In Loving Memory

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jan. 2013
  • Opdateret: 4 mar. 2013
  • Status: Færdig
Lineas liv har aldrig været helt nemt, og det er kun gået ned ad bakke siden søsterens død. Den ellers så glade pige er lige så stille begyndt at trække sig væk fra andre og ind i sig selv. Hun har aldrig følt sig så alene, og fremtiden virker ikke lys. Hvad kan man gøre, når ens søster og bedsteveninde gennem tykt og tyndt pludselig er væk, og man må møde hverdagens problemer alene? Da Linea, stille og forsigtig som hun er, mere eller mindre mod sin vilje bliver hevet med til en kæmpenytårsfest, havde hun aldrig troet, at hun ville ende med at sidde på et koldt trappetrin og snakke om alt og intet med en fremmed dreng. Selv da det sker, kunne hun aldrig have forestillet sig, at hun ville møde denne anderledes dreng igen, og at han ville komme til at ændre hendes liv for altid. Vil det lykkedes hende at give slip på sorgen, der efterhånden har lagt sig så tungt omkring hende, at den er blevet en del af hendes hverdag, eller vil den fortsætte med lige så stille at æde hende op indefra?

47Likes
159Kommentarer
3309Visninger
AA

18. Kapitel 16

”Der er mad nu.” Agnes stod igen i døren, men hun var næsten væk, inden Andreas nåede at sige tak. Vi forlod værelset og gik den korte tur op i køkkenet. Huset var måske lille, men det gjorde det på en måde hyggeligt. Det var ikke fordi, at det var lille i forhold til lejligheden, men det var mindre end det hus Thomas’ boede i, og der boede færre mennesker. Her boede der fem, var jeg nået frem til. Hos Thomas var de kun fire – de havde kun været tre for to år siden – og alligevel var huset meget større.
        Her var ikke nær så stilfuldt indrettet, og det hele virkede lidt mere varmt i farverne, fordi alle vægge ikke var skinnende hvide. Samtidig var der mange overflader af træ, det hele var ikke enten malet sort, hvidt eller en eller anden fancy farve.
        Ved spisebordet sad en brunhåret mand med Klara på skødet, og det kunne vist kun være Michael. Jeg fik hilst på ham, og jeg var lykkelig for, at hvis jeg nogensinde kom om til Andreas igen, havde jeg da i det mindste hilst på begge hans forældre, så det var overstået. Mens vi tog plads rundt om bordet, kom Maria hen med en stor gryde, hvori der var en meget velduftende gryderet. Det er altid lidt mærkeligt, når man spiser første gang hos folk, for man ved aldrig, hvordan tingene foregår hos dem. Nogle steder bliver der stort set ikke snakket under måltidet, og andre steder sker der næsten ikke andet. Det tog mig ikke lang tid at finde ud af, at hos Andreas, der snakkede man.
        ”Huskede du så at lave ballade i skolen sidste uge, Tom?” spurgte Michael muntert, og der dukkede smil op på både Thomas’ og Andreas’ læber.
        ”Selvfølgelig,” svarede Thomas, og Michael nikkede tilfredst.
        ”Det var godt.”
        ”Synes du ærlig talt selv, at det er en god idé ligefrem at opfordre dem til at lave ballade?” spurgte Maria med et hævet øjnebryn, selvom hun ikke helt kunne skjule et smil. ”De kunne rent faktisk godt finde på det.”
        ”Det er da i hvert fald helt sikkert,” mumlede Agnes.
        ”Der er faktisk noget, som har undret mig lidt,” tilføjede Maria. ”Der står tre øl i vores køleskab.”
        ”Undrer det dig, hvorfor de står der, eller hvem der har stillet dem der?” spurgte Michael og hjalp Klara med at få hældt et glas mælk op.
        ”Det undrer mig, at de står der,” fortalte hun. ”Jeg ved godt, hvem der har stillet dem der.”
        ”Så må du nok hellere spørge den person,” sagde Andreas. ”For jeg tror ikke, der er andre, der ved det.”
        ”Det var ærgerligt, for personen, der har stillet dem der, ved det nemlig ikke. På nuværende tidspunkt plejer de nemlig på magisk vis at være forsvundet.”
        ”Prøv lige at vent, har du sat dem der?” spurgte Andreas mistroisk, og hun rystede på hovedet.
        ”Nej, det har din mor.”
        ”Det var da også det, jeg lige sagde?” Han slog ud med hænderne og satte et meget seriøst ansigt op.
        ”Det var det da ikke,” svarede hun.
        ”Nej okay, men min mor har sat dem der?”
        ”Ja.”
        ”Nu skal jeg også lige kunne følge med her,” brød Michael ind. ”Så du har sat øl i køleskabet, og det undrer dig, at de står der endnu.”
        ”Ja.”
        ”Og de to har været her hele dagen?” Han pegede på Andreas og Thomas, mens han snakkede.
