In Loving Memory

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jan. 2013
  • Opdateret: 4 mar. 2013
  • Status: Færdig
Lineas liv har aldrig været helt nemt, og det er kun gået ned ad bakke siden søsterens død. Den ellers så glade pige er lige så stille begyndt at trække sig væk fra andre og ind i sig selv. Hun har aldrig følt sig så alene, og fremtiden virker ikke lys. Hvad kan man gøre, når ens søster og bedsteveninde gennem tykt og tyndt pludselig er væk, og man må møde hverdagens problemer alene? Da Linea, stille og forsigtig som hun er, mere eller mindre mod sin vilje bliver hevet med til en kæmpenytårsfest, havde hun aldrig troet, at hun ville ende med at sidde på et koldt trappetrin og snakke om alt og intet med en fremmed dreng. Selv da det sker, kunne hun aldrig have forestillet sig, at hun ville møde denne anderledes dreng igen, og at han ville komme til at ændre hendes liv for altid. Vil det lykkedes hende at give slip på sorgen, der efterhånden har lagt sig så tungt omkring hende, at den er blevet en del af hendes hverdag, eller vil den fortsætte med lige så stille at æde hende op indefra?

47Likes
159Kommentarer
3174Visninger
AA

29. Kapitel 27

Det var lykkedes min far at få fri de første dage af påskeferien, hvilket jeg var utrolig glad for. Vejret var kun blevet bedre, og det var efterhånden begyndt at føles som rigtigt forår. Jeg kunne ikke tro, at det allerede var næsten tre måneder siden, det her år begyndte. Det var allerede to måneder siden, at jeg havde stået opgivende foran sodavandskøleskabet i kiosken og ønsket mig tilbage til sidste år eller frem til det næste. For et par måneder siden var det hundekoldt, og vejene var dækkede af is og sne.
        Nu skinnede solen, og det så ud til at blive et helt fint år alligevel. Torsdag formiddag havde min far og jeg sat påskeliljer op til Line, så hun også kunne mærke, at foråret nu var ved at komme. Jeg håbede så inderligt, at det bedre vejr ville fortsætte, så det hurtigt blev sommer. Der var godt nok nogle ret triste grå dage ind imellem, men det gjorde ikke så meget, når solen så kom nogle andre dage.
        Min far blev desværre nødt til at arbejde om eftermiddagen, men han ville komme tidligt hjem, for vi skulle spise hos Camilla og Peter. Jeg blev lidt hjemme i lejligheden, inden jeg tog om til det gule hus. Jeg endte med at rydde en smule op på mit værelse, for selvom jeg ikke havde sådan helt vildt mange ting, blev der ret nemt rodet. Det sidste, jeg gjorde, inden jeg tog af sted, var at hænge den tegning, Agnes og jeg havde tegnet, op.
        Jeg havde været omme hos Andreas om søndagen, så der havde vi fået tegnet den færdig, og Agnes havde ment, at den skulle jeg have med hjem. Jeg var egentlig meget glad for den, for selvom den kun var en lille ting, gjorde den en forskel på mit værelse. Inden jeg tog hjem, havde jeg lovet Agnes, at jeg ville komme om til dem igen om søndagen.
        Da jeg kom om til Thomas, var han ved at hjælpe Camilla med et eller andet, og jeg fik at vide, at jeg bare kunne gå ned på værelset. Jeg havde en danskstil, som jeg skulle have sendt, så jeg havde fået lov til at låne hans computer. Jeg fik hurtigt flyttet stilen fra mit gamle, overfyldte USB-stik og over på computeren, så der gik ikke længe før, at den ting var ude af verden. Det kunne til tider være ret besværligt ikke at have internet, men så var det jo heldigt, at jeg kendte andre mennesker, der havde, eller at jeg kunne gå ned på biblioteket og låne deres computere.
        Da jeg var færdig, kiggede jeg bare rundt på det som altid meget ryddede skrivebord. Der lå som altid en eller anden skolebog eller et eller andet, men i dag lå der også noget andet. En bog som hverken var en skolebog eller en roman og flere ark foldet papir. Jeg skubbede de foldede papirer ned og samlede bogen op. Jeg studerede den kort, og skulle lige til at åbne den, da Thomas kom ind. Jeg kiggede skyldigt ned på bogen i mine hænder.
        ”Undskyld, det var ikke fordi at jeg-” Jeg nåede ikke at tale færdigt, før han afbrød mig:
        ”Det gør ikke noget, Linea. Du må gerne kigge i den.”
        ”Hvad er det?” spurgte jeg og vendte den igen i hænderne.
        ”Billeder. Det var noget Chriz fandt på, men jeg må ærligt indrømme, at det til tider er meget rart. Du ved, det er ligesom, at du bliver ved med at tegne Line. Bare så man kan huske, hvordan de så ud, både når de smilede, og når de ikke gjorde.” Jeg følte mig lidt langsom, da det endelig gik op for mig, at det måtte være billeder af Magnus. Jeg åbnede forsigtigt bogen, for jeg ville nu ikke have noget i mod at se andre billeder, end det der stod på hylden, samtidig med at Thomas tog de sammenfoldede papirere og lagde dem ned i en skrivebordsskuffe.
        Hvad end det var, så havde jeg på fornemmelsen, at det havde noget med Magnus at gøre, og at det ikke var noget, jeg skulle se. At det var noget, der var lidt mere personligt for Thomas. På den første side i billedbogen var en kort tekst skrevet, og jeg genkendte hurtigt Thomas’ håndskrift. Det, der så tog mig lidt længere tid at opdage, var, at det var en sangtekst. Ikke at det burde undre nogen.

