In Loving Memory

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jan. 2013
  • Opdateret: 4 mar. 2013
  • Status: Færdig
Lineas liv har aldrig været helt nemt, og det er kun gået ned ad bakke siden søsterens død. Den ellers så glade pige er lige så stille begyndt at trække sig væk fra andre og ind i sig selv. Hun har aldrig følt sig så alene, og fremtiden virker ikke lys. Hvad kan man gøre, når ens søster og bedsteveninde gennem tykt og tyndt pludselig er væk, og man må møde hverdagens problemer alene? Da Linea, stille og forsigtig som hun er, mere eller mindre mod sin vilje bliver hevet med til en kæmpenytårsfest, havde hun aldrig troet, at hun ville ende med at sidde på et koldt trappetrin og snakke om alt og intet med en fremmed dreng. Selv da det sker, kunne hun aldrig have forestillet sig, at hun ville møde denne anderledes dreng igen, og at han ville komme til at ændre hendes liv for altid. Vil det lykkedes hende at give slip på sorgen, der efterhånden har lagt sig så tungt omkring hende, at den er blevet en del af hendes hverdag, eller vil den fortsætte med lige så stille at æde hende op indefra?

47Likes
159Kommentarer
3169Visninger
AA

25. Kapitel 23

Michelle havde længe haft en plads som en af de mest populære. Hun var måske en af de yngste i den omgangskreds, hun nu havde, men hun var nok den med det største hus, hvor der blev holdt de fedeste fester. Der var jo en grund til, at den nytårsfest var blevet holdt hos hende. Som jeg tidligere havde erfaret, var hun typen, som alle godt kunne lide, og som stort set alle kunne være venner med. Der var i hvert fald stor forskel på de festglade, overpyntede tøser, hun nogle gange rendte rundt med, og mig. Meget stor forskel.
        Michelle var kendt for at være det seje selskab. Det skulle forestille at være fedt at kunne sige, at man var gode veninder med den tøs. Hvad det helt præcist var, man lagde vægt på i den gruppe, var jeg ikke helt sikker på. En ting vidste jeg dog: det var en let tjent popularitet, og hvad der kommer nemt, går nemt. Det farlige ved at være en del af det miljø var, at man helst skulle virke perfekt og problemfri. Hver en lille ting, man gjorde forkert, blev hastigt noteret. Visse mennesker havde det ikke godt med at være nederst, og de ville gøre hvad som helst for at komme højere op. For at være i centrum.
        Derfor gjaldt det mere end noget andet om ikke at begå fejl. Hvis først en stor bommert var begået, ville den være svær at rette op på igen. Hvis først man var blevet ydmyget på det groveste, blev man nødt til at svinge pisken, så man kunne hive nogle andre ned. Disse andres nedtur måtte så blive ens egen optur.
I det ene øjeblik kunne du stå på bjergets top, og i det næste så du dig selv trille langsomt ned mod det store bjergs fod, hvor du kunne begynde forfra. Begynde forfra med at indtjene den fornødne respekt og popularitet.
        Den tirsdag eftermiddag fandt jeg ud af, at Michelle var kommet til at begå en af de små fejl, der kunne vende hendes liv rundt på et splitsekund. En helt almindelig fest, der var startet som så mange andre, havde pludselig fået alvorlige konsekvenser. Hun havde drukket sig lidt for fuld og var kommet til at kysse med en eller anden dreng. Det var måske ikke den værste ting i verden, hvis man lige tænkte bort fra det faktum, at hun rent faktisk havde en kæreste. Grundet den omgangskreds hun var en del af, havde det fået to meget alvorlige konsekvenser, selvom jeg syntes det var en lille ting, man bare skulle se at glemme.
