In Loving Memory

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jan. 2013
  • Opdateret: 4 mar. 2013
  • Status: Færdig
Lineas liv har aldrig været helt nemt, og det er kun gået ned ad bakke siden søsterens død. Den ellers så glade pige er lige så stille begyndt at trække sig væk fra andre og ind i sig selv. Hun har aldrig følt sig så alene, og fremtiden virker ikke lys. Hvad kan man gøre, når ens søster og bedsteveninde gennem tykt og tyndt pludselig er væk, og man må møde hverdagens problemer alene? Da Linea, stille og forsigtig som hun er, mere eller mindre mod sin vilje bliver hevet med til en kæmpenytårsfest, havde hun aldrig troet, at hun ville ende med at sidde på et koldt trappetrin og snakke om alt og intet med en fremmed dreng. Selv da det sker, kunne hun aldrig have forestillet sig, at hun ville møde denne anderledes dreng igen, og at han ville komme til at ændre hendes liv for altid. Vil det lykkedes hende at give slip på sorgen, der efterhånden har lagt sig så tungt omkring hende, at den er blevet en del af hendes hverdag, eller vil den fortsætte med lige så stille at æde hende op indefra?

47Likes
159Kommentarer
3150Visninger
AA

15. Kapitel 13

”Hvad?” Jeg trak mig væk fra ham, så jeg kunne se hans ansigt, og jeg havde på fornemmelsen, at mine øjne måtte ligne golfbolde. Hvad var det helt præcist, han lige havde sagt?
        ”Camilla og Peter er ikke mine forældre,” gentog han. ”Og Kasper er ikke min rigtige bror.” Jeg stirrede bare på ham. Jeg havde ingen anelse om, hvad jeg skulle sige, selvom jeg følte, at jeg burde sig et eller andet.
        ”Men hvorfor?” blev mine ord, og jeg kunne have slået mig selv med en spade, hvis jeg havde haft en. Genialt, Linea, simpelthen genialt. Af alt hvad jeg kunne have sagt, valgte jeg at sige noget så dumt.
        ”Fordi mine rigtige forældre er døde.” Nu vidste jeg, at jeg burde sige noget. Jeg måtte vel fortælle, at det var jeg ked af eller sådan noget, men ordene ville bare ikke forlade min mund. Et lillebitte utydeligt smil viste sig på min vens læber, og jeg kunne se på ham, at han vidste, hvordan jeg havde det. Kunne han virkelig se igennem mig?
        ”Jeg kan ikke huske dem,” fortalte han, og jeg vidste, at det betød, at et ’det er jeg ked af’ ikke var nødvendigt.
        ”Men du har boet hos Camilla og Peter altid?” Noget sagde mig, at det ikke var tilfældet.
        ”Nej,” sukkede han.
        ”Men du må da have boet der i et stykke tid?”
        ”To år.”
        ”Ikke længere?” Jeg var chokeret. Det kunne da umuligt passe. To år? Det var jo ikke særlig længe. Han rystede på hovedet.
        ”Faktisk er det først to år til maj.”
        ”Men hvor boede du så indtil?”
        ”Jeg har boet mange steder, Linea. Jeg har vel boet seks steder, jeg kan huske.”
        ”Seks? Vil det sige, at du i gennemsnittet kun har boet tre år hvert sted?” Hvis det var rigtigt, var det sindssygt. Man kunne da umuligt have et liv, hvor man måtte flytte fuldstændigt hvert tredje år. Hvordan skulle man kunne få gode venner på så kort tid? Nu var det selvfølgelig Thomas, vi snakkede om, men det var stadig begrænset, hvor tætte venner man kunne blive på tre år.
        ”Mindre. Jeg har nok boet syv eller otte steder i alt.” Han virkede utrolig træt, og det undrede mig ikke. Jeg var ret sikker på, at vi med ’steder’ ikke mente forskellige byer. Vi mente forskellige familier. Hvilket i sidste ende nok også betød forskellige byer.
