In Loving Memory

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jan. 2013
  • Opdateret: 4 mar. 2013
  • Status: Færdig
Lineas liv har aldrig været helt nemt, og det er kun gået ned ad bakke siden søsterens død. Den ellers så glade pige er lige så stille begyndt at trække sig væk fra andre og ind i sig selv. Hun har aldrig følt sig så alene, og fremtiden virker ikke lys. Hvad kan man gøre, når ens søster og bedsteveninde gennem tykt og tyndt pludselig er væk, og man må møde hverdagens problemer alene? Da Linea, stille og forsigtig som hun er, mere eller mindre mod sin vilje bliver hevet med til en kæmpenytårsfest, havde hun aldrig troet, at hun ville ende med at sidde på et koldt trappetrin og snakke om alt og intet med en fremmed dreng. Selv da det sker, kunne hun aldrig have forestillet sig, at hun ville møde denne anderledes dreng igen, og at han ville komme til at ændre hendes liv for altid. Vil det lykkedes hende at give slip på sorgen, der efterhånden har lagt sig så tungt omkring hende, at den er blevet en del af hendes hverdag, eller vil den fortsætte med lige så stille at æde hende op indefra?

47Likes
159Kommentarer
3177Visninger
AA

13. Kapitel 11

Jeg fik købt min Faxe Kondi, og jeg nåede hele vejen hjem til lejligheden uden at fryse fingrene af. Det burde vel ikke overraske mig, at der var tomt og stille, men jeg havde alligevel altid et eller andet lille åndssvagt håb om, at det på en eller anden måde ville være anderledes. Jeg fik lavet mine lektier, og det tog mig faktisk ikke nær så lang tid, som jeg havde regnet med. Bagefter skrev jeg en seddel til min far for at fortælle ham, at jeg spiste hos Camilla og Peter, hvis han nu skulle komme hjem før mig. Det regnede jeg ikke med, at han gjorde, men man kunne vel aldrig vide.
        Da beskeden var skrevet, måtte jeg igen ud i kulden, hvilket jeg var knapt så glad for. Jeg var næsten kun lige nået væk fra døren til opgangen, da jeg kom forbi kvinden og hendes to børn – dem der boede i opgangen ved siden af os – og jeg kunne ikke lade være med at sende et trist blik efter dem. Jeg ville ønske, at min barndom havde været lidt mere ligesom deres. De boede måske i en lille lortelejlighed, men de så glade ud.
        Da jeg nåede det gule hus, var Thomas den eneste, der var hjemme. Kasper var endnu ikke kommet hjem, og jeg gik ud fra, at han stadig stod et eller andet sted og drak øl sammen med sine venner. Altså lige bortset fra at de nok ikke havde flere øl, medmindre de havde været henne for at købe flere. Jeg nåede ikke at være der længe, før Camilla kom hjem, men hun tog af sted igen med det samme for at købe ind. Da hun kom tilbage, var Kasper endnu ikke kommet hjem, og hun satte os til at skralde gulerødder.
        Det overraskede mig egentlig lidt, at Thomas ikke protesterede. Jeg troede ærlig talt, at alle på min alder ville være blevet irriterede, hvis deres mor satte dem til at skralde gulerødder. Enten passede det bare ikke på alle mennesker, eller også lod Thomas bare som om, det ikke gjorde ham noget, fordi jeg var der. Det sidste lød meget muligt, men alligevel troede jeg mest på det første i det her tilfælde.
        Det var egentlig ikke fordi, det var verdens undergang at skralde gulerødder, og det var næsten hyggeligt med Camilla, der vimsede rundt og begyndte at lave mad, mens hun spurgte ind til skolen og alt muligt andet.
        ”I har jo snart ferie,” sagde hun pludselig, som om hun lige var kommet i tanke om det, og det var hun nok også. Måske jeg ikke var den eneste, der havde glemt alt om, at den var tæt på.
        ”Der er altså stadig tre dage til,” mumlede Thomas, og på den måde han sagde det på, skulle man tro, at det var utrolig længe.
        ”Det er da heller ikke så lang tid.” Hun uglede hans hår, hvilket vist alligevel irriterede ham, inden hun tog en af de nyskraldede gulerødder.
        ”Hvad skal du i ferien, Linea?” spurgte hun mellem to bider af den orange grønsag.
        ”Ikke rigtig noget,” svarede jeg lige præcis højt nok til, at hun kunne høre det.
        ”Det skal vi heller ikke, så det kan jo være, du kommer herom en dag eller to.” Jo, det lød nu meget muligt. Jeg havde jo allerede en gang den dag konstateret, at det var det eneste, jeg havde at lave i ferien, nu hvor min veninde forlod mig til fordel for solskin og smukke strande.
        ”Ved du egentlig, hvad Andreas skal i ferien? Hvis han skal noget?” Selvom Camilla var nem nok at snakke med, gjorde det mig stadig ikke noget, at opmærksomheden blev vendt mod en anden.
