In Loving Memory

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jan. 2013
  • Opdateret: 4 mar. 2013
  • Status: Færdig
Lineas liv har aldrig været helt nemt, og det er kun gået ned ad bakke siden søsterens død. Den ellers så glade pige er lige så stille begyndt at trække sig væk fra andre og ind i sig selv. Hun har aldrig følt sig så alene, og fremtiden virker ikke lys. Hvad kan man gøre, når ens søster og bedsteveninde gennem tykt og tyndt pludselig er væk, og man må møde hverdagens problemer alene? Da Linea, stille og forsigtig som hun er, mere eller mindre mod sin vilje bliver hevet med til en kæmpenytårsfest, havde hun aldrig troet, at hun ville ende med at sidde på et koldt trappetrin og snakke om alt og intet med en fremmed dreng. Selv da det sker, kunne hun aldrig have forestillet sig, at hun ville møde denne anderledes dreng igen, og at han ville komme til at ændre hendes liv for altid. Vil det lykkedes hende at give slip på sorgen, der efterhånden har lagt sig så tungt omkring hende, at den er blevet en del af hendes hverdag, eller vil den fortsætte med lige så stille at æde hende op indefra?

47Likes
159Kommentarer
3144Visninger
AA

14. Kapitel 12

Da vi torsdag eftermiddag gik mod de røde boligblokke, var der ingen af os, der nævnte tirsdagens hændelser. Thomas virkede ikke til at tænke over det, han opførte sig som om, det aldrig var sket. Rent faktisk kunne det godt ligne, at han bare havde valgt at glemme alt om det. Problemet var bare, at jeg ikke havde glemt det, og jeg syntes det virkede mærkeligt bare at ignorere det. Endnu engang var der en ting, der virkede normalt for ham, men ikke for mig.
        Jeg havde ikke været meget for det, men Thomas havde gerne villet se, hvordan de små lejligheder så ud indvendigt. Det var mærkeligt for mig, for folk plejede ikke at være hjemme hos mig. Jeg var ikke engang helt sikker på, om Michelle nogensinde havde været der.
        ”Her er da ikke så slemt,” lød Thomas’ mening, da han havde kigget lidt rundt i den lille lejlighed – ikke at det havde taget lang tid.
        ”Synes du ikke?” spurgte jeg og dumpede ned på min seng, mens han betragtede min vægpynt. Eller rettere Lines og min vægpynt. Det var ikke mig, der havde hængt det hele op.
        ”Næh, jeg synes her ser hyggeligt ud.”
        ”Her er ikke så hyggeligt, når man er alene,” fortalte jeg ham, og han vendte sig om i mod mig.
        ”Så må jeg jo bare komme og holde dig med selskab.” Han begyndte at nedstirre en anden væg, og så kunne jeg ellers sidde der på min seng og betragte hans profil. Han lyse hår var pjusket som altid, og han gjorde ikke rigtig noget for at fjerne det, når det var tæt på at falde ned i hans øjne.

På et tidspunkt gik jeg ud i køkkenet for at finde noget spiseligt, da vi vist begge var ret sultne. Det var ikke fordi, vores køleskab var det mest spændende i verden, men det lykkedes mig da at finde noget.
        ”I var tvillinger, ikke? Altså dig og Line,” spurgte Thomas, da jeg kom tilbage.
        ”Jo.”
        ”Og I lignede hinanden sådan pænt meget?”
        ”Ja, hvorfor?” Det var først der, det gik op for mig, at han sad med min skitseblok, som selvfølgelig var slået op på min nyeste tegning af Line.
        ”Og du har selv tegnet det her?” Lød han overrasket? Imponeret? Jeg nikkede til svar, og han nikkede anerkendende.
        ”Det er virkelig flot det her, Linea.”
        ”Tak,” mumlede jeg. Jeg hadede når folk kiggede på mine tegninger, og jeg hadede det næsten lige så meget, når de sagde, det var godt. Hvad skulle man svare? Tak, men det ved jeg godt, du er ikke den første, der siger det? Det var måske bare lidt snobbet.
