In Loving Memory

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jan. 2013
  • Opdateret: 4 mar. 2013
  • Status: Færdig
Lineas liv har aldrig været helt nemt, og det er kun gået ned ad bakke siden søsterens død. Den ellers så glade pige er lige så stille begyndt at trække sig væk fra andre og ind i sig selv. Hun har aldrig følt sig så alene, og fremtiden virker ikke lys. Hvad kan man gøre, når ens søster og bedsteveninde gennem tykt og tyndt pludselig er væk, og man må møde hverdagens problemer alene? Da Linea, stille og forsigtig som hun er, mere eller mindre mod sin vilje bliver hevet med til en kæmpenytårsfest, havde hun aldrig troet, at hun ville ende med at sidde på et koldt trappetrin og snakke om alt og intet med en fremmed dreng. Selv da det sker, kunne hun aldrig have forestillet sig, at hun ville møde denne anderledes dreng igen, og at han ville komme til at ændre hendes liv for altid. Vil det lykkedes hende at give slip på sorgen, der efterhånden har lagt sig så tungt omkring hende, at den er blevet en del af hendes hverdag, eller vil den fortsætte med lige så stille at æde hende op indefra?

47Likes
159Kommentarer
3310Visninger
AA

19. Kapitel 17

Tirsdag og onsdag brugte jeg udelukkende på at nyde, at jeg havde ferie. Jeg besøgte Line, gik en tur rundt i byen og kiggede på forskellige mennesker. Det var faktisk mere interessant, end man lige regnede med. Det var sjovt at se, hvor forskellige folk var. Forskellene på de folk der havde ferie og dem, der stadig måtte på arbejde. Der var ferietilbud og – aktiviteter alle steder, og jeg kunne nemt finde mig selv stående med blikket rettet mod en eller anden lille familie med et lille barn eller to.
        Onsdag aften havde jeg modtaget en lang besked fra Michelle om, hvor helt igennem fantastisk hendes ferie havde været. Hun klagede en hel del over, hvor koldt det var at komme hjem, og at hun ikke havde den store mulighed for at vise sin slanke, solbrune krop frem, men måtte gemme den under lange bukser og trøjer.
        Jeg havde i løbet af min bytur om tirsdagen fundet ud af, at Valentinsdag måtte nærme sig med hastige skridt. Det var ikke en dag, jeg så som noget specielt, men det gjorde Michelle, og det kunne vil ikke undre nogen, at hun skulle være sammen med Jonas. Det var først i en af hendes lange beskeder onsdag aften, at det rent faktisk gik op for mig, hvor tæt på den dag var. Det var allerede om torsdagen. Michelle havde været fast besluttet om, at jeg skulle have en valentinsdate, men det skulle jeg i hvert fald ikke nyde noget af. Min torsdag skulle bruges på at høre musik på Thomas’ værelse, nu hvor han ikke havde været hjemme til at holde mig med selskab tirsdag og onsdag. Min veninde havde været en smule skuffet, men det måtte hun leve med.
        Alligevel havde jeg ikke nået at være hos Thomas særlig længe, før de første beskeder fra min veninde bippede ind. Hun havde åbenbart en eller anden forestilling om, at hun stadig kunne få mig på ’bedre tanker’, som hun sagde. Hun nævnte navnene på en masse mennesker, jeg kunne have været sammen med, og jeg var pludselig lykkelig for, at jeg endnu ikke havde fortalt hende om mit venskab med Thomas. Så havde hans navn nok stået øverst.
        De fleste af de heldigvis få navne, hun havde fundet, var folk fra min klasse, hvilket pludselig mindede mig om noget, jeg egentlig ikke havde lyst til at tænke på. Hvad med torsdag? Havde Jakob ikke spurgt mig om, hvad jeg skulle om torsdagen? Jakob, torsdag, hvad? Det gav pludselig lidt mere mening nu, men hvorfor var han interesseret i det? Enten blev han bare ved med at være venlig over for mig, prøvede at virke interesseret i mit liv, eller også var der noget, jeg ikke havde opfanget.