        Det her havde taget en uventet drejning. Jeg måtte lige vænne mig til, at alt, hvad jeg havde troet, var forkert. Jeg gik hen og satte mig på min seng. Jeg havde brug for lige at tænke to sekunder. Der var så mange ting, jeg gerne ville spørge om. Samtidig følte jeg stadig, at jeg burde sige noget, men jeg vidste stadig ikke hvad. Thomas satte sig ved siden af mig, og mens mine tanker prøvede at komme i orden, fokuserede jeg mit blik på hans hænder, der lå i hans skød.
        Det gik pludselig op for mig, at han faktisk havde en ring på. En enkel sølvring med et mønster af sorte indgraveringer. Jeg havde aldrig lagt mærke til den før, men noget sagde mig, at den havde været der hele tiden. Jeg havde lyst til at spørge ind til den, men noget afholdt mig fra det. Det var ligesom med billedet ved siden af vækkeuret. Jeg ville nu alligevel gerne vide, hvem den dreng var. Måske han var noget af Thomas’ rigtige familie? Eller en fra en af de familier han tidligere havde boet hos? En ven han havde haft engang? Mulighederne var ret mange, og jeg havde nok ikke nogen chance for at gætte det. Eller også havde jeg. Problemet var bare, at jeg ikke ville vide, om jeg havde gættet rigtigt.
        ”Hvorfor flyttede du egentlig?” Jeg løftede blikket fra ringen og kiggede i stedet op på hans ansigt. Han kiggede ikke på mig, men blev bare ved med at kigge frem for sig.
        ”Fordi det ikke gik særlig godt. Det blev ligesom bare værre og værre.”
        ”Så har du vel også prøvet, hvordan det er at tro, at alting endelig er ved at blive okay, men at det så går i stykker,” mumlede jeg og fortrød bittert mine ord fra tidligere. Hvor havde jeg været dum.
        ”En gang eller to,” svarede han, og efter min mening lød det en smule anstrengt. Jeg havde oplevet det én gang, og det var forfærdeligt. Jeg ville helt klart dø, hvis jeg skulle opleve det fem gange, eller hvor mange gange han nu måtte kunne huske.
        ”Undskyld.” Jeg havde allerede sagt det, men jeg følte lidt, at en gang mere ville være meget passende.
        ”Du kunne jo ikke vide det.”
        ”Derfor var det stadig dumt sagt.”
        ”Måske, men det var også dumt sagt af mig. Jeg tænkte mig vist ikke helt om.” Han kiggede på mig, og jeg kunne ikke helt finde ud af, om jeg skulle være glad eller trist. Han smilede til mig, men der var stadig noget i hans øjne, jeg ikke kunne lide. Jeg kunne ikke lide at se de brune øjne så triste. Det var bare helt forkert. Det var jo meningen, at han skulle være glad og positiv. Det var begyndt at gå op for mig, at det måske ikke bare var noget, han var. Jeg havde på fornemmelsen, at det til tider krævede en hel del af ham at opretholde den indstilling til livet. Jeg ville nok ikke have kunnet gøre det.

Resten af den eftermiddag brugte Thomas på at fortælle mig om alle de steder, han havde boet. Han fortalte mig, hvordan det var at tro, at man endelig havde fundet et sted, hvor man kunne blive, men at det hele så alligevel gik galt. Han vidste ikke hvorfor, det gik galt, det holdt bare aldrig i længden. Jeg kunne nemt regne ud, at det måtte være svært ikke bare at give op fra starten af.
        At det var svært at blive ved med at forsøge at få nye venner, at det var svært at blive ved med at prøve at bygge et tillidsfuldt forhold op til nye mennesker. Hvor svært det var at passe skolen ordentligt når man konstant flyttede til en ny, hvor man enten var foran eller bagefter. Alligevel lød det kun endnu mere forfærdeligt, når det blev sagt højt. Når det var en, som rent faktisk havde oplevet det, der fortalte det. Min respekt for den dreng steg utrolig meget.
        Han fortalte mig, at han stadig havde kontakt med en fra det sidste sted, han boede. Efter hvad jeg forstod på ham, var der flere grunde til det, men jeg vidste, at han ikke gav mig dem alle sammen, da han nævnte, at det var det sted, han havde boet længst, så det på den måde var den ven, han havde kendt i længst tid.
