In Loving Memory

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jan. 2013
  • Opdateret: 4 mar. 2013
  • Status: Færdig
Lineas liv har aldrig været helt nemt, og det er kun gået ned ad bakke siden søsterens død. Den ellers så glade pige er lige så stille begyndt at trække sig væk fra andre og ind i sig selv. Hun har aldrig følt sig så alene, og fremtiden virker ikke lys. Hvad kan man gøre, når ens søster og bedsteveninde gennem tykt og tyndt pludselig er væk, og man må møde hverdagens problemer alene? Da Linea, stille og forsigtig som hun er, mere eller mindre mod sin vilje bliver hevet med til en kæmpenytårsfest, havde hun aldrig troet, at hun ville ende med at sidde på et koldt trappetrin og snakke om alt og intet med en fremmed dreng. Selv da det sker, kunne hun aldrig have forestillet sig, at hun ville møde denne anderledes dreng igen, og at han ville komme til at ændre hendes liv for altid. Vil det lykkedes hende at give slip på sorgen, der efterhånden har lagt sig så tungt omkring hende, at den er blevet en del af hendes hverdag, eller vil den fortsætte med lige så stille at æde hende op indefra?

47Likes
159Kommentarer
3146Visninger
AA

28. Kapitel 26

”Kommer du Agnes?” blev der råbt ude i entréen, og den rødhårede pige rejste sig modstræbende op. Hendes blik lå på den tegning, vi havde været i gang med at tegne sammen, og jeg fortalte hende, at vi kunne tegne den færdig en anden dag, hvilket hun nikkede til.
        ”Hej hej, Linea.” Hun slog hurtigt sine tynde arme om mig, inden hun gik hen og sagde farvel til sin storebror.
        ”Vi ses i morgen, Agnes,” blev det sidste, han nåede at sige, inden hun løb ud til de andre, som var på vej ud ad døren. Vi nåede lige at høre Maria råbe et sidste farvel, inden hoveddøren smækkede. Jeg havde aldrig helt fundet ud af, hvad de skulle, men Andreas ville i hvert fald ikke med, så i stedet kom Thomas og jeg om for at holde ham med selskab. Eller måske nærmere for at se film og spise den pizza, hans mor havde lagt penge til.
        Thomas var ikke kommet endnu, men jeg var også bare taget derom lige efter skole. Andreas havde lige haft nogle ting, han skulle have gjort, men jeg havde bare brugt tiden sammen med Agnes. Jeg kunne utrolig godt lide hende, og jeg havde følelsen af, at hun også godt kunne lide mig. Generelt kunne jeg bare ret godt lide Andreas’ familie, og jeg følte mig altid så velkommen. Der var så hjemligt. Jeg ryddede en smule op efter os på skrivebordet og lagde tegningen til side, inden jeg satte mig ved siden af Andreas, som sad på sin sædvanlige plads foran sengen.
        ”Det var det der spil, jeg ikke kunne finde ud af,” kunne jeg konstatere.
Der gik ikke alt for længe, før Thomas dukkede op, og før vi vidste af det, var det rent faktisk ved at være spisetid. Andreas ringede for at bestille pizzaer, og vi endte med selv at gå hen for at hente dem. Overraskende nok fik jeg ikke særlig tit pizza, selvom det jo var meget nemt, hvis man ikke havde så meget tid til at lave mad. Om det var fordi det var dyrt, vidste jeg ikke, for jeg var ærlig talt dårlig til at regne sådan noget ud. Resten af aftenen brugte vi på at se film.
        I stuen var to sofaer – en lille og en stor – og jeg endte med at sidde sammen med Thomas i den store af dem. Da han på et tidspunkt faldt i søvn, flyttede jeg over til Andreas, som så ud til stadig at være vågen nok til at kunne følge med i filmen. Jeg selv kunne godt mærke, at mine øjenlåg var begyndt at blive tunge, og jeg endte med at falde i søvn op ad Andreas. Det gik egentlig først på for mig, at jeg var faldet i søvn, da jeg vågnede med hovedet på Andreas’ skulder og hans arm omkring mig. Jeg kunne ikke have sovet særlig længe, for filmen kørte stadig. Jeg opgav hurtigt at følge med, og jeg faldt ret hurtigt i søvn igen.