        Det kunne godt se ud til, at Jonas havde droppet hende på stedet. Eller måske ikke direkte på stedet, men i hvert fald da han fandt ud af det. Jeg syntes måske, at det var lige voldsomt nok. Det var en simpel lille ting, der var sket én enkel gang i fuldskab. Kunne man ikke se gennem fingrene med det, nu hvor det jo ikke ligefrem var noget, der var sket før? Det var måske en alvorlig ting, men det var trods alt stadig noget, der havde været en masse alkohol indblandet i, og efter min mening skulle man aldrig helt dømme folk på deres handlinger, og det de sagde, når det var indblandet.
Desværre havde min mening intet at gøre, og derfor havde jeg nu en hjerteknust veninde, der for få dage siden havde syntes, hun havde verdens bedste kæreste. I sidste ende havde det nok en hel del med den gruppe, de var en del af at gøre. I andre grupper var der nok blevet taget lidt lettere på det. Andre steder var der selvfølgelig heller ikke en kamp om at være højest, og der var sikkert mange, der kunne være lykkelige for Michelles problemer.
        For det var det andet problem. Som det var nu, ville de fleste nok se ret skævt til hende. Det var altså ikke god stil at kysse med andre, når man havde en kæreste, og det burde man altså vide. Bla, bla, bla. Der var en grund til, at jeg til tider hadede den gruppe. For nogle af dem gjaldt livet om at trampe på andre for selv at træde et trin højere op på den vaklende stige, der til hver en tid kunne vælte.
        Jeg opgav at se mig klog på de mennesker og fokuserede i stedet på min veninde med de røde øjne og den udtværede mascara. Hun ville ikke rigtig snakke med mig; hun ville vist helst bare være alene i sin elendighed. Desværre for hende havde jeg ikke meget andet at bruge min fritid på end at sidde på hendes skrivebordsstol eller være sammen med de to drenge.
        Det lykkedes mig ikke at overtale hende til at komme i skole om onsdagen, så endnu engang tog jeg om til hende. Hun virkede stadig ikke særlig glad for min uanmeldte opdukken, men en eller anden måtte jo gøre noget, og nu hvor alle hendes åh så fantastiske venner havde vendt hende ryggen, måtte jeg vel træde til.
        ”Du forstår det ikke, Linea,” hulkede hun. ”Jeg har mistet alt. Alt siger jeg dig. Det er min egen skyld, og jeg kan intet gøre ved det. Jeg har været så dum, og nu hader de mig alle sammen.”
        ”Det passer i hvert fald ikke,” fortalte jeg hende og satte mig ved siden af hende, selvom hun havde ansigtet gemt i hænderne og ikke rigtig så mig.
        ”Du har ikke mistet alt.” Jeg prøvede, så godt jeg nu kunne, at lyde overbevisende. ”Du har stadig mig. Jeg hader dig ikke. Det tror jeg heller ikke Jakob og Frederik gør. Jeg ved at Thomas og Andreas heller ikke ville hade dig.” Det sidste kunne hun måske ikke bruge til så meget, nu hvor hun jo ikke rigtig kendte dem, men jeg vidste allerede, hvad Thomas ville have sagt: Hvis en dreng dropper dig for en enkelt fejltagelse begået i fuldskab, er han ikke din tid værd. Hvis folk ikke kan leve med, at du er et menneske og derfor fejler, fortjener de heller ikke at se dine perfekte sider. De fortjener ikke den lykke, du kan give dem.
        
”Tror du ikke?” snøftede hun, og jeg rystede på hovedet.
        ”Du skal se, at dem, der virkelig er dine venner, nok skal komme tilbage.” Jeg prøvede at lyde så overbevisende som muligt, og det lykkedes vist næsten at få det til at lyde troværdigt. Men det var jo rigtig nok. Rigtige venner droppede ikke en på grund af en enkelt fejl. Heller ikke selvom den var stor og dum.
