In Loving Memory

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jan. 2013
  • Opdateret: 4 mar. 2013
  • Status: Færdig
Lineas liv har aldrig været helt nemt, og det er kun gået ned ad bakke siden søsterens død. Den ellers så glade pige er lige så stille begyndt at trække sig væk fra andre og ind i sig selv. Hun har aldrig følt sig så alene, og fremtiden virker ikke lys. Hvad kan man gøre, når ens søster og bedsteveninde gennem tykt og tyndt pludselig er væk, og man må møde hverdagens problemer alene? Da Linea, stille og forsigtig som hun er, mere eller mindre mod sin vilje bliver hevet med til en kæmpenytårsfest, havde hun aldrig troet, at hun ville ende med at sidde på et koldt trappetrin og snakke om alt og intet med en fremmed dreng. Selv da det sker, kunne hun aldrig have forestillet sig, at hun ville møde denne anderledes dreng igen, og at han ville komme til at ændre hendes liv for altid. Vil det lykkedes hende at give slip på sorgen, der efterhånden har lagt sig så tungt omkring hende, at den er blevet en del af hendes hverdag, eller vil den fortsætte med lige så stille at æde hende op indefra?

47Likes
159Kommentarer
3139Visninger
AA

3. Kapitel 1

Sodavand efter sodavand stod på række efter hinanden bag glasdøren, og den sagte summen fra køleskabet var nem at høre i den stille kiosk. I den anden ende af den lille butik tøffede en ældre herre rundt, og ved kassen sad en trætudseende mand.
        Jeg selv stod stadig og stirrede på rækkerne af sodavand ude af stand til at bestemme mig for, hvilken slags jeg ville have. Jeg havde lige fået fri fra skole, og jeg havde af en eller anden grund bare haft utrolig meget lyst til sodavand. Lysten havde så bare lige glemt at finde ud af, om det skulle være Cola eller Fanta? Eller måske Faxe Kondi?
        Jeg følte mig en smule ude af stand til at tænke, og derfor blev jeg bare ved med at stå og glo gennem glasdøren, mens den ældre mand gik op mod kassen, hvor manden bag den rettede sig op og prøvede at ligne en, der havde lyst til at være på arbejde. Det med at være ude af stand til at tænke var egentlig en følelse, jeg havde haft hele dagen. Det føltes som om, min hjerne havde lagt sig til at sove, og den var i det der gnavne humør, der gjorde den umulig at vække.
        Der lød en lav raslen af mønter mod mønter, inden døren kort tid efter gik op, og den gamle mand forsvandt ud i januarkulden. Det var en utrolig kold dag, og selv om jeg havde haft handsker på, og at jeg snart havde været i kiosken et stykke tid, føltes mine fingerspidser stadig frosne. Jeg havde aldrig haft det store i mod vinter og sne, så længe det bare ikke var så forbandet koldt, men det kunne man altså ikke altid undgå. Lige for tiden føltes det bare som om, alting var i mod mig. Vi var kun et par uger inde i det nye år, men jeg var allerede træt af det. For min skyld måtte det gerne skynde sig at blive næste år – eller måske bare gå tilbage til at være sidste år igen?
        Ferien var næsten kun lige sluttet, men jeg følte mig allerede skoletræt. Det var som om, det bare var det samme dag ud og dag ind. Da jeg var taget i skole om morgenen, havde jeg troet, at Michelles fest endelig var glemt, men jeg havde taget fejl. Da vores matematiklærer havde bestemt sig for at være forsinket som altid, havde Jakob taget det op igen ved at spørge mig, om jeg, ligesom alle andre der var blevet spurgt, syntes, det havde været en fed fest.
        Det var egentlig ikke fordi, jeg som sådan havde noget i mod Jakob – der havde faktisk været engang, hvor jeg snakkede en del med ham af og til – men det var ikke ligefrem noget, jeg havde lyst til at snakke om. Jeg havde prøvet at slippe væk så hurtigt og ubesværet som muligt, men han var blevet ved med at stille spørgsmål, og jeg forstod ærlig talt ikke hans interesse i forhold til min deltagen i den fest, han ikke selv havde været med til.
        Da vores lærer endelig var kommet og havde sendt nogle af os ud på gangen for at lave de andengradsligninger, han havde med, var Michelle, som havde hørt Jakob nævne det, også begyndt at snakke om festen igen.

