In Loving Memory

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jan. 2013
  • Opdateret: 4 mar. 2013
  • Status: Færdig
Lineas liv har aldrig været helt nemt, og det er kun gået ned ad bakke siden søsterens død. Den ellers så glade pige er lige så stille begyndt at trække sig væk fra andre og ind i sig selv. Hun har aldrig følt sig så alene, og fremtiden virker ikke lys. Hvad kan man gøre, når ens søster og bedsteveninde gennem tykt og tyndt pludselig er væk, og man må møde hverdagens problemer alene? Da Linea, stille og forsigtig som hun er, mere eller mindre mod sin vilje bliver hevet med til en kæmpenytårsfest, havde hun aldrig troet, at hun ville ende med at sidde på et koldt trappetrin og snakke om alt og intet med en fremmed dreng. Selv da det sker, kunne hun aldrig have forestillet sig, at hun ville møde denne anderledes dreng igen, og at han ville komme til at ændre hendes liv for altid. Vil det lykkedes hende at give slip på sorgen, der efterhånden har lagt sig så tungt omkring hende, at den er blevet en del af hendes hverdag, eller vil den fortsætte med lige så stille at æde hende op indefra?

47Likes
159Kommentarer
3175Visninger
AA

5. Kapitel 3

Jeg satte den stadig alt for tunge skoletaske på mit bord, trak stolen ud og satte mig på min plads. Rundt omkring mig stod mine klassekammerater i de vante små grupper og snakkede om alt og intet, mens de ventede på, at klokken ville ringe og den lange skoledag begynde. Michelle stod og snakkede med nogle af sine mange andre veninder, og hvad det end var, de snakkede om, så det utroligt spændende ud. Dog ikke så spændende at jeg følte nogen trang til at gå hen til dem og finde ud af, hvad det var. I stedet fandt jeg bare de bøger frem, som vi skulle bruge i første time. Jeg gjorde mig klar til endnu en skoledag, jeg helst bare ville være foruden.
        ”Hej Linea,” lød det bag mig, og jeg vendte mig overrasket rundt, så jeg kunne se, hvem der havde lagt mærke til, at jeg var kommet. Bag mig stod Jakob, og han satte sig på bordet ved siden af mig.
        ”Hej Jakob,” svarede jeg, mens jeg stillede min taske ned på gulvet, nu hvor jeg havde fundet de bøger, jeg skulle bruge.
        ”Du ved, Frederik holder fest i weekenden, skal du med?” En smule overrasket over at han rent faktisk spurgte mig, rystede jeg på hovedet.
        ”Det kan jeg ikke,” svarede jeg, selvom det selvfølgelig ikke passede. Jeg havde intet, jeg skulle, men jeg havde heller ikke lyst til at tage til fest. Desuden ville det nok blive en fest meget lig Michelles. Måske ikke nær så vild da det jo trods alt havde været nytår, men Frederik var i hvert fald også en del af den gruppe, så der ville nok komme en del af de samme gæster.
        ”Det var ærgerligt,” sagde Jakob, og han lignede rent faktisk en, der mente det. Hvorfor skulle han være interesseret i min deltagen? Kunne han ikke være ligeglad med om kedelige, stille Linea kom? Inden han nåede at sige mere, stille mig flere spørgsmål, jeg måtte sno mig uden om, ringede klokken, og Michelle gjorde krav på sin plads ved siden af mig. Vi havde ikke selv valgt pladser, og jeg var helt klart den, der havde været mest heldig med min plads – til gengæld vidste jeg også, at min lærer havde placeret Michelle og mig sammen med vilje.
        ”Vil du med ned i centeret i dag?” hviskede min veninde spørgende, samtidig med at vores engelsklærer trådte ind ad døren. Min første indskydelse var at svare nej. Jeg havde ikke rigtig noget at gøre i centeret. Jeg manglede ikke noget lige for tiden, og jeg havde ikke råd til at købe noget, jeg ikke havde brug for. Alligevel endte jeg med at nikke. Hvad skulle jeg ellers få min tid til at gå med? Min far ville først komme sent hjem, så jeg skulle alligevel spise aftensmad alene – igen.
        Min far kom næsten altid sent hjem, men der var alligevel stor forskel på hvor sent. Nogle dage kom ham først hjem, når jeg for længst havde spist, nogle dage sådan, at vi kunne spise til normal tid, og andre dage som dagen før, hvor vi endte med at spise utrolig sent, men til gengæld sammen. Jeg havde ikke lyst til at bruge endnu en dag alene i den stille lejlighed, så en tur i centeret med Michelle ville vel kun være en befrielse.
        ”Fedt,” smilede hun, inden hun vendte opmærksomheden mod vores lærer, der var begyndt at snakke.

