In Loving Memory

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jan. 2013
  • Opdateret: 4 mar. 2013
  • Status: Færdig
Lineas liv har aldrig været helt nemt, og det er kun gået ned ad bakke siden søsterens død. Den ellers så glade pige er lige så stille begyndt at trække sig væk fra andre og ind i sig selv. Hun har aldrig følt sig så alene, og fremtiden virker ikke lys. Hvad kan man gøre, når ens søster og bedsteveninde gennem tykt og tyndt pludselig er væk, og man må møde hverdagens problemer alene? Da Linea, stille og forsigtig som hun er, mere eller mindre mod sin vilje bliver hevet med til en kæmpenytårsfest, havde hun aldrig troet, at hun ville ende med at sidde på et koldt trappetrin og snakke om alt og intet med en fremmed dreng. Selv da det sker, kunne hun aldrig have forestillet sig, at hun ville møde denne anderledes dreng igen, og at han ville komme til at ændre hendes liv for altid. Vil det lykkedes hende at give slip på sorgen, der efterhånden har lagt sig så tungt omkring hende, at den er blevet en del af hendes hverdag, eller vil den fortsætte med lige så stille at æde hende op indefra?

47Likes
159Kommentarer
3151Visninger
AA

4. Kapitel 2

”Jeg syntes nok, det var dig,” sagde han med et af de venlige smil, det aldrig ville lykkedes mig at gøre efter. Det smil, der fik ham til at ligne det mest imødekommende menneske i verden, mens det lyste de varme, brune øjne op. Det burde vel ikke undre mig, at han lugtede af cigaretrøg, problemet var bare, at det bestemt ikke var en lugt, jeg brød mig om. Min mor havde røget en hel del, så det var ikke ligefrem lykkelige minder, jeg forbandt med lugten. Til mit held fjernede han sin hånd fra min skulder og flyttede sig lidt væk.
        ”Du må undskylde, hvis jeg forskrækkede dig. Det var bestemt ikke meningen,” grinede han, og jeg havde på fornemmelsen, at jeg så lige så dum ud, som jeg følte mig. Dum og utrolig forvirret og overrasket. Jeg prøvede uden det store held at finde ud af, hvad jeg skulle sige. ’Hej’ passede bare ikke rigtig ind. Det viste sig, at det ikke blev nødvendigt, for han fortsatte med at snakke, og det undrede mig, at det ikke føltes bare lidt akavet. Det burde det da, ikke?
        ”Er du på vej hjem fra skole?” Den ene af hans hænder, den han havde grebet fat i mig med, var dybt begravet i hans bukselomme, og jeg gøs ved tanken om ikke at have handsker på. Den anden havde han vandflasken i, men han havde alligevel forsøgt at få hånden ned i lommen – i hvert fald så meget af den som det kunne lade sig gøre.
        ”Eh, ja. Ja, det er jeg,” fik jeg svaret. Overraskelsen ville ikke helt slippe mig, hvilket var lidt ubehageligt. Jeg kunne ikke rigtig finde ud af, hvor jeg skulle kigge hen. Det virkede alt for uhøfligt at kigge væk, men det virkede også lidt mærkeligt at kigge på ham. Alligevel valgte jeg det sidste. Huen var igen gledet helt ned i panden på ham, men nu, hvor han var lidt tættere på, kunne jeg se det blonde hår, der lige akkurat stak ud under den.
        ”Hvilken vej skal du?” spurgte han, og jeg prøvede at undgå det blik, der hvilede på mig.
        ”Eh, den vej,” svarede jeg og pegede i den rigtige retning, inden jeg børstede en mørkebrun hårtot, som var blæst ind over mit ansigt, væk.
        ”Fedt,” sagde han, og smilet sad stadig på hans ansigt. Man skulle næsten tro, at det altid havde siddet der, og at det ville være umuligt at tage af. ”Det skal jeg nemlig også. Jeg skal besøge en ven, ikke at det kan interessere dig særlig meget, selvfølgelig. Ville du have noget i mod, at jeg fulgtes med dig, så længe det nu kan lade sig gøre?”
        ”Selvfølgelig ikke,” svarede jeg hurtigt og havde igen følelsen af at lade som om, at det, der virkede helt naturligt for ham, også var det for mig. Det var det bare ikke. Jeg huskede ikke at have mødt mange mennesker, der var på den måde. For at være helt præcis huskede jeg slet ingen.
        Han begyndte igen at gå, og jeg skyndte mig at følge med. Jeg følte stadig, at jeg blev nødt til at sige et eller andet, men det virkede ikke rigtig for mig. Hvad siger man, når en, man stort set ikke kender, pludselig kommer hen til en og spørger, om man skal følges? Man skulle næsten tro, at han vidste, hvordan jeg havde det, for efter lidt tid snakkede han igen, og hans ånde lavede små skyer i den kolde luft.
        ”Hvornår tog du hjem fra festen?” Jeg kunne mærke, at han igen kiggede på mig, men mine øjne blev på det hvide fortov foran mig.
        ”Jeg sov hos Michelle,” svarede jeg. ”Det havde jeg lovet hende, at jeg ville. Ikke fordi det var nemt at sove, folk blev ved med at feste det, der føltes som hele natten.”
        ”Så tror jeg alligevel, at jeg er glad for, at jeg tog hjem,” sagde han, og jeg kunne se ud af øjenkrogen, at han endnu engang trak huen lidt op.