        Mere tid fik jeg dog ikke til at tænke over det, for Thomas var åbenbart ikke i ’vi skal være stille og tænke på alle vores små problemer og sære oplevelser’-humør. Han befandt sig rent faktisk i et af sine mest snaksalige øjeblikke. Selvom jeg ikke selv var særlig snaksalig normalt, havde jeg alligevel erfaret, at det altid er nemmest at snakke med folk om noget, man er enige om, og især hvis det er noget, man har en negativ holdning til. Det er altid nemmest at klage og brokke sig. Sådan er verden nu engang skruet sammen. Derfor undrede det mig heller ikke, at det endte med at blive Valentinsdag, vores snak faldt på.
        ”Jeg havde faktisk glemt, hvornår det var,” mumlede Thomas. ”Men Kasper valgte at minde mig om det i morges.” Han rystede på hovedet og fortsatte så:
        ”Det er noget opreklameret fis.”
        ”Jeg synes i hvert fald, at der er nogen, der går lige rigeligt op i det,” lød min mening.
        ”Altså, konceptet er vel meget godt. Det er jo ikke fordi, det kun er åndssvagt. Problemet er bare alle dem, der klager over, at de ikke har nogen at være sammen med.”
        ”Og dem som hæver det op til at være noget næsten lige så stort som juleaften,” tilføjede jeg med en tanke i Michelles retning. Det skulle ikke undre mig, at Valentinsdag var den eneste grund til, at de var kommet hjem fra ferie midt i ugen i stedet for at blive der ugen ud.
        ”Har du nogensinde brugt den dag til noget specielt?” Jeg skulle til at ryste på hovedet, men tøvede så med rynkede bryn.
        ”Jeg har vel brugt det som en undskyldning for at lave noget hyggeligt med Line,” indrømmede jeg.
        ”Det er vel en af de positive ting ved det. Folk har en god undskyldning for at gøre en masse mere eller mindre mærkelige ting.” Tiden gik, og vi endte med at skifte emne.  Det var også slut med SMS’erne fra Michelle. På nuværende tidspunkt var hun vist endelig nået dertil, hvor hun rent faktisk skulle være sammen med Jonas, og så havde hun jo ikke tid til at skrive til mig hele tiden.
       Engang lidt over middag ringede det pludselig på døren, og det så ud til, at Thomas var lige så overrasket, som jeg var.
        ”Hvem i alverden kan det være?” spurgte han, og jeg overvejede kort, om han virkelig regnede med, at det var noget, jeg kunne svare ham på. Hvordan i alverden skulle jeg vide, hvem der ville i kontakt med husets beboere? Det endte til sidst med, at han fik sig rejst, og han gik ud for at lukke op for vedkommende. Det viste sig ret hurtigt, at det var Andreas, og hvis jeg forstod det rigtigt, gik han bare ind, da der blev lukket op. Han så ikke ud til at bekymre sig yderligere om, at Thomas og jeg kunne have haft planer – ikke at vi havde det. Hvad skulle det have været?
       Mens Thomas var gået ud for at lukke op, havde jeg sat mig op i sengen. Jeg havde nemlig opdaget, at billedet på hylden var blevet flyttet. Ikke flyttet som i væk fra hylden, men det var blevet sat om på den anden side af vækkeuret. Jeg tog den mørke træramme op og betragtede den smilende dreng, men skyndte mig at sætte den fra mig igen, da jeg kunne høre, at de andre kom ude på gangen.
        ”Hej, Linea,” hilste Andreas og slængte sig i stolen foran Thomas’ skrivebord, mens han lod en pose dumpe ned på gulvet.
        ”Hej, Andreas,” svarede jeg og forsøgte mig med et troværdigt smil.
        ”Hvad har du i posen?” spurgte Thomas, og Andreas kiggede ned på den, som om han havde glemt, at den var der.
        ”Chokolade.”
        ”Chokolade?” gentog Thomas med et hævet øjnebryn.
        ”Jo, ser du,” begyndte Andreas. ”Hvis ikke I ved det, så er det Valentinsdag i dag. Det vil sige, at alle mennesker går og køber chokolade til hinanden. Så jeg har købt noget chokolade til mig selv, fordi der alligevel ikke er nogen, som gider spilde deres penge på at købe noget til mig, og så er det jo bare en god undskyldning for at spise chokolade. Altså, jeg føler mig meget klog og genial.”