        ”Helt vildt,” mumlede han og bladrede tilbage i blokken. Jeg vidste, at han ville finde en meget detaljeret tegning af, hvordan de to halskæder ville se ud, når de var sat sammen. Han blev ved med at bladre, og jeg brød mig ikke helt om det. Ikke engang min far havde set alle de tegninger. Det var der ingen der havde. Jeg var faktisk ret sikker på, at der var en tegning eller to, jeg ikke engang havde villet vise til Line.
        Jeg kunne ikke undgå at lægge mærke til, at han lige så stille hævede det ene øjnebryn mere og mere, og jeg havde en god idé om hvorfor. Der var utrolig mange forskellige tegninger af Line i den blok. Rigtig mange endda. Når jeg havde ret, kunne jeg sjældent finde ud af, om det var en god eller en dårlig ting.
        ”Du er glad for at tegne hende, hva’?”
        ”Ja,” sukkede jeg og stillede den tallerken, jeg stod med, på skrivebordet.
        ”Hvorfor?” spurgte han.
        ”Det ved jeg ikke. Så kan jeg vel huske, hvordan hun så ud.”
        ”Du kan ikke bare kigge dig selv i spejlet?”
        ”Nej, for vi ligner ikke hinanden helt,” svarede jeg en smule fornærmet. Jeg vidste godt, at han havde ment det lidt i sjov, men det irriterede mig alligevel lidt. ”Der er mange forskelle, og det er dem, jeg skal huske.”
        ”Og det er ikke godt nok at kigge på et billede?” Jeg kunne mærke, at han kiggede vurderende på mig, og jeg brød mig ikke om det. Hvorfor nu det her?
        ”Nej.” Jeg kunne selv høre, at jeg begyndte at lyde mere og mere sur. Jeg kunne ikke se, hvor han ville hen med det her. Jeg kunne se på ham, at han godt havde lagt mærke til mit skiftende humør, men han blev ved alligevel.
        ”Det er bare… det er måske lidt meget?” Det lød en smule som om, han havde svært ved at finde de rigtige ord, men det gjorde ikke rigtig nogen forskel.
        ”Hvad mener du med det?” Han sukkede.
        ”Jeg ved godt, at det er hårdt sagt, men Linea, du burde måske prøve at komme videre.” Jeg valgte at ignorere det alvorlige og bekymrede i hans øjne for i stedet at presse læberne sammen til en tynd streg.
        ”Det kan du jo sagtens sige.”
        ”Ja, det kan jeg,” sagde han, og jeg prøvede at undgå de brune øjne. ”Det er så utrolig nemt for mig at sige. Men Linea, jeg mener det. Du bliver nødt til at prøve.” Jeg havde hørt de ord før. De var aldrig blevet sagt højt, men jeg havde hørt dem i mit hoved. Jeg vidste det godt, men det var altså ikke så nemt, som det kunne lyde. Jeg følte, at jeg mistede alt, da jeg mistede Line. Det var som om, hun havde været det sidste, jeg havde tilbage. Først var min lille glansbilledefamilie blevet flået over. Den havde måske kun været perfekt på ydersiden, men i starten havde det faktisk ikke været helt skidt. En rigtig fin og klassisk familie med en mor, en far og to børn.
        Engang havde alt været godt, men den lille lykkelige boble omkring os begyndte at slå revner. Revnerne blev større og større, og til sidst brast det hele sammen. Min mor forlod os, og hun tog alting med sig. Både af fysikske ting, men også glæden og alle de andre ting, vi ikke kunne se, men kun mærke. Min far solgte huset, og vi flyttede ind i den lille lejlighed. Min mor var væk, huset med den store have var væk, og min far så vi næsten ikke, fordi han måtte arbejde mere end nogensinde, for at vi kunne have råd til at leve.
        Da alting så endelig så ud til at være okay igen, blev Line syg. Vi prøvede alt, men der var ikke noget at gøre. Jeg havde oplevet mine forældre skændes hele natten, jeg havde prøvet at gå fra at have alt til at have intet. Der havde været så mange dårlige perioder i mit liv, og det havde altid været Line, der hjalp mig igennem dem. Vi havde hjulpet hinanden igennem dem. Hun havde været mit lys i mørket, og jeg havde været hendes.
