In Loving Memory

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jan. 2013
  • Opdateret: 4 mar. 2013
  • Status: Færdig
Lineas liv har aldrig været helt nemt, og det er kun gået ned ad bakke siden søsterens død. Den ellers så glade pige er lige så stille begyndt at trække sig væk fra andre og ind i sig selv. Hun har aldrig følt sig så alene, og fremtiden virker ikke lys. Hvad kan man gøre, når ens søster og bedsteveninde gennem tykt og tyndt pludselig er væk, og man må møde hverdagens problemer alene? Da Linea, stille og forsigtig som hun er, mere eller mindre mod sin vilje bliver hevet med til en kæmpenytårsfest, havde hun aldrig troet, at hun ville ende med at sidde på et koldt trappetrin og snakke om alt og intet med en fremmed dreng. Selv da det sker, kunne hun aldrig have forestillet sig, at hun ville møde denne anderledes dreng igen, og at han ville komme til at ændre hendes liv for altid. Vil det lykkedes hende at give slip på sorgen, der efterhånden har lagt sig så tungt omkring hende, at den er blevet en del af hendes hverdag, eller vil den fortsætte med lige så stille at æde hende op indefra?

47Likes
159Kommentarer
3243Visninger
AA

20. Kapitel 18

Jeg tøvede lidt, inden jeg forsigtigt trykkede på ringklokken til det lille, røde hus. Det var første gang, jeg var her uden Thomas. Det var rent faktisk første gang, jeg skulle være sammen med Andreas, hvor jeg ikke vidste, om Thomas var der. Døren blev åbnet af Agnes, som sagde, at jeg bare kunne komme ind, og at Andreas var på sit værelse. Hendes røde hår var vådt, og jeg gik ud fra, at hun lige havde været i bad. Som jeg også havde lagt mærke til de andre gange, jeg havde set hende, var hun faktisk en meget pæn pige.
        I køkkenet hilste jeg på Maria, som sad og lavede et eller andet sammen med Klara. Det så ikke ud til, at Michael var kommet hjem endnu. Jeg skyndte mig ned til Andreas, og det overraskede mig egentlig ikke, at han spillede Playstation.
        ”Hej, Linea.” Han kiggede hurtigt op fra skærmen og sendte mig et smil.
        ”Hej,” mumlede jeg og lukkede døren efter mig. Han sad med ryggen op ad sengen, og jeg satte mig i den ved siden af ham.
        ”Kommer Thomas?” spurgte jeg, selvom noget sagde mig, at han så allerede ville være kommet.
        ”Jeg tror det ikke. Han skulle besøge en, der hvor han boede før, i dag, men jeg fandt aldrig helt ud af, om han ville komme herom først. Er det i dag eller i morgen, at det er den 22.?” Besøge en? Det havde han da ikke sagt noget om? Eller også havde jeg bare ikke hørt ordentligt efter på det tidspunkt. Jeg hev min telefon op af lommen for at tjekke, hvilken dato det var. Det var ikke rigtig noget, jeg havde styr på.
        ”Det er fredag den 22. i dag,” svarede jeg, og han nikkede.
        ”Så kommer han nok ikke. Jeg er ikke helt sikker, men han svarer ikke rigtig på den SMS, jeg sendte ham tidligere.”
        ”Det er ikke så mærkeligt,” mumlede jeg. ”Han har glemt sin telefon hos mig.” Hvordan det var lykkedes ham at glemme den, vidste jeg ikke, men nu lå den i hvert fald på mit skrivebord.
        ”Ja, okay, så er det måske heller ikke så nemt at svare.”

Det næste stykke tid gik med en masse ugyldigt snak, og ellers så prøvede jeg at følge med i hans spil. Da Maria kom ind, var det næsten lykkedes mig at få en idé om, hvad det gik ud på.
        ”Er der et bestemt tidspunkt, I gerne vil spise på?” spurgte hun. ”Eller skal vi bare spise, når jeg engang får lavet mad?”
”Er det ikke bare, når Michael kommer hjem?” spurgte Andreas, og grundet hans uopmærksomhed på spillet i de få sekunder det tog at spørge om det, faldt han ned fra et eller andet, og hvis ikke jeg tog helt fejl, døde han.