        ”Det sidste der kan måske diskuteres,” mumlede Thomas. ”Men jeg havde ellers lige troet, at det var til mig.” Det sidste blev sagt med et forsøg på at lave et meget trist ansigt. Det at han overdrev lidt for meget, fik det til at se ret så komisk ud.
        ”Desværre du, der er heller ikke nogen, der gider spilde deres penge på chokolade til dig. Du må bare lære at leve med det.”
        ”Nej, du har nok ret,” smilede Thomas, og jeg fandt det stadig sjovt, at de blev ved med at snakke mere eller mindre grimt til hinanden. ”Og hvis der rent faktisk var nogen, som kunne finde på at købe chokolade til mig, ville personen nok alligevel hellere spise det selv.”
        ”Præcis, men fordi det er lidt synd for dig, må du godt smage lidt af mit.” På den måde endte det med, at jeg brugte min eftermiddag på at spise chokolade og snakke med de to drenge. Da Andreas tog hjem sidst på eftermiddagen, følte jeg, at vi allerede var blevet bedre venner. Han var meget anderledes at være sammen med end Thomas, og tingene kunne altså nemt blive akavede i hans selskab, men det gjorde mig ikke så meget, for det andet var altså også bare lidt unormalt.
        Lidt før spisetid dukkede min far op. Det var jo lykkedes ham og Peter at finde ud af noget. Det endte med at blive en hyggelig aften, selvom det jo ikke ligefrem var mig, der fik sagt mest. Selvom jeg følte, at min ferie næsten var væk, før den var begyndt, syntes jeg nu alligevel, at det havde været en god ferie. Fredag besøgte jeg en solbrun Michelle, og lørdag var jeg endnu engang sammen med Thomas og Andreas.
Det have været en af de der gange, hvor Michelle var utrolig nem at være sammen med, fordi hun havde så meget af fortælle om. Ferien, Valentinsdag.
        Skolen og dermed hverdagen begyndte igen, men endnu en ting havde ændret sig i løbet af ferien. Et begyndende venskab var vokset op mellem Andreas og mig. Jeg havde stadig ikke helt forstået, at jeg rent faktisk havde fået en ven i Thomas, og at det så ud til, at jeg var ved at få endnu en ny ven, virkede uvirkeligt.
        Alligevel blev jeg kun endnu mere sikker i min sag, for hver gang jeg var sammen med dem, hvilket jeg både var mandag, tirsdag og torsdag. Det var efterhånden blevet normalt for mig at være sammen med Thomas, og jeg begyndte at kunne føre mere eller mindre normale samtaler med Andreas, selvom vi var alene. Det var ikke rigtig akavet længere.
       Michelle havde endnu ikke opdaget mine nye venner, men jeg vidste, at hun havde lagt mærke til, at nogle ting havde ændret sig. Om jeg snakkede mere, vidste jeg ikke, men et eller andet var der i hvert fald sket. Det var ikke fordi, at det var de største ting, og den eneste måde, mine nye venner rigtig ændrede min hverdag på, var, at jeg nu havde andre end Michelle at være sammen med i min fritid. Min far kom stadig alt for tit alt for sent hjem. Lejligheden virkede stadig alt for tom, og jeg savnede stadig Line så utrolig meget. Det var nogle ting, jeg tvivlede på nogensinde ville ændre sig.
        Jeg havde stadig svært ved at snakke med Camilla og Peter, og det havde heller ikke været nemt med Maria den ene gang, vi var hos Andreas om torsdagen, hvor det viste sig, at vi ikke kunne spise hos Andreas, fordi de skulle spise hos Marias forældre. Derfor endte det med, at Thomas og jeg spiste i lejligheden, selvom jeg ikke havde været meget for det. Problemet var bare, at hjemme hos ham havde Peter nogle fra sit arbejde på besøg, og det lød ikke videre tillokkende at skulle spise sammen med dem. Kasper var også for længst flygtet derfra og om til en af alle sine venner.
        Jeg brød mig ikke rigtig om at have Thomas i lejligheden. Det var som om, han kunne komme lidt for tæt på på den måde. Der var for meget Line. Der var hendes ting, der var den tomhed, der hvor hun skulle have været. For lige meget hvad man gjorde, lige meget hvem der var i lejligheden, ville der altid virke ensomt, stille. Selvom Thomas var der sammen med mig, virkede det stadig trist, jeg følte mig stadig en smule alene.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...