In Loving Memory

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jan. 2013
  • Opdateret: 4 mar. 2013
  • Status: Færdig
Lineas liv har aldrig været helt nemt, og det er kun gået ned ad bakke siden søsterens død. Den ellers så glade pige er lige så stille begyndt at trække sig væk fra andre og ind i sig selv. Hun har aldrig følt sig så alene, og fremtiden virker ikke lys. Hvad kan man gøre, når ens søster og bedsteveninde gennem tykt og tyndt pludselig er væk, og man må møde hverdagens problemer alene? Da Linea, stille og forsigtig som hun er, mere eller mindre mod sin vilje bliver hevet med til en kæmpenytårsfest, havde hun aldrig troet, at hun ville ende med at sidde på et koldt trappetrin og snakke om alt og intet med en fremmed dreng. Selv da det sker, kunne hun aldrig have forestillet sig, at hun ville møde denne anderledes dreng igen, og at han ville komme til at ændre hendes liv for altid. Vil det lykkedes hende at give slip på sorgen, der efterhånden har lagt sig så tungt omkring hende, at den er blevet en del af hendes hverdag, eller vil den fortsætte med lige så stille at æde hende op indefra?

47Likes
159Kommentarer
3172Visninger
AA

26. Kapitel 24

Selvom min plan jo egentlig havde været at tage om til Michelle hver dag, nåede jeg alligevel frem til, at hun måske ville have meget godt af en dag alene. Bare lige så hun kunne tænke lidt over det, uden at der var nogen til at fortælle deres mening. Måske hun ville kunne tage sig sammen til at gøre et eller andet ved det. Måske, måske ikke. I hvert fald tog jeg om formiddagen en tur forbi min søster. Jeg havde så mange ting at fortælle hende. Alt det med Magnus og alle Michelles problemer.
        Jeg endte med at stå der foran den triste sten ret længe. Jeg havde så meget at sige. Det var heldigvis ikke så koldt længere. Alt sne og is var væk, himmelen var næsten uden skyer. Foråret var godt på vej, og det var fantastisk. Jeg elskede sommer, når solen skinnede, og det ikke var alt for varmt. Jeg havde egentlig ikke troet, at vejret ville nå at blive bedre, inden vintermånederne var forbi, men man kunne jo altid blive overrasket. Måske sommeren ville komme hurtigt nu, hvor solen allerede viste sit ansigt i starten af marts? Man kunne vel håbe.
        Hvis vejret blev lige så godt om søndagen, måtte jeg helt klart tvinge Michelle til at komme med ud. Godt vejr hjalp altid på dårligt humør. Eller måske ikke altid, men næsten. Måske hun ville blive bare en lille smule glad, hvis jeg fortalte hende, at hun om ikke så længe kunne vise sin solbrune krop frem? Det havde da i hvert fald irriteret hende engang, at man skulle have så meget tøj på om vinteren. Det kunne selvfølgelig godt være, at det var et ubetydeligt problem nu.
        Efter mit besøg hos Line, var jeg sammen med Thomas og Andreas, og for første gang var vi ikke hjemme hos nogen af dem. I stedet gik vi en tur ind mod centrum. Ind mod gågaden og centeret. Hvad, vi helt præcist ville der, var ikke helt sikkert, men Andreas ville vist kigge efter en fødselsdagsgave til Agnes.