        Jeg kunne ikke lade være med at tænke på min teori om Camilla og små børn fra Afrika. Jeg havde måske ikke været helt ved siden af. Thomas var måske hverken et lille barn eller fra Afrika, men det var da lidt det samme. Der var ingen tvivl om, at Camilla ville have set utrolig forfærdet ud, hvis hun fik at vide, at en dreng på seksten, eller hvor gammel han nu havde været dengang, havde boet en seks eller syv steder hos forskellige familier i løbet af sit liv.
        ”Det var anderledes, da jeg flyttede ind hos Camilla og Peter,” fortalte han. ”Jeg ved ikke hvorfor og hvordan, det var det bare. Alting var selvfølgelig ikke godt på det tidspunkt, men det var alligevel heller ikke som om, det var skidt. Der var bare nogle ting, som gjorde mig glad, og nogle, som gjorde mig trist, på samme tid. Den største forskel var nok, at jeg blev ved med at snakke med mine gamle venner, samtidig med at jeg blev venner med Andreas.”
        Jeg kunne mærke på Thomas, at det her ikke var alt. Der var mere. Der var flere ting i hans liv, som ikke var helt gode. Der var flere af de ting, jeg havde sagt, som havde ramt ham. Jeg spurgte ikke ind til det, for han havde allerede fortalt mig rigeligt på en dag. Desuden havde jeg jo heller ikke fortalt ham alt endnu. Jeg havde stadig ikke fortalt ham om min mor. Jeg håbede nu alligevel, at han en eller anden dag ville fortælle mig resten. Fortælle mig hvad der ellers var sket af triste ting i hans liv.
        ”I forhold til Kasper, ikke?” Jeg kiggede forsigtigt op på ham, for jeg var ikke helt sikker på, om jeg havde lyst til at grave i det, der skete sidste gang. Han så en smule tænksom ud, som om han prøvede at finde ud af et eller andet, og der gik lidt tid før han fortsatte:
        ”Jeg tror, det største problem er, at han er i en periode af sit liv, som jeg er kommet forbi. Han gør en masse ting, som jeg allerede har indset, er dumme. Jeg er nået frem til, at man ikke får noget ud af at drikke sig mere eller mindre fuld hver weekend – om det så bare er for sjov, eller om man har en grund til det. Jeg har fundet ud af, at det jo bare er åndssvagt at rende rundt og ryge hash for sjov. Måske mest af alt fordi jeg har mødt folk, som var afhængige af de ting, og det var bestemt ikke noget, de var for sjov. Jeg ved, hvilke problemer de ting kan medføre. Jeg kender en, som har pjækket en hel del, og det fortrød han.”
        Jeg tror, jeg forstod, hvad han mente. Jeg kunne i hver fald få det til at give mening, og jeg kunne lidt bedre forstå det nu. Det var det der med at være voksenkedelig og teenagedum. Kasper syntes, Thomas var kedelig, fordi han ikke gad nogle af de ting, han og hans venner rendte rundt og lavede, men det var i virkeligheden fordi, det var nogle ting, Thomas allerede havde gjort, og han havde indset, at de var dumme. Det kunne han bare ikke forklare Kasper, for Kasper syntes jo ikke, at det var dumt, det han gjorde. Ikke lige nu i hvert fald.
        Derefter var det lidt som om, emnet var lukket for nu. Måske det var noget, vi ville komme til at snakke om igen senere, men ikke lige nu. I stedet snakkede vi ikke rigtig om noget. Jeg hentede tallerkenen fra skrivebordet, for jeg var altså stadig sulten. På et tidspunkt ringede Thomas’ mobil, og han rejste sig op, da han tog den.
        ”Hej Andreas.” Han lød en smule overrasket, men det var måske ikke så mærkeligt, for skulle den dreng ikke forestille at være på skiferie? Jeg fulgte ikke rigtig med i, hvad Thomas sagde. Hvorfor skulle jeg? Det vedrørte jo ikke mig, hvad de havde at snakke om.