”Det er helt klart en af de fedeste fester, jeg nogensinde har holdt,” konkluderede en stolt Michelle, som lige så stille sad og bankede sin blyant mod læberne, mens hun prøvede at regne ud, hvor meningen med at lave andengradsligninger befandt sig. Jeg svarede hende ikke, koncentrerede mig bare om mit kladdehæfte, men det var heller ikke nødvendigt, for min veninde fortsatte kort efter af sig selv. Hun blev længe ved med at snakke om alle mulige mennesker, jeg ikke kendte, og en hel masse andet, jeg aldrig hørte, fordi jeg til sidst havde lukket helt af for den endeløse snak. Hendes stemme var ikke længere andet end en svag summen, der fungerede som den perfekte baggrundsstøj.
        ”Hvad lavede du egentlig efter klokken tolv?” spurgte hun pludseligt og brød min gode koncentration.
        ”Eh, hvad?” spurgte jeg og blinkede et par gange med øjnene, da jeg kiggede op på hende. Hvis Michelle opdagede, at jeg ikke havde hørt et ord af det, hun havde sagt det sidste kvarter, sagde hun ikke noget om det. Hun gentog bare sit spørgsmål.
        ”Jeg sad udenfor og snakkede med en eller anden,” fik jeg sagt så henkastet, som det var mig muligt. Som jeg havde frygtet, vækkede det alligevel Michelles interesse. Man kunne se det på hendes øjne. Det var det samme interesserede blik, hun fik, når nogen kom med en ordentlig portion god sladder.
        ”Hvem var det?” spurgte hun, og jeg havde på fornemmelsen, at jeg havde skrevet det sidste x i mit hæfte for den dag. Pis os.
        ”Det ved jeg ikke. Bare en eller anden dreng som sad på dit trappetrin, da jeg gik derom, fordi jeg havde fået hovedpine,” svarede jeg til sidst og brød mig ikke om situationen. Jeg brød mig aldrig om at være den, der skulle fortælle.
        ”Men hvem var det? Hvad hed han?” Med et suk flyttede jeg blikket tilbage til hæftet, hvor min blyant var ved at tegne små kruseduller.
        ”Det ved jeg ikke,” sagde jeg endnu engang med et halvhjertet træk på skulderen. Jeg syntes ærlig talt, at det var en ret ligegyldig ting, men jeg kunne mærke på Michelle, at vi havde forskellige meninger på det punkt.
        ”Ej, men jeg må da vide, om det er en, jeg kender,” blev hun ved, og jeg vidste, at jeg havde tabt. Det var for sent for mig at slippe uden om samtalen, og nu var jeg tvunget til at snakke. ”Hvordan så han ud?”
        ”Han havde lyst hår, men du kender ham ikke,” fortalte jeg hurtigt. ”Han kender i hvert fald ikke dig.”
        ”Lyst hår? Sikke en detaljeret beskrivelse,” fnøs Michelle sarkastisk. ”Kan du ikke tilføje bare lidt mere?”
        ”Nej. Jeg snakkede bare med ham. Jeg tænkte da ikke over, hvordan han så ud?”
        ”Årh, for fanden,” sukkede min veninde, og jeg kunne mærke hendes blik på mig. Et blik der skulle fortælle mig, at jeg var håbløs.
        ”Så du har siddet og snakket med en dreng uden at lægge mærke til, om han var pæn, og uden overhovedet at finde ud af, hvad han hedder? Du er for mærkelig, Linea!” Hvorfor vidste jeg bare, at den ville komme?
        ”Ej, men hvad skulle jeg også have brugt det til?” spurgte jeg en smule irriteret. Hvorfor kunne hun aldrig bare opfatte det de dage, hvor jeg virkelig bare ikke var i snakkehumør? ”Det er jo ikke ligefrem fordi, jeg kommer til at snakke med ham igen, vel?”
        ”Har du nogensinde hørt om det, der hedder: du kan få mit nummer, så kan vi snakkes ved senere?” spurgte hun og besvarede på den måde mit spørgsmål med et nyt. Jeg rystede bare på hovedet af hende og modstod lysten til at himle med øjnene.
        ”Og hvad nu hvis jeg slet ikke havde lyst til at snakke med ham igen?”
        ”Så er der helt klart noget galt med dig, for der må da være et eller andet specielt ved den fyr, hvis du kan sidde længe udenfor i den kulde for at snakke med ham,” gav hun igen, og jeg trykkede lidt hårdere med blyanten, da jeg tegnede den næste krusedulle.
        ”Nå, men så er der jo bare noget galt med mig.”
        ”Ja, det er der.”
        ”Fint.”
        ”Godt.” Resten af matematiktimen var der ingen af os, der sagde noget, men det passede mig nu meget fint, for det betød, at jeg alligevel nåede at lave de sidste ligninger, så jeg på den måde ingen lektier fik for. Michelle derimod fik vist aldrig skrevet så meget som et lighedstegn i sit hæfte, men det var jo ikke mit problem.

