In Loving Memory

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jan. 2013
  • Opdateret: 4 mar. 2013
  • Status: Færdig
Lineas liv har aldrig været helt nemt, og det er kun gået ned ad bakke siden søsterens død. Den ellers så glade pige er lige så stille begyndt at trække sig væk fra andre og ind i sig selv. Hun har aldrig følt sig så alene, og fremtiden virker ikke lys. Hvad kan man gøre, når ens søster og bedsteveninde gennem tykt og tyndt pludselig er væk, og man må møde hverdagens problemer alene? Da Linea, stille og forsigtig som hun er, mere eller mindre mod sin vilje bliver hevet med til en kæmpenytårsfest, havde hun aldrig troet, at hun ville ende med at sidde på et koldt trappetrin og snakke om alt og intet med en fremmed dreng. Selv da det sker, kunne hun aldrig have forestillet sig, at hun ville møde denne anderledes dreng igen, og at han ville komme til at ændre hendes liv for altid. Vil det lykkedes hende at give slip på sorgen, der efterhånden har lagt sig så tungt omkring hende, at den er blevet en del af hendes hverdag, eller vil den fortsætte med lige så stille at æde hende op indefra?

47Likes
159Kommentarer
3228Visninger
AA

12. Kapitel 10

Som jeg havde regnet med, var lysten til at være social pist væk mandag morgen, og den kom heller ikke tilbage i løbet af natten til tirsdag. Det var i hvert fald ikke ligefrem glæde, jeg følte, da jeg trådte ind i den larmende klasse. Rent faktisk var det, jeg havde mest lyst til, at vende 180 grader rundt og gå tilbage, hvor jeg kom fra. Med tunge skridt bevægede jeg mig hen mod min plads, og for en gangs skyld havde Michelle allerede fundet sin, inden klokken ringede. Hun var ved at lave noget tysk, som hun åbenbart havde glemt at lave.
        ”Den eneste grund, til at jeg gider bruge min tid på det, er, at hun tjekker, om vi har lavet det,” mumlede min veninde surt, og jeg havde på fornemmelsen, at hun ikke ligefrem syntes, det var særlig fedt at sidde og lave tysk fra morgenen af. Med et suk trak jeg min stol ud og satte mig ved siden af hende, mens jeg prøvede at gøre mig mentalt klar til en lang og kedelig skoledag.
        ”Du ser da lidt trist ud,” bemærkede Michelle, og hun havde vist opgivet at lave meget mere af det tysk for nu. Det betød så bare, at hun måtte sidde med det i det første frikvarter.
        ”Jeg gider bare ikke skole,” mumlede jeg.
        ”Vi har ferie i næste uge,” mindede hun mig om, og det faktum fik alligevel dagen til at virke lidt mere overkommelig. Vi havde snart ferie. Det var helt klart det bedste, jeg havde hørt længe.
        Mens jeg fandt mine bøger til første time frem, kom Jakob og Frederik hen til os. Det undrede mig ikke sønderligt, at de ville snakke fest med Michelle. Jeg fulgte ikke med i samtalen, og det gik først op for mig, at Frederik var gået igen, da jeg kiggede op fra mine ting, fordi Jakob havde talt til mig. Før jeg vidste af det, havde han halvt vendt opmærksomheden mod mig, og jeg forstod ikke, hvorfor han ikke kunne fatte, at man ikke kunne føre samtaler med mig. Hvorfor blev han ved med at prøve at snakke med mig, når han efterhånden måtte have forstået, at jeg ikke ville sige tre sammenhængende sætninger?
        ”Hvad skal I egentlig i ferien?” spurgte han, da det gik op for ham, at samtalen ville dø, hvis der ikke blev skiftet emne.
        ”Jeg skal sydpå,” svarede Michelle med det samme. ”Eller ikke hele ugen. Vi tager af sted på torsdag og kommer hjem onsdag. Jeg skal jo være sammen med Jonas om torsdagen.” Ligesom jeg havde glemt, at det var næste uge, der var ferie, havde jeg glemt alt om, at Michelle skred sydpå. Dengang hun fortalte mig det, havde det været helt forfærdeligt. Min far skulle selvfølgelig arbejde hele ferien, og hvis Michelle ikke var hjemme, ville jeg jo have været helt alene. På den måde havde det set ud til at blive en ret nederen ferie.
       Jeg ville have haft fri fra skole, hvilket jeg ville have været lykkelig for, men jeg ville ikke have haft andet at lave end at rende rundt for mig selv. Lige pludselig var jeg blevet enormt lykkelig for, at jeg kunne kalde Thomas min ven. Forhåbentligt skulle han ikke noget i ferien, og så ville jeg jo alligevel have nogen at være sammen med.
        Jakob kom selvfølgelig med en kommentar om, hvor snyd det var, at Michelle bare sådan lige kunne tage på ferie, og der var ingen tvivl om, at han var misundelig. Jeg ville nu heller ikke have haft noget i mod en uges tid langt væk fra den her forfærdelige kulde. Det var godt nok ikke helt så koldt længere, som det havde været, men det var altså stadig koldt nok til, at sneen blev liggende. Det havde dog tøet lidt engang i mellem, så det var egentlig mere blevet til en blanding at sne og is.
        Jakob vendte sit blik mod mig, og det gik op for mig, at jeg også blev nødt til at svare på spørgsmålet.
        ”Ikke så meget tror jeg. Vi skal nok være sammen med nogle venner og sådan.” Heldigvis for mig satte Michelle ikke spørgsmålstegn ved, hvad det var for nogle venner. Hun gik vel egentlig ud fra, at min far havde nogle venner, han så af og til. Hun gik vel ud fra, at vi havde nogle familievenner, selvom jeg aldrig havde snakket om dem. Grunden, til at jeg aldrig havde snakket om dem, var jo så bare, at de ikke fandtes. Eller det gjorde de vel egentlig nu. Mon ikke der ville komme en dag i ferien, hvor min far også var med til at spise i det gule hus. Han og Peter havde i hvert fald snakket om snart at gøre det igen.
        Inden Jakob kunne nå at fortælle, hvad han selv skulle i ferien, ringede klokken, og han måtte modvilligt gå ned mod sin plads. Jeg havde stadig ikke forstået, hvorfor han gad snakke med mig, men når det kom til stykket, forstod jeg det vel aldrig, når nogen gad det. Jeg kunne ikke rigtig være særlig interessant at snakke med.
        På den anden siden, havde der jo faktisk været engang, hvor jeg havde snakket lidt med ham – hvor jeg havde snakket lidt med alle – og det var måske bare det, han tænkte på, når han valgte at komme hen til Michelle og mig. Måske jeg bare var den eneste, der følte, at tingene havde ændret sig så utrolig meget. Måske at Jakob stadig syntes, det hele var, ligesom det havde været engang? Eller også gad han bare snakke med mig, selvom det måtte være lidt trist.

