In Loving Memory

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jan. 2013
  • Opdateret: 4 mar. 2013
  • Status: Færdig
Lineas liv har aldrig været helt nemt, og det er kun gået ned ad bakke siden søsterens død. Den ellers så glade pige er lige så stille begyndt at trække sig væk fra andre og ind i sig selv. Hun har aldrig følt sig så alene, og fremtiden virker ikke lys. Hvad kan man gøre, når ens søster og bedsteveninde gennem tykt og tyndt pludselig er væk, og man må møde hverdagens problemer alene? Da Linea, stille og forsigtig som hun er, mere eller mindre mod sin vilje bliver hevet med til en kæmpenytårsfest, havde hun aldrig troet, at hun ville ende med at sidde på et koldt trappetrin og snakke om alt og intet med en fremmed dreng. Selv da det sker, kunne hun aldrig have forestillet sig, at hun ville møde denne anderledes dreng igen, og at han ville komme til at ændre hendes liv for altid. Vil det lykkedes hende at give slip på sorgen, der efterhånden har lagt sig så tungt omkring hende, at den er blevet en del af hendes hverdag, eller vil den fortsætte med lige så stille at æde hende op indefra?

47Likes
159Kommentarer
3138Visninger
AA

17. Kapitel 15

Thomas var endnu ikke begyndt at tømme køleskabet, så der var heldigvis ingen, der skulle myrdes den dag. Godt nok stod han i stedet og lukkede kulden ud af det, men det var der nok ikke nogen, der ville opdage. Vi hev nogle ting ud af køleskabet – eller rettere; Thomas og Andreas gjorde. Jeg prøvede bare på ikke at stå i vejen – og Andreas fandt noget brød. Der havde egentlig ikke været nogen snak om frokost, det var bare ligesom kommet.
        ”Ved du godt, at der står tre øl i dit køleskab?” spurgte Thomas, da han prøvede at finde en ny pakke smør.
        ”Ja,” sukkede Andreas. ”Jeg har gået hele dagen og overvejet, om min mor ville opdage det, hvis jeg drak dem.”
        ”Det ville hun nok.” Thomas fik fat i en pakke smør og lukkede køleskabet. ”Medmindre hun ikke ved, at de er der. Det kunne være nogle, Michael har stillet der.”
        ”Det kunne det nemlig. Sådan i tilfælde af, at jeg skulle gå hen og blive tørstig.”
        ”Præcis. Og tre er et meget fint antal i tilfælde af, at en Thomas kom forbi.”
        ”Når man ser på det på den måde, ikke? Så skulle man næsten tro, at de var til os.”
        ”Bare lidt trist at vi ikke ved det.” Thomas satte sig igen og åbnede smøren.
        ”Det kunne også være nogen, han har sat der for at se, om vi ville drikke dem. Du ved, som en test.”
        ”Ja, det kunne meget nemt være en fælde. Den mand er meget snedig. Men det kunne også være, han har sat dem der for at se, om vi tror, det er en fælde, og at vi så ikke drikker dem, selvom vi godt må.”
        ”Hvorfor skal vores liv være så indviklede?” sukkede Andreas med en hovedrysten og tog en bid af sin mad.
        Da vi var færdige med at spise, og man næsten ikke kunne se, at vi havde været i køkkenet, viste Andreas vej ind til sit værelse. I virkeligheden var jeg jo nok den eneste, der ikke kendte vejen, og det virkede lidt trist, at jeg var den eneste, der var fremmed i huset. Ikke særligt overraskende var Andreas’ værelse større end mit, og det var langt mere personligt end Thomas’.
        Der var rodet, der hang en masse plakater, og det lykkedes mig at finde et par tegninger, der lignede den, der hang på Thomas’ væg. Der var mange flere mærkelige ting rundt omkring, og der var flere ting, der kunne være med til at fortælle lidt om, hvem beboeren var. Over for sengen stod et TV, og på skærmen lyste en pauseskærm fra et eller andet spil. En playstationcontroller lå smidt i sengen, og der var vist ingen tvivl om, hvad han havde lavet, inden vi kom.
        ”Det ser ud til, at du har været aktiv i dag, hva’?” Thomas skubbede et eller andet ned fra skrivebordsstolen og satte sig på den.
        ”Ja da,” svarede Andreas. ”Jeg har løbet rundt på hustage og alt muligt. Trængt ind på et forbudt område eller to. Hverdagsting, du ved.”
        ”Nå, Tom, fortæl mig så så hvad jeg er gået glip af i løbet af den uge, jeg ikke har været hjemme.” Han begyndte at fjerne nogle ting fra sin seng, så man kunne side der, hvilket jeg også endte med at gøre.
        ”Du er ikke gået glip af en skid,” mumlede Thomas.
        ”Tænkte jeg nok.”

