In Loving Memory

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jan. 2013
  • Opdateret: 4 mar. 2013
  • Status: Færdig
Lineas liv har aldrig været helt nemt, og det er kun gået ned ad bakke siden søsterens død. Den ellers så glade pige er lige så stille begyndt at trække sig væk fra andre og ind i sig selv. Hun har aldrig følt sig så alene, og fremtiden virker ikke lys. Hvad kan man gøre, når ens søster og bedsteveninde gennem tykt og tyndt pludselig er væk, og man må møde hverdagens problemer alene? Da Linea, stille og forsigtig som hun er, mere eller mindre mod sin vilje bliver hevet med til en kæmpenytårsfest, havde hun aldrig troet, at hun ville ende med at sidde på et koldt trappetrin og snakke om alt og intet med en fremmed dreng. Selv da det sker, kunne hun aldrig have forestillet sig, at hun ville møde denne anderledes dreng igen, og at han ville komme til at ændre hendes liv for altid. Vil det lykkedes hende at give slip på sorgen, der efterhånden har lagt sig så tungt omkring hende, at den er blevet en del af hendes hverdag, eller vil den fortsætte med lige så stille at æde hende op indefra?

47Likes
159Kommentarer
3138Visninger
AA

27. Kapitel 25

Jeg gik med hastige skridt mod det store, hvide hus, jeg efterhånden kendte ret så godt. Jeg kunne ikke helt finde rundt i de tanker og følelser, der kørte rundt i mit hoved, men jeg vidste, at jeg måtte om til Michelle nu, lige med det samme. På en eller anden måde følte jeg mig utrolig vred, og det var en smule fremmed for mig. Normalt følte jeg mig ikke rigtig som den sure type, men lige nu var jeg bare utrolig irriteret. Jeg fattede ikke det, jeg lige havde fået at vide. Jeg kunne slet ikke have det i mit lille hoved.
        Michelles mor virkede en smule overrasket, da hun åbnede op for mig, men det havde jeg ikke tid at tage mig af, så jeg skyndte mig bare forbi hende og op til min triste veninde. Jeg fik hurtigt fortalt de ting, Thomas lige havde fortalt mig, og min veninde var vist mere eller mindre i chok. Hun sad og stirrede på mig med store chorkerede øjne og med let adskilte læber. Det var tydeligt at se på hende, at hendes humør havde været på nul de sidste par dage. Jeg vidste ikke helt, hvordan jeg kunne se det, men hun virkede bare mere forsømt på en eller anden måde.
        ”Det passer ikke,” mumlede hun og gentog det et par gange, mens hun benægtende rystede på hovedet. Men det gjorde det. Det var jeg sikker på.
        ”Men hvorfor?” spurgte hun. ”Hvorfor på den måde.” Jeg kunne se, at hun ikke helt kunne finde ud af, om hun skulle blive sur, eller om hun bare skulle være ked af det. Jeg stemte på det første.
        Hvordan det var gået til, vidste jeg ikke, men Thomas var på en eller anden måde kommet til at snakke med Kasper omkring det med Michelle. Eller måske nærmere om Jonas. Jeg havde aldrig helt fundet ud af, hvad Kaspers mening om sagen var, men han havde nok ikke fortalt det, hvis han havde syntes, det var okay. Det, Kasper havde fortalt, var, at alt det her havde været Jonas’ plan. Endnu engang handlede det om det der med at være populær.
        Jonas var åbenbart ikke så glad for at have en kæreste, der var mere populær end ham – eller det var i hvert fald sådan, jeg havde forstået det. Det, jeg havde fået fortalt, var, at Jonas ikke længere var så glad for sit forhold, men at han ikke bare ville slå op og komme videre. Han ville have noget ud af det. Popularitet. Han ville gøre det på en måde, der kunne hive ham op og Michelle ned. Det kunne man jo så sige var lykkedes for ham.
        Det, der skulle forestille at have fået Jonas til at slå op, var at Michelle havde kysset en anden. Problemet var bare, at det hele tiden havde været Jonas’ mening, at det skulle ske. Han havde fået den dreng, jeg stadig ikke vidste, hvem var, til at drikke Michelle fuld og kysse hende. På den måde ville han have en god grund til at slå op, der ville få folk til at have ondt af ham. Derfor ville han jo pludselig få en masse opmærksomhed. Samtidig ville det få folk til at se utrolig skævt til Michelle. Folk ville syntes, at det var hende, der havde gjort noget dumt.
        I virkeligheden var det Jonas, der var et svin. En kæmpeidiot. Det værste var, at det ville være lykkedes ham, hvis ikke han havde stolet lidt for meget på, at Kasper ikke ville sige noget til nogen. Nu var det så bare vores andres held, at Kasper alligevel havde en smule samvittighed. Jeg ville aldrig have vidst, hvad jeg skulle gøre i en sådan situation, men Thomas havde ikke været i tvivl. Vi skulle vende den om. Vi skulle gøre Jonas’ lykke til hans ulykke. Hvad, der skulle gøres, var meget enkelt at konfrontere ham med det, mens der var andre til at overvære det.
        Hvis folk fik sandheden at vide, ville de nok ikke være så vilde efter at have ondt af Jonas og se ned på Michelle. Jonas ville blive stemplet som en idiot, og folk ville i hvert fald få ondt af Michelle. Hvis det lykkedes, ville det eneste, Jonas havde fået ud af sit lille stunt, være at hjælpe Michelle endnu længere op.