Skoledagen forløb som alle andre skoledage: lang og kedelig. Jeg var lettet, da jeg endelig kunne putte mine bøger i tasken, mens klokken ringende fortalte, at timen var slut. At det, der for mit vedkommende var sidste time, endelig var slut. Jeg fik lynet den fyldte taske og svunget den over skulderen, hvorefter jeg måtte vente på, at Michelle fik gjort det samme. Den stilhed, der havde hersket for ti minutter siden, var nu blevet afbrudt af snakkende og grinende unge mennesker. Unge mennesker der endelig kunne forlade skolen for denne dag.
        For en gangs skyld skulle Michelle ikke snakke med en masse mennesker, inden hun kunne tage hjem. I dag ville hun i centeret så hurtigt som muligt, for hun havde åbenbart brug for at finde et eller andet tøj, hun kunne tage på til den fest, der skulle være hos Frederik.
        ”Du kan ikke bare bruge noget af det, du har?” spurgte jeg undrende, mens vi gik ud på den snedækkede plads foran skolen.
        ”Nej. Kan du ikke se, at det er den perfekte undskyldning for at købe noget nyt tøj?” Hun begyndte at trække mig i mod busstoppestedet, men jeg protesterede.
        ”Jeg har jo ikke noget buskort,” fortalte jeg hende.
        ”Så klipper jeg da bare for dig,” svarede hun med et træk på skulderen, og jeg opgav at sige hende i mod. Hvis hun ville betale for, at jeg kunne køre med bussen, ville jeg ikke klage, for det var stadig alt, alt for koldt. Desuden ville det heller ikke tage nær så lang tid at nå centeret på den måde. Vi sluttede os til de andre frysende elever, der stod og ventede på den som altid forsinkede bus. Selvom jeg var godt pakket ind, blev det alligevel koldt at stå og vente, så jeg var glad, da bussen endelig dukkede op.
        Jeg hev tasken ned fra skuldrene og dumpede ned på et tomt sæde. Lidt efter fulgte Michelle mit eksempel og satte sig ved siden af mig.
        ”Skal du egentlig med på lørdag?” spurgte hun og puttede kortet tilbage i sin taske, som slet ikke så nær så fyldt ud som min. Jeg rystede stille på hovedet, og jeg kunne se, at det var det, hun havde regnet med. Der var dejlig varmt i bussen, og jeg kunne ikke ligefrem sige, at jeg var ked af at sidde der i stedet for at skulle gå.

