In Loving Memory

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jan. 2013
  • Opdateret: 4 mar. 2013
  • Status: Færdig
Lineas liv har aldrig været helt nemt, og det er kun gået ned ad bakke siden søsterens død. Den ellers så glade pige er lige så stille begyndt at trække sig væk fra andre og ind i sig selv. Hun har aldrig følt sig så alene, og fremtiden virker ikke lys. Hvad kan man gøre, når ens søster og bedsteveninde gennem tykt og tyndt pludselig er væk, og man må møde hverdagens problemer alene? Da Linea, stille og forsigtig som hun er, mere eller mindre mod sin vilje bliver hevet med til en kæmpenytårsfest, havde hun aldrig troet, at hun ville ende med at sidde på et koldt trappetrin og snakke om alt og intet med en fremmed dreng. Selv da det sker, kunne hun aldrig have forestillet sig, at hun ville møde denne anderledes dreng igen, og at han ville komme til at ændre hendes liv for altid. Vil det lykkedes hende at give slip på sorgen, der efterhånden har lagt sig så tungt omkring hende, at den er blevet en del af hendes hverdag, eller vil den fortsætte med lige så stille at æde hende op indefra?

47Likes
159Kommentarer
3151Visninger
AA

23. Kapitel 21

Jeg hadede mandage. Jeg hadede mandage af så utrolig mange grunde. For det første fordi det betød, at weekenden var slut, og jeg skulle i skole igen. Udover det var det generelt bare en træls skoledag med en irriterende timesammensætning. For lige at tilføje endnu en ting fra min lange liste af var det en af de dage, min far næsten altid havde sent fri. Jeg var ret sikker på, at jeg ville blive deprimeret, hvis jeg satte mig og skrev alle de dårlige ting ved mandage ned.
        I skolen var der ikke særligt overraskende blevet snakket om festen, og ligesom sidst jeg havde deltaget i en fest, prøvede jeg at undgå at komme med i samtalerne. Det havde godt nok været sjovere denne gang, men jeg følte mig stadig langt fra som et festmenneske. Måske havde det været fedt nok, men jeg foretrak nu stadig at være hjemme, hvor der var lidt mere stille og roligt. Lidt mindre dancemusik og lidt færre discolys.
        Det havde ifølge Andreas været det værste ved festen lige før det faktum, at der var så mange mennesker, der opførte sig åndssvagt. Det var efter hans mening ikke noget særlig fedt musik. Det var selvfølgelig hver sin smag, men jeg foretrak nu også noget andet.
        Michelle havde brugt hele første time på at udspørge mig omkring, hvem Andreas var. Jeg burde have vidst, at det ville ske, men jeg havde da haft lov til at håbe. Jeg måtte op til flere gange forsikre hende om, at vi kun var venner, og at vi rent faktisk ikke havde kendt hinanden så længe. Da hun til sidst ikke kunne finde på mere at spørge om, blev det Thomas’ tur, og jeg var ved at dø, da klokken endelig ringede. Den tøs var det mest nysgerrige menneske i hele verden, og hun kunne ikke tåle ikke at vide alt om alt.
        Som en lille solstråle i det grå vintervejr kunne jeg i det mindste se frem til at skulle være sammen med Thomas efter skole. Forhåbentligt havde han en af sine bedste dage, så hans bedre humør kunne smitte af på mit. Positiv energi kunne jeg klart bruge noget af.
        ”Sidst jeg så dig, var du nedtrygt, fordi din veninde havde tvunget dig med til en fest. Hvad er problemet i dag?” grinede han, da han lukkede op for mig, og det gik op for mig, at jeg måske så lige så glad ud, som jeg følte mig. Det betød at jeg måtte se meget lidt glad ud.
        ”Det er mandag,” svarede jeg med et skuldertræk, men kunne ikke lade være med at smile. Det var da helt fantastisk så hurtigt hans smil og gode humør kunne smitte.
        Han spurgte selvfølgelig ind til festen, og jeg indrømmede, at det ikke havde været det værste. Jeg spurgte ind til den der familiekomsammen, og han måtte indrømme, at det ikke havde været helt så slemt, som han havde frygtet.
        ”Så det var altså til at holde ud at skulle være sammen med Andreas en hel aften? Du er noget specielt, Linea. Jeg ville ikke have overlevet det.”
        ”Jaja, klart,” mumlede jeg med himmelvendte øjne.