        ”Det skal du også være,” mumlede jeg. Vi drejede om et hjørne, og jeg kom til at tænke på, hvor underligt det ville være, hvis vi blev ved med at skulle samme vej. Jeg vidste godt, at mange mærkelige ting kunne ske ved tilfældigheder. Spørgsmålet var bare, hvor mærkelige disse ting kunne være, før man ikke længere kunne tro på, at det var helt tilfældigt?
        Jeg nåede aldrig helt at finde ud af, hvad det var, vi snakkede om, jeg svarede bare, når jeg følte, at jeg havde noget at sige. Der var ingen tvivl om, hvem det var, der fik sagt mest. Det undrede mig stadig, at det ikke virkede mere akavet, og det var faktisk lige før, jeg hellere ville have, at det så bare var lidt akavet. Det var jeg trods alt vant til.
        ”Jeg skal dreje derhenne,” sagde han pludseligt, og jeg kunne se den vej, han snakkede om. Det var en vej, jeg var gået forbi en million gange, men aldrig ned ad. ”Hvad skal du?”
        ”Jeg skal lige ud lidt endnu. Jeg bor derhenne ved de røde blokke, hvis du ved, hvor det er?” Jeg vidste ikke, hvorfor jeg sagde det sidste, fortalte man sådan noget til folk, man knap nok kendte? Det var af en eller anden mærkelig grund bare faldet mig naturligt at fortsætte i stedet for at blive ved med mine korte svar. Det var som om, jeg pludselig havde fået mere lyst til at snakke. Måske det var rigtigt det der med, at andre folks humør kan påvirke ens eget?
        ”Jo, jeg ved godt, hvor det er, men jeg har kun lige været forbi,” svarede han, og vi stoppede op, da vi nåede stikvejen, han skulle ned ad.
        ”Endnu engang har det været hyggeligt at snakke med dig,” sagde han med sit sædvanlige smil, og jeg prøvede endnu engang at gengælde det. Det var blevet lidt nemmere, men stadig mærkeligt. ”Det kan jo være, vi ses igen.”
        ”Måske,” mumlede jeg, da han begyndte at gå, og jeg følte mig ret dum, da jeg blev ved med at stå og kigge efter ham. Han så ikke ud til at lægge mærke til det, han gik bare, og på et tidspunkt drejede han ind ad en indkørsel og forsvandt. Jeg rystede på hovedet og bad mine ben om at gå igen. Det tog dem lidt lang tid at forstå det, men til sidst satte de da i gang, og jeg gik igen alene under de tunge, grå skyer.
        Jeg var nået frem til, at den dreng måtte være det mærkeligste menneske, jeg kendte. Eller måske bare det heldigste. Han mindede mig lidt om sådan en bekymringsløs type. Typen, der ikke havde et liv fyldt med problemer. En af dem der havde sin flok af gode venner, og som ikke behøvede mere. Det var måske lidt mærkeligt at gå der og gætte på, hvordan hans liv måtte være, men jeg følte lidt, at jeg havde ret. Man kunne ikke være så glad og fyldt med overskud, hvis man ikke havde det godt.
        Det gik op for mig, at jeg stadig ikke vidste, hvad han hed, men det gjorde vel egentlig ikke noget. Det var allerede mærkeligt nok, at jeg havde mødt ham igen. At det ville ske endnu engang, lød usandsynligt. Men nu hvor det lød så usandsynligt, så skete det sikkert. Der skete altid de mærkeligste ting for mig. Da jeg endelig nåede de røde bygninger, hvoraf en af dem fungerede som mit hjem, var mine fingre igen helt frosne, og mine lår føltes utrolig kolde.
        Den tunge dør ind til opgangen blev skubbet op, og jeg begyndte turen op ad de mange trapper. Nogle gange hadede jeg, at vi boede på anden øverste etage. Først da jeg stod uden for vores dør, trak jeg mine vanter af og stak mine følelsesløse fingre i lommen for at finde nøglen. Jeg havde en irriterende fornemmelse af, at lejligheden var tom, allerede inden jeg fik åbnet døren. Det viste sig desværre, at jeg havde ret. Min far var endnu ikke kommet hjem.
        Af en eller anden grund gjorde det mig en smule trist. Jeg havde lige håbet. Med et suk smed jeg min taske i et hjørne og prøvede at ryste skuffelsen af mig. Det nyttede ikke noget, for hvad havde jeg regnet med? At han ville tage så tidligt fri? Nej, Linea, det havde du ærlig talt ikke regnet med.
        Jeg gik ud i køkkenet og fandt ting frem til at lave varm kakao. Når han endelig kom hjem, ville han sikkert være lige så kold, som jeg havde været, og så var det rart med en kop varm kakao. Jeg stoppede op ved køkkenets vindue og kiggede tomt ud på den hvide gård. Jeg kunne se to små børn tumle rundt i sneen. Lidt væk stod en kvinde og betragtede dem med hænderne dybt begravet i lommerne på hendes lange vinterjakke. Jeg vidste, hvem kvinden var, hun boede i opgangen ved siden af vores. Det var utroligt, at de kunne være fire mennesker på så lidt plads, men de havde vel ikke råd til mere. Eller også ville de bare hellere bruge pengene på noget andet. Det kunne jeg selvfølgelig ikke vide.
        Jeg sendte de to søskende endnu et trist blik, inden jeg gik ind på det værelse, der fungerede som mit. Kun mit.