De næste par timer endte med at gå meget godt. Så længe det bare var Thomas og Andreas, der snakkede, gik det hele meget fint. Jeg lærte vel også lidt om Andreas på den måde, eller det bildte jeg i hvert fald mig selv ind. Det var først, når de begyndte at snakke til mig, at det gik knapt så godt. Det kunne godt være, at intet kunne være mærkeligt, pinligt eller akavet, når man var sammen med Thomas, men Andreas var altså lidt mere normal på det punkt.
        Det var ikke fordi, han ikke var venlig nok, jeg kunne faktisk nemt se, hvorfor han og Thomas var venner. Det var bare endnu engang det der med mig og fremmede mennesker. Det gik aldrig helt godt. Kedede mig gjorde jeg nu heller ikke, så tiden gik egentlig meget hurtigt.
        ”Kan en af jer ikke lige sige mig, hvad klokken er?” spurgte Andreas, der havde sat sig med controlleren og endnu engang løb rundt omkring på diverse bygninger og hoppede over afgrunde og hegn. Jeg kunne ikke helt følge med i det, og det gik utrolig stærkt. Men så længe han da selv kunne finde ud af det, var det vel også lige meget, om jeg fattede noget af det.
        ”Omkring tre,” svarede Thomas. Andreas pausede spillet, lagde controlleren fra sig og rejste sig op.
        ”Okay. Jeg lovede min mor, at jeg ville hente Klara ved tretiden, så ville I blive meget kede af det, hvis jeg lige er væk en halv time?”
        ”Nej, vi ville være lykkelige.”
        ”Jo tak, Tom,” fnøs drengen med den sorte hue, inden han vendte sig mod mig. ”Jeg har ondt af dig. Hvordan i alverden er du dog gået hen og blevet venner med sådan en idiot?” Han tog en nøgle op, der havde ligget på skrivebordet, og jeg gik ud fra, at det var en cykelnøgle, og at den nok var til cyklen ude i garagen.
        ”Men så henter jeg hende lige, nu hvor jeg alligevel er totalt uønsket i mit eget hjem.” Han gik, og kort tid efter kunne vi høre hoveddøren smække.
        ”Og hvem er Klara?” spurgte jeg bare lige for at være helt sikker.
        ”Hans lillesøster,” svarede Thomas, og alt var, som jeg havde regnet med, selvom det undrede mig lidt, at hans søster havde brug for at blive hentet. Det kunne selvfølgelig være, at hun var til et eller andet specielt.
        Tiden, mens Andreas var væk, gik hurtigt, og der gik ikke længe før hoveddøren igen gik op. Vi kunne høre nogen snakke, men det var ikke højt nok til, at vi kunne høre, hvad der blev sagt. Jeg vidste ikke, hvad jeg havde forventet, men jeg blev ikke så lidt overrasket, da Andreas kom ind bærerne på en pige, der ikke kunne være meget mere end fire år. Fire år? Var han ikke atten eller sådan noget? Han satte hende på stolen ved skrivebordet, hvor Thomas ikke længere sad, fordi han havde sat sig over til mig, og rodede lidt op i hendes brune hår.
        ”Hej Klara,” smilede Thomas, og hun vendte opmærksomheden mod ham.
        ”Hej Tom,” sagde hun, og det lød som om, hun havde svært ved at udtale ’t’. Hendes lille ansigt med de runde kinder lyste op i et smil, inden hun vendte sine skinnende, grønne øjne mod mig.
        ”Hvem’ det,” spurgte hun og kiggede op på Andreas, der stadig stod ved siden af hende.
        ”Det er Linea,” fortalte han hende, og jeg undgik hans blik, da han kiggede over på mig. Klaras nysgerrige øjne blev igen vendt mod mig, og hun så faktisk ret sød ud.
        ”Er du sulten?” spurgte Andreas hende, og hun rystede ihærdigt på hovedet, så håret piskede til alle sider.
        ”Nej?” forsikrede han sig, inden han begyndte at flytte nogle ting rundt på skrivebordet, så der blev en bar plet. Han fandt noget papir og nogle farveblyanter frem, og kort tid efter sad den lille pige på kanten af stolen og tegnede. Jeg havde pludselig en idé om, hvor nogle af de mange tegninger rundt omkring kom fra. Andreas satte sig på gulvet med ryggen op ad sengen mellem Thomas og mig.
        Jeg var stadig ikke helt kommet mig over min overraskelse. Der var virkelig stor forskel. Sandkassen og gyngestativet gav pludselig lidt bedre mening, og det samme gjorde Thomas’ kommentar fra tidligere. Skiferie med så små børn var nok ikke helt nemt. Det var ikke fordi, det var noget, jeg vidste noget om, men jeg kunne nemt forestille mig det.
        ”Jeg hader børnehaver,” mumlede Andreas.
        ”Hvorfor?” spurgte Thomas, og jeg havde på fornemmelsen, at han bare fandt det sjovt.
        ”Fordi der er fyldt med små, irriterende og larmende børn, der enten vil vide, hvad du hedder, eller hvem du skal hente. Eller også vil de vise dig deres legotårn, eller hule, eller også begynder de at snakke om alt muligt, jeg kan være pænt ligeglad med. ’Min lillesøster hedder Nicoline’. ’Jeg skal om til min bedstemor i morgen’. Det er ikke til at holde ud.”
        ”Det er næsten synd for dig.”
        ”Ja, jeg er alt for sød ved min mor.”