Søndag morgen tog jeg om til Michelle og hjalp hende med endnu engang at få helt styr på håret og make-uppen, så hun igen lignede sit gamle jeg. Det var ikke fordi, det var svært. Selvom min veninde var utrolig såret, var det her ikke noget, hun ville finde sig i. Hun ville ikke give slip på alt, hun havde, på grund af en eller anden idiot.
        Planen var enkel. Der var et eller andet komsammen i en kælder et eller andet sted. Jeg kendte ikke rigtig til det, for jeg havde jo aldrig været en del af det miljø, men jeg vidste, at der ville være en del mennesker, og at Jonas ville være et af dem. Det var åbenbart det, de lavede, når de ikke festede og pjækkede fra skole – de hang ud et eller andet sted.
        Folk virkede lidt overraskede, da vi dukkede op, men der var ikke nogen, der rigtig sagde noget til det, der var ikke rigtig nogen, der lagde mærke til, at Tornerose var stået op igen. Jeg genkendte ikke særlig mange af de mennesker, der var rundt omkring, men der var alligevel nogle, jeg mente, jeg havde set til nytårsfesten. Den eneste, jeg rigtig genkendte udover Jonas, var ham drengen, jeg havde set i kiosken dengang, de pjækkede. Det var ham, der havde mindet mig lidt om en struds, selvom jeg stadig ikke vidste hvorfor.
        Det var først da Michelle slukkede musikken, at folk vendte deres opmærksomhed mod hende. Hun gav mig den fine iPhone, der havde været sat til højtalerne, og selvom jeg var bange for at ødelægge den, fandt jeg den sang, mine to skører venner havde anbefalet mig, mens Michelle lige så stille og selvsikkert begyndte sin lille tale.
        ”Jeg har lige en ting eller to, jeg gerne vil sige. For det første må I undskylde, hvis jeg kommer og ødelægger jeres hyggelige søndag, men det er der jo bare ikke noget at gøre ved. For det andet vil jeg gerne lige have lov at sige et par ord til Jonas,” begyndte Michelle, og der blev fuldstændig stille. Alle vidste, hvad det her kort sagt handlede om, men der var nok ingen, der havde regnet med, at det ville udvikle sig i den her retning.
        Det, hun gjorde, var meget enkelt bare at spørge Jonas om, om han virkelig havde troet, at hun ikke ville finde ud af det. På en ikkedramatisk måde fik hun fortalt alle, der var til stede, hvad der virkelig var sket, men på en måde der gjorde, at hun i virkeligheden bare snakkede til Jonas. Jeg kunne se, hvordan flere og flere blikke forlod min veninde for i stedet at lande på den brunhårede dreng, som havde spærret øjnene op i overraskelse. Det her havde han ikke regnet med, men det havde jo også været meningen. Taget på sengen.
        ”Du kan sige, hvad du vil. Du kan benægte alt det, du vil, men nu ved du, at jeg kender sandheden. Så må du se, hvordan du har det med det. Nu må I have mig undskyldt, jeg har bedre ting at bruge min søndag på end sådan nogle tabere,” afsluttede hun, og mens hun vendte sig rundt for at gå, og jeg startede sangen, tilføjede hun et: ”Ha’ det godt, Jonas.” Der var ret stille lige i den tid, det tog os at komme op af trappen, og de fleste sad vist bare og lyttede til det musik, der var så forskelligt fra, hvad de ellers lyttede til.
        Det sidste, vi hørte, inden vi smækkede døren til det store fine hus, var omkvædet fra sangen, som vist nok til en vis grad handlede om at få hævn over en, der havde været en rigtig idiot. Hvilket betød, at den passede perfekt ind i sammenhængen. Jeg havde på fornemmelsen, at en ret stor diskussion var brudt ud i kælderen. De havde i hvert fald fået noget at snakke om. Vi var ikke kommet særlig langt, før Michelle fik den første SMS, som hun stolt viste mig.