***

Lidt over middag tog Thomas og jeg om til ham, fordi Andreas havde en eller anden aftale. Mens vi gik, modtog jeg en besked fra Michelle, og jeg kunne ikke lade være med at smile en smule. Hun var fuldt ud sig selv igen. Der var gået en uges tid, og der var ikke længere spor af udtværet mascara nogen steder. Jeg var utrolig glad for, at alt næsten var ved det gamle igen, for det andet havde ikke været til at holde ud. Selvom Michelle kunne være noget så irriterende med sit festglade jeg, så var det nu alligevel sådan, jeg foretrak hende.
        Man skulle ikke have troet det muligt, men man kunne altså nemt savne hendes nysgerrighed og trang til at vide alt om alle. Jeg havde min gamle veninde tilbage, selvom nogle ting nok havde ændret sig, og det var jeg glad for. Hvordan det til gengæld gik Jonas, havde jeg ingen anelse om, men jeg var egentlig også lidt ligeglad. Han havde aldrig været min ven, og så længe jeg ikke vidste, om han havde det godt eller ej, behøvede jeg i hvert fald ikke have ondt af ham.
        Der var ingen hjemme, men på bordet lå en seddel fra Camilla, hvor der stod, at de var inde i byen. Når man tænkte over det, lød det jo egentlig lidt mærkeligt, for vi var jo i byen. Det var det der med, at det samme ord kunne betyde flere ting. Der var byen som i en by og byen som i inde ved centrum.
        Da billedet af den kære Magnus endnu engang smilede til mig fra sin plads ved vækkeuret, blev jeg igen mindet om det spørgsmål, jeg ikke havde fået stillet Thomas. Det var ikke fordi, det var noget helt vildt og vigtigt, det havde bare undret mig, at Andreas havde syntes, det var noget, jeg skulle spørge Thomas selv om. Thomas begyndte at pakke de få ting ud, som han havde haft med om til Andreas, samtidig med at jeg forsigtig tog billedte op uden at sætte fedtede fingre på glasset.
        ”Du holdt meget af ham, gjorde du ikke?” fik jeg til sidst spurgt samtidig med, at jeg vendte mig rundt og lige præcis nåede at se, at han stoppede op midt i det, han havde gang i. Han lignede lidt en, der prøvede at finde ud af, hvor meget han skulle fortælle mig. Til sidst sukkede han og rystede en enkelt gang på hovedet, inden han gav mig et lidt andet svar, end jeg havde regnet med:
        ”Jeg burde måske bare have fortalt dig det her fra starten af, men det gjorde jeg ikke, og det er der ikke noget at gøre ved nu. Hvorfor ved jeg ikke, for jeg ved udmærket, at du vil forstå. Men jo, Linea, jeg holdt utrolig meget af ham. Jeg har aldrig holdt mere af nogen. Magnus var ikke kun min ven; han var lidt mere end det.” Jeg kiggede overrasket op på min ven, inden jeg igen kiggede ned på den sorthårede dreng og prøvede at forstå, hvad det egentlig var, Thomas lige havde sagt. På en måde overraskede det mig, men så alligevel ikke. Havde jeg ikke allerede konstateret, at den dreng var fuld af overraskelser?
        Jeg kunne høre, at han gav slip på det, han havde haft i hænderne, og han kom hen til mig. Forsigtig tog han billedet ud af hænderne på mig og satte sig med det i sengen. Jeg satte mig ved siden af ham, og vi havde begge blikket rettet mod det gennemsigtige glas, der lå over det farvede stykke papir. Det var ligesom med gravstenene – de var bare ikke nok til at symbolisere det, de skulle stå for.
        ”Så det, du siger, er-” begyndte jeg, men han afbrød mig og gjorde sætningen færdig:
        ”At vi var kærester.” Mine ord fra tidligere kørte igen rundt i hovedet på mig, og endnu engang fortrød jeg dem, selvom det ikke ville gøre nogen forskel. De var sagt. Du ved ikke hvordan det er at miste den, man holder allermest af. Hvordan det er at miste den eneste, der rigtig betyder noget. Det var ikke så underligt, at de ord havde såret ham.
        ”Du minder mig faktisk lidt om ham,” fortalte han pludseligt, og jeg kiggede endnu engang overrasket op på ham.
        ”Gør jeg det?”
        ”Ja, det synes jeg,” svarede han. ”Der var vist en del ting, I hurtigt kunne være blevet enige om.” Jeg gad godt vide, hvad det var for nogle ting, men lige nu var der noget andet, jeg syntes var vigtigere. Jeg kunne ikke helt slippe af med den dårlige smag i munden, og det ville jeg gøre noget ved.