        ”Selvom der er en måned til endnu, ved jeg, at hvis jeg ikke begynder at finde på noget nu, så finder jeg aldrig noget,” sagde han og lød som om, han var helt tom for idéer. Det var længe siden, jeg havde været i gågaden, for når det var så koldt, som det havde været, var det meget rarere at være i centeret. Men når solen nu skinnede, så var det alligevel dejligt at være udenfor. Vi gik lidt rundt omkring, og det overraskede mig ikke, at jeg pludselig befandt mig i en CD-butik.
        ”Ved du godt, at de vist arbejder på en nyt album?” spurgte Andreas, og jeg ud fra, at han snakkede om det band, som havde lavdet den CD, han stod med i hånden.
        ”Ja, det har jeg godt set. Det skal nok blive godt. Hvad er det for en, du står med der?” Det undrede mig, at Thomas overhovedet havde set, at Andreas stod med en, og hvilken det var, for jeg havde ikke set ham kigge op fra de CD’er, han var ved at kigge igennem.
        ”Den nyeste,” svarede Andreas og satte den tilbage. ”Jeg ville gerne have den, men det er jo lidt spild af penge, når jeg allerede har musikken. Det er bare lidt noget andet, når man har CD’en fysisk.” Det var meget anderledes end at være i byen med Michelle. Både fordi der ikke blev kigget på tøj, og fordi der endnu ikke var købt noget. I virkeligheden var det nok meget normalt, at der var stor forskel på at være i byen med en stinkende rig teenagetøs og to drenge, der havde en lidt mere normal sum penge. Hvis Andreas havde været Michelle, havde han i hvert fald købt den CD, lige meget hvor unødvendigt det var.
        ”Orv, se her,” udbrød Andreas og stoppede op. ”Lyserøde bukser. Det var da helt klart lige noget for dig, Tom!”
        ”Årh ja. Så kan du købe et par også – så kan vi have venindebukser.”
        ”Det kunne være megafedt.” Jeg kunne ikke helt finde ud af, om jeg skulle grine eller græde, for jeg kunne lidt for nemt forestille mig det. Andreas tog et par af bukserne – som jeg nok nærmere ville kalde skrigpink end lyserøde – fra stativet og holdt dem op ved siden af sig.
        ”Passer den her farve godt til mit hår?” spurgte han og prøvede uden det største held at lyde alvorlig og bekymret.
        ”Den står perfelt til dit hår,” fortalte jeg ham og kunne næsten ikke lade være med at grine.
        ”Hvad med mine øjne?” blev han ved, og jeg kunne se Thomas ryste på hovedet. Det værste var, at det jo rent faktisk var en måde, Michelle kunne have opført sig på. Måske ikke det der overdrevne ansigtsudtryk, Andreas havde, men selve spørgsmålene kunne hun nok godt finde på at stille. Det var måske ikke så meget bukser, men nærmere kjoler.
        Kjoler. Jeg kom pludselig til at tænke på, hvor sjovt det ville være at tvinge Andreas i en kjole. Jeg havde på fornemmelsen, at det var et syn, jeg helst ville undgå.
        ”Helt perfekt,” gentog jeg. ”Du burde virkelig købe dem.”
        ”Eller måske du bare skal lade være,” foreslog Thomas, og det undrede nok ikke nogen, at det var ham, Andreas valgte at lytte til. Jeg var heller ikke helt sikker på, hvor fedt det havde set ud til ham med pink pigebusker.