        ”Nu ikke så kedelig, Linea,” smilede han, og jeg vidste, at de i al evighed ville blive ved med at finde det sjovt at sige mindre pæne ting om hinanden. Men hey, det var vel bare det, man kunne kalde rigtige bedstevenner.
        ”Det er mandag, og mandage er generelt bare kedelig,” lød min undskyldning, og han godtog den vist. Efter at jeg var blevet venner med de to drenge, havde jeg fundet en masse nyt musik, jeg kunne lide, og jeg fik Thomas til at lave en musikopdatering på min mobil, så jeg fik det, jeg allerbedst kunne lide, og det nye jeg havde fundet, over på den.
        Jeg havde for længst givet ham hans egen telefon tilbage, og jeg fandt det ret sjovt, at han ikke havde vidst, at han havde glemt den hos mig. Han havde bare troet, at han ikke kunne finde den. På nuværende tidspunkt lå den på hylden ved sengen, havde jeg opdaget, da mit blik endnu engang søgte i dens retning. Det var dog ikke så meget telefonens skyld; nærmerede det billede der stod på hylden. Det billede der nu igen havde fået sin gamle plads til venstre for vækkeuret tilbage.
        ”Thomas?” spurgte jeg, og han kiggede op fra computeren og sin roden med musik. Jeg havde stadig den der følelse af, at der var noget med den dreng. Det noget der havde afholdt mig fra at spørge ind til ham. Indtil nu. Nu måtte jeg altså bare vide, hvem han var. Jeg havde fundet to navne, som muligvis kunne tilhøre ham. Chriz, fordi han havde ringet til Thomas, og fordi de havde snakket om ham. Magnus, fordi jeg havde læst Thomas’ SMS, hvilket jeg stadig havde dårlig samvittighed over.
        ”Hvem er det der?” Jeg havde måttet tage mig godt og grundigt sammen for at stille spørgsmålet. Jeg hadede selv, når folk stillede mig spørgsmål, og jeg vidste, at det var helt forfærdeligt, hvis det ikke var noget, man gad snakke om. Derfor prøvede jeg altid at undgå at stille for mange spørgsmål. Det tog ham en del tid at svare, hvilket jeg ikke brød mig om. Det skete dog til sidst:
        ”Det er Magnus.” Det var et unaturligt kort og udetaljeret svar i forhold til, at det var Thomas, jeg havde med at gøre. Det gav mig kun endnu mindre lyst til at spørge mere ind til det.
        ”Var det ham, du besøgte den der fredag?” Det kunne vel egentlig ikke være andre, men han vidste jo ikke, at jeg havde læst hans SMS, og jeg ville for alt i verden ikke afsløre mig selv ved bare at have den viden.
        ”Det var det. Han var en af de to rigtig gode venner, jeg havde, der hvor jeg boede, inden jeg flyttede her til.”
        ”Hvem var den anden så?” Noget sagde mig, at det måtte være ham Chriz. Rent faktisk gik det op for mig, mens jeg tænkte over det, at det var det. Husk lige Chrizzer på at han skylder mig en ølDet kunne jo kun betyde, at Andreas havde vidst, at Thomas skulle være sammen med Chriz, samtidig med at han også skulle besøge Magnus? Det kunne selvfølgelig være mig, der havde forstået det forkert, men jeg følte mig ret klog, og den følelse blev kun forstærket, da Thomas gav mig det svar, der betød, at jeg havde haft ret.
        ”Men sagde du ikke, at du kun havde kontakt med én derfra?” spurgte jeg og kiggede på ham med sammenknebne øjne, selvom han ikke kiggede på mig, men billedet. Hvorfor havde han kun sagt, at der var en, hvis der var to? Det gav jo ingen mening.
        ”Nogen ville måske sige, at jeg har kontakt med to,” sukkede han. ”Mens andre vil sige, at det er noget pis, og at det kun er en.”
        ”Linea..” begyndte han, men gjorde ikke noget for at færdiggøre sin sætning. Jeg kunne ikke helt finde ud af, om jeg skulle sige noget eller lade være. Jeg var ret sikker på, at han havde tænkt sig at fortsætte på et eller andet tidspunkt. Jeg kunne mærke på ham, at det her for en gangs skyld ikke var noget, han havde lyst til at snakke om. Normalt ville jeg aldrig kunne lide at spørge ind til noget, folk ikke havde lyst til at snakke om, men det, at det var Thomas, gjorde det kun endnu værre. Han plejede altid gerne at ville snakke om alt.
