Den magiske verden

Selena er lige fyldt 17 år. Hun bor hos sin bedstemor. I tiden efter Selenas fødselsdag er der sket nogle uforklarlige ting. Både ude i offentligheden og der hjemme. Hendes forældre døde for et halvt år siden, men Selena kan fornemme at de stadig er der, men hun sorger stadig over tabet på hendes forældre. En dag da hun kommer hjem fra skole ligger der et brev på spisebordet og hendes bedstemor vil gerne snakke med hende.

Smid gerne en kommentar og et like.

7Likes
7Kommentarer
1106Visninger
AA

7. Rejsen

Jeg tømtemit skab og smed det tøj jeg ikke ville bruge væk. Det jeg ville have med lagde jeg ned i en stor sort taske. Den var prop fuld da jeg havde tømt skabet. Jeg tog to af de 3 par sko jeg havde og lagde dem ned i taskens sidelomme. Nu var jeg klar til at tage af sted. Jeg kiggede rundt i værelset for at se om jeg manglede noget. Den røde bog. Den lå på mit senge bord og havde nået at samle lidt støv, men det var ikke værre end jeg kunne puste det af. Jeg tog bogen i hånden og tasken over skulderen. Inde i stuen lå Marc og sov. Han larmede mere end min far gjorde når han sov. Jeg kiggede rundt  stuen. Jeg ville savne det. Den store sofa, sofabordet, som var min mors første møbel, Det spisebord jeg havde holdt de fleste af mine fødselsdage ved, billederne jeg havde kigget på hver gang jeg var trist. Billederne. Dem skulle jeg da have med. Jeg satte tasken stille ned, for jeg ville ikke vække Marc. Jeg gik over til væggen og tog billederne ned. Billedet fra mine forældres bryllup, billeder fra da jeg var lille og billedet fra min mors 17 års fødselsdag. Jeg holdte billedet fra mine forældres bryllup op foran mig. Jeg savnede den gang de legede rundt med mig og den måde jeg kunne fortælle dem alt. En tåre løb ned over mine kind og landede på billedets ramme. Jeg tørrede min kind og lagde alle billederne ned i tasken. Marc vågnede og satte sig op. Jeg satte mig hen ved siden af ham. "Sovet godt?" sagde jeg og smilede sødt til ham. Han nikkede og kiggede op på mig og han ansigtsudtryk blev uroligt. "Har du grædt?" Han tørrede min kind. Den modsatte kind end jeg havde tørt af. Jeg nikkede stille og kiggede ned i sofaen. "hvad nu?" Han løftede mit hoved, så vi fik øjenkontakt. "Ikke noget." Jeg trak mit hoved fri fra hans hånd og kiggede ud af vinduet. "Selena, kig på mig." Han sagde lidt strengt, men stadig kærligt. Jeg rystede på hovedet. Før det første, fordi jeg ikke vil svare på hvorfor jeg græd, men for det andet, fordi jeg ikke vil kigge ham i øjnene, for jeg bliver svag når jeg kigger ham i øjnene. Jeg rejste ig og tog min taske op og bogen. "Er du klar?" Jeg smilede usikkert. Jeg var n´bange for at han ikke vil afsted før jeg havde fortalt ham hvorfor jeg græd, men han nikkede og rejste sig op. Han tog sine sko på og det gjorde jeg også. Jeg satte min tryllestav ned i skaftet på min ene støvle. Jeg satte den i skaftet, fordi jeg fik ideen fra 'Magi på Waverly place'  på disney channel og, fordi jeg ikke havde andre steder at gøre af den. Vi gik ud i stalden. "Hvordan kommer Beauty hen til skolen?" Jeg klappede hende på halsen. Hun prustede tilbage. "Jeg har fået min far til at køre hende der over." Han smilede og aede Beauty på mulen. Det så ud til at hun nød det. "Har din far en hestetrailer?" Jeg lagde mit hoved mod hendes hals. Jeg kunne mærke hendes puls mod min kind. "Vi har selv hest, så ja. Jeg håber ikke Beauty har noget i mod at