjne. De blå øjne, der plejede at smile til mig, men som nu bare var en genspejling af mine egne.
        ”Jeg har noget til dig,” hviskede hun og fjernede den arm, der havde ligget så trygt omkring mig. I sin hånd knugede hun to tynde sølvkæder, og da hun forsigtig løsnede grebet om dem, dumpede to halskæder ned på madrassen i mellem os. I hver kæde hang et halvt hjerte, og min søster skubbede dem forsigtigt sammen, så de blev til ét helt hjerte. På hjertet var der skrevet to små ord, som det kun lige lykkedes mig at læse i mørket. 
Best Friends.
        ”Hjertet er ligesom os,” hviskede hun. ”Én ting som er delt i to.” Hun tog min hånd og lagde den ene halvdel af hjertet i den.
        ”Du er i min bedste ven,” fortalte hun mig. ”Og vi skal altid være sammen, for jeg er kun hel, når jeg er sammen med dig. Ellers er jeg kun halv, og så føles det som om, man er alene. Jeg kan ikke lide at være alene, Linea.” Tårerne i hende øjne fik dem til at skinne i mørket, og jeg lukkede forsigtigt hånden om det halve hjerte.
        ”Jeg vil aldrig lade dig være alene,” lovede jeg hende. Der i mørket, mens vores forældres råbende stemmer rasede i baggrunden, lovede vi hinanden, at vi altid ville have vores del af hjertet på os. Så længe vi begge havde det, ville vi aldrig være helt alene, for en lille del af mig var gemt i hendes del, og en lille del af hende var gemt i min. Så længe vi begge havde vores del, så længe vi blev ved med at høre sammen, ville vi kunne klare alt. For sammen kunne vi klare det hele. Når bare vi var sammen, kunne verdens onde monstre ikke nå os.
        Den aften faldt jeg i søvn med armene om min elskede tvilling og en lille sølvkæde knuget i den ene hånd. For så længe vi bare havde hinanden, kunne de råbende stemmer ikke nå os. Så længe vi havde hinanden, kunne intet ondt røre os. Monstrenes rasende stemmer forstummede, og tilbage var kun lyden af min søsters rolige åndedrag.

Jeg kunne intet stille op i mod de tårer, der – uden at have fået lov – lige så stille fandt vej ned ad mine kinder. Jeg gjorde intet for at tørre dem væk, hvorfor skulle jeg? Den eneste, der var her, var min far, og han ville forstå.
        ”Jeg savner hende sådan,” hviskede jeg, og min far trak mig tættere ind til sig.
        ”Det gør jeg også,” mumlede han. ”Det gør jeg også.” Vi blev stående længe foran den triste, grå sten, og i mine tanker fortalte jeg min søster alt, hvad der var sket, siden jeg sidst havde været der. Jeg fortalte hende alt, det have jeg altid gjort. Man kan ikke have hemmeligheder for nogen, der er en del af én selv. Jeg fortalte hende, hvor skuffet jeg havde været, da far ikke holdt vores aftale. Jeg fortalte hende, at jeg havde mødt drengen fra Michelles nytårsfest igen, og jeg fortalte hende, at jeg ikke anede, om jeg fik lavet mine andengradsligninger rigtigt, eller om de var helt forkerte. Til sidst fortalte jeg hende, at jeg savnede hende, hvis hun nu ikke skulle have hørt det, da jeg sagde det højt. Jeg fortalte hende ikke hvor meget, det regnede jeg med, at hun kunne regne ud.
        Det sneede lige så stille, og det var i virkeligheden alt for koldt at stå stille så længe.
        ”Vi må hellere gå nu, hvis vi skal nå det,” sagde min far til sidst, og jeg nikkede. ”Det er også ved at blive for koldt at stå her.” Vi begyndte at gå, og inden vi nåede alt for langt væk, kastede jeg et sidste blik over skulderen på stenen, der var dækket af sne på toppen. Vores elskede datter og søster kunne lige anes i bunden af den.
        Næste punkt på planen var en tur i biografen. Det var så sjældent, at vi fik lavet noget sammen, så i dag var dagen, hvor vi skulle nå nogle af de ting, vi aldrig fik gjort. Vi havde længe haft planer om at tage i biografen, men jeg havde ærlig talt ikke troet, at det nogensinde ville blive til noget. Det ville det så nu.

