In Loving Memory

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jan. 2013
  • Opdateret: 4 mar. 2013
  • Status: Færdig
Lineas liv har aldrig været helt nemt, og det er kun gået ned ad bakke siden søsterens død. Den ellers så glade pige er lige så stille begyndt at trække sig væk fra andre og ind i sig selv. Hun har aldrig følt sig så alene, og fremtiden virker ikke lys. Hvad kan man gøre, når ens søster og bedsteveninde gennem tykt og tyndt pludselig er væk, og man må møde hverdagens problemer alene? Da Linea, stille og forsigtig som hun er, mere eller mindre mod sin vilje bliver hevet med til en kæmpenytårsfest, havde hun aldrig troet, at hun ville ende med at sidde på et koldt trappetrin og snakke om alt og intet med en fremmed dreng. Selv da det sker, kunne hun aldrig have forestillet sig, at hun ville møde denne anderledes dreng igen, og at han ville komme til at ændre hendes liv for altid. Vil det lykkedes hende at give slip på sorgen, der efterhånden har lagt sig så tungt omkring hende, at den er blevet en del af hendes hverdag, eller vil den fortsætte med lige så stille at æde hende op indefra?

47Likes
159Kommentarer
3178Visninger
AA

31. Kapitel 29

Klokken var omkring halv to, da toget holdt på perronen, og som så mange andre rejste vi os op. Jeg kunne ikke huske, hvornår jeg sidst havde kørt i tog, men jeg kunne alligevel godt huske, at jeg blev mindre køresyg af det end at køre i bil, men at jeg skulle sidde, så jeg kørte forlæns.
        Jeg tog fat i Thomas jakke for ikke at blive væk fra ham, da vi steg ud, og han tog min hånd. Han viste hjemmevant vej, samtidig med at jeg følte mig fuldstændig fortabt. Jeg havde aldrig været der før, og jeg havde i det hele taget aldrig brugt meget tid på banegårde. Vi var hurtigt væk fra togene og de mange mennesker, og jeg følte mig en lille smule dum, da jeg gik og kiggede rundt til alle sider for at finde ud af, hvordan den her by så ud. Jeg syntes ikke, man kunne fortænke mig i det, for jeg havde stort set ikke set andre byer, end de to jeg selv havde boet i. Jeg nåede hurtigt frem til, at den by, jeg nu befandt mig i, var større end den, jeg boede i.
        Solen skinnede, og himlen var fuldstændig ryddet for skyer. Det var det perfekte forårsvejr, og om det var derfor, eller om det kun var fordi, byen var større, at der var flere mennesker på fortovene, vidste jeg ikke. Jeg syntes lidt, at det var en smule spændende, og jeg ville virkelig ønske, at jeg var der af en anden grund. Hvor længe vi gik, havde jeg ikke styr på, men min taske begyndte at føles tung. Jeg lagde mærke til, at husenes størrelse og udseende ændrede sig en smule, og det overraskede mig faktisk lidt, at vi var på vej mod den pænere ende af byen.
        På et tidspunkt pegede Thomas ned ad en gade og fortalte, at det var et par gader derfra, at han havde boet. Selvom det ikke havde været en særlig lang omvej, gik vi ikke forbi, men ifølge Thomas havde han heller ikke den store lyst til at gå forbi. Der var selvfølgelig også gode minder ved det sted, men han fortalte, at han ikke brød sig om at komme tilbage til de steder, han havde boet.
       Til sidst drejede vi ned ad en kort grusvej til et enetages hvidt hus. Det var ikke lige så stort og fint som Michelles, men jeg havde alligevel en idé om, at Christoffers forældre måtte have en meget god sum penge. Der var intet ved hverken huset eller haven, der var forsømt, og der var plads til to store biler i garagen. Thomas trykkede en enkel gang på ringklokken, og her gik han ikke bare ind.
        Kort tid efter blev den hvide dør åbnet af en dreng, der var en del højere, end jeg lige havde regnet med. Der var ikke den store forskel på ham nu, og de billeder jeg havde set, selvom man godt kunne se, at han var blevet et år eller to ældre. Jeg var ret sikker på, at hans hår var blevet længere, selvom det stadig var i dreadlocks, og så var jeg ikke helt sikker på, om han havde haft læbepiercing på de billeder, jeg havde set.
        Han sendte mig et stort smil, inden han hilste på Thomas og viste os ind i huset. Jeg blev kun bekræftet i min teori om, at husets beboere havde penge nok, da jeg kom ind, selvom Christoffer ikke helt lignede sådan et type menneske. Han viste os ind på et rodet værelse, der var overklistret med krøllede plakater, og det rum passede bare overhovedet ikke ind sammen med resten af huset. Han så dog ikke ud til at tage sig det mindste af det. Han sparkede bare til et par bukser, så det bælte, der stadig sad i dem, raslede. Meget overraskende så var luften faktisk ren, og der lugtede ikke, selvom man næsten skulle tro det.
        ”Eh ja, jeg har altså ikke lige ryddet op…” Det var ikke ligefrem fordi, at der var brug for, at han fortalte os det.
        ”Nå, ej, jeg troede ellers det var sådan her, der så ud, når du havde ryddet op?” lød det sarkastisk fra Thomas, og Christoffer himlede med øjnene.
        ”Skrider du med det samme igen?” spurgte han og smed alle de ting, der lå på sengen, ned på gulvet.
        ”Ja, det gør jeg faktisk.”
        ”Nånå, men så ses vi.”
        ”Ja, det gør vi. Lad nu være med at sige noget, der giver hende traumer resten af dagen, ikke? Vi ses, Linea, jeg er snart tilbage.” Thomas gik igen, og jeg var efterladt her helt alene sammen med Christoffer, som åbnede vinduet og satte sig neden under det.
        ”Noget siger mig, at han ikke rigtig stoler på mig,” mumlede han og fiskede et eller andet op af lommen.