Selvom det var et lille værelse, virkede det tomt. Det var som om, der manglede noget, og jeg vidste godt, hvad det var. Engang havde der stået to senge derinde – en i hver side – nu stod der kun en. Det var selvfølgelig meget fint, at der nu ikke var nær så proppet, men det var lige før, jeg alligevel havde foretrukket, at sengen var blevet. Det ville ikke virke nær så tomt på den måde. Det ville ligne, at alt stadig var ved det gamle. Bortset fra at den ene seng altid ville være redt.
        Der ville aldrig ligge en krøllet dyne på den, puden ville altid have ligget ligeså perfekt og fint, som den var blevet lagt, da sengen engang var blevet redt for at se lidt ordentlig ud, nu hvor den stod der. Det ville have været et falsk indtryk af, at intet havde ændret sig. Men det havde nok været en falskhed, jeg kunne have troet på.
        Jeg dumpede ned ved det gamle slidte skrivebord og kiggede opgivende på de få ting, der stod på det. Engang havde der været ting over det hele, men de ting, der ikke længere var brug for, var blevet pakket ned i en papkasse og stod nu i det lille kælderrum, som tilhørte min far og mig. Til sidst fandt jeg min skitseblok frem og bestemte mig for at bruge ventetiden, indtil min far kom hjem, på at tegne. Et eller andet måtte jeg jo lave.
        De mange streger begyndte langsomt at blive til mere end bare tilfældige streger, og starten på et ansigt dukkede op på det hvide papir. Den trykkende stilhed i den lille lejlighed lagde sig omkring mig, mens jeg koncentreret fokuserede på blokken og blyanten, som jeg måtte spidse engang i mellem.

En høj tone skar sig igennem stilheden og hev mig ud at min afslappede tilstand. Jeg rejste mig hurtigt og fik fat i min mobil, som lå på min seng og vibrerede. Jeg behøvede ikke engang at kigge på displayet for at vide, at det var min far. Hvem skulle det eller være? Jeg gjorde mig mentalt klar til at blive skuffet, inden jeg trykkede på den grønne svar-knap – eller jeg prøvede at gøre mig klar.
        ”Hej Linea,” lød det muntert fra den anden ende, men det lød ikke som en oprigtig munterhed. Den lød nærmere fastklistret og falsk.
        ”Hej far,” hilste jeg ned i telefonen og satte mig med tungt på sengen.
        ”Jeg er ked af det, skat, men jeg bliver altså nødt til at blive her lidt endnu.” Alt det muntre var nu forsvundet fra hans stemme. Jeg vidste, at han mente det med at være ked af det, men det var stadig ikke godt nok. Det var ikke nok, at han var ked af det, for det gjorde jo ingen forskel.
        ”Men du lovede,” protesterede jeg, og jeg kunne høre, at han flyttede uroligt på sig.
        ”Jeg er ked af det, men jeg bliver nødt til at blive. Vi må gøre det en anden dag så.”
        ”Men det skal ikke være en anden dag, det skal være i dag,” mumlede jeg, selvom jeg vidste, at lige meget hvad jeg sagde, ville det ikke ændre noget som helst. Lige meget hvad jeg sagde, ville han blive på sit arbejde, og vores planer måtte rykkes til en anden dag. En anden dag, hvor det sikkert også ville blive aflyst. Ligesom altid.
        ”Jeg er ked af det,” gentog han. ”Men jeg bliver virkelig nødt til at blive, det er ret vigtigt.”
        ”Hvad så med i morgen?” spurgte jeg, selvom jeg ikke havde de store forhåbninger.
        ”Desværre,” svarede han. Som jeg havde regnet med. ”Det duer ikke.” Der var stille længe. Jeg sad bare og lyttede til den lave summen, mens jeg prøvede at fortrænge skuffelsen. Jeg havde jo udmærket vidst, at der var stor chance for, at han ville ringe og aflyse. Jeg havde bare håbet, at det ville være anderledes denne gang. Bare denne ene gang.
        ”Jeg kan prøve at tage tidligt fri i overmorgen,” sukkede han til sidst, og jeg vidste, at det ikke var fordi, det rigtig var noget, han havde tid til. Han følte bare, at han var nødt til det.
        ”Okay,” svarede jeg stille, inden vi sagde farvel, og der igen blev stille. Jeg sad længe på min seng og bare kiggede på den hvide mur over for mig. Jeg havde virkelig håbet. Han vidste, hvor meget det betød for mig, men alligevel havde han aflyst det. Hvorfor? Hvorfor skulle det være sådan?