        ”Det skal jeg spørge om.” Ud fra Thomas tonefald lød det til, at samtalen var ved at være slut. ”Ja, men du må nok hellere lægge på nu. Hvad? Ja. Ellers så ender det nok bare med, at vi får skabt en telefonregning, din mor ikke bliver særlig glad for. Det passer i hvert fald ikke. Nej, det gør ej. Jeg har altid ret. Nej, men det siger vi lige, okay? Godt. Vi ses, Andreas. Ja, hej hej.” Han lagde på, mens han vendte sig om i mod mig.
        ”Den dreng er ikke helt normal,” fortalte han mig, og han lignede ærlig talt en, der lige havde fundet ud af det. Som om det ikke var noget, han havde tænkt over før nu.
        ”Hvem er også det?” spurgte jeg og blev belønnet med et lille smil.
        ”Ej, men det her er altså totalt overdrevent.”
        ”Det var Andreas, hvis du ikke allerede har forstået det,” tilføjede han og puttede telefonen i lommen.
        ”Han spørger, om vi gider komme om til ham på mandag.”
        ”Om vi gider?” Det lød lidt mærkeligt. Jeg kunne ærlig talt ikke tro, at han havde spurgt, om jeg ville komme om til ham. Han kendte mig jo ikke.
        ”Nej, altså først spurgte han, om jeg ville, men så var det jo, at jeg fortalte ham, at jeg allerede havde en aftale med dig, og så syntes han, at jeg bare skulle tage dig med derom. Jeg tror han er ved at vær træt af at være sammen med små søskende og savner lidt noget selskab af nogen på hans egen alder.”
        ”Nå, men så må vi vel hellere tage om og redde ham,” konkluderede jeg. Jeg vidste ikke helt, om jeg havde lyst til det, for jeg kendte jo ikke den dreng. På den anden side så det ud til, at Thomas havde lyst, og jeg følte stadig, at jeg blev nødt til at gøre et eller andet. Jeg havde det stadig dårligt over det, jeg havde sagt.
        ”Sikker? Det skal lige gentages, at der seriøst er noget galt med ham.”
        ”Noget siger mig, at du med vilje prøver at sætte ham i dårligt lys, så jeg tror, at han er fuldstændig dum.”
        ”Selvfølgelig,” svarede han og satte sig igen ved siden af mig.
        ”Du er en god ven, hvad?” Jeg kunne ikke lade være med at ryste lidt på hovedet.
        ”Det synes jeg også,” stemte han i. ”Men gør vi det så?”
        ”Ja.”
        ”Fedt, nu har jeg heller ikke set hans grimme ansigt i næsten en uge.”

Resten af dagen – den tid han blev, inden han tog hjem – skete der ikke ret meget i den lille lejlighed. Vi blev siddende på min seng og snakkede lidt om ingenting, eller også snakkede vi slet ikke. Vi havde vel egentlig begge to en del at tænke over. Jeg havde i hvert fald på fornemmelsen, at vi tænkte på det samme. Jeg kunne virkelig bare ikke glemme, at han havde boet op til otte steder. At han havde haft otte forskellige familier. Mest af alt fattede jeg ikke, hvordan han kunne blive ved.
        ”Otte steder,” mumlede jeg og lænede mig op ad vægen. Jeg havde ikke tænkt over, at jeg sagde det højt, og jeg fortrød det med det samme. Vi havde jo lukket det emne, og jeg var ikke helt sikker på, om han havde lyst til at snakke mere om det nu. Det så heldigvis ikke ud til, at det irriterede ham – gad vide om han overhovedet kunne blive sur og irriteret på mig? Hvad var der lige med ham og tålmodighed? – og han lænede sig tilbage, så han igen sad ved siden af mig.
        ”Jeg passer nok bare ikke rigtig ind nogen steder.”
        ”Jeg synes, du passer meget godt ind her,” fortalte jeg ham, og jeg lød mere bestemt, end jeg havde regnet med. Men det var nok bare godt.
        ”Tak, Linea.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...