In Loving Memory

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jan. 2013
  • Opdateret: 4 mar. 2013
  • Status: Færdig
Lineas liv har aldrig været helt nemt, og det er kun gået ned ad bakke siden søsterens død. Den ellers så glade pige er lige så stille begyndt at trække sig væk fra andre og ind i sig selv. Hun har aldrig følt sig så alene, og fremtiden virker ikke lys. Hvad kan man gøre, når ens søster og bedsteveninde gennem tykt og tyndt pludselig er væk, og man må møde hverdagens problemer alene? Da Linea, stille og forsigtig som hun er, mere eller mindre mod sin vilje bliver hevet med til en kæmpenytårsfest, havde hun aldrig troet, at hun ville ende med at sidde på et koldt trappetrin og snakke om alt og intet med en fremmed dreng. Selv da det sker, kunne hun aldrig have forestillet sig, at hun ville møde denne anderledes dreng igen, og at han ville komme til at ændre hendes liv for altid. Vil det lykkedes hende at give slip på sorgen, der efterhånden har lagt sig så tungt omkring hende, at den er blevet en del af hendes hverdag, eller vil den fortsætte med lige så stille at æde hende op indefra?

47Likes
159Kommentarer
3309Visninger
AA

30. Kapitel 28

Min påskeferie var alt for hurtigt slut, og jeg ønskede utrolig meget, at den bare ville komme tilbage. Skolen var ikke længere helt så slem, men jeg ville nu stadig gerne bare have fri. Fredag havde jeg været sammen med Michelle, lørdag havde min far været så dejlig at få fri, og søndag havde jeg, som jeg havde lovet Agnes, været hos Andreas. Og så havde jeg kigget Thomas’ bog færdig. Jeg følte lidt, at jeg var kommet til at kende Magnus en lille smule, og jeg havde kun fået mere lyst til rent faktisk at møde ham. Det var desværre fuldstændig umuligt, og det gjorde mig trist. Trist for min egen skyld, men mindst lige så meget for Thomas’.
        Det var jo ham, det var værst for. Da jeg næsten var nået enden af bogen, var et stykke sammenfoldet papir faldet ud, og uden at tænke over det havde jeg foldet det ud. De kantede bogstaver var ikke en håndskrift, jeg umiddelbart genkendte, men det gik hurtigt op for mig, at det var Magnus’. Det virkede på en eller anden måde utroligt mærkeligt at sidde med noget, han havde skrevet. Noget jeg vidste, han havde rørt ved. Jeg vidste ikke hvorfor, det var bare mærkeligt.

Jeg er taget ind i byen. Ville ikke vække dig, vi ses i eftermiddag.
-jeg elsker dig,
Magnus

Af en eller anden grund, var jeg ikke et øjeblik i tvivl om, at han virkelig havde ment den sidste linje. Jeg var efterhånden noget frem til, at denne dreng havde betydet utrolig meget for Thomas, og jeg var ret sikker på, at de følelser havde været gengældte. Det var lige præcis det, der gjorde det hele så forfærdeligt. Når de nu havde holdt så meget af hinanden, var det da ikke retfærdigt, at det skulle ende, som det gjorde.
        Jeg nåede hurtigt den sidste side, hvorpå der kun var skrevet en enkelt linje:

I hope you’ve finally gone to a place where you belong
- BFMV

Sætningen gav jo meget god mening. Hvis jeg havde forstået det her rigtigt, så havde Magnus på ingen måde følt, at han passede ind i denne verden, hvilken kun var umådeligt trist. Så kunne man vel kun håbe, at han endelig var et sted, hvor han hørte til. Det, jeg ikke kunne få til at give mening, var de fire bogstaver, efter det, jeg gik ud fra, var en citatstreg. Jeg gik resten af den dag og prøvede at regne ud, hvad det stod for, og til sidst blev jeg så irriteret over ikke at kunne finde ud af det, at jeg bare skrev til Thomas og spurgte. Svaret kom hurtigt, og det viste sig selvfølgelig, at sætningen kom fra en sangtekst, og at de fire bogstaver var en forkortelse af bandnavnet