Da vi efterhånden begyndte at blive sultne, gik vi ind ned ad en af de små sidegader, hvor der lå en fin lille sandwichbar. Hvis jeg havde været sulten, før jeg trådte ind ad døren, så var jeg da godt nok kun blevet mere sulten af at komme derind. Duften af mad fik næsten min mave til at knurre. Vi endte alle tre med at købe kyllingesandwichs med bacon og karrydressing. Både Thomas og Andreas hævdede, at det udelukkende var på grund af baconen, men jeg selv var nu også ret glad for både kylling og karrydressing.
        ”Alting bliver bedre i det sekund, man putter bacon i,” mente Andreas, og han havde vel næsten ret. Næsten. For som Thomas rigtig nok påpegede, var det ikke helt sikkert, at bacon ville smage helt så godt i bananyoghurt eller kakaomælk. Det kunne selvfølgelig godt være, at det var den perfekte blanding, for jeg havde aldrig prøvet det, men det var nu noget, jeg godt kunne leve med ikke at vide.
        ”Jeg går lige over og køber en pakke cigaretter,” fortalte Thomas da vi var færdige med at spise, og han gik over mod den lille kiosk, der lå på den modsatte side. Han var hurtigt tilbage igen, og mens vi gik tilbage til selve gågaden, åbnede han pakken. Den lyse røg steg langsomt til vejrs, inden den forsvandt, og det gik op for mig, at der faktisk var ret vindstille. På et tidspunkt hvor vi var stoppet op foran en eller anden butik, tog Andreas cigaretten og tog et sug af den, inden han pænt gav den tilbage til Thomas igen.
        ”Hey, du kan købe din egne cigaretter.”
        ”Hvorfor?”
        ”Fordi de er pænt dyre.”
        ”Det kan da godt være,” begyndte Andreas afværgende. ”Men hvis først jeg begynder at købe cigaretter, så er det da først, at jeg begynder at ryge.”
        ”Og det ville ikke være så godt,” tilføjede han. ”For så slår min mor mig i hvert fald ihjel.”
        ”Det gør jeg også,” fortalte Thomas ham. ”For det er da godt nok det dummeste, man kan begynde på.”
        ”Nej,” sagde Andreas og rystede på hovedet. ”Det er dummere at begynde at ryge hash, for det er ikke engang lovligt.”
        ”Det kunne du måske have ret i, selvom der nok er en, der vil være lidt uenig med dig.”
        ”Ja, Chriz? Men han er også lidt dum. Eller det er han faktisk ikke, og det er det værste ved det. Det er måske ikke helt det, man skal måle klogskab på, men han får sgu bedre karakterer end mig.”
        ”Ja, og det undrer vist de fleste, efter det stunt han lavede i folkeskolen.” Jeg vidste ikke rigtig, hvad det var, de snakkede om, men selvom jeg følte mig en smule udenfor, var det egentlig meget hyggeligt og morsomt at høre dem diskutere på den måde. Jeg gad på en eller anden måde godt møde ham Christoffer, bare så jeg kunne finde ud af, hvad han var for en. Han kunne godt lyde som en lidt spøjs type, men det kunne også godt bare være fordi, Thomas og Andreas snakkede om ham, som de snakkede om hinanden.
        ”Kom, lad os gå herind,” bad jeg, da vi kom forbi en boghandler. Jeg skulle lige se, om en bestemt bog var kommet. Ikke så meget fordi jeg havde råd til at købe den, men fordi jeg så vidste, at den snart kunne lånes på biblioteket. Bogen var der ikke, men mens vi var derinde, fik jeg pludselig en idé. De andre fulgte lige så stille efter mig, da jeg forlod boghandlerens afdeling for bøger og i stedet gik i mod noget lidt andet.
        ”Hvis du ikke finder på noget at give Agnes, så skal du give hende nogle gode tegnetuscher,” fortalte jeg Andreas, mens jeg ledte efter de rigtige tuscher. ”Det har hun nemlig ikke.” Andreas så ud til at være meget glad for mit forslag, for det betød, at han nu havde en plan B, hvis han ikke fandt noget andet. Vi aftalte, at jeg nok skulle hjælpe ham med at finde de rigtige, hvis det blev nødvendigt, for som han rigtig nok sagde, så havde jeg nok lidt mere forstand på det, end han havde.
        ”Prøv lige at se den her tusch,” lød det fra Thomas, og han stod med den største tusch, jeg nogensinde havde set. ”Hvad bruger man dog sådan en til?”
        ”Måske hvis man skal skrive på et meget stort skilt?” foreslog Andreas, og han ramte nok ikke helt ved siden af. Alligevel var det lidt en voldsom tusch, og den var sikkert også ret så dyr. Gode tuscher var generelt bare dyre, hvilket jeg fandt ret trist. Det var derfor, jeg for det meste nøjedes med blyantstegninger, hvis ikke jeg havde rigtig meget lyst til at bruge tuscher. Jeg var altid bange for, at dem, jeg havde, skulle blive brugt op.
        Da jeg kom hjem, fandt jeg mine tegneting frem, for alt den snak om tuscher havde givet mig lyst til at tegne. Min far kom ikke alt for sent hjem, så jeg gik ud for at hjælpe ham med at lave aftensmad. Jeg havde aldrig helt forstået, hvorfor man snakkede så meget om vejret, men sådan var det altså. Derfor endte det også med, at min far og jeg blev enige om, at hvis vejret fortsatte i den retning, det var begyndt på, så kunne vi godt snart sætte nogle rigtige blomster op til Line.
        Vi var kun lige færdige med at spise, da min mobil meget overraskende ringede. Jeg fik da en pæn portion SMS’er fra Michelle og en gang i mellem en enkel fra Thomas eller Andreas, men jeg kunne ikke huske, hvornår nogen sidst havde ringet til mig. Derfor undrede jeg mig en smule over, hvem det kunne være, da jeg fumlende fik hevet min telefon frem.
        Thomas stod der på skærmen, og jeg skyndte mig at trykke på svar-knappen. Det viste sig, at han havde noget meget vigtigt, han gerne ville fortælle mig, og det kunne åbenbart ikke vente til næste dag. Hvad det end var, så lød det som noget ret alvorligt, og derfor endte det med, at jeg gik om til ham. Det var åbenbart ikke noget, han ville forklare over telefon. Det var måske også meget godt, for det var altid nemmere at snakke med folk, når man rent faktisk var sammen med dem.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...