En smule træt rystede jeg tankerne om skole og andengradsligninger af mig. Det var der ingen grund til at tænke på nu. Nej, nu skulle jeg bestemme mig for, hvilken sodavand jeg ville have, inden det bare endte med, at jeg ikke fik købt en. Jeg nåede frem til, at det ikke skulle være cola, for det havde jeg købt sidst, og det var i virkeligheden ikke helt så længe siden.
        Endnu engang kunne jeg høre lyden af kioskdøren, der gik op, og endnu en person fik sig en kort lille pause fra kulden. Jeg tog en hurtig beslutning og fik fat i en Fanta, men det viste sig at være for sent. Personen, som jeg – i forhold til tøjstil og kropsholdning – gik ud fra var en dreng, havde været utrolig hurtig til at finde ud af, hvad han skulle have, og han stod allerede ved kassen.
        Manden ved kassen rettede sig endnu engang op, da en flaske vand landede på disken. Jeg kunne ikke lade være med at sende min Fanta et skyldigt blik. Jeg følte mig pludselig utrolig usund. Jeg havde aldrig så meget som skænket vandflaskerne, der stod på køl lige inden for døren, så meget som et blik, når jeg havde været i kiosken. Jeg drak nok i virkeligheden lidt for meget sodavand til tider.
        Den irriterende følelse af usundhed forsvandt dog med det samme, da den stadig trætudseende mand fik fat i en pakke cigaretter, som landede ved siden af vandet. Jeg vidste nok ikke så meget om sundhed, men jeg havde nu alligevel en overbevisning om, at det var sundere at drikke sodavand end at ryge – om jeg havde ret var så et helt andet spørgsmål.
        Så meget sodavand drak jeg jo heller ikke. Det havde jeg ikke rigtig råd til. Jeg havde vigtigere ting at bruge mine penge på. For eksempel blomster. Eller også røg de i retning af den Rema 1000, der lå i nærheden af mit hjem, når min far havde glemt at købe nogle ting ind, jeg skulle bruge. Brød og andre ting, der til tider kunne være lidt nødvendige.
        Hvis jeg syntes, jeg manglede penge, kunne jeg selvfølgelig altid spørge min far om nogle, men det var bare ikke noget, jeg brød mig om. Jeg ville helst nøjedes med de penge, jeg i forvejen fik. Jeg vidste, at der ikke var mange penge i overskud til tant og fjas, og at dem, der var der, var nogle, der var arbejdet hårdt og længe for. Alt for meget og alt for længe til tider.