        ”Ja, det er jeg jo så begyndt at tvivle lidt på.”
        ”Pis,” mumlede Andreas, og jeg fattede endelig, hvad det handlede om. Det her måtte betyde, at han godt havde måttet drikke de øl, som han hele dagen havde overvejet, om han måtte drikke, men i sidste ende ikke havde turdet drikke. Det var måske lidt surt – i hvert fald hvis man gad drikke øl.
        ”Du må bare lære at hør efter, hvad din mor siger,” fortalte Maria ham. Jeg fandt den her samtale en smule sjov. Hvis man bare så ordene, ville det næsten kunne ligne et mindre skænderi, men det var det langt fra. Det var meget mere for sjov, end det var alvor.
        ”Det gør jeg da også.”
        ”Ikke om morgenen i hvert fald. Da jeg prøvede at komme i kontakt med dig, vendte du dig bare om på den anden side og sov videre.”
        ”Det var altså heller ikke særlig pænt gjort,” blandede Thomas sig. ”Men Maria, hvis du meget gerne vil havde, at de forsvinder, så kan du prøve lige at lukke øjnene to sekunder. Så skal jeg nok sørge for, at de er pist væk, når du åbner dem igen.” Selvom jeg fandt deres samtale en smule mærkelig og en smule forvirrende, havde jeg ikke noget i mod det – jeg havde aldrig noget i mod, at andre snakkede. Det bedste var, at det betød, at de ikke stillede mig en masse spørgsmål. Jeg priste mig lykkelig for, at hverken Maria eller Michael havde stillet mig alle mulige spørgsmål, jeg ikke gad svare på, endnu. Desværre fandt jeg ud af, at jeg havde glædet mig for tidligt. For spørgsmålene kom skam. Det gjorde de jo altid.
        ”Hvor bor du egentlig henne, Linea?” Det var Michael, der spurgte, og jeg vendte mig i mod ham på en måde, der virkede høflig, men som ikke betød, at jeg blev nødt til at møde hans blik. Jeg fortalte dem, hvor jeg boede, og de vidste udmærket, hvor det var.
        ”Nå, men det er jo slet ikke så lang væk så.” Lidt senere spurgte Maria mig om, hvor jeg gik i skole. Som hun havde gættet på, gik jeg jo nemlig ikke på gymnasiet ligesom Andreas og Thomas. Line og jeg var startet et år senere i skole, fordi vi var født i december, og det havde jeg egentlig altid haft det meget fint med. Det betød, at jeg kunne have gået i 1.g, men jeg havde valgt at tage 10. klasse med på vejen. Hvorfor vidste jeg egentlig ikke, men Line og jeg havde været enige om, at det lød som en fin idé. Det var ikke fordi, jeg fortrød det, for det betød jo, at jeg var kommet til at gå i klasse med Michelle, og det var jeg kun lykkelig for.
        Til mit held blev det ved sådan nogle spørgsmål, og der kom ingen omkring min familie, som jeg havde frygtet. Man kunne vist roligt sige, at den dag var gået bedre end forventet. Jeg havde været en smule nervøs for at skulle møde Andreas – det kunne være endt galt på så mange måder – men nu var jeg egentlig meget glad for, at jeg havde sagt ja.
        Selvom det var meget hyggeligt, blev vi ikke så længe efter, at vi havde spist. Da vi havde sagt farvel til det, der for mig var en masse nye mennesker, bevægede vi os igen ud på de glatte fortove, og det var blevet koldere i løbet af dagen. Det tog os ikke lang tid at nå op for enden af stikvejen, hvor vi skulle hver vores vej.
        ”Thomas?”
        ”Ja?” Han kiggede afventende på mig, og jeg bed mig i læben. Jeg havde noget, jeg gerne ville spørge ham om, men jeg kunne ikke helt finde ud af, om jeg skulle vente lidt. Det var trods alt ikke helt noget, der vedkom mig utrolig meget.
        ”Kom med det, Linea,” opfordrede han med et smil, og jeg havde igen følelsen af, at han kunne læse mine tanker eller i hvert fald vidste, hvordan jeg havde det. Jeg tog en dyb indånding og tvang så ordene over mine læber:
        ”De er ikke begge to han rigtige forældre, vel?” Mine ord medførte et meget overrasket udtryk på Thomas’ ansigt, men jeg kunne desværre ikke ud fra det se, om jeg havde ret eller ej.
        ”Hvorfor tror du ikke det?” spurgte han.
        ”Jo, eh,” begyndte jeg og følte mig ikke videre klog. ”For det første er der bare ret stor aldersforskel på ham og de andre to, men mest af alt så har de tre forskellige hårfarver.”
        ”Gud, det er da også rigtigt. Det har jeg aldrig tænkt over.”
        ”Og,” fortsatte jeg. ”Så er han den af dem, der ikke har samme hårfarve som hverken Maria eller Michael.”
