In Loving Memory

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jan. 2013
  • Opdateret: 4 mar. 2013
  • Status: Færdig
Lineas liv har aldrig været helt nemt, og det er kun gået ned ad bakke siden søsterens død. Den ellers så glade pige er lige så stille begyndt at trække sig væk fra andre og ind i sig selv. Hun har aldrig følt sig så alene, og fremtiden virker ikke lys. Hvad kan man gøre, når ens søster og bedsteveninde gennem tykt og tyndt pludselig er væk, og man må møde hverdagens problemer alene? Da Linea, stille og forsigtig som hun er, mere eller mindre mod sin vilje bliver hevet med til en kæmpenytårsfest, havde hun aldrig troet, at hun ville ende med at sidde på et koldt trappetrin og snakke om alt og intet med en fremmed dreng. Selv da det sker, kunne hun aldrig have forestillet sig, at hun ville møde denne anderledes dreng igen, og at han ville komme til at ændre hendes liv for altid. Vil det lykkedes hende at give slip på sorgen, der efterhånden har lagt sig så tungt omkring hende, at den er blevet en del af hendes hverdag, eller vil den fortsætte med lige så stille at æde hende op indefra?

47Likes
159Kommentarer
3150Visninger
AA

16. Kapitel 14

Fredag morgen havde jeg sendte Michelles tomme plads et meget surt blik, da jeg parkerede min tunge skoletaske. Det var lykkedes mig at overleve torsdagen helt alene, men jeg havde ikke troet, at jeg ville overleve fredagen. Det havde jeg jo så alligevel i sidste ende, og jeg havde været lykkelig, da jeg kom i tanke om, at vi havde ferie. Når det kom til stykket, havde fredag ikke været så slem igen. Jeg var kommet til at arbejde sammen med Jakob, og det var nu meget fint. Det kunne have været meget værre. Desuden gad han jo af en eller anden grund godt snakke med mig.

”Så du skulle slet ikke noget i ferien?” Jakob kiggede på mig over kanten af sin engelskbog, og jeg rystede langsomt på hovedet.
        ”Ikke ud over at være sammen med nogle venner et par dage. På mandag for eksempel.”
        ”Hvad med torsdag?” spurgte han, og jeg forstod ikke helt hvorfor.
        ”To sekunder.” Jeg blev lige nødt til at tænke. Hvad var det nu for en dag, min far havde snakket om, at vi skulle spise hos Camilla og Peter?
        ”Jo, vi skal om til nogen om torsdagen,” svarede jeg.
        ”Okay,” mumlede han.