***

Da jeg fik fri fra skole mandag, havde jeg tre gode grunde til at gå en tur på biblioteket. For det første havde jeg nogle lektier, der skulle laves, og da de skulle laves på computer, foretrak jeg at lave dem på biblioteket frem for derhjemme. Både fordi computeren var bedre, der var internet, og sidst, men ikke mindst fordi det var knapt så ensomt. Alle de lektier jeg ikke kunne lave hos Michelle, plejede jeg at lave på biblioteket. Nu var jeg så også begyndt at lave dem hos Thomas eller Andreas engang imellem, men når jeg var sammen med dem, så ville jeg hellere lave noget andet end lektier.
        Min anden grund var, at jeg nu efterhånden havde et par sange, jeg gerne ville have hørt. Både Magnus’ sange, og den Thomas havde nævnt. Den sidste grund var, at den bog, jeg gerne ville låne, var kommet.
        På vej hen til biblioteket smuttede jeg en tur forbi min elskede kiosk for at købe en sodavand. Jeg var efterhånden ved at blive verdensmester i at finde en god undskyldning for at drikke sukkervand med bobler. I dag var undskyldningen at jeg skulle skrive engelskstil – noget jeg ikke var særlig god til – og at jeg nok ville blive en smule eller nok nærmere meget trist af at høre de sange. Jeg bestemte mig for at skrive stilen først, for jeg var bange for, at jeg ellers ikke ville kunne koncentrere mig om den. Det tog mig ret lang tid at få skrevet de omkring 400 ord, der skulle stå i sådan en stil, og jeg var nok ret heldig med, at det her ikke var nogen eksamen. Så ville jeg da aldrig have nået det.
        Jeg startede med at høre Pain og den anden sang, Thomas havde snakket om, og jeg sørgede for at finde teksten på Google, så jeg var sikker på at forstå den. Jeg kunne hurtigt konstatere, at især Home var en alt for voldsom sang til den søde, lille Magnus, men det sagde vel bare noget om, hvor grueligt fejl man kunne tage, når man dømte folk på deres udseende. Noget folk var lidt for gode til.
        Jeg havde en smule lyst til bare at nægte at tro på, at de sange kunne beskrive hans liv, men jeg vidste godt, at det bare ville være at snyde mig selv. De passede, og det var trist og sørgeligt. Jeg var efterhånden begyndt at forstå, hvorfor han havde kunnet finde på at handle, som han gjorde. På en måde frygtede jeg lidt for den sang, der var refereret til til sidst i billedbogen, for efter hvad jeg havde kunnet forstå på Thomas’ SMS, var det langt fra en glad sang. Det var en sang, han ikke håbede, jeg kunne relatere til, fordi han selv havde kunnet. Det var meget enkelt en sang, der handlede om, hvor forfærdeligt, man kunne have det, når en man virkelig holdt af var død, og det gjorde på en eller anden måde en smule ondt at vide, at Thomas efter sigende skulle have haft det sådan.

Jeg endte med at høre sangen igennem en hel masse gange for at få fat på det hele. Nogle sagde, at musik bare var musik, andre sagde, at det var meget mere, at det kunne få alle følelser frem. Hvis man bare hørte sangen uden at tænke over det, var det bare en god sang, hvis man kunne lide den genre. Hvis man tænkte over teksten, var det trist, men hvis man tænkte på Thomas og Magnus, fik man tårer i øjnene. Så enkelt var det.
        Så kunne folk sige, at jeg var følsom, eller hvad de ville, men jeg fik kun mere ondt af Thomas. Det var lige gået op for mig, at han nok ikke altid havde været så unaturligt glad og positiv. I hvert fald ikke da han lige havde mistet Magnus. Havde han ikke også sagt, at han havde hørt den anden sang mere for sin egen skyld end for Magnus’ dengang? Den sang om ikke at give op.
        Noget sagde mig, at det ikke havde faldet ham naturligt at se tingene positivt for et år siden. Det var noget, han havde kæmpet for at kunne. Han havde kæmpet en hård kamp mod sorgen, og han havde været så heldig at vinde. Jeg kunne se på ham, at han ikke var kommet over Magnus, at han aldrig ville komme det, men jeg kunne også se, at han i det mindste prøvede at leve sit liv, nu hvor Magnus ikke kunne leve sit.

