In Loving Memory

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jan. 2013
  • Opdateret: 4 mar. 2013
  • Status: Færdig
Lineas liv har aldrig været helt nemt, og det er kun gået ned ad bakke siden søsterens død. Den ellers så glade pige er lige så stille begyndt at trække sig væk fra andre og ind i sig selv. Hun har aldrig følt sig så alene, og fremtiden virker ikke lys. Hvad kan man gøre, når ens søster og bedsteveninde gennem tykt og tyndt pludselig er væk, og man må møde hverdagens problemer alene? Da Linea, stille og forsigtig som hun er, mere eller mindre mod sin vilje bliver hevet med til en kæmpenytårsfest, havde hun aldrig troet, at hun ville ende med at sidde på et koldt trappetrin og snakke om alt og intet med en fremmed dreng. Selv da det sker, kunne hun aldrig have forestillet sig, at hun ville møde denne anderledes dreng igen, og at han ville komme til at ændre hendes liv for altid. Vil det lykkedes hende at give slip på sorgen, der efterhånden har lagt sig så tungt omkring hende, at den er blevet en del af hendes hverdag, eller vil den fortsætte med lige så stille at æde hende op indefra?

47Likes
159Kommentarer
3178Visninger
AA

24. Kapitel 22

Det virkede måske mærkeligt, men jeg kunne virkelig bare ikke glemme den sorthårede dreng og hans triste skæbne. Nu havde jeg så længe gerne villet vide, hvem han var, men nu hvor jeg vidste det, ville jeg ønske, at jeg ikke gjorde. Jeg kunne selvfølgelig ikke vide, hvor gammelt billedet var, men jeg gik ud fra, at det var et af de sidste billeder, der blev taget af ham. Det betød, at han ikke kunne have nået at blive særlig gammel. Jeg havde utrolig mange ting, jeg godt kunne tænke mig at spørge om. Ting jeg aldrig ville få svar på, fordi jeg aldrig ville kunne få mig selv til at spørge. Hvad var der sket med ham? Hvor længe var det siden? Hvor gammel skulle han have været?
        Man kunne nok diskutere, hvorvidt det var godt eller skidt, at jeg på en eller anden måde fandt det interessant. Godt fordi det kunne betyde, at jeg interesserede mig for andre mennesker. Skidt fordi det rent faktisk var andre menneskers død. Jeg ville jo bare gerne vide, hvorfor hans øjne så så triste ud. Michelle havde brugt tirsdag på at overtale mig til at tage med til den fest, hun havde fundet, men efter at jeg havde sagt nej to gange, gav hun op.
        Det overraskede mig meget, især fordi det jo rent faktisk var Michelle. Mit bedste bud på en grund var, at hun havde tænkt sig lige så stille at få mig hevet med ind i hendes festmiljø. Hun kunne se, at det var blevet bedre efter festen på gymnasiet, at jeg rent faktisk havde haft det lidt sjovt, men hun var vel bange for, at hun ville tabe det hele på gulvet, hvis hun tvang mig med til en masse fester lige med det samme.
        Om det ville lykkes hende at gøre mig festglad, var jeg lidt i tvivl om. På den anden side havde jeg efterhånden erfaret, hvor stor en påvirkning andre mennesker kunne have på en. Thomas’ smil og positive holdning der havde det med at smitte, Andreas øldrikkeri der rent faktisk havde fået mig til at drikke mere, end jeg ellers ville gøre. I hvert fald var jeg lettet, da hun ret hurtigt holdt op med at snakke om det, og jeg fik fred for fester et stykke tid igen.
        Mine uger var på en eller anden måde begyndt at gå hurtigere, og det var måske i virkeligheden fordi, jeg havde mere at lave. En dag besøgte jeg Line, en dag i centeret sammen med Michelle og et par dage sammen med Thomas og Andreas. Et par aftener hvor jeg snakkede med min far. Lektier og afleveringer der skulle laves. Før jeg vidste af det, var det igen blevet fredag. Endelig var der igen weekend. Endnu et par dages frihed uden skole og trælse lærere.