I wanted you to know that I love the way you laugh
I wanna hold you high and steal your pain away
I keep your photograph and I know it serves me well
I wanna hold you high and steal your pain

Because I'm broken when I'm lonesome
And I don't feel right when you're gone away

-Seether, "Broken"

Jeg bladrede videre – stadig forsigtigt for jeg ville helst ikke ødelægge noget på nogen måde – og jeg havde en fornemmelse af, at det her ikke ville blive helt frit for følelser. Jeg fandt ret hurtigt ud af, at han havde haft længere hår, end jeg lige havde troet. Det var en del længere end Andreas’, men på trods af den jævne farvning, så det både mere ødelagt og forsømt ud. Ikke fordi det var voldsomt, det fik ham bare til at se lidt mere trist ud.
        På de fleste af billederne var han alene, men det var tydeligt, at det ikke var billeder, han havde stillet op til. Det var billeder, der bare var blevet taget. På et tidspunkt var der et billede, hvor han sad og snakkede med Thomas, og en andet hvor han grinede sammen med Andreas. Det var helt klart billeder som det sidstnævnte, der gjorde én en smule glad, samtidig med at der var alt for mange billeder, hvor han så lidt for trist ud, hvor han så alt for alvorlig ud.
        Jeg kunne hurtigt konstatere, at han havde en forkærlighed for hættetrøjer, og at han havde en tendens til at trække ærmerne helt ned over hænderne. Jeg vidste da godt, at det var begrænset, hvor meget man kunne lære om folk ud fra billeder, men jeg var ret sikker på, at der ikke havde været nogen finsortering i de her billeder. Det var ikke kun de bedste billeder, og dem der gav det bedste indtryk, det var dem alle sammen. Også dem der fortalte nogle mindre gode ting. Jeg kom både forbi et billede, hvor han røg, og et hvor han lignede en, der var stangstiv.
        Det næste billede, jeg fik at se, blev det billede, der endelig skulle fortælle mig, hvordan Christoffer så ud. For jeg gik stærkt ud fra, at det var ham, Magnus sad og drak øl med. Drengen virkede til at være et pænt stykke højere end Magnus, hvilket måske ikke sagde så meget, hans øjne lignede en mærkelig blanding af brun og grøn, men det mest bemærkelsesværdige ved ham var hans hår. Dreadlocks. De hang tykt ned på begge sider af hans ansigt, og jeg nåede frem til, at han måtte have en hårfarve, der var lysere end min, men mørkere end Thomas’. Under billedet stod teksten:

Andreas: Jeg er 16 nu. Det vil sige, at jeg nu officielt gerne må købe øl.
Chriz: Hah, det har jeg måttet i snart et år.
Andreas: Jaja, luk. Det værste er, at der stadig går et par år, før man slipper helt for, at de der dumme kassedamer spørger om, hvor gammel man er.
Magnus: Pis, så går der mindst fem år, før jeg kan købe en øl, uden at skulle hive sygesikringskort eller sådan et eller andet frem.
Andreas: Du er sgu da kun et år yngre end mig?
Magnus: Ja, men har du nogensinde prøvet at gå ind i en kiosk for at købe en øl og ligne en på tretten? Nej, det har jeg heller ikke, men jeg er pænt sikker på, at den der dumme kassedame ville dø af grin. Vær du bare glad for, at de kun spørger dig nogle gange. Folk ville ikke engang tro på, at det var mit kort.