 Jeg blev stående ved sodavandskøleskabet, mens drengen stak en hånd i lommen og hev en håndfuld småmønter op. Jeg kunne ikke så godt lide det der med at stå i kø bag folk og vente på, at de blev færdige med at købe deres ting. Det virkede bare lidt akavet at stå der bag dem, mens de rodede rundt efter deres pung. Eller jeg syntes i hvert fald, det var utrolig pinligt, når der stod folk bag mig, og jeg så fumlede rundt med mine penge eller mit kort. Man kunne bare mærke, hvordan de stod og blev utålmodige.
        Drengen gav de mange mønter til manden, der kiggede opgivende på dem. Jeg havde på fornemmelsen, at folk, der sad bag kasser, hadede, når folk gav dem en masse småmønter – det betød en masse arbejde med at tælle dem. Alligevel begyndte han rutineret at tælle, og det endte med, at drengen fik en hel del tilbage, inden han kunne tage sine ting og gå.
        Jeg sendte min Fanta et sidste overvejende blik, inden jeg tog den med op for at betale. Faxe Kondi havde heller ikke været helt slemt? Jeg måtte skynde mig at komme ud, inden jeg begyndte at tage det op til overvejelse igen.
        Manden så en smule lettet ud, da jeg i stedet for en masse småpenge kunne nøjedes med at række ham en halvtredser. Jeg fik puttet de returgivne penge i min pung, og så måtte jeg ellers tage mig godt og grundigt sammen, inden jeg skubbede døren op og blev mødt af den forfærdelige kulde. Ikke langt fra døren stod drengen og røg det, der måtte være en af de nykøbte cigaretter.  Det var ikke, fordi jeg rigtig lagde mærke til ham, bare lige en hurtig tur med øjnene i hans retning, inden jeg igen vendte dem mod fortovet, der var dækket af et sammentrampet lag sne.
        Han lignede så mange andre med en tyk hue hevet godt ned over ørerne, selvom hans var trukket så langt ned, at den næsten gik ned i hans øjne, en tyk vinterjakke og nogle fingre, der så ud til, at de trængte til handsker. Med sodavanden knuget i min egen behandskede hånd skyndte jeg mig forbi ham og sørgede for at holde vejret, lige da jeg passerede ham, for at undgå lugten fra den røgsky han forurenede den friske, kolde vinterluft med.
        Af to grunde prøvede jeg at holde en god fart, da jeg styrrede gennem byen mod den lejlighed, der havde været mit hjem de sidste mange år. For det første var det koldt, og det var nemmere at få varmen, når man gik hurtigt. For det andet havde min far lovet at tage tidligt fri fra arbejde, og jeg håbede, at han mente tidligt, som i så tidligt at vi næsten ville være hjemme samtidig. Hvis jeg var ekstremt heldig, hvilket jeg absolut ikke gik ud fra, ville han allerede være hjemme, når jeg låste mig ind. Jeg havde trods alt spildt en del tid i kiosken på at købe den sodavand, jeg endnu ikke havde åbnet.
        Der var ikke mange mennesker på gaden, hvilket nok ikke var så mærkeligt i forhold til tidspunktet og årstiden. Det gjorde mig bestemt ikke noget, for det betød bare, at det ingen skade gjorde, at mit blik var fastklæbet til de fliser, der var lige foran mine fødder, i stedet for dem lidt længere fremme, hvor det kunne vise sig, at andre mennesker ville gå. Der fandtes ikke noget meget mere pinligt end at gå ind i folk, fordi man havde været for optaget af at stirre på sine fødder til at se dem.

Sneen knirkede under mine sko, og mine tæer føltes fuldstændig frosne. Jeg vidste, at jeg skulle have taget vinterstøvler på i stedet for tyndslidte Converse. Desværre hjalp den åbenbaring mig bare ikke særlig meget på det tidspunkt. Det var jo lidt for sent at gøre noget ved det.Min alt for tunge skoletaske bumpede op og ned på min ryg i takt med mine skridt, og jeg fik hurtigt ondt i skuldrene. Jeg burde virkelig begynde at tage de bøger, jeg ikke skulle bruge, op af min taske, for min ryg kunne umuligt have godt af det. Jeg hev lidt op i mit halstørklæde, så det dækkede min hage, og fik et kæmpechok, da en hånd pludselig greb fat i min skulder bagfra.
        Jeg glippede forskrækket med øjnene, løftede overrasket blikket fra fortovet og endte med at kigge direkte ind i ansigtet på drengen, jeg genkendte som ham fra kiosken. Han skubbede den store hue lidt op, så jeg kunne se hans øjne, og i samme øjeblik gik det op for mig, at jeg havde mødt ham før. Ja, jeg havde rent faktisk snakket en hel del med ham i forhold til, hvor lidt jeg normalt snakkede.
        Det var den dreng, jeg havde snakket med til Michelles nytårsfest.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...