Jeg følte mig enormt lettet, da vi endelig havde fri. Jeg sagde farvel til Michelle, som havde en af de der dage, hvor hun blev på skolen længe for at snakke med alle mulige mennesker. Jeg selv havde i hvert fald ikke lyst til at blive et sekund mere end nødvendigt, så jeg begyndte gåturen hjem. Jeg skulle spise hos Thomas om aftenen, men da jeg vidste, at der ikke var nogen hjemme endnu, var jeg nået frem til, at jeg lige så godt kunne gå hjem og lave mine lektier, inden jeg tog derom.
        Da jeg gik forbi den lille kiosk, kunne jeg ikke lade være med at gå derind. Jeg syntes selv, at jeg fortjente et eller andet sødt efter sådan en to forfærdelige skoledage. Jeg gik lidt rundt i kiosken uden rigtig at vide, hvad jeg gik efter. Til sidst endte det med, at jeg stoppede op ud for det samme køleskab, som jeg efterhånden havde stået foran et par gange. Det var vel efterhånden blevet tid til en Faxe Kondi.
        Ligesom jeg skulle til at åbne den tunge låge, blev kioskdøren åbnet, og en flok meget larmende unge lukkede den kolde luft ind sammen med dem. Det irriterede mig en smule. Hvorfor kunne de ikke have ventet, til jeg havde købt min sodavand og var smuttet?
        ”Hey, kom her hen!” råbte en eller anden, og gruppen af drenge gik hen til ham. De begyndte højlydt at diskutere, hvad de skulle have, og efter hvad jeg kunne høre, handlede det vist meget om, hvilken slags øl de skulle købe. Jeg selv havde også en mindre diskussion kørende i hovedet. Skulle jeg gå op og betale min sodavand, eller skulle jeg vente, til drengen var væk. Problemet var mest, at det kunne se ud til, at der ville gå et stykke tid, før de var færdige.
        ”Hvorfor tager vi ikke bare nogle af begge slags?” foreslog en, og stemmen lød utrolig bekendt. Den lød faktisk så bekendt, at jeg ikke var i tvivl om, at de drenge vist pjækkede fra skole. I hvert fald nogle af dem.
        ”God idé, Kasper. Jo, det gør vi. Søren, du tager nogle af dem der, og så kan Jesper tage nogle af de andre.” Ikke lang tid efter gik gruppen, der bestod af fem drenge, fik jeg talt, op mod kassen, hvor en mand så ud til at være lettet over, at de endelig havde besluttet sig. Jeg forstod ham. Det kunne godt være, at han tjente penge på deres besøg, men noget sagde mig, at han alligevel hellere så, at de blev væk.
        Jeg genkendte hele to af drengene. Kasper og Jonas. De andre tre var jeg ikke helt sikker på, om jeg havde set før, selvom jeg lidt havde på fornemmelsen, at nogle af dem havde været med til Michelles nytårsfest. I hvert fald den ene af dem. En tynd dreng med meget kort hår, som jeg egentlig ikke helt kunne finde ud af farven på. Han mindede mig af en eller anden grund lidt om en struds. Det var nok lidt mærkeligt, men det gjorde han altså.
        Den højeste af dem bad manden bag kassen om en pakke cigaretter, hvorefter han betalte det hele. Jeg havde på fornemmelsen, at de andre ikke ville betale ham en skid tilbage, og at der var en far et eller andet sted med et kreditkort, der brændte i lommen. På en måde havde jeg lidt ondt af de mennesker, som var drengenes forældre. På den anden side havde de jo penge nok. Michelle brugte en utrolig masse penge på mere eller mindre ligegyldige ting. Tøj, hun kun brugte en gang, eller stiletter, hun ikke engang kunne gå i. Det var spild af penge, men jeg havde på fornemmelsen, at hende forældre ikke lagde mærke til det.
        Det måtte være fedt at have så mange penge, men nogle gange var det nok alligevel ikke det bedste. Hvad skulle de stakkels unge mennesker gøre, når de flyttede hjemmefra og selv skulle tjene deres penge? De ville jo konstant komme rendende til mor og far og bede om hjælp.