Thomas havde sagt, at Magnus godt kunne lave sjov med sin højde og yngre udseende, og jeg havde på fornemmelsen, at det var det, jeg lige havde set et eksempel på.
        ”Hvem har skrevet teksterne?” spurgte jeg, og Thomas kiggede over på mig.
        ”Chriz har vist skrevet det meste, men Andreas og jeg har vist også skrevet en smule.”
        ”Og jeg går ud fra, at det er ham med dreadlocks?”
        ”Det er det.”
        ”Hmm, han skriver pænere end mig.”
        ”Ja,” fnøs Thomas. ”Og så kalder han mig gay?” Jeg kiggede igen op på ham for at se, om han havde ment den kommentar alvorligt. Det så det ud til, at han havde.
        ”Måske der er en grund til det?” spurgte jeg og hævede øjenbrynene.
        ”Stille, Linea,” svarede han afværgende, selvom han ikke kunne skjule sit smil.
        ”Du er forfærdelig, du er,” fortalte jeg ham med en hovedrysten, og det fik kun hans smil til at vokse.
        ”Måske, men hvis du var mig, ville du heller ikke finde dig i at blive kaldt gay af en, der har en livsstil, der hedder hash og one night stands.”
        Jeg vendte opmærksomheden tilbage til billeder af delvist to drenge jeg kendte, og delvist to jeg aldrig havde mødt. Der var kortere tekster eller mindre citater under en del af billederne, og det var alle sammen enten nogle, man grinede eller rystede på hovedet af. På en af siderne var teksten fra den sang, Thomas havde spillet nogle dage tidligere også skrevet ind. Der var også flere citater, som skulle forestille at komme fra Magnus af:

Ingen er perfekte, og dem, der ser ud til at være det, er dem, der mindst er det.
-Magnus

Man kan ikke altid være den bedste til alting, men du vil altid være den bedste til at være dig. Den kunst vil ingen kunne gøre dig efter.
-Magnus

Hvis du ikke må være dig selv, hvem skal du så være? Jeg har aldrig hørt om noget sted, hvor du kan købe nye personligheder, og alle andre er optagede?
-Magnus

På et tidspunkt var der et billede af Thomas og Magnus, der krammede, og under det stod der med en håndskrift, jeg endnu ikke havde lagt mærke til:

De ser jo næsten søde ud.
-Andreas

Jeg kunne ikke helt finde ud af, om det var mærkeligt, at jeg var så optaget af de mange billeder, men jeg kunne på en eller anden måde bare godt lide Magnus. Der var noget specielt over ham, og efter min mening var det ikke på en dårlig måde. Han så så sød og uskyldig ud, men når det kom til stykket, så var han det ikke. I hvert fald ikke det sidste. De værste billeder var dem, hvor han så ud til at være ked af det, og det største problem var, at selvom det ikke var til at holde ud at se på, kunne jeg ikke få mig selv til at bladre videre. Jeg blev bare ved med at kigge på den gråøjede dreng.
        Af de billeder jeg så, var der meget få, hvoraf man ville kunne få en idé om, at de rent faktisk var kærester. Der var et billede, hvor de lå og sov sammen på en sofa, og Thomas havde den ene arm rundt om Magnus, og så var der rent faktisk et enkelt billede, hvor de kyssede. Grundet den kendskab jeg efterhånden havde til både Andreas og Christoffer, så undrede teksten under det sidste billede mig ikke det fjerneste:

Andreas: Jeg tror, de kan mærke, at vi kigger på dem.
Chriz: Det tror jeg også. De er fandeme dårlige til at holde masken.
Andreas: Fandeme ja. Det er sgu lidt useriøst.
Chriz: Præcis. Kan I så få tørret de åndssvage smil af derhenne, så i kan tage jer sammen og måske fortsætte med det, I havde gang i?
Magnus: Luk røven, Chriz, ellers så kommer jeg og propper den der joint så langt ned i halsen på dig, at du bliver kvalt i din egen røg.
Chriz: Det ville da være spild af en god joint?
Tom: Måske, men verden ville blive et meget lykkeligere sted.
Chriz: Jeg føler mig elsket.
Andreas: Det er du ikke.
Chriz: Fuck dig, Andreas.
Andreas: Ellers tak.
Magnus: Ej, okay, nu stopper I, inden det her bliver mere gay, end det allerede er. Chriz, hvis jeg ikke må kvæle dig i den der joint, så tager jeg den og ryger den for dig.