Jeg havde gået resten af dagen og prøvet at forstå, hvad der var så specielt ved torsdag. Hvorfor ikke onsdag? Mine spekulationer var dog straks forsvundet, da min far kom hjem og fortalte, at han havde fri det meste af weekenden. Det endte med at blive en helt god start på ferien. Der var virkelig bare noget fantastisk ved de der små og sjældne, hyggelige stunder med min far. Desværre var weekenden fløjet af sted, og før jeg vidste af det, var det blevet mandag.
        Jeg havde ikke helt vidst, om jeg skulle glæde mig til eller frygte den dag. Jeg havde ikke fundet ud af det endnu, og det var efterhånden ved at være for sent at finde ud af det, for jeg havde på nuværende tidspunkt forladt lejligheden sammen med Thomas for at finde Andreas’ hus. Thomas var kommet om til mig sidst på formiddagen, men det var næsten middagstid, da vi gik.
        Vi havde ikke gået særlig længe, da Thomas stak hånden i lommen og hev en pakke cigaretter op. Først var jeg lidt overrasket, for jeg havde fuldstændigt glemt, at han røg. Han havde ikke gjort det en eneste gang, alle de gange vi havde været sammen, men jeg vidste det jo godt. Han havde trods alt købt en pakke cigaretter, anden gang jeg mødte ham.
        ”Undskyld,” mumlede han, inden han stak en ind mellem læberne og fiskede en lighter op af en anden lomme. Endnu engang havde jeg følelsen af, at han kunne se lige igennem mig, for jeg havde på intet tidspunkt fortalt ham, hvor meget jeg hadede cigaretrøg. Alligevel vidste han det? Han sørgede for at puste ud til den anden side, så jeg ikke fik røgen i hovedet, hvilket jeg var ham dybt taknemmelig for.
        ”Ved du godt, hvor dårlig en vane det her er?” spurgte han og betragtede cigaretten mellem sine fingre.
        ”Ja.” Det var jeg udmærket klar over, og det var da i det mindste noget, at han også selv var det.
        ”Jeg har faktisk tænkt mig at stoppe på et tidspunkt.”
        ”På et tidspunkt? Det hjælper også meget.”
        ”Det er da bedre end aldrig,” bemærkede han. ”Jeg føler bare ikke lige helt, at jeg kan stoppe nu.”
        ”Fordi du ikke vil, eller fordi du ikke kan?”
        ”Fordi jeg ikke vil,” svarede han.
        ”Så må du hellere se at få lysten til det,” fortalte jeg ham, og jeg mente det faktisk lidt. Jeg syntes, det ville være meget bedre, hvis han stoppede med det samme.
        ”Måske. Men jeg ryger faktisk under halvt så meget nu, som jeg gjorde for et år siden.”
        ”Jamen så går det jo i den rigtige retning.” Jeg vidste ikke hvorfor, men jeg fandt det på en eller anden måde en smule sjovt. Måske fordi jeg følte, at han uden at sige det højt gav mig ret i, at det var åndssvagt at ryge.
        ”Synes du ærlig talt selv, at det er særlig voksenklogt?” spurgte jeg, og han kunne ikke lade være med at grine en smule.
        ”Nej, men det må være konsekvenserne af at have været teenagedum.”
        ”Men du ryger kun halvt så meget nu, som du gjorde i starten?”
        ”Nej, jeg ryger halvt så meget nu, som jeg gjorde for et års tid siden, men jeg ryger også mindre, end da jeg begyndte.”
        ”Forvirrende.” Jeg havde ikke forstået meget af det, han lige havde sagt, og jeg kunne slet ikke få det til at give mening i mit lille hoved.
        ”Synes du?” spurgte han med et lille grin. ”Jeg begyndte at ryge, og så begyndte jeg at ryge mere for et år siden, og nu er jeg så begyndt at ryge mindre igen.”
        ”Ja, okay.” Når han sagde det på den måde, gav det lidt mere mening. ”Men hvis du begyndte at ryge mere for et år siden, hvornår begyndte du så lige?”
        ”Da jeg var femten eller sådan noget.”
        ”Femten? Men så var du jo ikke engang gammel nok til at købe dem,” protesterede jeg. I mit hoved lød det en smule sindssygt at begynde at ryge som femtenårig. Unormalt. Hvordan kunne det lade sig gøre?
        ”Næh, og heller ikke til at købe øl.”
        ”Men du gjorde det alligevel?”
        ”Jep.” Jeg kunne ikke helt finde ud af, om det undrede mig eller ikke. Da jeg først mødte ham, ville det nok have undret mig, men som jeg lige så stille lærte ham bedre og bedre at kende, fandt jeg ud af, at han nok alligevel ikke var, som man først troede.
        ”Ved Camilla og Peter det?”
        ”Nej, men der er så mange ting, de ikke ved,” sukkede han og skoddede cigaretten på en lygtepæl.
        ”Hvorfor ikke?” Jeg havde forstået, at det måtte være svært bare sådan uden videre at begynde at stole på to mennesker, bare fordi man skulle bo i deres hus, men man måtte vel prøve?
        ”Fordi jeg er bange, Linea. Jeg er bange for, at det her heller ikke vil holde. Jeg er bange for, at det går galt lige om lidt, og at jeg bliver nødt til at flytte igen. Jeg gider ikke mere, Linea. Jeg vil bare gerne have lov at blive færdig på gymnasiet, og så må jeg se, hvad jeg gør bagefter. Det er måske åndssvagt af mig, men der er bare nogle ting, jeg ikke kan finde ud af, om jeg skal fortælle dem. Der er nogle ting, jeg i starten ikke kunne finde ud af, om jeg skulle fortælle dem, men jeg nåede aldrig at finde ud af det, og nu er det for sent. Nogle af de ting skulle være fortalt for et år eller to siden. Det blev de ikke, og det virker dumt at hive det frem nu.”
        På en måde forstod jeg ham godt – og så alligevel ikke. Jeg havde på fornemmelsen, at jeg aldrig ville komme til at forstå ham hundrede procent, fordi jeg meget enkelt ikke havde været udsat for de samme ting som ham. I stedet havde jeg været udsat for nogle andre ting, som havde gjort mig til den, jeg var. Sådan var det vel med alle mennesker. Det var de ting, vi oplevede, og de mennesker, vi mødte på vores vej, der var med til at forme, hvem vi var.