        Til mit uheld så det ikke ud til, at de fem drenge ikke havde tænk sig at bevæge sig ud i kulden lige med det samme. De blev stående inden for døren, mens de kiggede overvejende ud gennem ruderne. Jeg kunne ikke helt finde ud af, om jeg bare skulle gå op og købe min sodavand nu, eller om jeg skulle vente til de var helt væk.
        Hvis jeg gjorde det nu, ville jeg stadig være nødt til at gå forbi dem for at komme ud, og det havde jeg ikke lyst til. Jeg havde ikke lyst til at støde ind i Kasper lige nu, især fordi jeg vidste, at han burde være i skole. Han havde vist først fri om en halv time. Det værste var, at han vidste, at jeg vidste det. Hvis jeg til gengæld ventede, endte det måske bare med, at der kom nogle andre ind i butikken, og så måtte jeg jo starte forfra med at vente på, at andre blev færdige.
        Ovre ved døren begyndte de igen på deres højlydte samtale, og jeg prøvede at holde den ude af mit hoved. Jeg havde ikke rigtig brug for at høre, hvad de havde at snakke om. Selvom det var meget højlydt, lykkedes det mig alligevel at lade være med at høre efter. Jeg flyttede irriteret på stropperne fra min skoletaske. Hvorfor kunne de ikke bare gå deres vej? Min taske var altså ikke ligefrem let at stå med. Derfor endte det også med, at jeg meget enkelt tog den af. Selvom jeg havde bestemt mig for ikke at aflytte deres samtale, endte den alligevel med at fange min opmærksomhed. Det var bare lige en enkelt sætning – eller nærmere et enkelt navn, der var i den sætning.
        ”Hvordan går det egentlig med ham der Thomas?” Drengen der spurgte havde mørkblondt hår, og han var nok den af de tre, der virkede mindst bekendt. Jeg forstod det ikke helt. Var det for meget at sige ’din bror’?
        ”Det går skam meget fint,” svarede Kasper ligegyldigt og trak på skulderen. De elskede sørme hinanden højt, de to.
        ”Er han ikke lidt kedelig?”
        ”Han er en bøsserøv,” fnøs Kasper med endnu et ligegyldigt skuldertræk. Jeg havde lyst til at hæve det ene øjnebryn, og jeg havde nok også gjort det, hvis jeg ikke havde været helt alene. Det virkede bare lidt for mærkeligt at gå og hæve øjenbryn for sig selv. Det var da bare utroligt så sødt, de snakkede om hinanden.
        ”Hvad mener du med det?” spurgte ham, der næsten ikke havde noget hår, og jeg havde lyst til at stille samme spørgsmål. Jeg forstod det ikke. Hvorfor var de altid sådan efter hinanden? Hvorfor kunne de aldrig sige noget godt om den anden? Det irriterede mig grusomt. Jeg kunne forstå det, hvis det bare var sådan noget Kasper sagde, når han var sammen med sine venner for at være sej, men det var det altså ikke. Det var jo heller ikke fordi, Thomas tænkte særlig højt om ham.
        Jeg forstod det virkelig ikke. Det kunne da ikke passe, at de ikke holdt af hinanden. Jeg vidste da godt, at søskende tit kunne være irriterede på hinanden, men det betød jo ikke, at de altid var det. På trods af det de sagde, ville de nok alligevel være kede af det, hvis den anden pludselig ikke var der. De ville højst sandsynligt fortryde alt det, de havde sagt.
        ”Ikke noget,” svarede Kasper sin ven, der så lidt skuffet ud, fordi han ikke fik et brugbart svar. Jeg vidste ikke, om det bare var mig, men jeg syntes, Kasper lød tøvende. Som om han alligevel havde fortrudt det, han havde sagt. Som om det ikke var noget, han ville have sagt højt. Hvorfor vidste jeg ikke. Det var jo ikke fordi, det var værre end noget andet, han ville have sagt.
        ”Hmm, men jeg vil have en øl.” Ham den korthårede åbnede døren, og de andre fulgte med ud. Heldigvis for mig var det ikke normalt at stå og drikke sine øl inde i den kiosk, man havde købt dem i. Ikke at det var normalt at drikke dem i en anden kiosk – det ville bare være for mærkeligt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...