        Nu havde jeg mistet mit lys, og så måtte jeg jo bare famle mig frem. Det var ikke et tab, man bare sådan lige kunne komme over. Jeg følte mig så alene uden hende. En del af mig var væk, og den var væk for altid.

Jeg vidste godt, at han havde fat i noget, men han havde ingen anelse om, hvor svært det var, og hvor ondt de ord egentlig gjorde. Jeg var i forvejen ved at blive sindssyg, fordi jeg vidste, at jeg ikke fik noget ud af mine dage, men jeg kunne ikke gøre noget ved det. Jeg følte mig sårbar, og jeg kunne ikke lide, når folk kunne se lige igennem mig.
        Jeg kunne bedst lide det, når mit panser var slået op, og jeg på ydersiden bare lignede Linea. Jeg følte, at han kunne se lige igennem mig, og det var nok enten det eller visheden om, at han havde ret, der gjorde, at jeg blev sur igen. Han forstod det ikke. Han vidste ikke, hvordan det var at være mig. Hans forældre skændes ikke. Han havde ikke mistet alt. Han havde stadig sin bror. Han havde det godt.
        Det var det, jeg fortalte ham. Jeg råbte ikke. Jeg sagde det bare så neutralt, jeg kunne, selvom min hals brændte, og tårerne truede med at forvandle sig til vandfald ned over mine kinder. Jeg fortalte ham, at han ikke vidste, hvordan det var at være mig. Hans forældre skændes ikke. Han havde ikke prøvet at miste alt. Han havde ikke prøvet at tro, at alt nu var okay, og at det så bare styrtede sammen igen. Han havde ikke prøvet at skulle starte forfra. Helt forfra. Helt fra bunden af.
        Jeg mindede ham om, at han stadig havde Kasper og begge sine forældre. At de altid havde tid og overskud til dem. Jeg fortalte ham, at han ikke vidste, hvor svært det var, for han havde aldrig prøvet at miste den, han elskede allermest. Han havde ikke mistet den, der lyste hans hverdag op. Han måtte ikke fortælle sine forældre, at alt var godt, selvom det ikke var det. Han gik ikke rundt med sine egne små problemer, som ingen kunne hjælpe ham med, fordi de ikke kendte til dem.
        Det sidste, jeg sagde, var, at han bare skulle være glad for, at han havde det godt. At der ikke var så mange problemer i hans liv. At han var heldig med, at hans liv var så tæt på perfekt. Derefter vendte jeg mig rundt og gik mod døren.
        Jeg vidste egentlig ikke, hvor jeg ville gå hen, for vi befandt os jo ligesom i mit hjem. Jeg ville ikke få meget ud af at gå ind i stuen, men jeg ville jo heller ikke få noget ud af at forlade lejligheden. Det viste sig, at jeg godt kunne spare mig de overvejelser, og jeg måtte endnu engang irriteret erkende, at livet ikke var et spil Sims. Det havde ellers været meget nemmere.
        I Sims var der én, der kunne bestemme det hele, og hvis det var mig, der spillede, var det mig der bestemte. Jeg kunne bestemme, hvad alle mennesker skulle gøre, og det var min fantasi, der bestemte, hvad de kunne lide. I virkeligheden var det desværre bare ikke mig, der bestemte det hele. Jeg havde ikke magt over alle mennesker. Jeg kunne ikke bestemme, hvad andre skulle gøre, og jeg kunne derfor intet stille op, da en hånd greb fat i min arm, og jeg blev snurret rundt.
        ”Undskyld, Linea. Jeg fik vist sagt det lidt forkert.” Jeg hæftede mig ikke rigtig ved hans ord, for jeg var alt for optaget af at stirre ind i de brune øjne. Det var ikke ligefrem med mine frie vilje, men jeg kunne ikke bryde øjenkontakten. Det var umuligt. Det var som om, mit blik var låst fast i hans, og nogen havde smidt den forpulede nøgle væk. Jeg ønskede mere end noget andet, at jeg kunne slå blikket ned, for jeg havde ikke lyst til at se de ting, jeg kunne se.
        Jeg kunne se, at jeg havde såret ham, at mine ord havde såret ham. At de havde slået meget hårdere og gjort langt mere ondt, end jeg havde kunnet forestille mig. Der var så mange følelser, der kæmpede om pladsen i hans øjne, at jeg ikke kunne holde styr på dem. Sorg, fortrydelse, tristhed, træthed, smerte.