        ”Jeg tror ikke, han skal noget,” svarede Thomas og skyllede en gulerod under hanen. ”De er på skiferie i den her uge, så jeg vil tro, de bare skal være hjemme.” Da vi var færdige med at skralde gulerødder og var ved at fjerne skralderne fra vasken, gik hoveddøren op, og endnu et medlem af familien var kommet hjem. Det viste sig at være Kasper, og selvom han lignede en, der helst bare ville ned på sit værelse, blev han holdt tilbage af sin evigt bekymrede mor.
        ”Hvor har du været henne?” spurgte hun og kiggede skeptisk på ham.
        ”Jeg har bare været sammen med Jonas og nogle af de andre.”
        ”Okay, men husk lige at skrive, ikke?”
        ”Jo, det skal jeg nok. Jeg glemte det bare.” Det var åbenbart nok for Camilla, for han fik lov at gå, og hun vendte tilbage til sin madlavning.
        ”Gider I ikke lige dække bord, inden i går?”
        ”Jo,” svarede Thomas, og jeg kunne ikke lade være med at lægge mærke til det lille smil på hans læber. Hvorfor var de sådan over for hinanden? Han havde da selv sagt, at han syntes, hans mor bekymrede sig for meget. Det var åbenbart lige meget, når det var Kasper, det gik ud over? Jeg bøjede mig ned for at samle de skralder, der var faldet på gulvet, op, mens Thomas begyndte at finde tallerkener. Bordet var hurtigt dækket, og Camilla måtte være tilfreds med vores indsats i køkkenet, for hun havde ikke flere ting, hun bad os om.
        ”Tak,” råbte hun efter os. ”Så skal Kasper nok hjælpe med opvasken.”
        Jeg havde egentlig ikke noget i mod at skulle hjælpe lidt i køkkenet. De lod mig spise her, så tit som jeg havde lyst til; det var da det mindste, jeg kunne gøre. Det var trods alt bedre end at skulle lave det hele alene, og at det så ikke engang var specielt spændende. Her var det god mad, og der var mange til at klare de forskellige ting.
        Vi var kun lige kommet ned på Thomas’ værelse, da hoveddøren endnu engang gik op, og Peter kom ind. Thomas havde ikke lukket værelsesdøren, og vi kunne svagt høre de to voksne snakke. Jeg havde ikke kendt disse to mennesker særlig længe, men jeg var alligevel kommet til at holde lidt af dem. Deres venlighed betød virkelig en del for mig.
        Jeg kunne ikke lade være med at kaste et blik på fotografiet af den sorthårede dreng, da jeg satte mig i sengen. Jeg ville stadig gerne vide, hvem han var, men jeg havde stadig ikke lyst til at spørge. Der var bare et eller andet ved den dreng. Selvom han smilede, syntes jeg på en måde, at han så trist ud. Det værste var, at jeg ikke havde nogen chance for at gætte, hvem han var.
        Den eneste af sine venner eller lignende, Thomas havde snakket om, var Andreas, og jeg havde bare en fornemmelse af, at det i hvert fald ikke var ham. Jeg kunne selvfølgelig ikke vide det, for jeg havde aldrig set ham, men det lød bare ikke rigtigt.
        ”Hey, hvad er det?” spurgte Thomas og pegede på mig. Jeg kiggede ned ad mig selv, og det gik op for mig, at min halskæde var faldet uden for min bluse. Det måtte være sket, da jeg bøjede mig ned for at samle skralder op.
        ”En halskæde,” mumlede jeg, og uden at tænke over det lukkede jeg min hånd omkring det lille vedhæng. Thomas kom hen til mig og flyttede forsigtigt mine fingre, så han kunne se det.
        ”Hvor er den anden halvdel?” spurgte han og vendte min del om. Det tog mig lidt tid at svare, men det lykkedes til sidst:
        ”Sammen med Line.” Han nikkede lige så stille, så det var åbenbart svar nok. Ikke nogle spørgsmål om, hvorfor jeg stadig gik med den, eller om det ikke havde været mærkeligt at give hende halskæden med.

Efter at Peter var kommet hjem, gik der ikke så utrolig længe, før Camilla kaldte til aftensmad. Der duftede fantastisk af mad i køkkenet, og det gik op for mig, at jeg faktisk var ret sulten. Jeg havde jo heller ikke spist noget siden spisepausen i skolen. Vi samlede os om det hvide bord, og Peter begyndte også at snakke om ferie.
        ”Har din far slet ikke fri i ferien?” spurgte han, da han rakte mig salaten, og jeg rystede på hovedet.
        ”Det tror jeg ikke.”
        ”Nå,” mumlede han. ”Men du må altså lige spørge ham, om han ikke kunne have lyst til at komme herom og spise en dag.”
        ”Det skal jeg nok.” Det var klart en invitation, min far ville blive glad for, hvis han bare kunne få det til at hænge sammen.