Jeg vidste ikke hvor længe, jeg blev siddende på min seng, men til sidst gik jeg ud i køkkenet og lavede kakao alligevel. Jeg kiggede trist på den ekstra kop, der forblev tom, inden jeg satte den ind i skabet, hvor den kom fra. Jeg kiggede op på uret, der stod på emhætten. Det var alligevel ved at være sent på eftermiddagen, og det var slet ikke så mærkeligt, at det allerede var begyndt at blive mørkere udenfor.
        Nede i gården var der igen tomt, og jeg kunne nemt forestille mig, hvordan de to små børn nu sad i den lille stue og legede med et eller andet, mens deres mor var begyndt på aftensmadden. Nu ventede de bare på, at far skulle komme hjem, så de kunne sætte sig til bords, som den lille familie de var. En lille familie der til forveksling kunne ligne den, jeg havde haft engang.
        Der var engang en lille, glad familie med en mor, en far og to børn. De boede i et fint lille hus med en fin lille have, men så gik alt galt. Sådan lød mit eventyr, og det havde ikke nogen lykkelig slutning. Der var ingen prinsesser og ingen helt. Kun mig. Der var kun lille mig, min far og de store stygge monstre.
        Jeg tog den dampende kakao med ind på værelset, hvor jeg igen satte mig ved skrivebordet. Jeg havde intet at give mig til nu. Min plan for dagen var væk, gået i stykker. Nu måtte jeg finde en anden måde at få den til at gå på.
        Jeg samlede blyanten op og prøvede igen at fordybe mig i den stilhed og fred, det altid bragte at tegne. Når man tegnede, var det lige meget, at lejligheden var tom og stille. Det var lige meget, at det var koldt og gråt udenfor. Det var lige meget, at man sad helt alene, og bedst af alt behøvede man ikke at tænke på andet end stregerne, der skulle passe sammen.
        Ansigtet blev til en piges, og som tiden gik, blev det mere og mere menneskeligt. Når man først kiggede på tegningen, ville denne pige måske ligne mig selv, men hvis man kiggede godt efter, kunne man se alle de små forskelle. Alle de forskelle der viste, at det lige præcis ikke var mig. De forskelle der gjorde det til min søster. Min elskede tvilling.
        Hun smilede op til mig fra det tynde papir, og jeg vidste, at mine øjne var blanke. Jeg vidste det, men det var lige meget. Der var alligevel ikke nogen til at se tårerne, der ligeså stille fandt vej ned over mine kinder. Jeg flyttede tegningen lidt, så jeg var sikker på, at den ikke ville blive våd, inden min hånd lukkede sig om vedhænget i min halskæde. Den halskæde jeg altid havde på.
        Jeg rejste mig fra skrivebordet og gik ud i køkkenet med den tomme kop. Det var ved at være mørkt udenfor, og min far måtte snart komme hjem. Han havde da i hvert fald sagt, at han regnede med at være hjemme, så vi kunne spise aftensmad sammen. Det burde han da i det mindste kunne holde.
        Jeg tørrede mine våde kinder, inden jeg igen tog tegningen op. Jeg betragtede længe den blyantsgrå udgave af min søster, inden jeg fandt mine farver, og forsigtigt fik jeg givet de glade øjne en nuance af blå. De øjne, der lignede mine egne på en prik. De øjne, jeg så tit havde kigget ind i. De øjne, der havde smilet til mig så mange gange, som havde grædt sammen med mine. De øjne jeg fra nu af kun ville se i spejle og blanke butiksruder. De øjne der aldrig nogensinde igen ville vise andre følelser end dem, der var i mine, eller dem, der var på mine mange tegninger. De blå øjne, der var fuldkommen ligesom mine, var blevet lukket. Lukket for aldrig at blive åbnet igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...