In Loving Memory

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jan. 2013
  • Opdateret: 4 mar. 2013
  • Status: Færdig
Lineas liv har aldrig været helt nemt, og det er kun gået ned ad bakke siden søsterens død. Den ellers så glade pige er lige så stille begyndt at trække sig væk fra andre og ind i sig selv. Hun har aldrig følt sig så alene, og fremtiden virker ikke lys. Hvad kan man gøre, når ens søster og bedsteveninde gennem tykt og tyndt pludselig er væk, og man må møde hverdagens problemer alene? Da Linea, stille og forsigtig som hun er, mere eller mindre mod sin vilje bliver hevet med til en kæmpenytårsfest, havde hun aldrig troet, at hun ville ende med at sidde på et koldt trappetrin og snakke om alt og intet med en fremmed dreng. Selv da det sker, kunne hun aldrig have forestillet sig, at hun ville møde denne anderledes dreng igen, og at han ville komme til at ændre hendes liv for altid. Vil det lykkedes hende at give slip på sorgen, der efterhånden har lagt sig så tungt omkring hende, at den er blevet en del af hendes hverdag, eller vil den fortsætte med lige så stille at æde hende op indefra?

47Likes
159Kommentarer
3151Visninger
AA

21. Kapitel 19

”Linea!” Michelle kom stormende hen til mig i samme øjeblik, jeg trådte ind ad døren til klassen. ”Der er en megafed fest ude på gymnasiet på fredag, og den skal vi med til.” Det første kunne jeg gå med til. Det kunne nemt være, at der var en fest på gymnasiet på fredag. Det andet var dog en hel anden snak.
        ”Det tror jeg altså ikke, at jeg skal.”
        ”Jo, kom nu,” tiggede Michelle, men jeg rystede på hovedet. ”Nå, men der er tilmelding senest i morgen, så find lige ud af om du kan.” Jeg rystede endnu engang på hovedet, men denne gang var det af min veninde. Jeg havde rent faktisk lige sagt nej, men det havde hun åbenbart valgt at ignorere.
        Både hele mandag og tirsdag var festen på alles læber. Det var åbenbart en eller anden fest, der skulle forestille at blive holdt i anledning af Valentinsdag. Hvem, der havde arrangeret den, fandt jeg aldrig ud af, men den var vist for alle mellem seksten og nitten år. Efter hvad jeg havde forstået, var det sådan noget, hvor man enten kunne følges med en eller komme alene. Ingen sagde det nogensinde højt, men det var altså bare fedest at have en at følges med til sådan nogle fester.
        Jeg var lettet, da Michelle ikke en eneste gang i løbet af tirsdagen spurgte ind til, om jeg skulle med. Jeg havde været bange for, at hun ville gå og plage mig med det. Lettelsen blev dog erstattet med noget helt andet ret hurtigt, da hun kom hen til mig onsdag med et kæmpesmil på læben.
        ”Jeg har meldt dig til, Linea.”
        ”Vent hvad?” Jeg stirrede på hende. Det kunne hun ikke have gjort, kunne hun?
        ”Hør her, Linea, jeg ved, at du ikke skal noget, og du har altså godt af at komme lidt ud engang imellem.”
        ”Så du har lige tvunget mig til at tage med,” sukkede jeg.
        ”Ja, og jeg vil råde dig til at finde en, du kan følges med, så du ikke kommer til at være helt alene.” Jeg brugte resten af min onsdag på at have ondt af mig selv. Jeg vidste godt, at hvis jeg virkelig ikke ville, kunne jeg godt slippe, men det virkede også bare lidt svagt. Desuden vidste jeg, at Michelle ikke havde tænkt sig at give op, så det ville ikke blive nemt at slippe med en holdbar undskyldning. Hun ville aldrig tro på mig, hvis jeg sagde, at jeg var blevet syg.
        Det var ikke blevet bedre om torsdagen, og det var efterhånden ved at gå op for mig, at jeg ville få en ret ensom fredag. Jeg vidste, at Michelle ville bruge det meste af aftenen sammen med Jonas, og ellers så havde hun jo en halv million andre venner end mig, hun nok også lige skulle hilse på. Jeg var dømt til at få en lortefredag, hvis jeg ikke fandt ud af et eller andet. Det viste sig, at Jakob blev det, jeg regnede med, var det tætteste på en redningsmand, jeg kunne få.
        ”Ved du, hvor Michelle er?” spurgte han, og jeg kiggede op fra mit overtegnede papir.
        ”Næh.”
        ”Skal du egentlig med til festen på fredag?”
        ”Ja,” sukkede jeg. ”Michelle har tvunget mig til at tage med.”
        ”Har du så fundet en at følges med?” Jeg rystede på hovedet. Nej, det havde jeg bestemt ikke, og det gjorde jeg nok heller ikke.
        ”Hvis det bliver alt for nederen for dig, Linea, så kan du altid komme hen til Frederik og mig, så skal vi nok underholde dig lidt.”
        ”Har I da planer om at rende rundt sammen hele aftenen?” Det ville jeg ikke kunne forstå, for jeg troede ikke på, at Frederik ikke havde nogen at følges med.
        ”Jaja, du ved, det bliver jo nok lidt kedeligt kun at snakke med én person hele aftenen. Jeg ved ikke, om du kender dem, men jeg skal følges med Karoline og Frederik med Nina, og de er mindst lige så gode venner, som vi er, så det passer jo helt perfekt.” Nu gav det pludselig lidt mere mening.
        ”Og så gider I have mig på slæb?” Det lød som en total festdræber for dem.
        ”Linea,” sukkede han. ”Hvad er der med dig? Der var engang, du altid var med på at lave noget sjovt og snakkede med alle. Kan du slet ikke huske dengang? Hvor er den Linea henne?” Jeg kiggede bare på ham. Hvad snakkede han om? Jeg havde da ikke ændret mig, havde jeg? Det troede jeg ikke på. Jeg snakkede måske ikke helt med de samme mennesker som tidligere, men jeg var altså stadig den samme, som jeg altid havde været. Det var jeg hundrede procent sikker på.