Da alle var færdige med at spise, begav vi os igen ned på værelset. Det var egentlig hurtigt, at det var blevet normalt for mig. Det føltes virkelig som om, jeg havde kendt disse mennesker i meget længere tid, end jeg havde. Det var som om, de havde været mine venner længe. Det var som om, Thomas havde været min ven længe.
        ”Vi går ind og se film, når vi har ryddet det her op,” fortalte Camilla. ”I kan jo se, om I skulle få lyst til at være med.” Det var som om, Camilla regnede med, at jeg blev hele aftenen. Jeg havde på fornemmelsen, at jeg kunne være blevet og sove, hvis jeg havde lyst. Jeg fandt det virkelig fantastisk, at de bare sådan lod mig komme, når det passede mig. Det var aldrig, hvornår det passede dem. Det var ikke sådan, at jeg en dag ikke kunne spise med, fordi det ikke lige passede ind i deres planer.
        Jeg forstod ikke helt, hvordan de kunne have overskuddet til det. Jo, de fleste forældre lod da deres børns venner spise med engang imellem, men der var da alligevel nogle gange, de sagde fra. Hvis der var en dag, hvor det ikke duede, var det bare sådan, det var. Det havde i virkeligheden nok en hel del at gøre med Camillas bekymrede person. Jeg havde en fornemmelse af, at hun gerne ville hjælpe alle og sørge for, at alle havde det godt. At hun ikke kunne udholde tanken om, at nogen skulle sidde helt alene og spise en trist omgang aftensmad, hvis hun kunne servere noget for personen.
        Noget sagde mig, at hun nemt ville kunne finde på at adoptere et lille barn fra Afrika, eller hvor det nu var, man adopterede sådan nogle børn fra, udelukkende fordi, hun havde fået at vide, at det stakkels lille barn ikke havde det godt.
        Det så ikke ud til, at Kasper var i filmhumør, for der gik ikke lang tid, før vi svagt kunne høre musik fra hans værelse af. Det mindede mig om noget.
        ”Jeg besøgte Line i går. Jeg spillede nogle af sangene for hende.”
        ”Det var godt. Det blev hun nok glad for.”
        ”Sikkert,” mumlede jeg, selvom jeg ikke helt vidste, hvor meget hun havde fået ud af det. Det var nok lidt begrænset.
        ”Det er da godt, at din søster i det mindste har god musiksmag.” Og nu begyndte den igen. Jeg vidste med det samme, at han hentydede til det dancemusik, der trængte gennem vægen fra værelset ved siden af. Kunne de da ikke bare lade være? Det viste sig, at jeg ikke var den eneste, der havde opdaget Kaspers pjækkeri, så det blev der også lige kommenteret på.
        ”Jeg forstår, at man pjækker i folkeskolen. Det er sgu da noget, de fleste kommer til på et eller andet tidspunkt. Men gymnasiet? Det er da bare dumt.” Det var jo ikke fordi, det var første gang, jeg måtte høre om alle Kaspers tåbeligheder, men af en eller anden grund irriterede det mig bare mere i dag. Jeg magtede ikke at høre på det. Hvorfor kunne de ikke bare være glade for, at de havde hinanden? Det var ikke til at holde ud.
        ”Lad nu for bare være! Hvorfor skal i altid være sådan? Det er jo ikke til at holde ud! Hvorfor kan i ikke bare være glade for, at I har hinanden? Vi er faktisk nogle her, som har mistet vores søskende. Prøv at tænk på det. Ville du virkelig være glad, hvis han var væk, og du aldrig så ham igen? Nej vel? Det kan jo da ikke passe, at du ikke på et eller andet tidspunkt har været utrolig glad for ham. I er trods alt søskende.” Thomas så ret så overrasket ud, og det kunne jeg ikke bebrejde ham. Jeg plejede aldrig at blive sur. Denne gang var det alligevel bare blevet for meget for mig.
        Jeg vendte rundt og gik ud af værelset for at gå mod stuen. Han kaldte efter mig, men jeg ignorerede det. Det havde ikke været min mening at blive  sur, og jeg fortrød det egentlig en lille smule. Han havde gjort så meget for mig, været så venlig i mod mig, og jeg havde jo bestemt ikke lyst til at blive uvenner med ham. Det var nok i virkeligheden derfor, jeg var gået. Så kunne konsekvenserne af det her vente lidt.
        I stuen sad Camilla og Peter, og en film flimrede hen over skærmen. Jeg lod mig dumpe ned i sofaen ved siden af dem, og Camilla kiggede hen på mig.
        ”Kommer Thomas ikke?” Jeg trak på skulderen.
        ”Han skulle vist lave nogle lektier eller sådan noget.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...