”Den, der har skrevet det her, må have en meget god hukommelse,” konstaterede jeg.
        ”Det er Chriz, han husker de mærkeligste ting.”
        ”Det må man nok sige.” Med en hovedrysten bladrede jeg videre i bogen, mens jeg prøvede at forestille mig, hvordan Christoffer var som person. Han lød ærlig talt ikke som en, der var helt normal, men det var måske ikke så mærkeligt, hvis alt den hashsnak passede. De mange billeder gav et helt andet billede af Magnus, end det man fik af at se det ene billede, der var indrammet. Jeg var et godt stykke over halvvejs, da jeg bladrede om til det sidste billede, jeg ville nå at se den aften. Et billede jeg godt kunne have undværet.
        ”Av, for fanden,” mumlede jeg uden at tænke over det, og jeg håbede inderligt, at Thomas ikke havde hørt det. Det havde han selvfølgelig, og han kom over til mig for at se, hvad det var, jeg var stødt på. Det var ikke så overraskende et billede af Magnus, men det var en del anderledes end alle de andre. For det første havde han kun T-shirt på – ingen hættetrøje med ærmerne hevet ned – og så havde han taget armene beskyttende op foran hovedet for at undgå kameraet så godt som muligt.
        Uden den store trøje kunne man se, hvor tynd han egentlig var, men det var ikke det eneste, man kunne se. De tynde hvide ar, der pyntede hans underarme på indersiden, var lidt for tydelige, og der var ingen tvivl om, at nogen havde lavet dem der med vilje. Jeg kunne se, at synet gjorde mindst lige så ond på Thomas, som det gjorde på mig, og jeg havde en helt utrolig lyst til bare at smække bogen sammen, så han slap for at se på det. Jeg gjorde det dog ikke og kiggede i stedet spørgende op på ham.
        ”Har han selv gjort det?” Jeg vidste godt, hvad svaret ville blive, men jeg følte alligevel ubehag, da Thomas nikkede. Han havde bidt sig selv i læben, og det her var endnu engang blevet til en af de situationer, jeg ikke brød mig om.
        ”Men hvorfor?” Han sukkede og satte sig hen på sengen, og lidt efter gik jeg over og satte mig ved siden af ham.
        ”Det spurgte jeg også om,” fortalte han mig. ”Men jeg kan godt fortælle dig, at det var et svar, der var svært at få. Jeg brød mig aldrig om at tvinge ham til at fortælle noget, men nogle gange kunne det blive nødvendigt. Det var ret ubehageligt, for jeg tror aldrig han har været så modvillig i forhold til at snakke om noget. Han var langt fra stolt af det, men han var på den anden side heller aldrig stolt over noget, han havde gjort.”
        Det mindede mig utrolig meget om samtalen med Andreas, og jeg kunne mærke, hvordan hjertet sank i brystet på mig. Jeg havde en lille smule lyst til at græde, for jeg fandt det virkelig utrolig trist. Jeg havde så forfærdeligt ondt af den dreng, jeg aldrig havde kendt og aldrig ville komme til at kende. Det kunne da ikke være rigtigt, at nogen skulle have det så skidt?
        ”Det er ikke noget, jeg rigtig har nogen forstand på, men siger de fleste ikke, at det er noget de gør, fordi de vil overdøve en psykisk smerte med en fysisk?”
        ”Det tror jeg,” svarede jeg usikkert, for jeg vidste det heller ikke. ”Men det var måske ikke det, der var problemet?” Han rystede på hovedet.
        ”Kan du huske, at jeg sidst nævnte, at der specielt var to sange?” Jeg nikkede og han fortsatte:
        ”Der er en af de sange – Pain hedder den – som meget enkelt handler om at være træt af at føle ingenting, og at man hellere vil føle smerte. Det var den forklaring, han til sidst gav mig.”
        ”Han sagde, at han i en periode ingenting følte, og at det var det værste, han nogensinde havde oplevet. Ingenting er svært at sætte sig ind i, men prøv at forestil dig at du hverken er glad eller trist. At du hverken er i godt eller dårligt humør. At du hverken fryser eller har det varmt. At du hverken har det godt eller skidt. Forestil dig at være ligeglad med alting. Du har ikke lyst til at spise, og maden smager ikke af noget. Du føler dig som ingenting.
        Det er som om, du ikke er der, folk ser dig ikke, du er der bare uden rigtig at være der. Jeg kan ikke sætte mig ind i det. Jeg kan simpelthen ikke forestille mig det. Men det er det, der nogle gange er problemet, ikke? Der er så mange ting, vi ikke forstår, fordi vi ikke kan sætte os ind i det. Hans forklaring var, at du ikke selv kan bestemme, om du vil være glad eller ked af det. Om du vil fryse eller have det varmt. Men man kan åbenbart lidt for nemt selv bestemme, om det skal gøre ondt.”