        ”Men du er i hvert fald velkommen til at komme over til os, hvis du får lyst,” sagde han, inden han gik. Mens jeg betragtede han ryg, gik en ting op for mig. Jeg havde ikke bare snakket lidt med ham engang, vi havde faktisk været ret gode venner før i tiden. Jeg havde vel egentlig været gode venner med alle dengang? Måske havde jeg rent faktisk ændret mig? Eller også var det bare Line, de alle sammen tænkte på. Måske kom de bare til at tænkte lidt på os som den samme? Jeg valgte at tro mest på det sidste, da det andet ikke var noget, jeg havde lyst til at tænke på.
        Jeg vidste, at jeg skulle være glad for, at Jakob havde givet mig den mulighed, for så var jeg da sikret, at jeg ikke behøvede sidde alene hele festen. Eller så meget af den jeg nu blev der. Alligevel irriterede alt ved den mig stadig, da jeg ringede på hos Thomas efter en lang og dum skoledag. Jeg var næsten sur på Michelle på grund af det her. Hun vidste jo godt, at det aldrig ville gå godt for mig. Alligevel kunne jeg ikke blive helt sur på hende, for jeg vidste, at hun troede, hun gjorde det, der var bedst for mig.
        Andreas var der allerede, og på nuværende tidspunkt ville jeg kalde dem begge for mine venner. Det var allerede anden gang i løbet af ugen, at jeg var sammen med dem begge to.
        ”Du ser noget nedtrygt ud,” bemærkede Andreas, da jeg satte mig i sengen ved siden af ham.
        ”Der er jeg også,” fortalte jeg ham og lagde mig ned. Ved et uheld var jeg nær ved at sparke til ham, og det fandt Thomas åbenbart sjovt.
        ”Skal du bare komme her og være sur og sparke til mine gæster?” spurgte han, og selvom han prøvede at se seriøs ud, mislykkedes det fuldstændigt for ham. Det endte med, at jeg fortalte dem om, hvad Michelle havde fået hevet mig ud i.
        ”Det er næsten synd for dig,” fortale Thomas. ”Ej, det er faktisk synd for dig,” rettede han det til. Vi havde trods alt stadig den samme holdning til fester.
        ”Tak,” mumlede jeg. ”Det synes jeg også selv.”
        ”Jeg tror faktisk, at jeg har hørt om den fest,” blandede Andreas sig, og Thomas kiggede bare på ham med et blik, der ville få alle, der var under det, til at føle sig dumme.
        ”Har du virkelig? Det er slet heller ikke fordi, at der er sedler om det over alt på hele skolen eller noget,” bemærkede han sarkastisk, hvilket fik Andreas til at himle med øjnene.
        ”Hold nu bare kæft, ikke? Jeg tror faktisk ikke, at lige den fest er så slem igen. Selvom det selvfølgelig kræver, at man ikke sidder helt alene.”
        ”Så kan du jo faktisk bare tage med hende,” kom det fra Thomas, og det så ud til, at han selv syntes, det var en helt fantastisk idé, han havde fået.
        ”Nej, vent, mig? Hvad? Jeg skal ikke med til den fest.”
        ”Hvorfor ikke? Det er da synd for Linea, hvis hun skal sidde der helt alene, når du kunne holde hende med selskab. Desuden sagde du jo lige selv, at det nok ikke var så slemt igen.”
        ”Jeg kunne også sidde derhjemme, se en eller anden børnevenlig film sammen med mine søskende og spille Playstation,” foreslog Andreas. ”Og så kan du jo holde den stakkels Linea med selskab?”
        ”Ikke rigtig. Jeg er tvunget til at tage til et eller andet familiekomsammen hos Peters forældre.”
        ”Det lyder da meget hyggeligt,” fnøs Andreas, og for ham var familiekomsammen nok bedre end teenagefest på gymnasiet. Problemet var nok bare, at der var lidt forskel på ham og Thomas i forhold til det.
        ”Selvfølgelig. Hej med jer. Jeg kender jer ikke rigtig, men lige for tiden skal vi forestille at være en slags familie. Ikke engang Kasper, der har kendt de onkler, tanter og fætre hele sit liv, gider med.”
        ”Vent har han ingen kusiner?”
        ”Ikke på den side af familien.”
        ”Ærgerligt. Så kan du ikke engang lokke Chriz med.”
        ”Ikke nævn det, Andreas. Han skal ikke i nærheden af mine værgers niecer igen. Desuden, hvis jeg virkelig ville have Chriz med, så behøvede jeg da bare bilde ham ind, at der var fri hash.”
        ”Det er selvfølgelig rigtig nok.” Jeg havde ikke en anelse om, hvad det var, de snakkede om, men jeg havde på fornemmelsen, at det også var det bedste. Det lød mere eller mindre sindssygt. Eller også var der bare en eller anden intern joke, jeg ikke fattede, fordi jeg ikke kendte denne Chriz.
        ”Men du snakker uden om. Jeg synes du skal være lidt venlig for en gangs skyld og sørge for, at Linea ikke dør af kedsomhed,” sagde Thomas og genoptog det tidligere emne.
        ”Burde jeg deltage i den her samtale?” spurgte jeg og hævede mig op på mine albuer.
        ”Ikke nødvendigt,” svarede Thomas afværgende, og jeg lagde mig ned igen. I den sidste ende endte det alligevel med to ting. For det første at jeg deltog i samtalen alligevel, og for det andet at Andreas rent faktisk gik med til at holde mig med selskab til den åndssvage fest.
        Selvom det nok ville blive en smule mærkeligt, var jeg egentlig meget glad for, at Thomas havde fået den idé. Det betød, at jeg ikke skulle være helt alene, og jeg kunne jo, når det kom til stykket, godt lide Andreas. Han var ikke svær at snakke med, og han havde ikke noget i mod, at der ikke blev sagt noget hele tiden. Desuden var der jo ingen, der sagde, at jeg var nødt til at blive der til festen sluttede, så det var jo heller ikke så længe, jeg havde brug for selskab.
        Andreas havde gjort det tydeligt, at han aldrig nogensinde havde haft planer om at tage med til sådan en fest, men han gik alligevel med til det, grundet at det rent faktisk var lidt synd for mig og så en god portion pres fra Thomas’ side.