***

En tjener afbrød min fars og min samtale om film, da han kom med vores længeventede mad, og min far takkede ham smilende, inden han igen forlod den lidt mere stille del af restauranten. Vi havde bevidst valgt denne plads, fordi der ikke var særlig mange mennesker. De fleste foretrak de andre steder, fordi det var tættere på køkkenet, og der var hurtigere betjening. Det var ikke fordi, der var den store forskel, og vi havde tid nok. Det første stykke tid spiste vi i stilhed, det var vi vant til, men efterhånden som tiden gik, endte det med, at vi fik gang i en lille samtale.
        Min far og jeg havde en lidt mærkelig måde at føre samtaler på. Vi kunne sagtens vente med at svare på noget til længe efter, det var blevet sagt, og derfor kunne vi tit få det, der ellers ville være en meget kort samtale, til at vare længe. Jeg holdt meget af tiden med min far, både fordi den var så sjælden, og fordi jeg bare generelt hold meget af ham. Han var den eneste, jeg havde tilbage, og jeg vidste, at han virkelig prøvede at gøre alting så godt som muligt. Selvom det tit irriterede mig, at han måtte arbejde så meget, så vidste jeg jo godt, at det var for min skyld.
        Han havde altid gjort hvad som helst for mig, for os. Selv da han stod alene med to børn uden noget som helst, holdt han sig stærk. Udelukkende for vores skyld – ikke sin egen.
        Det var mørkt og koldt udenfor, men indenfor var det lyst og lunt. Stearinlysende, hvis orange flammer knitrede lige så stille, gjorde kun det hele hyggeligere, og jeg ville nyde hvert et sekund af denne aften.
        ”Smager det godt?” spurgte min far og pegede på min tallerken med sin gaffel efter at have stukket endnu en bid mad i munden.
        ”Det kan du tro,” svarede jeg med et lille smil, da jeg havde tygget af munden. Det var egentlig et overflødigt spørgsmål, for selvfølgelig gjorde det det. Det var ikke første gang, vi var her, og det ville forhåbentligt heller ikke blive den sidste. I de år jeg efterhånden havde boet i byen, var det hurtigt gået hen og blevet min yndlingsrestaurant, selvom det nu var sjældent, jeg kom sådan nogle steder. Det var blevet vores yndlingsrestaurant. Vores alle tres.
        Der var noget helt fantastisk ved at være tilbage ved de mørke træborde, der stod spredt på det røde gulvtæppe. Det var mindet om hyggelige tider sammen med min far og søster. Nu var det blevet til hyggelige tider sammen med min far med min søster i tankerne.
        Hun var altid med mig i alt, hvad jeg gjorde. Hun var altid i mine tanker. Jeg havde et par gange taget mig selv i at forestille mig, at hun sad der for borenden, eller at hun sad og smilede til mig fra den anden ende af klassen. Jeg kunne bare ikke klare tanken om, at jeg aldrig skulle se hende igen. Det var uudholdeligt.
        ”Har du nogen planer for weekenden?” Min far tørrede munden i servietten, og jeg kunne ikke lade være med at smile en smule. Både min far og jeg havde det med at få sovs ud over det hele, når vi spiste. Det var måske lidt en overdrivelse, men der var ingen tvivl om, at det var mig, der havde fået flest sovsepletter på tøjet, hvad gjaldt Line og mig.
        Bare for at understrege mine tanker, valgte noget af maden på min gaffel at hoppe af den og lande på bordet i stedet for min tallerken, der stod lige ved siden af. Irriteret tog jeg min serviet og tørrede op, mens jeg rystede på hovedet som svar til det spørgsmål, der stadig hang i luften mellem min far og mig.
        ”Hmm,” mumlede han. ”Men jeg bliver altså nødt til at arbejde i morgen.” Jeg nikkede bare til svar og tog det stadig halvfyldte glas, der stod foran mig op. Jeg havde ikke regnet med andet. Hvorfor skulle denne weekend være anderledes end alle andre? Jeg ville højest sandsynligt bruge min lørdag på at traske rundt i lejligheden, fordi jeg fandt det for koldt at gå ud. Jeg vidste, at jeg ikke rigtig ville lave noget. Tegne lidt, gå lidt rundt, kigge lidt ud i luften, spise noget frokost, modtage en masse SMS’er fra Michelle.
        Jeg vidste, at min veninde ikke ville opgive sine planer om at hive mig med til festen, før den begyndte, og det var for sent for mig at komme. Jeg vidste, at jeg ville modtage SMS’er om alt fra hendes problemer med at få håret til at sidde ordentligt, til hvor fedt det ville blive, hvis jeg tog med, og til sidst hvor fedt det så var, når hun endelig kom så langt, at hun nåede om til Frederik.
        Søndag ville jeg nok tage om til Michelle, når der engang var en chance for, at hun var stået op, og så måtte jeg være den gode veninde, der kunne redde hende fra de forfærdelige tømmermænd. Den gode ting ved Michelles tømmermænd var, at der så ikke skete så meget. Alting var mere stille og roligt. Det kunne faktisk være ret hyggeligt, når hun først var holdt op med at klage over sin dunkende hovedpine, og at hendes fødder var ømme efter en lang nat, hvor de havde været mast ned i et par sko med lidt for høje hæle.

Da jeg var et godt stykke over halvvejs med min mad, kunne jeg ikke lade være med at slippe bestikket og læne mig tilbage. Med et tilfredst suk lukkede jeg mine øjne og lod varmen og den hyggelige stemning omfavne mig. Rundt omkring mig kunne jeg svagt høre lyden af bestik mod bestik og tallerkener blandet med den svage, men hyggelige summen af folk, der snakkede. Muntre stemmer, koncentrerede stemmer, smilende stemmer.
        En dyb, høj latter rev mig ud af den indre ro, og jeg slog igen øjnene op. Jeg søgte kort omkring mig for at finde ejeren af denne latter, og jeg fandt ham hurtigt. Det var en lidt kraftig mand, der lignede en, der var omkring min fars alder. Jeg kunne ikke helt bedømme, om han var ældre eller yngre. På den ene side virkede han ældre, men på den anden side virkede han yngre, fordi han ikke virkede nær så træt som min far.
        Han sad ved et firemandsbord sammen med det, der måtte være hans familie. Efter at have betragtet den glade mand lidt, lod jeg mit blik vandre videre til drengen ved hans side. Jeg kunne aldrig helt finde ud af, om jeg blev glad eller trist over sådan noget. På en måde mindede det mig for meget om den familie, jeg kunne have haft, men når det kom til stykket, var jeg vel glad for deres lykke.
        Fordybet i mine filosofier, fik jeg en kæmpe overraskelse, da jeg zoomede lidt ud og betragtede familien som en helhed i stedet for nakken af manden og hans ene søn. Jeg kunne ikke lade være med at blinke lidt forvirret og overrasket med øjnene.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...