In Loving Memory

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jan. 2013
  • Opdateret: 4 mar. 2013
  • Status: Færdig
Lineas liv har aldrig været helt nemt, og det er kun gået ned ad bakke siden søsterens død. Den ellers så glade pige er lige så stille begyndt at trække sig væk fra andre og ind i sig selv. Hun har aldrig følt sig så alene, og fremtiden virker ikke lys. Hvad kan man gøre, når ens søster og bedsteveninde gennem tykt og tyndt pludselig er væk, og man må møde hverdagens problemer alene? Da Linea, stille og forsigtig som hun er, mere eller mindre mod sin vilje bliver hevet med til en kæmpenytårsfest, havde hun aldrig troet, at hun ville ende med at sidde på et koldt trappetrin og snakke om alt og intet med en fremmed dreng. Selv da det sker, kunne hun aldrig have forestillet sig, at hun ville møde denne anderledes dreng igen, og at han ville komme til at ændre hendes liv for altid. Vil det lykkedes hende at give slip på sorgen, der efterhånden har lagt sig så tungt omkring hende, at den er blevet en del af hendes hverdag, eller vil den fortsætte med lige så stille at æde hende op indefra?

47Likes
159Kommentarer
3146Visninger
AA

22. Kapitel 20

”Hvis Jonas kommer først, så lover du mig, at vi ses på et eller andet tidspunkt, inden nogen af os tager hjem, ikke?” Michelle sendte mig et meget alvorligt blik, og jeg modstod trangen til at sukke. Festen blev holdt i noget, jeg gik ud fra var en stor hal af en slags. Jeg havde ærlig talt ingen anelse, da stedet havde gennemgået en ret stor forvandling og var blevet til festlokale. Rundt omkring i hjørnerne og kanterne stod sofaer, og det var en af dem, Michelle og jeg nu sad i, mens vi ventede på de mennesker, der skulle være vores selskab i løbet af de næste timer.
        I den modsatte ende var en bar sat op, og der var mange, der allerede rente rundt med øl eller andre alkoholfyldte drikke. Jeg vidste, at der også var et tilstødende rum, hvor der foregik et eller andet, men vi havde ikke været rundt for at kigge. Lige nu måtte vi vente et sted, hvor vi kunne findes, og Michelle syntes ikke, det var fedt at vente udenfor.
        ”Det er jo bare en ven,” fortalte jeg hende, for jeg vidste ikke hvilken gang. Noget sagde mig, at hun nægtede at tro mig.
        ”Måske, men så vil jeg gerne møde din ven.”
        ”Fint nok.” Jeg gav op. Hvis det betød så meget for hende, så skulle hun da have lov.
        ”Dejligt. Det er ikke ham fra min fest, er det vel?”
”Nej,” sukkede jeg. Jeg troede faktisk, at hun endelig havde glemt det. Åbenbart ikke. Alligevel kunne jeg ikke lade være med at tænke på, at hun faktisk var tæt på.
        ”Har du slet ikke tænk dig at snakke med ham igen?”
        ”Det har jeg faktisk gjort.” Hun kunne vel lige så godt få det at vide. På et eller andet tidspunkt blev jeg jo alligevel nødt til at fortælle hende det.
        ”Har du?” Hun så pludselig meget overrasket ud, og jeg havde lyst til at ryste på hovedet eller himle med øjnene.
        ”Ja, og det er rent faktisk hans bedsteven, han har sendt for at holde mig med selskab, nu hvor du jo har tvunget mig til at tage med.” Hun skulle til at sige et eller andet, men til mit held bestemte Jonas sig for at dukke op på det tidspunkt. Der gik ikke langt tid før han og Michelle var væk, men det var først efter, at hun havde sikret sig, at vi havde en aftale. Hun var meget opsat på at møde min såkaldte ven.
        Denne ven dukkede op ikke alt for længe efter, at min veninde var forsvundet. Jeg kunne ikke lade være med at lægge mærke til, at han faktisk så helt fin ud for en gangs skyld. Det, der gjorde den største forskel, var nok, at han for en gangs skyld ikke havde den sorte hue trukket helt ned over hovedet. Hans hår var ikke kun meget lyst, det var også meget fint og tyndt, og så var det egentlig ret pjusket på en pæn måde.
        ”Hej,” hilste han og dumpede ned ved siden af mig.
        ”Wow, hvad har du egentlig gjort af Linea?” spurgte han, og jeg kiggede ned ad mig selv og den sorte kjole.
        ”Jeg tror, Michelle har skræmt hende væk,” svarede jeg. ”Er det så slemt.”
        ”Nej.” Det gik pludseligt op for mig, at han smilede. ”Det er faktisk pænt til dig.” Selvom det var fuldstændig åndssvagt, kunne jeg mærke, at mine kinder blev en smule varme, og selvom det var ret mørkt i den her ende af salen, blev jeg ved med at kigge ned.
        ”Har du selv flettet det?” spurgte han og prikkede til min fletning.
        ”Nej, det har Michelle.”
        ”Nå, men det er hun da meget godt til.” Han tog fat i enden af fletningen, og begyndte at kilde mig i ansigtet med den. Det irriterede mig pludseligt, at jeg havde sat mig helt nede i enden af sofaen, så det var umuligt for mig at slippe væk.
        ”Andreas!”
        ”Okay så,” mumlede han skuffet og slap min fletning. Jeg tog mig endelig sammen til at kigge på ham igen, og jeg havde en smule lyst til at ryste på hovedet af ham.
        ”Så du synes, Michelle er god til at lave fletninger?”
        ”Ja, det klarer hun da meget godt.”
        ”Nårh ja, det er sikkert også noget, du har forstand på.”
        ”Det er det da.” Han lagde armene over kors og lød utrolig fornærmet. ”Har du nogensinde lagt mærke til, hvor langt hår min søster måske har? Det fletter altså ikke sig selv.”
        ”Så det, du siger, er, at du fletter det?” spurgte jeg mistroisk og kunne ikke helt lade være med at grine.
        ”Ja,” svarede han og lød utrolig stolt over det. Jeg kunne ikke helt lade være med at smile, for blandingen af det fornærmede udtryk på hans ansigt og den sårede stolthed fik ham faktisk til at se lidt sød ud.
        ”Det vil jeg se, før jeg tror det.”
        ”Du skal da være velkommen,” svarede han, og bare for at irritere mig skubbede han igen til min fletning.