        ”Jeg er altså ked af det, jeg sagde dengang,” mumlede jeg og håbede, at han forstod, hvad jeg mente, så jeg ikke behøvede uddybe det.
        ”Jeg troede, vi havde lukket den. Jeg har jo sagt, at det ikke gør noget, Linea. Du kunne ikke vide noget om noget af det, og jeg udtrykte mig forkert. Jeg ville bare gerne hjælpe dig, for der var ikke rigtig nogen til at hjælpe mig.”
        ”Thomas-” begyndte jeg, men stoppede op da jeg kunne se et lille smil dukke op på hans læber.
        ”Det var jo lige det, jeg sagde.”
        ”Hvad?”
        ”Jo, du ved, alle andre kalder mig Tom, men det gør du ikke.”
        ”Nej, jeg kan bedre lide at sige Thomas,” mumlede jeg.
        ”Præcis. Det kunne Magnus også.” Han kiggede op på mig, og jeg kunne ikke undgå at lægge mærke til, at hans øjne virkede en smule blanke. Det gjorde mig trist, og jeg havde lyst til at gøre et eller andet, selvom jeg ikke vidste hvad. Vi sad længe i stilhed, og vi havde vel hver vores ting at tænke over, mens Magnus’ triste øjne stadig kiggede op på os.
        ”Ved Camilla og Peter det?” spurgte jeg og kiggede igen på ham, selvom hans blik stadig var rettet mod billedet.
        ”Nej,” svarede han og rystede på hovedet. ”Det er en af de ting, de ikke ved.”
        ”Hvorfor ikke?”
        ”Jeg ved det ikke. Lige da jeg flyttede hertil, fortalte jeg det vel ikke, fordi jeg gerne lige ville lære dem at kende. Du ved, det er det der med hele tiden at skulle knytte sig til nye mennesker. Da jeg så rent faktisk bestemte mig for at fortælle dem det, var det at Magnus… ja, du ved, og så virkede det bare så irrelevant. Jeg skulle have fortalt dem det for længe siden, og nu virker det bare åndssvagt at tage det op.”
        ”Men Kasper ved det,” tilføjede han. ”Selvom han ikke ved, at jeg ved, at han ved det.”
        ”Vent, hvordan det?” spurgte jeg og følte mig en smule forvirret.
        ”Magnus var engang på besøg her, og Kasper valgte nok bare et lidt uheldigt tidspunkt at komme ind på.” Det lille smil, der var dukket op på hans ansigt, forsvandt, og han blev lidt mere alvorlig igen. ”Men ærlig talt så var jeg nok også blevet lidt overrasket, hvis jeg pludselig kom hjem og så, at ham der drengen, der var flyttet ind i mit hus, stod og kyssede en anden dreng. Eller der var i hvert fald engang, hvor jeg ville være blevet overrasket. Jeg ved ikke helt, hvad jeg ville tænke nu. Men som sagt ved han ikke, at jeg ved det, og jeg valgte bare at lade være med at konfrontere ham med det. Jeg tror han ville finde det ret så akavet.”
        Jeg kom pludselig i tanke om Kaspers udtalelse om bøsserøve i kiosken, og jeg havde nu en idé om, hvorfor han rent faktisk havde sagt sådan. Det faktum, at han nok ikke helt kunne finde ud af, hvad han syntes om at have den viden, han nu havde, var nok det, der havde fået ham til at fortryde sine ord og sige til sine venner, at det ikke var noget.
        Thomas fortalte mig nogle flere ting om den stakkels dreng, som ikke havde ønsket at være her længere. Forskellen fra tidligere var nok bare, at jeg så på Magnus på en anden måde nu. Han var ikke længere bare en ven af Thomas. Det gik lige så stille op for mig, at det ikke bare var et enkelt problem eller to, som han havde haft. Nej, der havde været mange ting i vejen. Han havde haft det svært i skolen, fordi han var den type, der skulle have tingene ordentligt forklaret.
        Hvis først nogen havde sat sig ned og forklaret ham det, så han kunne forstå det, så kunne han godt finde ud af det, men ellers så fattede han det ikke. Problemet var så bare, at lærere sjældent havde tid til at forklare tingene mere end en gang, når der var mange i en klasse. Det hjalp måske heller ikke, hvis man så pjækkede en del, men der var nok ikke meget ved at tage i skole, når man havde to store problemer. Mobning og lærere der var trætte af en, fordi man ikke kunne finde ud af noget som helst.