Den korte tur fra busstoppestedet og hen til centerets indgang var lige lang nok til, at man nåede at blive kold, så alle, der trådte ind ad de store døre, der automatisk åbnede, så ud til at byde varmen velkommen.
Michelle hev mig rundt til forskellige tøjbutikker og blev ved med at spørge om min mening i forhold til diverse beklædningsdele. Da vi havde gået rundt en times tid, kom vi forbi en lille cafélignede ting, og Michelle stoppede op.
        ”Skal vi ikke gå ind og spise noget kage?” spurgte hun og kiggede på de små hyggelige borde, der få steder var bemandet af folk, der havde taget deres jakker og halstørklæder af.
        ”Jeg har jo ingen penge med,” svarede jeg forsigtigt og kiggede på de forskellige mennesker. Et sted sad to veninder, lidt ældre end vi selv var, med dampende krus i hænderne, mens de var dybt koncentreret om deres samtale. De smilede stort, og man kunne næsten fornemme deres glæde. Der sad nogle stykker, som var helt alene, og et sted sad det, der lignede en mor og hendes datter.
        ”Det er da lige meget,” svarede Michelle med en afværgende håndbevægelse. ”Jeg giver, hvis du har lyst?”
        ”Det vil jeg gerne så,” svarede jeg. Det var egentlig mest fordi, jeg kunne se på min veninde, at hun havde ret meget lyst til et stykke kage, for jeg hadede ellers at få ting af folk. Jeg hadede, når andre betalte for mig, hvis det var penge i større mænger. Hvis det var en tur med bussen, kunne jeg klare det, men jeg havde på fornemmelsen, at det ville blive dyrere at spise på den lille café.
        Vi brugte lang tid på at finde ud af, hvad vi skulle have, og det endte med en kop varm chokolade og et stykke chokoladekage.
        ”Chokolade er godt, når det er koldt,” konstaterede Michelle, inden hun med et smil tilføjede: ”Chokolade er altid godt.”
        ”Kunne det ikke være sjovt, hvis der kom en forbi, vi kendte?” spurgte Michelle og tog en bid af sin kage, mens hun kiggede ud af det vindue, vi havde valgt bord ved. Nede på gaden kunne man se en masse godt indpakkede mennesker, som alle skyndte sig hen ad de snedækkede fortove. Det så ikke ud til, at nogle af dem havde tid til lige at stoppe op to sekunder, men det var måske i virkeligheden fordi, det var så koldt, at de ville dø af kulde, hvis de gjorde det.
        ”Tjoeh,” svarede jeg. ”Men så ville det jo være lidt ærgerligt, at man ikke kunne råbe til dem, så de så en.” Chancen, for at der ville komme nogen forbi, jeg kendte, mens vi kiggede ud, var nok ikke så stor, men jeg vidste, at Michelle kendte så mange mennesker, at det var et mirakel, at hun kunne holde styr på det.
        ”Du er virkelig helt sikker på, at du ikke skal med til fest i weekenden?” Michelle kiggede spørgende på mig over kanten på sin kop. ”Der kommer en hel masse dejlige mennesker.” Med det vidste jeg, at hun mente nogle af alle de venner, hun også havde inviteret til sin nytårsfest. Nogle af alle de mennesker jeg ikke havde kendt, men som ærlig talt heller ikke lignede nogle, jeg havde lyst til at kende. Der var måske et par stykker af dem, som jeg ville kunne holde ud at være sammen med, men resten gik vist for meget op i fest og druk til, at jeg kunne følge med.
        ”Jeg er sikker,” fortalte jeg hende og spiste det sidste af min chokoladekage. Det havde været en ret dyr kage, men når man smagte på den, var man ikke i tvivl om hvorfor. Det var i hvert fald rigtig chokolade, der var i, og der var masser af den.
        ”Det kan jo være, at ham, du snakkede med til min fest, kommer, og så kan du jo finde ud af, hvem han er.” Jeg vidste, at hun prøvede at finde en måde at lokke mig til at tage med på, men det lykkedes hende altså ikke.
        ”Jeg har jo sagt, at jeg er lidt ligeglad med, hvem han er,” fortalte jeg hende med et suk. Det var lige gået op for mig, at jeg ikke ville få fred for det her lige med det samme.
        ”Har du slet ikke lyst til at snakke med ham igen,” spurgte hun skeptisk og satte kruset fra sig.
        ”Næh,” svarede jeg, selvom jeg egentlig ikke vidste, om det passede. På en måde var der noget befriende ved at være sammen med et menneske, der var så glad og venlig, så positiv. Samtidig havde han jo vist sig at være et af de mennesker, jeg rent faktisk kunne føre en samtale med uden at føle mig alt for skidt tilpas. Han havde intet i mod bare at snakke en masse, men alligevel var det ikke på en måde, der gjorde, at jeg bare lukkede af, ligesom jeg så tit gjorde med Michelle. Det lykkedes ham både at snakke meget og sørge for, at jeg deltog i samtalen. Irriteret rystede jeg på hovedet. Det kunne jo være lige meget.
        ”Helt sikker?” blev Michelle ved, og hun lænede sig en smule tilbage, mens hun svingede det lange, lyse hår ind over skulderen, så det ikke kom i klemme mod stoleryggen.
        ”Ja,” svarede jeg opgivende og ønskede, at vi kunne snakke om noget andet, noget der ikke handlede så meget om mig. ”Desuden skal du ikke regne med, at han kommer. Han bryder sig vist heller ikke så meget om fester.” Det havde han jo rent faktisk fortalt, så mon ikke det passede. Det betød vel, at jeg havde vundet. Michelle kunne ikke længere bruge den grund til at lokke mig med. Så måtte hun jo se, om hun kunne finde på en anden.
        ”Så passer I jo sammen,” mumlede min veninde, og jeg lod som om, jeg ikke hørte det.