Vi gik lidt rundt omkring og udforskede de forskellige steder, hvor festen foregik. Jeg blev lidt overrasket, første gang vi stødte ind i en, Andreas kendte, men så kom jeg i tanke om, at han jo også gik i skole og havde en klasse, og at det rent faktisk var hans skole, vi befandt os på. Det var nok i virkeligheden ikke så mærkeligt, hvis der var en del mennesker, han kendte. Dem der gik på HTX og sådan noget, kunne han jo egentlig også nemt kende, for dem kunne han jo have gået i folkeskole med.
        Det var faktisk ret sjovt at betragte de forskellige mennesker, der var dukket op, og deres forskellige måder at opføre sig på. Der var for det meste ret stor forskel på de yngstes og de ældstes opførsel, og det måtte være noget af det sjoveste, jeg fik ud af den her fest. At se hvor åndssvagt andre kunne finde på at tage sig ud.
        Da vi efterhånden havde været rundt over det hele, besluttede vi os for at gå tilbage til sofaerne. Da vi kom forbi baren, blev Andreas pludselig opmærksom på, at han var helt utrolig tørstig, og han købte sig en øl.
        ”Du ved, hvis jeg skal være tvunget til at rende rundt her med en masse dumme mennesker en hel aften, så synes jeg altså også godt, at jeg må få en øl.”
        ”Det er også helt fint, så længe du bare ikke drikker så meget, at du er helt væk, for så tror jeg ærlig talt ikke, jeg får særlig meget ud af, at du er her.”
        ”Det kunne jeg da aldrig finde på,” forsikrede han mig. ”Så mange øl har jeg heller ikke råd til. Ved du godt, hvor dyrt det er at købe øl til sådan nogle fester?” Nej, det havde jeg ikke den fjerneste anelse om, men det vidste han også godt, hvis han lige tænkte sig lidt om.
        Vi fik os sat i sofaerne, og det endte faktisk med at minde mig lidt om første gang, jeg mødte Thomas. De to drenge havde mærkeligt nok en meget ens holdning til fester og sindssygt druk for sjov.
        ”Jeg kan jo ikke ligefrem sige, at jeg ikke selv drikker, vel?” begyndte Andreas og studerede dåsen i sin hånd. ”Men derfor forstår jeg nu stadig ikke, hvorfor folk drikker så meget for sjov, at de intet kan huske. Det er jo da ikke behagelig, når man ikke kan huske noget.” Indtil videre var det hele ikke så slemt, som jeg havde frygtet, men måske det i virkeligheden bare var fordi, at det, vi lavede, var noget, vi lige så godt kunne have lavet hos Andreas. Den eneste forskel var, at her var høj musik, farvede lys og larmende mennesker.
        Selvom Andreas ikke virkede særlig påvirket, da han gik op efter en tredje øl, var jeg begyndt at overveje, om han rent faktisk havde planer om at blive ved, til han begyndte at blive fuld. Eller måske lidt længere endnu. Da han kom tilbage, blev en eller anden dåse sat foran mig, og jeg kiggede usikkert på den. Var det til mig det der?
        ”Jo, ser du,” begyndte Andreas, da han satte sig. ”Hvis vi bliver ved på den her måde, ikke, så ender det altså med, at jeg bliver mere eller mindre halvfuld, og så gider jeg altså ikke være mærkelig alene. Det ville sikkert være skideskægt for dig, men ikke for mig, når du i morgen går og griner af et eller andet, jeg har sagt.” Jeg var på ingen måde det mindste vant til at drikke, så jeg var ret sikker på, at der ikke skulle særlig meget til, før at jeg blev fuld. På den anden side var det jo ikke noget, jeg havde undersøgt, for jeg havde aldrig drukket så meget, at jeg var blevet rigtig fuld af det. Jeg havde meget få gange drukket én enkelt genstand, men så heller ikke mere.
