In Loving Memory

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jan. 2013
  • Opdateret: 4 mar. 2013
  • Status: Færdig
Lineas liv har aldrig været helt nemt, og det er kun gået ned ad bakke siden søsterens død. Den ellers så glade pige er lige så stille begyndt at trække sig væk fra andre og ind i sig selv. Hun har aldrig følt sig så alene, og fremtiden virker ikke lys. Hvad kan man gøre, når ens søster og bedsteveninde gennem tykt og tyndt pludselig er væk, og man må møde hverdagens problemer alene? Da Linea, stille og forsigtig som hun er, mere eller mindre mod sin vilje bliver hevet med til en kæmpenytårsfest, havde hun aldrig troet, at hun ville ende med at sidde på et koldt trappetrin og snakke om alt og intet med en fremmed dreng. Selv da det sker, kunne hun aldrig have forestillet sig, at hun ville møde denne anderledes dreng igen, og at han ville komme til at ændre hendes liv for altid. Vil det lykkedes hende at give slip på sorgen, der efterhånden har lagt sig så tungt omkring hende, at den er blevet en del af hendes hverdag, eller vil den fortsætte med lige så stille at æde hende op indefra?

47Likes
159Kommentarer
3146Visninger
AA

32. Kapitel 30

Thomas skubbede den knirkende låge op, og vi bevægede os ind på grustien, der knasede under vores sko. Vi havde fået sagt farvel for nu til Christoffer, og han var gået af sted for at holde sin aftale og vi mod kirkegården. Jeg havde spurgt Thomas om, hvad der var med Christoffers forældre, og noget af svaret havde jeg godt regnet ud, mens noget af det overraskede mig. Jeg fik at vide, at begge drengens forældre havde høje stillinger, og de var egentlig nogle meget fine og velhavende folk. De var sådan nogle folk så efter, sådan nogle folk ønskede at være.
        Det eneste problem var bare, at de overså deres eneste søn.
Det var til dels det, der var skyld i, at han var blevet som han var. Mange af de dårlige vaner, han havde fået, var nogle, han havde fået, fordi han engang havde prøvet at se, hvor langt han kunne strække den, uden at hans forældre lagde mærke til det. De havde vist ikke lagt mærke til noget endnu, og derfor havde han bare givet op.
        Det, der overraskede mig en smule, var den nye taktik, Christoffer var begyndt på i sin søgen efter opmærksomhed fra forældrenes side af. Det var ham, Thomas havde tænkt på, da han tidligere snakkede om at pjække og fortryde det. Christoffer havde åbenbart pjækket sig igennem det meste at 8. og 9. klasse, hvorefter han havde taget en meget hård 10. klasse for at få samlet op på alt det, han aldrig havde lært. Som det så ud nu, tog han skolen meget seriøst, og fordi han jo i virkeligheden på ingen måde var dum, fik han topkarakterer. Det kunne man jo så sige var en god opmuntring for andre. Hvis man virkelig ville noget, kunne det lykkedes en.
        Ifølge Thomas så var Christoffers plan at blive færdig med gymnasiet og så lægge livstilen om. Han ville have en god uddannelse og gøre noget stort, så hans forældre havde en grund til at være stolte af ham.
        Min ven bevægede sig hjemmevandt ned ad de forskellige stier og stoppede til sidst op foran en helt almindelig, trist sten, der lignede alle de andre. Da vi kom derhen sad en gennemsigtig udgave af Magnus på stenen, og han rejste sig op. En lige så gennemsigtig udgave at Thomas dukkede op, og de omfavnede hinanden. Et enkelt blink med øjnene og de var væk. Tilbage var kun den virkelige Thomas, hvis ansigt var pyntet af et lille, trist smil.
        Jeg håbede og troede på, at vi en dag på en eller anden måde ville se dem igen. Hvis vi nu bare blev ved med at håbe, så skulle det hele måske nok gå. Det var jo det, Christoffer lige havde sagt. Vi måtte bare aldrig miste håbet og troen på, at det hele nok skulle blive okay. Alligevel virkede den triste, grå sten så utrolig deprimerende med sine to årstal, der var alt for tæt på hinanden.