        Min fredag eftermiddag blev brugt på at hjælpe Michelle med at finde en kjole til aftenens fest. Jeg mistænke hende for at ville give mig en sidste chance for at tage med alligevel. Hun ville lige se, om hun kunne få mig til at ombestemme mig. Det kunne hun dog langt fra. Især fordi jeg havde aftalt med min far, at han skulle komme hjem til spisetid. Han havde lovet, at han nok skulle holde det.
        Lørdag blev min far nødt til at arbejde noget af dagen, så jeg var lidt sammen med mine to nye venner. Han tog dog fri lidt over middag, vi besøgte sammen Line, og da vi kom hjem, satte vi os og så film og drak varm kakao. Det kunne godt være, at jeg til tider følte mig utrolig alene og savnede, at der var andre i lejligheden, men når min far så rent faktisk havde fri til at være der, var det også helt fantastisk.
        Søndag tog jeg om til Thomas, og ligesom om lørdagen havde mit blik det med at søge over mod hylden ved sengen. Jeg kunne ikke helt finde ud af, hvorfor det lige var, at det optog mig så meget, men det havde nok noget med min egen søsters død at gøre. Måske i virkeligheden en hel del.
        Jeg kunne mærke på Thomas, at han ikke længere tænkte på mandagens samtale, og han var igen den glade dreng, jeg kendte. Jeg selv derimod følte mig kun endnu mere trist end normalt. De ting, Jakob havde sagt, fik mig til at tænke på, om jeg virkelig havde ændret mig. Var der virkelig sket et eller andet dumt med mig? Jeg manglede Line. Jeg manglede min støtte. Hun ville have kunnet fortælle mig det, hvis der var noget galt. Hvis noget ikke var, som det skulle være. For hun kendte mig. Kendte mig bedre end nogen anden nogensinde ville komme til. Jeg havde brug for min tvilling, min anden halvdel.
        Uden at tænke over det lagde jeg hånden om mit halssmykke, og det gik først op for mig, da hjertets kanter begyndte at bore sig ind i min hånd. Jeg rystede på hovedet en enkelt gang for at kæmpe mig tilbage til virkeligheden, inden jeg begyndte at få tårer i øjnene. Jeg måtte bare gå ud fra, at alt var, som det skulle være. At der intet var galt. Jeg havde det jo fint, havde jeg ikke? Jeg var ikke helt sikker på, om jeg ville give mig selv ret, men jeg kunne jo altid lade som om.
        Da Thomas på et tidspunkt var væk, kunne jeg ikke dy mig, så jeg rykkede ned i den anden ende af sengen og tog forsigtig billedet op. Medmindre det efterhånden var en del år siden, han døde, så var det enten et gammelt billede, eller også var han et par år yngre end Thomas. Han så i hvert fald ikke så forfærdelig gammel ud på billedet. Ikke fordi jeg var godt til at gætte aldre, men han så altså lille og uskyldig ud.
        ”Det interesserer dig alligevel en smule, hva’?” Jeg havde slet ikke hørt, at Thomas var kommet tilbage, og det chok, jeg fik, da han pludselig talte, var så stort, at jeg nær havde tabt billedet. Jeg kiggede forskrækket op på ham, som han stod i døren, og jeg følte mig utrolig skyldig.
        ”Undskyld,” mumlede jeg og skulle til at sætte billedet tilbage, da han kom hen og satte sig ved siden af mig.
        ”Det er da ikke noget, der gør noget.” Jeg var ikke helt sikker på, hvorvidt jeg var enig med ham, for jeg havde jo erfaret, at det ikke var noget, han var glad for at snakke om. Alligevel blev jeg siddende med billedet og betragtede lyset, der blev reflekteret i glasset.
        ”Hvad er det, du gerne vil vide?” spurgte Thomas, og jeg sukkede. Det var jo lige det, jeg ikke rigtig vidste. Der var så mange ting, jeg gerne ville vide. Problemet var bare, at det jo ikke rigtig kom mig ved. En masse spørgsmål susede rundt i mit hoved, og det lykkedes mig til sidst at fange et, jeg rent faktisk ville få noget ud af.