        Jeg vidste ikke rigtig, hvad det var, Andreas var kommet med, men det var i hvert fald ikke øl. Min plan havde egentlig kun været at drikke lidt af det, men før jeg vidste af det, var dåsen rent faktisk tom. Jeg valgte at tro, at det var Andreas’ drikken af sin egen dåse, der havde påvirket mig til at drikke mere, end jeg lige havde tænk over.  Det var jo ikke fordi, det ikke smagte godt, og på en eller anden måde virkede det lidt mere trygt at drikke, når det var Andreas, jeg var sammen med. Måske fordi jeg vidste, at han ville blive ved mig. Han havde ikke andre, han skulle rundt og snakke med, som Michelle altid havde.
        Da jeg gik med til, at en genstand mere nok ikke ville gøre noget, var jeg inderst inde godt klar over, at det var Andreas og måske delvist Thomas, der havde påvirket mine holdninger lidt. Normalt var jeg nok aldrig gået med til det. Jeg vidste også udmærket godt, at nu hvor jeg først var gået over den normale grænse, ville det være svært ikke at gå endnu længere over den. På en måde var jeg lidt bange for det, men så alligevel ikke. Jeg kunne jo nok ikke blive ved med at gå og være så bange for at drikke lidt for meget.
Jeg vidste ikke, hvor længe vi havde siddet i sofaerne, da Michelle skrev til mig, men en ting var sikkert, og det var, at jeg efterhånden havde fået drukket så meget, at jeg kunne mærke det.
        At skrive en sammenhængende SMS om, hvor vi var henne, var jeg dog ikke for påvirket til, selvom jeg godt kunne mærke, at jeg meget nemt kom til at grine. Det var en helt vildt mærkelig følelse, men det var faktisk ikke ubehageligt, især fordi jeg kunne se på Andreas, at han havde det på samme måde. Forskellen var nok bare, at han var lidt mere vandt til det, end jeg var.
        Da Michelle og Jonas dukkede op, havde vi travlt med at udpege folk, der enten så sjove ud eller gjorde sjove ting i deres fuldskab. Jeg kunne ikke lade være med at være lidt urolig for, at jeg fandt det så sjovt, for jeg vidste, at jeg aldrig ville have fundet det så sjovt normalt. Alligevel tømte jeg den dåse, jeg havde i hånden og satte den fra mig.
        ”Du har rent faktisk drukket noget?” spurgte Michelle overrasket, da hun satte sig i sofaen ved siden af. Hun så ikke ud til at have drukket alt for meget endnu, men hendes vaklen på de høje hæle havde alligevel afsløret hende, da hun kom herhen.
        ”Det ser lidt sådan ud, gør det ikke?” spurgte jeg og væltede en af dåserne på bordet med foden.
        ”Er de alle sammen jeres?” spurgte hun, og på den måde hun sagde det på, lød det som om, der var flere, end der rent faktisk var. Måske det bare var hendes overraskelse over, at jeg havde drukket mere end normalt.
        ”Det tror jeg,” svarede Andreas, selvom han lød tvivlende. ”Men jeg må nok tage ansvaret for de fleste af dem.” Vi sad lidt og snakkede med Michelle og Jonas, selvom Jonas ikke rigtig deltog særlig meget i samtalen. Jo mere jeg snakkede med Michelle, jo mere blev jeg klar over, at hun vist alligevel havde drukket en del efterhånden. Det var det faktum, der fik mig til at overveje, hvor mange klokken egentlig var ved at være. Det føltes slet ikke som om, vi havde været her så længe, og det var nok bare et godt tegn. Jeg var pludselig lykkelig for, at Andreas var taget med mig.
        Hverken Michelle eller Jonas var åbenbart i humør til at sidde stille, og da de rejste sig for at gå, trak de os med, selvom vi hurtigt blev væk fra hinanden.  Vi valgte ikke at gå tilbage til sofaerne, men i stedet gå lidt rundt og se, om vi kunne finde et eller andet, der var sjovt.
På et tidspunkt mødte vi til min overraskelse Jakob og Frederik og kom til at snakke med dem. Det viste sig, at Andreas rent faktisk kendte Karoline, fordi han gik i klasse med hendes storesøster. Jeg havde det en hel del bedre med mig selv, da jeg hurtigt kunne se, at de havde drukket meget mere end mig.
        Resten af aftenen endte med at blive sjov nok, og jeg fortrød egentlig ikke, at jeg var taget med. Det havde været hyggeligt takket være Andreas.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...