        Det var bare så typisk. Lige så snart nogen var søde ved mig og gjorde en masse for mig, gjorde jeg dem ondt. Hvorfor skulle det altid gå sådan?  For jo længere tid jeg kiggede ind i de øjne, jo mere klar blev jeg over, at jeg umuligt kunne have sagt noget, der ville have såret ham mere. Jeg følte mig skidt til pas. Mavepine. En lille følelse af at have taget grueligt fejl begyndte at snige sig ind over mig. Jeg havde en helt forfærdelig fornemmelse af, at han i virkeligheden kendte lidt for godt til de ting, jeg havde nævnt.
        Tårerne bankede igen på, men denne gang var det af en anden grund. Denne gang var det ikke min egen sorg og frustration, men visheden om, at jeg lige havde såret et andet menneske utrolig meget. Ikke bare et hvilket som helst menneske, men et jeg faktisk var kommet til at holde utrolig meget af på så kort tid.
        ”Undskyld,” hviskede jeg, selvom klumpen i min hals nærmest gjorde det umuligt. ”Undskyld, undskyld, undskyld.” Jeg havde mest af alt bare lyst til at græde. Thomas børstede en hårtot væk fra mine øjne og lagde armene omkring mig. Hans omfavnelse, kunne jeg konkludere, var et meget trygt sted. Jeg havde et kort øjeblik været utrolig bange. Bange for at det ville blive enden på det hele, at jeg havde skubbet ham fra mig. Jeg var bange for, at han nu ville forlade mig, lade mig sejle min egen sø. Men det gjorde han ikke. Han blev hos mig.
        Jeg fattede ikke, hvordan han gjorde det. Hvordan kunne han altid gøre det godt igen, selvom jeg var pissehamrende ked af det? Hvordan kunne det være, at han altid vidste lige præcis, hvad det var, han skulle gøre for at trøste folk? Det var altså ikke en egenskab, alle folk bare lige rendte rundt med. Mest af alt forstod jeg ikke, at han kunne være så tålmodig. Jeg havde på fornemmelsen, at jeg var mere eller mindre håbløs. Hvorfor gav han ikke bare op? Hvorfor blev han ved med at prøve at hjælpe mig?
        ”Linea?” spurgte han stille, og jeg nikkede ned i hans skulder. Jeg havde på fornemmelsen, at min stemme ville svigte mig, hvis jeg prøvede at bruge den.
        ”Du ved jo godt, at det ikke passer.” Han strøg mig forsigtigt over ryggen. ”Du ved godt, at ingens liv er perfekt. Du af alle mennesker ved udmærket, at alle har deres egne små problemer. Du er klar over, at Michelles liv ikke er perfekt, selvom hun prøver på at få det til at se sådan ud. Inderst inde ved du også godt, at mit liv ikke er perfekt.” Jeg kunne ikke helt finde ud af, om han ventede et svar, men det kunne også være lige meget, for jeg kunne ikke rigtig finde ud af at sige noget.
        ”Men det er også uretfærdigt,” fortsatte han til sidst, og jeg nåede frem til, at han ikke havde forventet noget svar. ”Jeg ved efterhånden så mange ting om dig, men du ved stadig ikke rigtig noget om mig.”
        ”Det er ikke din skyld, Linea,” sukkede han. ”For du kunne jo ikke vide det.” Jeg stod spændt og ventede på, at han fortsatte. Jeg vidste, at han lige om lidt ville sige noget, der ville overraske mig. Jeg vidste, at han ville sige noget, jeg ikke havde forventet. På en måde ville jeg utrolig gerne bare vide, hvad det var, men samtidig var jeg alligevel lidt bange for, hvad det kunne være. Det gik op for mig, at jeg holdt vejret, og jeg følte mig utrolig dum. Jeg vidste ikke, hvorfor jeg var så nervøs for, hvad han ville sige. Det kunne jo umuligt være sådan noget helt vildt. Hvis det havde været det, havde jeg nok vidst det i forvejen.
        ”Linea, Camilla og Peter er ikke mine rigtige forældre.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...