        ”Du er heldig den her gang,” fortalte Maria med et lille smil. ”For jeg kan ikke huske, om jeg har glemt at fortælle dig det, eller om du bare endnu engang ikke har hørt efter, når jeg har snakket til dig. Michael kommer sent hjem, så han må desværre gå glip af mine fantastiske kogekunster i dag.” Det endte til sidst med, at vi svarede, at vi var ligeglade med, hvornår vi skulle spise, og det så egentlig ud til at passe Maria meget godt. Så skulle hun jo da i hvert fald ikke skynde sig at komme i gang med noget.
        ”Bor du egentlig kun sammen med din far?” spurgte Andreas pludseligt og pausede spillet, hvorefter han kiggede op på mig. Jeg nikkede. Hvad skulle jeg ellers gøre? Lyve? Det ville aldrig gå.
        ”Men…” Han tøvede, og jeg vidste, hvad han ville spørge om. Jeg vidste, at han ikke kunne finde ud af, hvordan han skulle formulere det, og om det overhovedet var noget, han skulle spørge ind til. Jeg følte mig ikke rigtig i stand til at hjælpe ham på vej, men det lykkedes ham da også til sidst:
        ”Hvad med din mor?” Jeg svarede ikke lige med det samme. Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle sige, og hvordan jeg skulle gøre det.
        ”Hende har jeg ikke noget med at gøre,” lykkedes det mig til sidst at få sagt. ”Jeg kender hende vel slet ikke længere.” Andreas nikkede bare og vendte igen blikket mod skærmen, selvom han ikke startede for spillet igen.
        ”Men du kendte hende?” Jeg gav ham det eneste rigtige svar, der var: et ja. Igen var der stille lidt, men han lod stadig controlleren ligge på gulvet, hvor han havde lagt den. Selvom jeg ikke kunne se hans ansigt, var jeg ret sikker på, at han tænkte. Over helt præcist hvad vidste jeg ikke – tankelæser var jeg trods alt ikke.
        ”Har du regnet det med Michael ud?” spurgte han til sidst og kiggede igen op på mig. ”Eller det kan være, Tom har fortalt dig det?” Jeg nikkede for at vise ham, at jeg vidste, hvad han snakkede om, samtidig med at jeg satte mig ned på gulvet til venstre for ham. Jeg vidste ikke helt, hvad min grund var; jeg havde bare på fornemmelsen, at det her ville blive en længere samtale.
        ”Jeg spurgte ham, fordi jeg var i tvivl om, hvorvidt jeg havde ret,” svarede jeg til sidst og håbede ikke, at han havde noget i mod, at Thomas havde svaret mig ærligt. Det så heldigvis ikke ud til, at han gav det nogen særlig vægt.
        ”Er det meget nemt at regne ud?” Jeg kunne høre, at han rent faktisk mente spørgsmålet alvorligt, og det var nok det, der fik mig til at overveje mit svar grundigt.
        ”Nej, det vil jeg ikke sige. Det er en masse små ting, man skal lægge mærke til, og dem kunne man nemt overse.”
        ”Så hvis man ikke lige lagde mærke til de ting, ville man aldrig tænke over det?”
        ”Det tror jeg ikke.” Hvis ikke det var fordi, man som mig hængte sig i det med hårfarverne og aldersforskellen, var det nok aldrig noget, man ville begynde at tænke over. ”Men hvorfor, Andreas?” Jeg vidste ikke hvad, men jeg kunne mærke, at der var et eller andet i det.
        ”Jeg ved godt, at man ikke skal bekymre sig om, hvad andre tænker, men på en eller anden måde betyder det alligevel noget for mig.” Han holdt en pause, men jeg kunne se på ham, at han havde tænk sig at fortsætte. ”For mig er Michael min far.”
        ”Han har altid behandlet mig, som havde jeg været hans egen søn, og du kan ikke forestille dig, hvor fantastisk det er for mig. Han behandler mig heller ikke anderledes end Agnes og Klara på nogen måde. Jeg ved ikke, det kan også godt være, at det bare er noget, jeg tror, men jeg har på fornemmelsen, at folk har det med at behandle deres egne børn lidt anderledes end andres.”
        ”Det tror jeg også,” medgav jeg. Det var jo ikke ligefrem fordi, det var noget, jeg havde erfaring med, men det lød bare meget muligt. Det behøvede jo ikke at være noget, man gjorde med vilje. Man kunne jo nemt komme til at behandle folk anderledes end andre uden at tænke over det.
        ”Men er det ikke en smule mærkeligt? Anderledes?”
       ”Det ved jeg ikke rigtig,” svarede han. ”Jeg har jo aldrig rigtig prøvet andet.” Jeg rynkede brynene og kiggede over på ham, selvom hans blik stadig hvilede på TV’et.