Vi blev siddende længe på den lille café. Snakkede, kiggede på menneskerne på gaden, holdt øje med, hvem der gik ud og ind af caféen. Det, der endte med at få os op fra stolene, var Michelle, der kom i tanke om, at hun endnu ikke havde fundet en kjole eller noget lignende. Det endte med at blive en time mere i diverse tøjbutikker, og jeg var nærmest lettet, da hun endelig fandt noget, hun var tilfreds med.
        Da den vinrøde kjole var blevet pænt foldet sammen og forsigtigt puttet i en pose, svang jeg igen halstørklædet om halsen og lynede min jakke. Der var kun blevet endnu koldere udenfor i den tid, vi havde været i centeret, og det var ligefrem begyndt at sne. Vi fik os kæmpet hen til busstoppestedet, og vi var så heldige, at den næste bus snart ville komme.

***

Jeg låste mig ind i den lille lejlighed, som både var stille og kold. Det første, jeg gjorde, var at skrue op for radiatoren på mit værelse, efter at jeg havde smidt min tunge skoletaske. Det var en ren lettelse at få den af, nu hvor jeg havde gået rundt med den så længe.
        Det var for længst blevet mørkt, og havde det ikke været for kagen i centeret, ville jeg have været ved at dø af sult. Af den grund fik jeg lavet et sørgeligt forsøg på noget aftensmad, som jeg måtte spise alene ved det lille tomandsbord i køkkenet. Vi havde et lidt større spisebord i stuen, men det virkede altid for tomt at sidde ved det, når vi kun var to – eller som nu, hvor der kun var mig.
        Mine madlavningsevner var måske ikke de bedste, men jeg havde da efterhånden bikset utallige spiselige måltider sammen i løbet af den sidste tid. Det var aldrig noget at råbe hurra for, men det ville nok også virke mærkeligt at sidde og spise fin og god mad alene. Det ville nok bare få det hele til at blive endnu mere trist. Da tallerkenen var tom, røg den en tur ind under vandhanen og i opvaskemaskinen. Jeg havde ingen anelse om, hvad jeg skulle give mig til, så et langt, varmt bad endte med at blive svaret.
        Da jeg forlod badeværelset med et håndklæde viklet om mit våde hår, var min far endnu ikke kommet hjem. Med et suk dumpede jeg ned ved skrivebordet og samlede tegningen fra dagen før op. Når man kiggede på en tegning dagen efter, den var tegnet, kunne man for det meste se alle de bittesmå fejl, man havde lavet, hvis der var nogle, så jeg samlede blyanten op, spidsede den og rettede et par streger, mens de blå øjne stirrede undersøgende op på mig.
        Det havde egentlig været en okay dag, når man tænkte over det. Jeg havde overlevet skolen, det havde været okay at være i centeret med Michelle, jeg havde fået lavet noget spiseligt aftensmad, og jeg havde ikke alt for mange lektier, jeg skulle have lavet til næste dag. Det havde meget enkelt været en helt normal dag af de bedre i Linea Winthers liv.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...