        Da jeg tog hjem fra Michelle, endte jeg med at tage en tur forbi Andreas. Min plan havde egentlig været at bruge hele ugen på Michelle, men jeg følte lidt, at jeg havde brug for en pause fra alt den elendighed, og jeg kom jo alligevel næsten lige forbi hans hus på vejen hjem. Det var Maria der åbnede, og selvom jeg som altid hadede at dukke op uanmeldt, fik hendes smil mig til at føle, at jeg var helt velkommen, og at hun næsten var glad for at se mig. Selvom jeg endnu ikke kendte dem så godt, var jeg kommet til at holde en smule af Andreas’ familie. De var bare så søde og venlige alle sammen. Der var noget hyggeligt og hjemligt ved at være hos dem.
        Andreas var heldigvis ikke irriteret over, at jeg pludselig dukkede op og gjorde krav på hans selskab. Det overraskede ham vist en smule, for jeg havde jo sagt, at jeg ville bruge min tid hos Michelle. Jeg havde egentlig ikke haft planer om at fortælle dem om problemet, da jeg kom med en hurtig grund til, at de nok ikke ville se så meget til mig, men jeg endte med at fortælle dem det alligevel.
        Efter min mening var de til at stole på, og det hjalp også lidt at høre deres mening om sagen. Efter hvad jeg havde forstået, var de ret enige med mig. Andreas spurgte ind til Michelle, men det var ikke rigtig glædelige ting, jeg kunne fortælle. Hun havde det ikke særlig godt, og hun blev ved med at sige, at hun havde mistet alt. Det havde hun vel også på en måde, men hvis hun blev ved på den måde, ville hun jo i hvert fald ikke få det tilbage.
        Jeg vidste ikke helt, hvordan det gik til, men vi endte med at snakke om Magnus. Det viste sig, at Andreas også havde kendt ham gennem Thomas, ligesom han kendte Chriz, som vist nok hed Christoffer, hvis det skulle være helt rigtigt.
        ”Det er en af de største fejl, vi mennesker begår,” lød Andreas mening. ”At vi holder alting for os selv.”
        ”Hvad mener du?” spurgte jeg og rynkede brynene.
        ”Jo, du ved, når vi har et problem, eller hvis noget går os på, så holder vi det for os selv. Vi bryder os aldrig om at dele det med andre. Hvis ikke du var taget om til hende din veninde, havde du jo aldrig fundet ud af, at hun havde et problem, at hun havde det skidt. Hun ville ikke fortælle dig om det, og på den måde ville hun jo ende med at stå med det helt alene.” Nu forstod jeg, og jeg gav ham helt ret. Det var en dårlig vane, vi mennesker havde. Når vi havde brug for hjælp, spurgte vi aldrig efter den, og så var det jo ikke så mærkelig, hvis noget gik galt.
        ”Det er selvfølgelig forskelligt, hvor slemt det er. Nogle kan jo godt se, når de burde snakke med nogen, mens andre bare trækker skjoldet lidt længere op.” Han holdt en pause, men jeg kunne se på ham, at han ville fortsætte, at han ville hive det ind i et sammenhæng med den dreng, vi lige havde snakket om.
        ”Magnus tilhørte desværre den sidste kategori,” fik han til sidst sagt, og jeg brød mig ikke om, at han lød så trist.”
        ”Hvordan det?” spurgte jeg og kunne ikke helt finde ud af, om det var godt eller dårligt, at det stadig interesserede mig.
        ”Når man først var blevet venner med Magnus, var han nem nok at snakke med,” begyndte Andreas, og jeg kunne se, at han overvejede sine ord. ”Han var heller ikke dum, så han var ikke uinteressant at snakke med. Når det lige slog ham, havde han den sygeste, men mest fantastiske humor. Selvom det tit var på vores andres bekostninger, kunne han til tider komme med en kommentar, vi blev ved med at grine af flere dage efter. Han kunne for det meste både lave sjov og være alvorlig. Meget rar at snakke med.”
        ”Lige ind til man begyndte at spørge ind til de mindre positive ting i hans liv,” fortsatte han efter en lille pause. ”Så lukkede han fuldstændig af. Hvis han følte, at tingene kom lidt for tæt på, hvis man begyndte at stille lidt for mange ubehagelige spørgsmål, kunne han nemt finde på bare at gå for at slippe væk. Jeg har aldrig kendt nogen, der var så god til emneskift.”