        ”Nårh ja, Linea, jeg kom lige i tanke om to ting, vi har snakket om.”
        ”Hvad for noget?” spurgte jeg og rettede mig lidt op. Thomas sad stadig med billedet, men jeg kunne ikke lade være med at lægge mærke til, at hans greb om rammen var en smule stramt.
        ”Kan du huske, dengang vi snakkede om hårfarve og blev enige om, at det ikke var noget, vi havde så meget erfaring med? Den eneste erfaring jeg har med det, er det, der blev puttet i Magnus’ hår, og jeg kan godt fortælle dig, at jeg aldrig skal i nærheden af sådan noget igen – og da slet ikke hvis det er sort.” Et smil var dukket op på hans læber, og hvad det end var for en oplevelse, han mindedes, så havde jeg på fornemmelsen, at det var noget, der ville have været meget sjovt at overvære.
        ”Så sort er ikke hans rigtige hårfarve?” Han rystede på hovedet.
        ”Brunt. Lidt lysere end dit tror jeg.” Jeg følte mig ikke videre klog, da jeg tog fat i en tot af mit hår for at se, hvilken farve det var. Mit hår havde en ret mørk brun farve, og det burde ikke have været nødvandigt for mig at tjekke det.
        ”Hvad var så den anden ting, du kom til at tænke på?”
        ”Kan du huske, at du engang spurgte mig, om jeg ikke var ret glad for musik?”
        ”Ja, og det svarede du ja til.”
        ”Kan du huske hvorfor?” Han kiggede spørgende på mig, men jeg rystede på hovedet.
        ”Jeg er ret sikker på, at jeg sagde noget med, at musik kunne udtrykke så mange ting, man ikke selv kan sætte ord på. Man kan relatere til det. Du vil næsten altid kunne finde en sang, der beskriver enten dine følelser eller dit liv.” Jeg nikkede. Det havde han i hvert fald ret i, selvom jeg ikke helt kunne se, hvad det havde med Magnus at gøre.
        ”Så du kan godt lide at finde musik, du kan relatere til?” spurgte jeg, hvilket han nikkede ja til. Ikke at der var noget underligt i det, for det kunne jeg jo også.
        ”Jeg tror måske, det er fordi, jeg ved, hvad det rent faktisk kan gøre. Det lyder måske mærkeligt, men musik kan faktisk hjælpe en utrolig meget. På en måde kan det få en til at tro, at tingene nok skal gå, eller at man ikke er den eneste med de problemer, man har. Jeg ved, at det hjalp Magnus. Det var måske ikke meget og slet ikke nok i den sidste ende, men det hjalp.”
        ”Hvad for noget musik?” Jeg fandt det faktisk en smule interessant, og jeg overvejede, om det kunne være noget, jeg kendte.
        ”Der var vist en del. Jeg ved ikke, jeg tror der var især tre-fire sange, og så var der en, jeg altid spillede for ham.” Jeg kunne ikke lide, at han lød så trist, men der var ikke rigtig noget at gøre ved det, og man kunne jo ikke ligefrem fortænkt ham i det. Jeg ville virkelig gerne gøre et eller andet – han havde gjort så meget for mig. Han rejste sig og lagde forsigtigt billedet fra sig på sengen, inden han gik over til computeren. Jeg vidste, at der var en eller anden sang, han ville finde, men jeg kunne fornemme, at det var mere for hans egen skyld end for min, selvom jeg jo gerne ville vide, hvad det var for nogle.
        Jeg havde aldrig været specielt god til at fange sangteksten første gang, jeg hørte en sang, men det betød ikke, at jeg ikke fangede det overordnede. Det var en af de der sange, som både var trist og glad på samme tid. Det var en sang, der handlede om håb, om ikke at give op. Men samtidig var den sørgelig, fordi den jo rent faktisk handlede om en, der havde lyst til at give op, fordi alting var så svært og uoverskueligt. Det var ikke en sang, der gjorde en glad.
        “Jeg har efterhånden hørt den sang så utrolig mange gange. Især lige efter Magnus’ død, der hørte jeg den hele tiden. Spørgsmålet er så bare, om det egentlig ikke var mere for min egen skyld end for hans, for han havde jo ikke længere så meget at bruge den til.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...