        ”Hvad skete der med ham?” Det var måske ikke helt så godt formuleret, men jeg var ret sikker på, at han forstod, hvad jeg mente. Hans reaktion på spørgsmålet var øjeblikkelig. Jeg vidste med det samme, at det var et af de spørgsmål, han mindst havde lyst til at svare på, og jeg fortrød derfor, at det var det, jeg havde stillet. Hvorfor kunne jeg ikke have spurgt om noget, han gerne ville svare på og snakke om? Det var da også bare så typisk. Jeg havde endelig chancen for at få et svar på et af de mange spørgsmål, og så valgte jeg et af de svar, der for ham var sværest at give.
        ”Han-” Thomas gik i stå, men kort tid efter fortsatte han alligevel: ”Han… tog sit eget liv.” Jeg spærrede øjnene op og stirrede ned på det indrammede billede i mine hænder. Selvmord? Det kunne da vel ikke passe? Jeg begyndte lige så stille at nægte at tro på det; det var lidt for meget til, at jeg kunne tage det. Desværre kunne jeg fornemme på Thomas, at det var sandheden. Mest af alt kunne jeg mærke, at han ikke var glad for den. Ikke at det kunne undre nogen.
        Sygdom var efter min mening en helt forfærdelig ting, hvis det var noget, man ikke kunne gøre noget ved. Det var ikke til at holde ud at stå der og se på uden at kunne gøre det mindste. Selvmord var mindst lige så forfærdeligt, men det var på en anden måde. Tanken om, at nogle kunne have det så skidt, at de kunne finde på at tage deres eget liv, var i hvert fald heller ikke til at holde ud. Alt, hvad der førte til en alt for tidelig død, var generelt bare forfærdeligt.
        Jeg sad i det, der føltes som utrolig lang tid, og gloede dumt på billedet, mens jeg kunne mærke, at tårerne pressede på bag mine øjne. Jeg fortrød inderligt, at jeg nogensinde havde spurgt ind til den dreng. Hver gang jeg gjorde det, blev det bare værre og værre. Jeg havde måske ikke kendt denne dreng, og hans død havde ingen effekt haft på mit liv, men det lød alligevel alt for trist og forfærdeligt.
        ”Hvorfor?” spurgte jeg til sidst, og da han tøvede med at svare mig, var jeg bange for, at han ikke havde hørt min hæse, hviskende stemme.
        ”Han havde det ikke så godt. Han havde det langt fra godt.” Jeg kunne høre smerten i Thomas’ stemme, og jeg havde mest af alt lyst til bare at holde mig for ørerne og lade som om, jeg aldrig havde hørt noget af det her.
        I korte træk fortalte min ven mig, hvordan den stakkels dreng var blevet mobbet af alt og alle hele sit liv. Hvordan han var flyttet hjem til sin onkel, fordi hans forældre meget enkelt ikke var i stand til at være forældre, og at mobberiet bare var fortsat der. Jeg vidste med det samme, at det ikke var alt, men hvis Thomas ikke havde lyst til at fortælle mig mere, ville jeg aldrig tvinge ham til det. Lige så stille gik det op for mig, at det her var langt værre, end jeg først havde troet. Det var ikke bare en tilfældig ven, vi snakkede om, men ellers ville der vel heller ikke have stået et billede af drengen på hylden.
        Jeg var ret sikker på, at Michelle ville blive ked af det, hvis en af hendes mange venner døde, men jeg troede ærlig talt ikke på, at hun ville have et billede stående af personen, medmindre det virkelig var en, hun havde holdt utrolig meget af.
        ”Hvor gammel skulle han være blevet?” spurgte jeg i håbet om at kunne få løst mit lille mysterium med drengens og billedets alder.
        ”Sytten,” svarede han, og som om han kunne læse mine tanker, valgte han at fortsætte: ”Billedet er nok et år gammelt eller sådan noget.” Ved hjælp fra det svar kunne jeg regne to ting ud: Magnus havde været omkring de seksten, da han døde, og det var ikke mere end et år siden. Det var kortere tid siden, end jeg havde håbet på. Et år lød på en måde som utrolig lidt, men derfor kunne den tid selvfølgelig meget nemt have føltes lang for Thomas. Jeg havde stadig et sidste spørgsmål, inden mit minimysterium var helt opklaret, men Thomas havde åbenbart mere at sige, og det viste sig at blive svaret på mit spørgsmål:
        ”Folk troede tit, at han var yngre, end han var, for han var ikke særlig høj af sin alder, og så… ja, han lignede vel bare lidt en, der var yngre. Han så så uskyldig ud.” På den måde gav det hele jo meget fin mening. Eller måske ikke det hele. Jeg kunne stadig ikke se nogen mening i, at han skulle dø. Men når det kom til stykket, kunne man vel aldrig forstå, hvorfor nogle skulle det.