        ”Jeg ved ikke helt hvorfor, men han ville bare ikke snakke om sådan nogle ting. Måske det var fordi, han ikke var vant til det. Fordi han ikke var vant til, at folk bekymrede sig om ham. I hvert fald var det svært at få et overblik over, hvordan han havde det, og det skabte jo rent faktisk en del problemer. Det var i hvert fald alt for sent, at vi opdagede, hvor dårligt han havde det i skolen. Da vi opdagede det, var det for sent at gøre noget ved det.”
        Jeg kunne lige se det for mig, og det gjorde mig på en måde kun trist igen, selvom jeg jo var taget herom for at glemme det triste lidt. Jeg havde ikke svært ved at forestille mig Magnus, der pressede læberne sammen til en tynd streg, samtidig med at en lille grad af beslutsomhed og hårdhed blandede sig med tristheden i hans øjne. Det var ikke svært at placere det ansigtsudtryk på ansigtet, der virkede en smule blegt i kontrast til det sorte hår, mens de fine ansigtstræk fik ham til at se yngre ud, end han var. Andreas fortsatte sin lille fortælling, og jeg lyttede spændt med:
        ”Næsten alt det, vi nogensinde fik at vide, var mere eller mindre tvunget ud af ham. Det var meget overraskende, hvis han talte frivilligt. For det meste var det Tom, der snakkede med ham. Til tider var det i hvert fald det, der virkede bedst. Jeg ved ikke, om du har lagt mærke til det, men nogle gange er han bare virkelig svær at sige nej til. Jeg tror nogle gange, Magnus følte, at han blev nødt til at svare på hans spørgsmål, at han ikke havde andre valgmuligheder.”
        Jeg vidste præcist, hvad det var, han snakkede om, for jeg havde også selv oplevet det. Følelsen af at man bare blev nødt til at fortælle Thomas, hvad det var, der var galt. En anden ting slog mig også. Jeg havde tidligere undret mig over, hvor Thomas’ utrolige utålmodighed kom fra – måske jeg havde fundet svaret her. For svaret måtte næsten være Magnus.
        ”Selvom de for det meste snakkede, når Chriz og jeg ikke var der, skete det alligevel lidt for tit, at vi hørte Magnus bede Tom om at blande sig udenom, sige at han skulle lade ham være. Det værste var, at jeg ved, det sårede dem begge to. Magnus brød sig ikke om at afvise Tom på den måde, for han vidste jo, at det sårede ham, og han vidste, at Tom kun spurgte, fordi han bekymrede sig om ham. Det var ikke fordi, de nogensinde kom op at skændes. Jeg tror, den eneste, Magnus nogensinde har skændtes en smule med, var Chriz. Men det var ikke så meget på grund af Chriz, mere at Magnus havde haft en ret dårlig dag, og det lige skulle gå ud over en eller anden. Så var det nemmest at lade det gå ud over Chriz, for han kunne aldrig få sig selv til at lade det gå ud over Tom, og så var det jo Chriz, han så mest, nu hvor jeg jo boede her.
        De kunne da godt blive ret uenige, Tom og Magnus, og når det skete, var det ret nemt at se på Magnus. Selvom han vandt deres mindre diskussion, var han aldrig glad for det, for i virkeligheden følte han aldrig, at han havde ret. Han gik altid og fortrød de ting, han havde sagt, og så kunne han aldrig kigge Tom i øjnene længe efter. Det kunne han heller aldrig, når der havde været snak om ting, han ikke ville snakke om. Jeg ved ikke hvorfor. Om han skammede sig over det på en eller anden måde, havde dårlig samvittighed. I hvert fald drev det til tider Tom til vanvid.”