        Hvis jeg havde haft en anden mor, var jeg aldrig blevet til den, jeg var nu. Det samme gjaldt, hvis jeg havde haft en anden far, eller hvis jeg ikke havde haft en tvilling. Hvis Michelles forældre ikke havde været rige, var hun heller aldrig blevet til den, hun var. Hvis Thomas var vokset op med sine rigtige forældre, var han heller ikke blevet til den, han var, og så kunne man jo diskutere, hvad der var bedst. Det her var måske det bedste for mig, men måske ikke for ham. Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. Samtidig er der bare sjældent noget, som er godt for alle.
        Vi nåede den stikvej, Andreas boede på. For det var nemlig ham, der boede på den stikvej, jeg så tit var gået forbi, men aldrig ned ad. Det var ham, Thomas skulle besøge, anden gang jeg mødte ham.
        ”Har du nogensinde været på skiferie?” spurgte Thomas, og det lignede lidt, at han overvejede noget.
        ”Nej,” svarede jeg og rystede på hovedet. Vi havde ikke rigtig råd til ferie her for tiden. Det var sådan set noget, vi ikke havde haft særlig godt råd til de sidste mange år efterhånden.
        ”Hmm, men det har jeg.”
        ”Og hvor er det helt præcis, du vil hen med det?” Jeg kunne ærlig talt ikke rigtig se det.
        ”Jeg fatter ikke, at de gider det,” svarede han med et skuldertræk, og jeg vidste, at han mente Andreas’ familie. Jeg forstod ikke helt, hvad han mente med det, og jeg ville gerne have spurgt ham, men jeg nåede det ikke, for i det samme øjeblik drejede han ind ad en indkørsel, og vi stod foran et lille, rødt hus med sort tag.
        Sneen var skovlet væk fra fliserne, og der lå næsten ingen is, hvilket måtte have krævet en del arbejde. Sneen var ikke ligefrem faldet på én nat. Den havde i stedet bestemt sig for at komme på en masse forskellige tidspunkter og især tidspunkter, hvor man troede, at der ikke ville komme mere. Der var ingen bil i garagen, og jeg gik ud fra, at det heller ikke var alle i huset, der havde fri.
        Helt tom var garagen dog ikke, for den var gæstet af en enlig cykel og et vasketøjsstativ med noget tøj, der måtte være ret koldt. På græsplænen mellem huset og hækken stod en sandkasse og et gyngestativ, hvilket undrede mig lidt. Jeg fik dog ikke lov til at undre mig længe, for Thomas gik hurtigt mod døren. Jeg forstod ham nu godt. Det var pænt koldt udenfor, og selvom han havde sin lidt for store hue på, havde han stadig ingen vanter.
        Han trykkede en enkelt gang på ringklokken, inden han bare åbnede døren og gik ind. Jeg tror aldrig nogensinde, jeg ville have kunnet finde på bare at gå ind hos nogen, uden at de havde lukket op, men der var selvfølgelig forskel på, hvordan folk var, og hvor godt de kendte hinanden. Jeg ville aldrig bare gå ind hos Michelle, men det var nok mest fordi, jeg ikke rigtig kendte hendes forældre eller hendes storebror, som jeg en sjælden gang i mellem var stødt på på trappen.
        Jeg lukkede forsigtigt døren efter mig, mens Thomas begyndte at tage sin jakke af, og da jeg igen vendte mig rundt, var en dreng dukket op i entréen. Han smilede til mig, da vores øjne mødtes et kort øjeblik, og jeg prøvede at gengælde det. Det var en smule akavet, men hvad andet havde man regnet med? Linea og nye mennesker; den perfekte blanding.
        Han var en lille smule lavere end Thomas, og han var bestemt heller ikke tyk. Han havde en sort hue hevet ned over panden, og under den stak noget meget lyst, næsten hvidt hår ud. Han måtte have ret langt hår af en dreng at være, konkluderede jeg. Det gik ham vist til midt på halsen eller noget i den stil. Hans øjne havde en klar, grøn farve, og efter min mening var det faktisk en meget pæn grøn. Lysende og frisk. Nu var det selvfølgelig hver sin mening, men jeg syntes ikke, han var grim, så Thomas havde vist ikke haft helt ret, da han snakkede om ’hans grimme ansigt’.
        Jeg trak mine vanter af og begyndte at vikle mig ud af mit halstørklæde. Thomas var færdig med at tage sit overtøj af længe før mig, og han forsvandt ind i huset. Andreas kiggede en enkel gang efter ham, inden han vendte opmærksomheden mod mig, mens jeg tog mine sko af. Han stod stille lidt, inden han rynkede brynene, som til hans held ikke var nær så lyse som hans hår.
        ”Tom?” kaldte han ind i huset, og der lød et svar kort efter. ”Min mor slår dig ihjel, hvis du tømmer køleskabet!”
        ”Kunne han finde på det?” spurgte jeg og rettede mig op igen, nu hvor jeg var færdig med at tage sko af.
        ”Det tror jeg,” svarede han og kiggede igen på mig.
        ”Sikker?”
        ”Jep, du skulle se, hvor meget han kan spise, når det ikke er hans eget køleskab, det går ud over.” Jeg kunne ikke lade være med at smile en smule.
        ”Han havde nok sagt det samme om dig.”
        ”Jeg har slet ikke lyst til at vide, hvad han har sagt om mig,” mumlede han og så en smule misfornøjet ud.
        ”Det tror jeg heller ikke,” medgav jeg, og jeg måtte ærligt indrømme, at jeg forelskede mig i det ansigtsudtryk, han lavede. Det så bare utrolig sjovt ud.
        ”Kom, vi må hellere gå ind og sikre os, at han ikke gør det alligevel, for det kunne måske godt være, at hun slog mig ihjel i stedet.” Han vendte sig rundt og gik tilbage igennem den dør, han kort forinden var dukket frem fra. Jeg begyndte lige så stille at følge efter ham uden rigtig at vide, hvad det var, jeg gik ind til.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...