        ”Vil det sige, at du aldrig...” Jeg gik i stå. Hvordan spurgte man om sådan nogle ting?
        ”Har kendt min far?” Han rystede på hovedet. ”Nej. Han skred vist, før jeg blev født.”
        ”Trist,” mumlede jeg.
        ”Det ved jeg nu ikke, om jeg synes.”
        ”Hvorfor ikke?”
        ”Jo, du ved, alt, hvad der sker, har på en eller anden måde en effekt på, hvad der vil ske senere. Hvis ikke han var skredet, var min mor måske aldrig flyttet sammen med Michael, og så ville jeg jo aldrig have haft ham, Agnes og Klara. Det, synes jeg, ville have været trist. Desuden kan man vel diskutere, hvor god en far han ville have været, når han kunne finde på at forlade min mor på den måde.”
        ”Det har du ret i.” Gad vide om jeg havde været bedre tjent med, at min mor havde forladt os tidligere? At hun aldrig havde været der? ”Du er glade for dem, er du ikke?”
        ”Jo, meget. Har du slet ikke nogen søskende?” Jeg stivnede. Pis, hvorfor skulle det også altid ende med at komme over i det her?
        ”Nej… eller jo,” begyndte jeg tøvende. Hvordan skulle jeg lige sige det her? Det var jo ikke engang noget, jeg havde lyst til at snakke om. Jeg tog en dyb indånding og fik det bare sagt, som det var: ”Jeg havde en tvilling, men hun… hun… hun døde sidste år.” Jeg kunne mærke tårerne, der steg op i mine øjne, men jeg prøvede desperat at holde dem væk.
        ”Åh Gud, Linea. Det er jeg ked af. Undskyld.”
        ”Det gør ikke noget,” mumlede jeg. ”Det er jo ikke rigtig din skyld.”
        ”Men hvis skyld er det så?” spurgte han, og sådan som han lød, kunne han lige så godt have sagt ’hvem er det, der skal have tæv for det her?’. Jeg kunne ikke lade være at smile en smule. Han var jo storebror, var han ikke?
        ”En eller anden klam sygdom.”
        ”Så både din mor og søster er væk?” Han rystede på hovedet, da jeg nikkede til svar.
        ”Hmm, jeg føler mig pludselig så heldig. Både dig og Thomas. Det er da noget trist noget.” Han tøvede lidt, da han sagde det sidste, og jeg havde på fornemmelsen, at han pludselig blev i tvivl om, hvorvidt det var noget, jeg vidste. Det var det, og han havde ret; det var noget trist noget.
        ”Og jeg kender da vist en eller to mere,” sukkede han, og jeg havde en smule lyst til at spørge om, hvem disse to var, men jeg lod være. Jeg kendte dem jo ikke, så det vedrørte vel ikke mig.
        ”Men hvad var det, der skete med din mor?” spurgte han forsigtigt. Normalt ville jeg ikke være glad for, at nogen spurgte ind til sådan nogle ting, men lige nu gjorde det af en eller anden grund ikke noget. Måske fordi jeg følte, at han ville forstå mig. Det ville Thomas jo nok også, men han havde aldrig spurgt, og jeg var jo ikke ligefrem meget for at fortælle ting af mig selv.
        ”Hun… det ved jeg faktisk ikke. Hende og min far havde godt nok skændtes et stykke tid, men pludselig en dag jeg kom hjem fra skole, var hun bare væk.”
        ”Bare sådan?” spurgte han mistroisk, og jeg kunne godt høre, at det måtte lyde lidt mærkeligt.
       ”Jep, og hun havde taget det meste med sig. I hvert fald hvad angik penge. Det var derfor vi flyttede fra vores fine hus og ind i den lillebitte lejlighed. Der var pludselig ikke råd til hus og have længere.”
        ”Så hun tog bare alle pengene? Hvordan kunne hun få sig selv til det?”
        ”Det ved jeg ikke,” svarede jeg. ”Hun følte vel, at hun havde mere brug for dem, end vi havde.”
        ”Men var det da mange penge?” Jeg nikkede. Hvis vi stadig havde haft de penge, var vi aldrig flyttet i så lille en lejlighed. Jeg ville nok have taget bussen til skole, og min far havde ikke behøvet at arbejde så meget. Jeg kunne have lært at spille klaver og Line violin, som hun så gerne havde villet. Det havde været hendes drøm at lære at spille et eller andet instrument.