Den aften drømte jeg en mærkelig drøm, og i virkeligheden var det nok nærmere et mareridt end en drøm. Den var i hvert fald ikke behagelig. Det eneste, jeg så, var Magnus. Der var intet andet end den sorthårede dreng, der stod med et headset på og sang med på sangen Pain. I virkeligheden var det egentlig bare omkvædet, der kørte igen og igen, men den sorthårede dreng så alligevel ud til at leve sig ind i det.  Hans øjne var lukkede, og hænderne hvilede på hver side af headsettet.
        Hvis man tænkte bort fra, at teksten måske ikke var så hyggelig, var der ikke noget slemt over det endnu. Magnus så ikke engang særlig trist ud, fordi man ikke kunne se de grå øjne. Det var først, da store blødende flænger begyndte at dukke op af ingenting på hans arme, at det ikke længere var særlig behageligt. Han så dog ikke ud til selv at bemærke noget, og musikken tonede lige så stille ud. I samme øjeblik som den sidste tone lød, spærrede han øjnene op, men de var langt fra lysegrå. I stedet var de kulsorte og pupilløse. Det var så der, jeg vågnede, og det var jeg kun glad for. Det var måske ikke det mest skræmmende, men det var uhyggeligt nok for mig.

Den næste dag blev de sorte øjne ved med at hjemsøge mig, og jeg forstod ikke helt hvorfor. Jeg forstod generelt bare ikke meningen med den drøm. Men forstod man nogensinde drømme? Og var der rent faktisk en mening med dem nogle gange? Hvis der var, så måtte jeg ærligt indrømme, at jeg var gået glip af en hel del, for jeg kunne aldrig se nogen mening i mine drømme. Det eneste, jeg vidste, var, at den her drøm havde været en smule uhyggelig. Så i stedet for at tænke mere over det, prøvede jeg bare på at glemme det.
        Da jeg tog om til Thomas onsdag, fordi jeg endnu engang skulle spise hos dem, fandt jeg ud af, at han smuttede fra byen om torsdagen. Så kunne man jo diskutere, om det var Magnus eller Christoffer, han skulle besøge. Sidste gang var det på grund af fødselsdag, denne gang var det en lidt mere triste grund. Denne helt normale torsdag skulle markere, at der nu var gået et helt år, siden verden mistede Magnus.
        Hvordan det endte sådan, vidste jeg ikke, men jeg aftalte med Thomas, at jeg kunne tage med. Helt præcis hvorfor, jeg gerne ville det, vidste jeg ikke, men måske det var fordi, jeg gerne ville hjælpe ham for en gangs skyld, nu hvor han havde hjulpet mig så meget. Han havde en aftale med Magnus’ onkel, men han kunne ikke gå med på kirkegården, og det kunne Christoffer heller ikke. Det ville betyde, at Thomas selv skulle tage derhen, og det, syntes jeg ikke, var en god idé. Jeg vidste, at det ikke ville være en dag, hvor Thomas var i særlig godt humør, og nu hvor det var den første årsdag, hvis man kunne kalde det det, så syntes jeg ikke, han skulle være alene om det. Jeg ville i hvert fald gerne have, at der var nogen til at støtte mig på sådan en dag.
        Det så heller ikke ud til, at Thomas havde noget i mod, at jeg tog med, for han gjorde ikke så meget som en eneste indvending. Det eneste, han gjorde mig opmærksom på, var, at han, som han tidligere havde sagt, skulle snakke lidt med Magnus’ onkel, og at jeg derfor ville komme til at være lidt alene sammen med Christoffer.
        Det var ikke fordi, det var det værste i verden, og selvom jeg var dårlig til fremmede mennesker, skulle jeg nok klare det. Nu kendte jeg ikke rigtig Christoffer, og det var ikke kun gode ting, jeg havde hørt om ham, men han var trods alt gode venner med Thomas og Andreas, og så kunne han nok ikke være helt slem. Han passede i hvert fald sammen med dem, og dem kunne jeg med.
        Jeg fik lov til at tage fri fra skole torsdag middag og hele fredag, hvilket på ingen måde gjorde mig noget. Selvom vi lige havde haft ferie, følte jeg mig stadig ikke skolefrisk. Det var dog blevet bedre på en eller anden måde, og jeg følte lidt, at jeg rent faktisk snakkede mere med folk. Min far havde lovet mig, at han ville prøve at blive bedre til at holde vores aftaler, og det var han også blevet. Alting gik bare lidt bedre. Det meste af det var nok på en eller anden måde lidt på grund af Thomas og Andreas, men måske jeg i virkeligheden også havde gjort noget for dem.
        Hvor meget, jeg havde gjort for Andreas, var måske begrænset, men jeg var blevet gode venner med Agnes, og ifølge Andreas var det godt for hende. Jeg følte selv, at jeg med mine kommentarer havde fået Thomas til at tænke over, om der måske var nogle ting, han skulle fortælle Camilla og Peter. Det glædede mig, at han onsdag havde bestemt sig for at fortælle nogle af disse ting til dem, selvom det overraskede mig, at han havde bestemt det så pludseligt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...