        Det tog mig en del tid at forstå alt det, han lige havde sagt. Det lød på en måde fuldstændigt sindssygt, men på den anden side gav det vel mening. Jeg kunne heller ikke sætte mig ind i det, men jeg var ret sikker på, at det heller ikke var noget, jeg havde lyst til at kunne. Det lød bare forfærdeligt.
        ”Hvad handlede den anden sang så om?” spurgte jeg, selvom jeg havde på fornemmelsen, at jeg ville fortryde, at jeg havde spurgt. Når det kom til stykket, havde jeg jo egentlig ikke brug for at få mere at vide om, hvor forfærdeligt et liv den dreng måttet have haft. Jeg ville ikke have noget i mod at beholde troen på, at der også havde været lidt godt i det liv.
        ”Om ikke at føle sig hjemme, der hvor man bor, og at have det forfærdeligt sammen med de mennesker, man nu engang er tvunget til at bo sammen med. Om at være bedre stillet alene. Kan du huske, at jeg fortalte, at han flyttede hjem til sin onkel?” Jeg nikkede.
        ”Noget med at hans forældre ikke var særlig gode til at være forældre,” mumlede jeg.
        ”Præcis. De var alkoholikere begge to.” Den overraskede mig alligevel. Ikke at det var nogen rar overraskelse. Andreas’ reaktion, fra da jeg nævnte ordet tidligere, gav pludselig mening. Jeg ville ikke sige, at min mor helt havde været alkoholiker, men det havde nu været slemt nok. At begge ens forældre så var alkoholikere måtte være et helvede.
        ”Hvorfor? Hvad gik der galt for dem?” Jeg måtte egentlig være ret irriterende med alle de spørgsmål, jeg stillede, men det var der ikke noget at gøre ved, for jeg ville jo gerne vide det.
        ”Det ved jeg ikke, og det tror jeg heller ikke, Magnus vidste. Hvis jeg har forstået det rigtigt, så var det noget, der gik galt allerede længe før, han blev født.”
        ”Så han levede stort set hele sit liv med forældre, der levede i hver deres halvfulde verden?”
        ”Det tror jeg. Når de var hjemme, lavede de vist ikke meget andet end at drikke og råbe af hinanden.”
        ”Forfærdeligt.”
        ”Ja. Der er mange, der ville ønske, at deres forældre ikke blandede sig i de ting, de lavede, men det er vist ikke helt godt. Magnus kunne jo gøre, som han ville, uden at nogen nogensinde sagde noget til det. Rende rundt i byen midt om natten, pjække fra skole, ryge hash og drikke sig fuld. Man skulle næsten tro, at hans forældres drikkeri havde skræmt ham fra at drikke, men det gjorde det ikke. Det eneste han nægtede at drikke var vin, men det er nu heller ikke ligefrem noget, jeg drikker så meget af.”
        ”Man kan undre sig over, at der ikke var nogen, der opdagede det og greb ind.” Det kunne da ikke passe, at lærerne ikke havde opdaget noget, at de ikke havde kontakten hans forældre, hvis han pjækkede en del. Enten så var de bare utrolig snæversynede, så kun deres egen lille verden, eller også var de bare ligeglade. Ingen af delene lød videre gode.
        Det var altid interessant at snakke med Thomas, for han havde det tit med at se tingene fra en lidt anden vinkel, end man plejede. Han kunne altid finde en positiv side i alting. Det var efterhånden kun begyndt at undre mig endnu mere, at han kunne blive ved med at være så glad og åben over for andre, med de ting han havde oplevet. Det var mig et mysterium, men måske det i virkeligheden bare var fordi, han havde fundet ud af, at han ikke fik noget ud af livet, hvis han gik og var trist og ked af det. Midt i vores samtale om, hvad der var god og dårlig indflydelse, kom Camilla ind og fortalte, at vi skulle spise. Jeg havde slet ikke overvejet, at klokken kunne være blevet så mange, og da vi kom op i køkkenet, stod min far da også og snakkede med Peter.
        Resten af aftenen brugte vi sammen med de voksne, hvilken ærgrede mig lidt, for så kunne jeg jo ikke få set resten af billederne. Jeg blev en smule overrasket, da Thomas sagde, at jeg kunne tage bogen med hjem og kigge i den, men jeg sagde i hvert fald ikke nej. Det var måske en smule mærkeligt, men det var alt i mit liv vel efterhånden alligevel ved at være, så det gjorde nok ikke så meget.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...