        ”Og noget siger mig, at du har ret,” fortalte jeg ham, hvilket fik et svagt smil til at dukke op på hans ansigt.
        ”Hvis han har sagt en masse pis om mig, så skal du nok bare gå ud fra, at det er rigtigt.” Det gik op for mig, hvad det var, han havde siddet med, da han stak det, der kunne ligne en joint, ind mellem læberne og hev en lighter op af lommen. Jeg kunne ikke helt finde ud af, om jeg syntes, det virkede særlig smart at ryge indenfor. Mon ikke hans forældre ville sige noget til det, hvis de opdagede det?
        ”Så er du også selv ude om det.” Det var egentlig ikke fordi, Thomas havde sagt særlig meget, og jeg havde lidt en følelse af, at det, han nu engang havde sagt, var helt rigtigt.
        ”Hvis det indebærer noget med hash, druk og en masse piger, så bliver jeg nok nødt til at stå inde for det,” svarede han med et skuldertræk og tog et sug af jointen. I virkeligheden var det ret meget de ting, der havde været nævnt. Den hashrygende og ukronede konge af one night stands var vist, hvad Thomas havde kaldt ham.
        ”Siger dine forældre ikke noget til, at du ryger indenfor?” spurgte jeg og vidste ikke, hvor min interesse for at snakke pludselig kom fra. Jeg kendte ikke denne dreng, og alligevel sad jeg og lagde op til en samtale.
        ”Næh,” svarede han og kiggede ned på jointen mellem sine fingre, som om han ikke havde tænkt over det før nu. ”De lægger ikke mærke til en skid, og de er alligevel aldrig herinde.” Han lød ligeglad, men noget sagde mig, at det ikke helt var tilfældet. Der var stille længe, inden han pludselig brød stilheden:
        ”For et år siden sad jeg på et gelænder et eller andet sted sammen med Tom – jeg røg vist nok en joint – da han blev ringet op af Magnus’ onkel.” Hvorfor han havde lyst til at dele den information med mig, vidste jeg ikke, men han lignede lidt en, der havde fået et slag i ansigtet.
        ”Åh gud,” mumlede han og gled endnu længere ned på gulvet. ”Et helt år. Et helt fucking år.” Jeg kunne ikke helt finde ud af, om jeg skulle reagere, for han så ikke ud til at være helt okay. Det var det, der blev starten på en lang samtale, der mærkeligt nok handlede om Magnus. Han kunne fortælle mig en hel utrolig masse ting, som Thomas ikke havde fortalt mig, men også ting, der handlede mere om hans eget forhold til den afdøde dreng.
        Han fortalte mig, hvordan han altid havde ønsket sig søskende, fordi hans forældre altid havde arbejdet utrolig meget, så han havde været meget alene. Magnus havde været som en lillebror for ham.
        ”Det forhold, han og Tom havde, var noget specielt, men det havde alligevel sine begrænsninger. Der var ting, Magnus fortalte mig, men som han aldrig fortalte Tom. Grunden var meget enkelt, at han vidste, hvor meget Tom bekymrede sig om ham. Han havde ikke lyst til at fortælle ham det, fordi han vidste, hvordan han ville reagere. Jeg er ret sikker på, at jeg var den eneste, han nogensinde fortalte, hvordan hans forældre havde behandlet ham. At de ikke kun råbte af hinanden, men også af ham, og at hans far slog ham.”
        Jeg nåede hurtigt frem til, at Christoffer var meget nem at snakke med, fordi han var typen, der meget enkelt bare snakkede. Han var ikke ligesom Thomas, der var venlig og åben over for alle, men han var lige så nem at snakke med bare på en anden måde. Thomas var typen, der kunne gå hen og spørge nogen, om han måtte låne en lighter, hvis ham kunne se, at de havde en. Christoffer derimod var typen, der kunne finde på at gå hen til en helt tilfældig og spørge efter en lighter, og hvis de så ikke havde en, trak han bare på skulderen og ønskede dem en god dag.
        Jeg blev ved med at overraske mig selv og endte med at fortælle ham en smule om min søster. Det passede bare ind, virkede relevant.
        ”Det er trist, at det lige er sådan nogle mennesker, der skal forlade os. Især når det er så tidligt.” Han sad og legede med sin lighter, men fjernede blikket fra den for at kigge op på mig, der sad på den uredte seng.
        ”Jeg ved godt, at man virkelig ikke skulle tro det, når man tænker på, hvordan jeg lever mit liv, men jeg er faktisk ret religiøs. Man har altid været meget kristne i min familie. Lige da Magnus døde, stillede jeg mig slev det spørgsmål, så mange stiller sig selv: hvis Gud virkelig findes, hvordan kunne han så lade det ske?”
        ”Fandt du svaret?” spurgte jeg, men han rystede på hovedet. Jeg så ingen grund til at sætte spørgsmålstegn ved det faktum, at han var religiøs, selvom det i hvert fald ikke var, hvad man skulle tro, for jeg havde efterhånden fattet, at man ikke skulle dømme folk alt for hurtigt.
        ”Nej, det svar tror jeg aldrig, nogen finder. Jeg indrømmer gerne, at jeg begyndte at tvivle lidt på det hele dengang, for det med Magnus var en ret stor omvæltning af min verden. Jeg havde aldrig tænkt, at det kunne ske. Men så gik jeg i kirke en dag og nåede frem til, at det nok ikke var Gud, man skulle give skylden. Jeg ved ikke, hvad du tænker om sådan noget, men kirken er faktisk et meget godt sted at tænke. Jeg snakkede faktisk lidt med præsten, og han fandt et citat til mig, som hjalp mig lidt. Noget en eller anden biskop eller sådan noget havde sagt.”
        Jeg kunne ikke helt finde ud af, om det overraskede mig eller ikke, at han kunne det udenad. Jeg nåede frem til, at det ikke var så mærkeligt, da han remsede det op:

Intet menneske kan forklare eller forsvare, det der er sket. Men ét tror jeg og stoler jeg på, uden et øjeblik at kunne føre bevis for det. Jeg tror og jeg stoler på, at Gud i sin kærlighed græder med de sørgende, fordi han ved, hvordan det er at miste. Jeg tror og jeg stoler på, at Gud tager alle de døde ind i sin varetægt, hvad end deres navne er, og hvilken tro de end måtte tilhøre. Og jeg tror og stoler på, at Gud vil, at vi skal åbne os imod livet. Det skrøbelige, sårbare liv, som vi er sat til at leve med hinanden.

Jeg havde ikke svært ved at se, hvad han så i det citat, og hvem, der end havde sagt det, havde ikke været helt dum. For når det kom til stykket, var det vel den rigtige indstilling at have. Man skulle tro på, at det hele ikke kun var skidt.
        ”Alt det her med Magnus har rent faktisk lært mig en ting – eller det har nok lært mig flere, men der er især en ting. Man bliver nødt til at holde fast i sine værdier, for hvis først man mister dem, kan man lige så godt give op. Der er så mange ting, man lidt for nemt kan miste, og det er dem, vi må holde ekstra godt fast i. Om det så er håbet, lysten til at leve eller ens tro er fuldstændig lige meget.” Jeg måtte konstatere, at jeg endnu engang havde taget fejl i forhold til mine gæt på, hvordan folk var. Jeg havde egentlig ikke troet, at Christoffer var typen der gik og tænke en del over tingene, men det så det ud til, at han var. På trods af at han vist røg lidt for meget hash, så var han ikke dum.
        ”Hvis ikke snart Tom kommer tilbage, så ender det med, at jeg skal af sted, før han dukker op,” sukkede Christoffer og rejste sig op. Han begyndte at lede efter et eller andet, og i mine tanker ønskede jeg ham held og lykke med at finde det. Jeg havde faktisk et spørgsmål, jeg gerne ville have svar på, og jeg var egentlig lidt ligeglad med, hvem der svarede mig på det, så jeg nåede frem til, at det meget vel kunne blive Christoffer.
        ”Thomas havde det ikke særlig godt lige efter Magnus’ død, havde han vel?”
        ”Nej,” svarede den høje dreng med dreadlocks og stoppede med det, han havde gang i. ”Det var helt forfærdeligt, og gudskelov for at det har ændret sig. Du ved, man siger altid, at de døde sidder et eller andet sted og kigger ned på os, ikke? Hvis det virkelig passer, så håber jeg, at Magnus ventede et par måneder med at kigge herned, for død eller ej så ville han ikke have godt af at se Tom sådan. Det var også en af de ting, han fortalte mig, men aldrig rigtig Tom. Hvor meget han egentlig betød for ham. Jeg er ret sikker på, at hvis ikke det havde været for Tom, så havde vi slet ikke haft Magnus så længe, som vi havde, og det var langt fra længe nok.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...