        ”Men hvad havde hun da, hun skulle bruge dem til?”
        ”Det ved jeg ikke,” svarede jeg for anden gang. ”I virkeligheden var hun vel mere eller mindre alkoholiker, og så var der vel et større cigaretforbrug at passe… Jeg tænke aldrig over det dengang, men det er jo åbenlyst nu. Det var sikkert også derfor, de skændtes sådan.” Jeg kunne ikke lade være at lægge mærke til hans reaktion, da jeg sagde ordet ’alkoholiker’, og jeg undrede mig lidt over, hvorfor han reagerede på det ord. Måske han på en eller anden måde havde en slags erfaring med sådan nogle? Eller også fandt han det bare utrolig trist.
        På den måde endte det med, at jeg sad og fortalte Andreas om min barndom med en mor, der aldrig rigtig var der, altid var inde på sit værelse. Jeg huskede alle de gange, Line og jeg havde spurgt, om Mor ikke skulle med, når vi skulle nogen steder. Jeg huskede, at jeg havde spurgt, hvorfor det aldrig var hende, der skulle med til skolemøderne.
        Selvom det var mærkeligt og lang fra normalt for mig, var der på en eller anden måde noget rart over at fortælle de ting til Andreas. Måske mest fordi han rent faktisk virkede interesseret. Virkede interesseret i mig, og hvad jeg havde at sige. Han bekymrede sig for mig, for andre end sig selv. Der var efterhånden så mange mennesker, der aldrig tænke på andre, så det var dejligt med dem, der rent faktisk gjorde.
        Samtidig havde jeg på fornemmelsen, at vi på en eller anden måde havde noget tilfælles i det her, selvom det jo alligevel ikke var det samme. Måske han så det som den måde, hans liv kunne have været på, hvis ikke tingene var sket for ham, som de gjorde.
        ”Så var i nok i virkeligheden bedre tjent uden hende,” mumlede han forsigtigt, da jeg ikke havde mere at sige. Jeg kunne mærke, at han var bange for, at jeg ikke ville være enig med ham, men det var jeg egentlig. Jeg havde tænkt lidt over det, han havde sagt, med at det nogle gange var det bedste, selvom det var trist.
        ”Det var vi vel. Det var jo ikke ligefrem fordi, jeg havde noget særlig tæt forhold til hende alligevel. Jeg savner hende aldrig.”

***

”Hvem er det, der har tegnet den her?” Vi var færdige med at spise, og mens Andreas havde været på toilettet, havde jeg undersøgt de mange tegninger, der hang på hans vægge. Han kom hen for at se på den tegning, jeg kiggede på, som efter min mening var meget flot tegnet i forhold til, at tegneren ikke kunne være særlig gammel.
        ”Det er Agnes,” fortalte han mig, og det var også lidt det, jeg havde regnet med.
        ”Den er virkelig flot.”
        ”Det synes jeg også. Hun er god til det.”
        ”Hvad er det egentlig, der er med hende?” Hvis der da overhovedet var noget. Det havde jeg bare på fornemmelsen, at der var. Der havde været et eller andet galt, den første gang jeg var hos Andreas.
        ”Jeg tror ikke helt, hun har det så godt i skolen,” mumlede han, og den bekymrede klang i hans stemme gjorde mig på en måde glad. Han var virkelig glad for sine søskende.
        ”Hvordan det? Hun virker da ellers ret klog.”
       ”Det er hun skam også. Det er vist mere socialt end det er fagligt.” Selvfølgelig. Det sociale. Det var da også bare altid et problem.
        ”Ville du have noget i mod, at jeg gik ind og snakkede med hende?”
        ”Hvorfor det?” Han kiggede overrasket på mig, men jeg trak bare på skulderen.
        ”Jeg holder selv meget af at tegne,” fortalte jeg ham, og han nikkede. Kort efter bankede jeg forsigtigt på en mørk trædør, der skulle føre ind til Agnes’ værelse. Det her var ikke en særlig Lineaagtig ting, men jeg følte lidt, at det var en god ting, jeg gjorde. At det på en eller anden måde var rigtigt.
        ”Kom ind,” lød det lige så stille, og jeg åbnede døren. Det overraskede mig ikke, at væggene var overklistrede med tegninger, men til gengæld undrede det vist Agnes, hvad jeg pludselig lavede på hendes værelse. Hun sad rent faktisk og tegnede, hvilket jo bare betød, at min timing havde været god for en gangs skyld.