 Det var ikke fordi, det havde fået mig til at glæde mig til fredagen, men den virkede trods alt mere overskuelig. Desværre blev det bare ret hurtigt fredag aften, og jeg befandt mig ret hurtigt på Michelles værelse. Hun havde insisteret på, at vi skulle gøre os klar til festen sammen, så det var jeg gået med til. Mest bare for at gøre hende glad. Jeg havde jo ikke ligefrem de store forberedelser, der skulle klares. Jeg havde ikke været meget for det, men min veninde havde flere gange gjort mig opmærksom på, at man skulle have kjole på til sådan en fest, så jeg havde fundet den eneste kjole, vi havde, som jeg ville kunne få mig selv til at dukke op i.
        Kjolen havde rent faktisk været Lines, men derfor passede den jo stort set lige så godt til mig, og jeg syntes faktisk, at det var en meget pæn kjole. Det syntes Michelle heldigvis også, så hendes snak, om at jeg kunne tage et kik på hendes klædeskab, blev heldigvis ikke til noget. Jeg ville jo da heller aldrig have kunnet passe hendes tøj. Hun var alligevel et stykke højere end mig, og så ville jeg nok have været utrolig bange for at ødelægge det, for jeg vidste, at det ikke var billigt, det man kunne finde i hendes garderobe.
        Michelle selv havde fundet en kjole frem, jeg aldrig havde set før, men det undrede mig jo ikke, med den politik hun havde. Helst en ny kjole hver gang der var en lidt større fest og aldrig den samme to gange i træk. Hun bestemte sig pludselig for, at jeg skulle have en fletning ned over højre skulder, og jeg lod hende lave den. Så længe hun bare ikke fandt sin store make-uptaske og diverse parfumer frem, så skulle jeg nok klare mig.
        ”Du ser sgu godt ud, Linea,” fortalte hun mig, efter at hendes øjne havde betragtet mig så intenst, at jeg var bange for, at hendes blik ville brænde hul i kjolen.
        ”Jep,” fortsatte hun. ”Du er hundrede procent acceptabel.” Jeg følte mig ret fin af en Linea at være, men det var ikke sådan, at det var ubehageligt. Jeg skulle nok bare lige vænne mig til det. Da vi endelig nåede så langt, at vi ankom til gymnasiet, kunne jeg ikke lade være med at lægge mærke til, hvor korte alles kjoler var. Jeg var nu fuldt tilfreds med mins længde og den neutrale sorte farve.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...