Magnus B. Mikkelsen
22/02 1996 – 04/04 2012

Elsket og savnet

En sommerfugl pyntede det øverste højre hjørne, og jeg fandt den på en eller anden måde utrolig smuk. Den var lille og uskyldig ligesom Magnus.
        ”Hvor længe var det, I nåede at være sammen?” spurgte jeg tøvende og tog Thomas’ hånd for at give den et klem.
        ”Lidt over halvandet år.” Endnu engang kunne jeg høre, hvor trist han var, og jeg strammede mit greb om hans hånd. Jeg var glad for, at jeg var taget med.
        ”Jeg elskede ham, Linea, det gjorde jeg virkelig.” Som jeg stod der under solen sammen med den mest fantastiske ven, man kunne forestille sig, var der en masse ting, der gik op for mig. Jeg huskede, hvordan jeg havde ønsket det her år langt væk. Det ønskede jeg ikke længere. Måske det var startet lidt halvskidt, men i løbet af de tre måneder, der var gået, var det blevet helt okay. Jeg havde mødt nogle dejlige mennesker, og de havde lært mig en hel del.
        Thomas havde lært mig, at man nogle gange blev nødt til at være stærk og se tingene fra den lyse side, selvom det var svært. Det duede ikke at lade sorgen vinde over en og hive en ned. Selvom hele verden var i mod en, måtte man prøve at tage et skridt mere hen ad livets vej. I den sidste ende skulle man nok finde et sted, hvor man hørte til, og nogle mennesker man havde lyst til at bruge sit liv sammen med.
        Andreas havde lært mig, at alting ikke behøvedes være, som folk normalt ville mene, de burde være. Måske var Michael ikke hans far, og måske ville nogen sige, at han ikke ville kunne kalde ham for sin far, men det var han lige glad med. Han havde det godt med sin familie, selvom den ikke var perfekt, og hans søskende var ti år yngre end ham.
        Magnus havde jeg måske ikke kendt, men jeg følte stadig, at jeg havde lært noget af ham. Han og måske til dels Thomas havde overbevist mig om, at kærlighed kunne findes selv de mærkeligste og mest triste steder. Måske det ikke havde været nok i Magnus tilfælde, men det var da i hvert fald noget, der var værd at kæmpe for. Udover det var Magnus bare et godt eksempel på, hvorfor det var, at man skulle behandle andre ordentligt.
        Christoffer havde jeg kun kendt i få timer, men han havde også overbevist mig om en ting eller to. Det var værd at kæmpe for de ting, der betød noget for en, og hvis man ikke kunne opnå det, man ville, på den ene måde, så måtte man prøve på en anden. Hans kloge ord havde også mindet mig om, at man skulle bevare håbet. Uden det var man intet.
        Rent faktisk havde Michelles problemer også fået nogle ting til at gå op for mig. Man skulle ikke bare give op og finde sig i, at andre trådte på en. Samtidig skulle man heller ikke være den, der trådte ned på andre.
        Måske var livet ikke altid nemt, og nogle gange var det pisseuretfærdigt, men det var der ikke noget at gøre ved, og så måtte man finde de positive ting i det, man havde. Mange ting havde ændret sig i løbet af det sidste stykke tid, og det meste var til det bedre. Jeg kunne mærke, at jeg selv havde ændret mig lidt. Jeg var blevet bedre til at snakke med folk, og jeg lukkede ikke længere mig selv inde i min egen lille, triste verden. Jeg havde fået en bedre forståelse af andre mennesker, havde lært mere om dem. Jeg havde ikke længere kun en enkel ven og en hårdtarbejdende far.
        Jeg havde flere venner, og jeg havde nærmest fået mig en familie. Jeg vidste at både Andreas’ forældre, hvoraf Michael jo var den ene, og Camilla og Peter ville hjælpe mig, hvis jeg fik brug for det. Især Andreas’ familie og hjem var jeg kommet til at holde utrolig meget af, og hvis der blev lidt for ensomt i lejligheden, kunne jeg bare tage om til ham.
        Alle mine spørgsmål om hvorfor havde endelig fået Thomas til at tage sig sammen og få fortalt nogle af de mange ting til Camilla og Peter. Kasper havde været en smule overrasket, da Thomas havde fortalt, at det var noget, han vidste, og han havde spærret øjnene op, da han fandt ud af, hvad det rent faktisk var, det drejede sig om. Camilla og Peter havde reageret præcist, som de skulle, og Thomas havde i hvert fald ikke haft noget at frygte.
        Det var først begyndt at gå galt, da Camilla fandt ud af helt præcist, hvem Magnus havde været, og hun var rent faktisk begyndt at græde. Det var bare det der med Camilla og de små børn i Afrika. Hun kunne slet ikke klare, at folk havde det skidt, og det kunne man jo så ret hurtigt nå frem til, at Magnus havde haft det. Det stakkels kvindemenneske havde været helt ulykkelig, fordi hun ikke følte, hun havde gjort nok for Thomas dengang, men det var jo ikke hendes skyld. Det var ham selv, der havde undladt at fortælle dem det.
        Smil til verden og verden smiler til dig. Jeg havde forstået værdien af andre menneskers venlighed. Det gjorde virkelig en forskel at være venlig over for folk, og måske du med et smil til en fremmed på gaden kunne være med til at redde personens dag.
        Mest af alt skulle man ikke dømme folk på forhånd. Måske det lille, triste og forsømte menneske, der stod foran dig, ville vise sig at blive din bedsteven eller din største kærlighed. Jeg havde fejlbedømt Thomas, da jeg mødte ham, og det havde jeg betalt min pris for i form af dårlig smag i munden og fortrødne ord. Christoffer havde fortalt mig, hvordan Thomas og Magnus slet ikke havde brudt sig om hinanden i starten, inden de lærte hinanden ordentligt at kende. Man kunne jo sige, at det havde været utrolig synd, hvis de bare havde beholdt førstehåndsindtrykket og aldrig havde fundet ud af, hvem den anden var.
        Jeg vidste, at jeg altid ville savne Line, men spørgsmålet vare bare, om jeg ville lade savnet blive en del af mit liv, eller om jeg ville lade det styre det. I stedet for at spilde mit liv på at tænke på, hvordan tingene kunne have været, måtte jeg bruge det på at leve for os begge. Jeg ville nok blive ved med at tænke på hende hver morgen, når jeg stod op, og hver gang jeg kiggede mig selv i spejlet. Jeg ville nok altid have den halskæde, jeg havde fået af hende, på mig, ligesom Thomas nok altid ville have den ring, han havde fået af Magnus på sig. Vi måtte altid huske de ting, der mindede os om dem, vi elskede.
        Jeg skulle for altid mindes min søster, men det skulle ikke være med sorg – det skulle meget enkelt være med kærlighed. Livet var fantastisk, så længe man bare fandt de fantastiske ting i det. Kærlighed var en af de ting, og så var det lige meget, om det var til din ven, din familie, din kæreste eller de fremmede mennesker, du mødte på gaden hver eneste dag.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...