        ”Og var det et af problemerne?” spurgte jeg forsigtigt og håbede, at han forstod, hvad jeg mente.
        ”Det var det vel,” svarede han. ”Han kunne godt selv lave grin med det engang imellem, men jeg tror bestemt ikke, at det kun var sjov, han havde ud af det.” Man kunne drille og mobbe folk med mange ting, og i længden var der vel ikke nogen ting, der var værre end andre. Men så alligevel. Det var vel egentlig værre at mobbe folk med noget, de ikke kunne gøre noget ved. Måske det ikke var nemt, men hvis du var dårlig til matematik, eller dit tøj var grimt, kunne man for det meste gøre noget ved det. Eller man kunne i hvert fald prøve. Det var lidt svært at gøre noget ved sin højde.
        De triste øjne gav pludselig mening, men jeg havde endnu engang foretrukket, at de ikke havde. Hvorfor kunne der ikke have været en glad og hyggelig forklaring på denne dreng? Jeg vidste udmærket, at jeg endnu ikke vidste særlig meget om Magnus. Jeg vidste, at der var utrolig mange flere grunde til, at han ikke havde haft det godt. Jeg kunne mærke det på Thomas og se det på hans knyttede hænder.
        Jeg ville stadig gerne vide, hvad det var for en ring, han rendte rundt med, men jeg turde meget enkelt ikke spørge. Jeg ville helst undgå at spørge ham om noget som helst fra nu af. Hver gang jeg spurgte, var det triste ting, han kunne fortælle. Jeg havde rigeligt med triste ting i mit eget liv, så jeg ville gerne beholde bare en lille del af min illusion af, at han havde det meget godt. Jeg valgte bare at tro, at det var en helt almindelig ring, selvom det var begrænset, hvor mange andre drenge jeg kendte, som gik med ring.
        På en måde havde jeg lyst til at glemme alt om den sorthårede dreng, men samtidig ville jeg alligevel gerne vide mere om ham. Det var en smule irriterende, for jeg hadede, når man ikke kunne blive enig med sig selv. Der fandtes ikke noget værre. Jeg kunne godt mærke, at snakken havde ændret Thomas’ humør en smule, men det var ikke sådan, at jeg havde følelsen af at have ødelagt hans dag. Måske han i virkeligheden allerede havde tænkt på det i løbet af dagen, og det bare blev lidt anderledes, når man snakkede højt om det? Billedet stod trods alt et sted, hvor man havde ret nemt ved at få øje på det og højst sandsynligt så det hver morgen, når man kiggede på vækkeuret.
        Da jeg kom i skole om mandagen, var Michelle endnu ikke kommet, hvilket undrede mig lidt, men det var først, da hun slet ikke dukkede op, at det blev lidt mærkeligt. Jeg valgte at gå ud fra, at hun var blevet syg, eller at det var grundet bivirkningerne ved at drikke lidt for meget lidt for tit. Dog ville jeg have troet, at hun i så fald havde skrevet til mig, at hun ikke kom, men det kunne jo være, at hun havde glemt det, eller at hendes telefon af en eller anden grund ikke havde sendt SMS’en.
        Det var først, da jeg heller ikke hørte fra hende tirsdag, at jeg rigtig lagde noget i det. Det var altså ikke helt normalt. Hvis hun var syg, skulle man næsten tro, at hun ville have sendt en SMS for at klage over, hvor skidt hun havde det. Derfor valgte jeg at tage om til hende, selvom jeg ikke brød mig særlig meget om at komme der uden at følges med min veninde, og da slet ikke hvis det var uanmeldt.
        Huset var så stort, så der var langt fra døren til hendes værelse, og jeg hadede at skulle snakke med hendes forældre eller bror. Da jeg endelig kom derom, var jeg alligevel glad for, at jeg havde gjort, som jeg gjorde. Bestemt ikke for min egen skyld, men for at vise at jeg faktisk godt kunne være en god veninde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...