Cirka en halv times tid efter at Andreas var kommet hjem med Klara, kunne vi igen høre hoveddøren gå op, og lyden af talende stemmer strømmede igen ind ad den åbne værelsesdør.
        ”Sæt lige indkøbsposen ind på køkkenbordet,” var det eneste, jeg fik fat i, men jeg regnede med, at det måtte være Andreas’ mor og måske endnu en søster eller en bror. Jeg var på en måde lidt spændt på at se, hvor gammel dette familiemedlem så var. Hvilken ende denne person lå i, for jeg gik ud fra, at personen måtte være yngre end Andreas og ældre end Klara. Ellers blev aldersforskellen vist lidt for stor. Mine tanker blev hurtigt besvaret, da en pige dukkede op i døråbningen. Jeg nåede hurtigt frem til, at der nok var omkring ti års forskel på hende og Andreas.
        Hun havde flammende rødt hår, og det var utrolig langt. Selvom det både var tykt og fyldt med store, tunge og velformede krøller, var det længere end mit, hvis man tænkte på forholdet mellem vores højder. Hendes øjne var lige så grønne som de andre tos, og hun så på en eller anden måde meget alvorlig og intelligent ud. Hun havde mange af de samme fine ansigtstræk, som Andreas også havde, og det var meget mere tydeligt, at de var søskende, end det var med Klara
        ”Hej Agnes,” hilste Andreas.
        ”Hej,” svarede hun, inden hun gik videre forbi døren.
        ”Snakkesalig,” mumlede Thomas, og jeg ville ikke helt give ham ret.
        ”Ikke rigtig. To sekunder.” Andreas rejste sig og begyndte at gå mod døren. ”Agnes?” kaldte han, og jeg havde på fornemmelsen, at han ville prøve at indhente hende. Han nåede ikke lang, før han blev stoppet, og vi kunne høre hans mor snakke:
        ”Ikke nu, Andreas. Jeg tror lige, hun skal have lov at være alene lidt. Hun er heldig, og det ved hun godt, så hun skal nok komme af sig selv.” Ud fra den varme tone i kvindens stemme, lød det til, at hun var en meget kærlig mor. Sådan en mor alle til tider ville ønske, at de havde. De kom ind på værelset, og hun havde lagt din hånd på sin søns skulder. Hendes hår var lige så ildrødt som datterens, og der var ingen tvivl om, hvor alle de grønne øjne måtte komme fra. Hun gav Andreas’ skulder et klem, inden hun slap den og gik hen til Klara, som hun løftede op. Pigen måtte jo kunne gå selv, men hun havde nok ikke noget i mod at blive båret rundt.
        ”Hej Muser. Tak fordi du gad hente hende, Andreas.” Derefter vendte hun opmærksomheden mod gæsterne i hendes hus, og hun smilede, da hun fik øje på mig.
        ”Hej med dig. Jeg hedder Maria,” fortalte hun og kom hen og gav mig hånden, så godt hun nu kunne med Klara på armen. Hendes hånd var varm og fingrene lange og smalle. Jeg fortalte hende, hvad jeg hed, mens jeg prøvede at bilde mig selv ind, at der intet akavet var ved situationen. Det lykkedes ikke helt, selvom jeg vidste, at jeg nok var den eneste, der fandt akavet.
        ”Er I sultne?” spurgte hun og kiggede spørgende rundt på os.
        ”Jeg er ikke,” fortalte Andreas og kiggede spørgende på Thomas og mig. Jeg rystede stille på hovedet.
        ”Okay,” nikkede Maria. ”Så venter vi med at spise, til Michael kommer hjem, selvom det bliver lidt sent. Bliver I og spiser?” Hun kiggede igen spørgende på os.
        ”Jeg vil gerne,” svarede Thomas og vendte sig rundt mod mig. ”Kommer din far hjem til spisetid?” Jeg rystede på hovedet og fæstnede igen blikket på den rødhårede kvinde.
        ”Det vil jeg også gerne.”
        ”Godt så. Skal vi så ikke gå ud og begynde på noget mad, Klara?” Den lille pige nikkede ivrigt, og Maria smilede kærligt til hende.
        ”Jeg ringer lige til Camilla.” Thomas rejste sig og fandt sin mobil frem, mens han gik ud på gangen.
        ”Nårh nej, der er jo slet ingen forbindelse på mit værelse,” mumlede Andreas sarkastisk og ryddede farveblyanterne væk. Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle gøre. På en måde følte jeg, at jeg måske burde sige et eller andet, før der blev alt for stille, men jeg havde ingen anelse om, hvad det skulle være. Vi kunne svagt høre en skramlen med gryder, og jeg kunne ikke helt finde ud af, om det bare var fordi huset var lille og køkkenet dermed ikke så lang væk, samtidig med at dørene stod åbne, eller om det var fordi, de larmede meget.
        Jeg havde en fornemmelse af, at der blev råbt meget rundt i det her hus, og det var måske lige præcis fordi, det var så lille, at det kunne lade sig gøre. Andreas havde heller ikke så meget at sige, og der skete ikke rigtig noget, før Thomas kom tilbage.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...