Go Misse!
Der er sgu ingen, der skal fucke med min bitch.

Den ene korte sætning og den blinkende smiley sagde meget mere, end man lige skulle tro, og det kunne man se på Michelles store smil. Det her var i hvert fald det første tegn på, at der nok alligevel var nogle, der havde været hendes rigtige venner. At der var nogen, som ikke havde syntes, det var helt fair behandling af hende.
        Den næste SMS, hun modtog, var fra Jonas, der meget enkelt bare ville vide, hvor fanden hun vidste de ting fra. Jeg var ret sikker på, at det var den SMS, der reddede Michelles dag. Den SMS betød vist meget enkelt, at Michelle havde vundet. Jeg brugte resten af dagen sammen med hende, og hun blev kun gladere og gladere. Man skulle ikke tro, at det var hende, der havde været fuldstændig knust bare dagen før.
        Hun modtog et utal af SMS’er fra folk, der enten havde været til stede, eller som havde hørt om det. På en enkelt dag havde folk fuldstændig ændret holdning, og pludseligt mente alle, at Michelle var pissesej. Det, hun havde gjort, var megafedt, og den nar til Jonas kunne bare lære det, kunne han.
        Jeg havde aldrig troet, at det ville gå så hurtigt, og jeg var helt sikker på, at jeg aldrig ville kunne gøre mig klog på den verden. En verden hvor man på en enkel dag kunne gå fra toppen til bunden eller omvendt. Jeg var egentlig ret glad for, at jeg ikke var en del af det. Man måtte jo konstant frygte for sin fine status. Da vi sidst på eftermiddagen sad på caféen i centeret, var der i hvert fald ikke nogen tvivl om, at vi havde vundet. Vi havde vendt det hele rundt, og det var ikke længere Michelle, folk så ned på.
        ”Hva´ så? Fik I sat ild til den idiot?” lød det pludselig bag os, og Thomas og Andreas var dukket op. Hans kommentar om ilden var en reference til sangen, vi havde at på, fordi der blev sunget noget om, at man ville se personen, som havde været en idiot, brænde eller noget i den stil.  Det hele blev utrolig useriøst, da der blev udvekslet high fives, men i virkeligheden var det vel også det fedeste, hvis vi nu bare kunne more os over det.
        Michelle prøvede tydeligtvist at drukne Thomas i ord som ’tak’, men han fortalte hende, at det var Kasper, hun skulle takke for det her. Han var ikke kun dum, som Thomas sagde. På en måde kunne man godt have lidt ondt af Jonas, for han ville nok ikke få det nemt det næste stykke tid. På den anden side havde det enten været ham eller Michelle, og vores eneste problem var bare, at vi nok var lidt sødere end ham. Vi havde lidt mere samvittighed. I sidste ende kunne man vel sige, at han havde fået, hvad han havde fortjent. Det var igen den der med at behandle andre mennesker ordentligt. Man sank altså utrolig lavt, når det ikke længere var noget, man kunne finde ud af.
        Da vi var på vej ud af centeret, blev der pludselig kaldt efter Michelle, og ham strudsedrengen kom hen til os. Han skulle også lige give Michelle en high five, og jeg fandt ud af, at det var ham, der hed Søren, og at det var ham, der havde sendt den første besked til min veninde. De snakkede kort sammen, inden han skyndte sig videre, og vi forlod centeret.
        Utrolig mange ting havde ændret sig i løbet af dagen. Jeg gik ud fra, at der ville gå et par dage, og så ville Michelles liv begynde at blive, som det altid havde været. Alt ville næsten blive ved det gamle. Folk ville snakke en del om det det næste stykke tid, og det ville ikke blive helt glemt, men jeg havde på fornemmelsen, at man i den gruppe hurtigt kom over sådan nogle hændelser, selvom der nok ville gå ret lang tid, før folk holdt op med at kigge skævt til Jonas.
        Min veninde fik sig endelig en lille snak med mine to venner, og hun var ret overrasket, da hun fandt ud af, at det var Thomas, der var Kaspers ’bror’. Jeg var egentlig i meget godt humør, da jeg sagde farvel til Andreas ved stikvejen og gik det sidste stykke hjem. Min veninde var glad igen, og alting ville gå nogenlunde tilbage til at være det gamle igen. Nu havde jeg kun de sædvanlige problemer tilbage. Ting som for eksempel at der stadig var en hel uge til påskeferien og sådan. Der var selvfølgelig stadig det med Magnus, og det spørgsmål jeg måtte stille Thomas selv, hvis jeg ville have et svar, men det bestemte jeg mig for at vente lidt med. Jeg magtede ikke mere tristhed de næste par dage.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...