        Det tog mig en del tid at sluge alt det, Andreas havde fortalt, men jeg blev kun endnu mere trist, som det hele lige så stille trængte ind. Jeg ville på mange måder ønske, at jeg havde mødt den dreng. Magnus. Han lød så trist, men samtidig som sådan en man bare havde lyst til at give det største kram. Han lød som sådan en, man kun kunne holde af, sådan en man ikke kunne blive sur på, fordi han mindede lidt om en bange hundehvalp.
        Han lød som sådan en, man ikke kunne holde ud at se være ked af det. Efter disse konstateringer kom man så i tanke om, at han var blevet mobbet hele sit liv, at folk havde behandlet ham som lort, og så fik man det pludselig ret dårligt. For hvordan havde folk dog kunnet få sig selv til det? I mine øre lød det helt umuligt.
        Alle de ting, Andreas sagde, passede også utrolig godt på Thomas. Han var virkelig typen, der ikke kunne lide at se andre kede af det. Han ville gerne, at alle var glade. Det undrede mig pludselig ikke længere, at han var så god til at trøste folk og altid vidste, hvad han skulle gøre. Dengang hvor han havde vidst, at et kram var det jeg havde allermest brug for, var det nok ikke første gang, han havde stået i en lignende situation. Jeg kunne nemt se for mig, hvordan Thomas måttet have trukket den mindre dreng ind i et kram. Bare holdt om ham uden at sige noget. Om det virkelig var sket, kunne jeg jo ikke vide, men hvis det var, skulle det nok have hjulpet.
        ”Han holdt meget af ham, gjorde han ikke?” spurgte jeg stille og gik ud fra, at Andreas forstod, hvem jeg mente. Alligevel tøvede han længe med at svare:
        ”Det synes jeg, du skal snakke med Tom om, men jo, det gjorde han.” Nå, hvis han syntes, jeg skulle gøre det, så ville jeg nok også gøre det på et tidspunkt. Altså ikke lige med det samme. Der skulle vist gå lidt tid, før jeg stillede den dreng flere spørgsmål, for jeg havde ikke været specielt glad for de svar, jeg havde fået de sidste par gange.

Det lykkedes mig at få Michelle overtalt til at komme i skole resten af ugen, selvom hun var et ret sørgeligt syn. Hun fik ikke rigtig lavet noget i timerne, og lektier lavede hun da slet ikke. Alligevel syntes jeg, at det var bedre, end at hun var helt alene derhjemme. Jeg følte, at jeg gjorde noget rigtig ved at tage hjem til hende hver eftermiddag og snakke med hende.
        Jeg var efterhånden begyndt at forstå, at det faktisk var ret alvorligt. Det var ikke noget, hendes såkaldte venner bare lige glemte. En del af dem syntes vist, at hun havde opført sig lidt for dumt, og resten fulgte bare de andre, fordi de var bange for, at folk ellers ville se skævt til dem også. Det var lidt trist, at det var så vigtigt at være den sejeste. Alle holdt med Jonas, og alle syntes, at det var åh så synd for ham. Ingen sagde, at de havde ondt af Michelle, selvom jeg havde på fornemmelsen, at der var nogle, som alligevel ikke syntes, det var helt fair over for hende. Det håbede jeg i hvert fald, for jeg gik da ud fra, at nogle af dem rent faktisk var hendes venner.
        Fredag aften tog jeg dog om til Thomas alligevel, men det var egentlig mest fordi, jeg skulle spise aftensmad der. Jeg satte ham ind i Michelles nuværende situation, og han rystede på hovedet. Han fandt det ligesom mig yderst åndssvagt, at man kunne trampe så meget på andre for selv at få lidt magt. Det endte med at blive en meget hyggelig aften, hvor vi hjalp med opvasken, hvilket resulterede i, at jeg pludselig havde sæbeskum på næsen og i håret.
        ”Nåh ja, I kan da fint lige vaske køkkenet, nu hvor i alligevel er i gang,” lød Camillas kommentar, selvom det blev sagt med et smil. Resten af aftenen blev brugt på at se film, samtidig med at jeg prøvede at fortrænge alle Magnusrelaterede spørgsmål.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...