        Jeg endte med ikke at sige noget, både fordi jeg jo vidste, at det ikke var noget, han havde lyst til at snakke om, men også fordi jeg kunne se, at han prøvede at finde ud af, hvad han skulle sige, hvordan han skulle formulere det.
        ”Han er her ikke længere,” fik han til sidst sagt. ”Magnus… er død.” Selvom jeg var begyndt at frygte, at det var noget i den retning, stivnede jeg alligevel, da han sagde det. Jeg kunne ikke få et ord over mine læber, da jeg ville svare ham, men sad bare og kiggede på billedet af den sorthårede dreng med de triste, grå øjne. Død? Hvorfor? Hvorfor skulle det absolut være sådan noget? Hvorfor kunne det ikke bare være en eller anden gammel ven?
        Jeg huskede, at jeg havde snakket om at miste nogen, man holdt af, da jeg var blevet sur på Thomas dengang i lejligheden. Jeg fik det pludseligt kun endnu dårligere med alt det, jeg havde sagt. Død. Jeg hadede det ord. Det ord var værre end mandage. Da jeg ikke gjorde den mindste mine til at sige noget, vendte Thomas igen til bage til computeren og min mobil.
        ”En helt fantastisk dreng,” hørte jeg ham mumle. Efterhånden som der gik lidt tid, kom jeg mig over min stivnede tilstand, og en masse spørgsmål tog på rundtur i min hjerne. Jeg havde utrolig mange ting, jeg gerne ville spørge om, men jeg gjorde det ikke. Mest fordi jeg var hundrede procent sikker på, at det ikke var et emne, Thomas var glad for. Det forstod jeg kun alt for godt; jeg havde også kun meget sjældent lyst til at snakke om Line. Udover det havde jeg vist forspildt min chance for at stille nogle spørgsmål i denne omgang, da jeg valgte at gå i stå i stedet for at svare ham.
        Der blev ikke snakket mere om det resten af dagen, men jeg kunne mærke, at han ikke helt kunne glemme det, at han blev ved med at gå og tænke på det. Det gjorde mig en smule trist, for det var min skyld, at han nu gik og tænkte på noget, han nok ikke havde lyst til at tænke på. Jeg blev da også bare ved med at gøre ham trist med de åndssvage ting, jeg sagde eller spurgte om.
        Glemme det kunne jeg heller ikke rigtig. Jeg blev ved med at se de grå øjne for mig, da jeg gik hjem. De så altså triste ud. Nu havde jeg så længe gerne villet vide, hvem han var, men nu ville jeg ønske, at jeg aldrig havde spurgt. Det havde ikke hjulpet på mit mandagshumør. Bestemt ikke.
        Jeg var ikke nået særlig langt på min tur hjem, da jeg modtog en SMS fra Michelle. Hun havde fundet endnu en fest, hun gerne ville have mig med til, men det nægtede jeg altså. Det kunne godt være, at hun nu havde bedre argumenter at bruge, når hun skulle lokke mig med, men jeg skulle altså ikke til flere fester lige foreløbig. Nej, heller ikke selvom jeg faktisk havde haft det helt sjovt sidst, og nej, heller ikke selvom jeg kunne få enten Thomas eller Andreas til at tage med.
        I den sidste ende var det nok heller ikke noget, jeg skulle regne med, at jeg kunne. Jeg havde længe vidst, at Thomas langt fra elskede sådan nogle fester grundet vores samtale på Michelles trappetrin. Nu havde jeg haft en lignede samtale med Andreas til festen på gymnasiet, og jeg kunne ud af den se, at de to drenge var meget enige i, at det ikke helt var deres stil. Jeg håbede for alt i verden, at det ikke ville lykkedes Michelle at tvinge mig med til flere fester lige med det samme, for ellers endte det bare med, at det blev sådan en dårlig vane for hende. En vane jeg ikke ville være glad for, hun fik. Langt fra.
        Jeg lod være med at svare på SMS’en, da jeg vidste, at det ville gå galt for mig, hvis jeg skulle overbevise hende om, at jeg ikke skulle med, på den måde. I stedet skyndte jeg mig hjem, inden det blev alt for koldt at være udenfor. Jeg takkede inderligt den, der havde fundet ud af, at man kunne få varmen ved at gå. Det faktum, at det måske ville blive svært rent faktisk at finde en, man kunne takke for det, valgte jeg at ignorere. Nogle gange behøvede alting ikke at give mening. Nogle gange måtte tingene godt lade være med at hænge sammen. Til tider ville det i hvert fald være nemmere.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...