        Jeg endte med at snakke med den lille rødhårede pige en hel time. Det var måske lidt synd for Andreas, at jeg bare havde forladt ham, men jeg vidste, at han nok skulle få tiden til at gå. Agnes var faktisk utrolig interessant at snakke med, og jeg havde ikke taget fejl, da jeg valgte at gå ud fra, at hun var intelligent i forhold til sin alder. Jeg nåede ret hurtigt frem til, at jeg godt kunne lide denne pige. Der var et eller andet over hende, der mindede mig om mig selv. I starten snakkede vi bare om at tegne, og hun viste mig de forskellige tegneredskaber, hun havde. Til sidst endte vi også med at snakke om alt muligt andet.
        Da jeg endelig nåede tilbage til Andreas’ værelse, havde han sat sig med sin Playstation, hvilket egentlig ikke undrede mig.
        ”Jeg kan godt lide din søster,” fortalte jeg ham, da jeg endnu engang satte mig ved siden af ham.
        ”Det kan jeg også.” Han havde gang i et nyt spil, så det ud til. Eller nok ikke ligefrem et nyt spil, men et jeg ikke havde set før. Det irriterede mig lidt, for jeg var lige begyndt at forstå det andet.
        ”Jeg kan ikke finde ud af, hvad jeg skal,” udbrød Andreas pludselig og sendte fjernsynet et meget irriteret blik.
        ”Ja, jeg kan i hvert fald ikke hjælpe dig,” mumlede jeg. ”Det ville nok gå helt galt, hvis jeg prøvede.”
        ”Hvorfor tror du det?”
        ”Fordi jeg da slet ikke kan finde ud af det.”
        ”Er du helt sikker på det?” Før jeg vidste af det, var det pludselig mig, der sad med controlleren i hænderne. Han havde prøvet at forklare mig, hvad det gik ud på, men det var altså meget sværere, end det lød. Alligevel var det faktisk ret sjovt, men det var nok mest fordi, jeg var fuldstændig håbløs til det, og Andreas sad og smilede som en eller anden idiot, fordi han fandt det så morsomt. Jeg forstod ret hurtigt hans irritation, da han ikke havde kunnet finde ud af at komme videre. Det var da ikke til at holde ud sådan noget.
        ”Du bliver altså nødt til at bruge den knap der,” grinede han og pegede, selvom jeg udmærket vidste, hvilken han snakkede om.
        ”Men det kan jeg altså ikke komme til,” klagede jeg.
        ”Så prøv at holde sådan her.” Han flyttede forsigtig mine fingre, så jeg pludselig kunne nå alle knapperne, og jeg kunne ikke lade være med at lægge mærke til, at hans fingre var lige så lange, smalle og varme som hans mors.
        ”Det vidste jeg da godt.” Det hele var pludseligt blevet lidt nemmere.
        ”Selvfølgelig, Linea. Selvfølgelig gjorde du da det.”
Det endte alligevel med, at jeg blev nødt til at tage hjem, da det begyndte at blive en smule sent. Det var stadig koldt udenfor, men sneen var stort set væk. Mest af alt var det egentlig bare klatter af is, der lå rundt omkring. Der var ikke helt så meget af det, der var hvidt længere. Min far var hjemme, da jeg kom hjem, men det var også så sent, at jeg ikke havde regnet med andet. For en gangs skyld var jeg ikke den første, der var hjemme. Vi sad og snakkede lidt, mens jeg tegnede, og fjernsynet viste et eller andet, vi ikke rigtig fulgte med i, indtil det var ved at være sengetid.
        Da jeg kom forbi Thomas’ mobil, der stadig lå på mit skrivebord, kunne jeg ikke lade være med at tage den op. Det var måske forkert af mig, men der skete nok ikke noget ved det. Han havde et mistet opkald fra en, der på telefonen hed Chriz, og så var der SMS’en fra Andreas. Uden at tænke over det, kom jeg til at åbne den, og det var først, da det var for sent, at det gik op for mig, hvad det egentlig var, jeg lavede. Jeg havde ingen ret til at gå og læse hans SMS’er. Alligevel gjorde jeg det.

Ey Tom, kommer du forbi, eller tager du af sted med det samme?
Hvis ikke vi ses før mandag, så må du hilse Magnus og ønske ham tillykke med fødselsdagen.
Husk lige Chrizzer på at han skylder mig en øl. Jeg tror, han har glemt det – eller også prøver han i hvert fald på det, den idiot.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...