        ”Du overvejede aldrig, at han bare kunne have farvet hår?”
        ”Næh, det gjorde jeg ærlig talt ikke,” tilstod jeg. ”Men han har da også en meget naturlig hårfarve. Tror jeg. Jeg har ikke forstand på hårfarve?”
        ”Det er også begrænset, hvor meget erfaring jeg har med det,” halvgrinede Thomas, og jeg ville egentlig bare gerne have bekræftet, hvorvidt jeg havde ret eller ikke havde. ”Men jeg har faktisk lidt, hvis du vil vide det.”
        ”Men det er rigtig nok,” fortsatte han endelig, og jeg nikkede for mig selv. ”Jeg har bare aldrig tænkt over, at det var noget, man sådan ligefrem kunne se.”
        ”Men hvem af dem er så han rigtige forælder.” Jeg havde en ret god fornemmelse af det, men det skadede ikke at være sikker. Det var en smule koldt at stå helt stille for enden af vejen, men jeg ville gerne vide det. Så måtte jeg fryse lidt.
        ”Hvem tror du?” spurgte han, og jeg himlede med øjnene. Kunne han ikke bare fortælle mig det?
        ”Normalt ville jeg have gættet på Michael,” begyndte jeg, men Thomas afbrød mig, inden jeg nåede at tale færdigt:
        ”Hvorfor?” Jeg sukkede. Behøvede jeg at forklare det? Forklaringer betød både, at vi skulle stå her og fryse længe, men forklaringer betød også, at jeg skulle sige en masse sammenhængende sætninger.
        ”Eh, det er nok det med aldersforskellen,” mumlede jeg. Det var ikke ligefrem fordi, jeg havde lyst til at forklare det her. Desværre så det ikke ud til, at han havde tænk sig at lade mig slippe denne gang. ”Du ved, mænd bliver ved med at kunne få børn i længere tid end kvinder, og det er for det meste, manden der er ældst – eller det siger man i hvert fald.
        Så hvis Michael nu havde været Andras’ far, ville det jo fint kunne passe med, at han først havde haft en kone på sin egen alder og fået et barn. Hvis så Maria var yngre end ham, ville hun jo stadig være i en passende alder til at blive mor, selvom der var gået nogle år, siden Michael fik sit første barn.” Jeg holdt en lille pause, og jeg vidste, at jeg måtte sørge for aldrig at lægge op til sådan noget her igen. ”Årh, du ved jo udmærket, hvad jeg mener.”
        ”Hvor er du sød, Linea,” lo han, og jeg skulede irriteret til ham. Han gjorde det her med vilje. Han vidste, at jeg hadede det her, men han fandt bare min forvirrede stemme og sætninger, der nær snublede over hinanden, sjov. Det værste var, at jeg ikke rigtig kunne blive ordentlig sur på ham. Smilet og de skinnende øjne gjorde det umuligt.
        ”Men,” tilføjede jeg med et suk. ”Jeg er ret sikker på, at Maria er hans rigtige mor.”
        ”Og hvorfor så det?” Jeg sendte ham et irriteret blik, der kun fik hans smil til at vokse, men jeg begyndte alligevel at snakke igen:
”For det første er det meget enkelt fordi, hun har de grønne øjne, de alle sammen render rundt med. Derudover er jeg nået frem til, at både Andreas og Agnes ligner Maria på mange måder.” Jeg holdt en kort tænkepause, mens jeg prøvede at komme i tanke om den sidste ting, der havde overbevist mig om, at det måtte være Maria, der var hans rigtige forælder. ”Nårh, jo. Han kalder jo hende Mor, men da Maria nævnte Michael, da hun snakkede til ham, sagde hun Michael, men da hun på et tidspunkt snakkede til Klara, sagde hun ’Far’.”
        ”Du er ikke helt dum, Linea. For du har selvfølgelig ret.”
        ”Og det kunne du ikke bare fortælle mig fra starten af?”
        ”Næh.”
        ”Hmm.” Jeg trak fingrene ind, så de var bøjede mod mine håndflader. Det var utrolig koldt, og mine fingerspidser var ved at dø. Jeg vidste godt, at vanterne nok ikke havde godt af det, for de ville højst sandsynligt blive udvidet af det, men jeg var lidt ligeglad på det tidspunkt. Jeg frøs mine fingre, og så kunne det andet være lidt lige meget.
        ”Men,” begyndte Thomas. ”Du skal vide, at jeg er ret sikker på, at Andreas betragter Michael som sin far, selvom det ikke er, hvad han kalder ham. Han er glad for sin familie, selvom det godt kan være lidt besværligt at få tingene til at passe, så det både passer til en på snart atten og en på fire.” Jeg nikkede. Jeg havde godt fornemmet, at det var en familie, hvor de var glade for hinanden. Selvom der var nogle mindre problemer, syntes de selv, at de havde det meget godt, og det var det vigtigste.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...