flyve." Han så usikkert på mig. Min kæbe hang næsten nede ved brystet af mig. "Flyve?" Jeg så chokeret på Marc. "Luk munden her er fluer." Han smilede og satte en finger under min hage og lukkede min mund. "Vi har en flyvende bil, men Beauty vil ikke kunne mærke så meget at hun flyver." Han smilede og lod sin hånd falde ned langs kroppen. Jeg nikkede lidt uforstående. Jeg kiggede på Beauty igen. "Vi ses, min tøs. Vi får begge et nyt hjem." Jeg krammede hendes hals og gik ud af stalden. Vi tog bussen ind til byen. Vi gik lidt rundt og kiggede lidt på vinduerne og jeg fandt en meget sød kjole. Den var lavet af en hvid top og en sort nederdel der var syet fast på kroppen. For at 'gemme' syningerne væk havde de sat et hvidt bælte med guld på. På skuldrene af den sad der nogle små guld nitter. Den var meget pæn, men jeg havde ikke råd til den. Den kostede 300 kr. og jeg havde ingen penge. Måske en 5'er et eller andet sted i min taske, men ikke mere. Vi gik videre og fandt undergrunden. Vi satte os på den mindst beskidte bænk. Vi sad og snakkede lidt, men pludselig kom der en yngre pige hen til os. "Marc! Hvor har du været? Jeg har været så bekymret!" Hun så uroligt på Marc. Han grinede lidt for sig selv. Han trak hende hen til sig. "Jen, det her er Selena og jeg har været sammen med hende de sidste par dage." Han smilede over mod mig og kiggede der efter tilbage på pigen. "Selena, det her er min lillesøster Jennifer." Han smilede og kiggede så drillende på Jennifer. Han begyndte at kilde hende lidt og hun grinede. Jeg sad bare og smilede. "Hvor gammel er du, Selena?" Hun rettede sig op og så på mig. Jeg gik lidt i panik, men svarede så normalt jeg kunne. "17 år. Hvad med dig, Jennifer?" Jeg smilede sødt til hende. "Jeg er 14 år og du kan bare kalde mig Jen." Hun smilede. Hun løb rundt om hjørnet på en gul mur. Væggen var over malet med grafitti. Lidt efter kom hun tilbage og havde to voksne med hende. Jeg gik ud fra at det var dere forældre. "Hej mor og far." Marc rejste sig og gik hen og gav begge en krammer. Da hans mor fik øje på mig lyste hun op. "Nå. Er det den pige du har været sammen med de sidste par dage?" Hun gik forbi Marc og gik over til mig. Jeg kiggede hende over skulderen og kiggede på Marc. Han var blevet rød i kinderne og jeg kunne mærke at jeg selv blev lidt rød i kinderne. "Det må vel være mig." Jeg smilede og fik øjenkontakt med hans mor. "Mit navn er Selena." Jeg rakte den ene hånd frem. "Mit navn er Isabella, men du kan kalde mig Bella." Hun strakte armene frem, som en anmodning om at få et kram. Jeg smilede og hun tog det som en accept. Hun lagde armene om mig og jeg var lidt chokeret i starten, men jeg lagde så også armene om hende. Jeg kiggede over på Marc og han stod som forstenet og hans kinder var lyserøde. Jeg grinede lavt for mig selv. Hans mor slap mig og smilede. "Skal du også med toget til Magiskolen?" Det gav et sæt i Marc. Jeg nikkede bare stille. Hun gik hen til hendes mand og lagde den ene arm om ryggen på ham. Han så ned på hende og smilede. Han holdte hende tæt ind til sig. Marc kom stille hen til mig. "Jeg undskyld for min mors opførsel." Hans kinder var blevet mere hudfarvede igen. "Det er okay." Jeg smilede stille. Jennifer kom løbende hen. "Marc toget kommer nu! Hold nu op og stå og kysse med hende og kom med!" hun rev lidt i Marc's ene ærme og løb så tilbage til deres forældre. Vi stivnede begge to. Vi kiggede på hinanden og vi var begge blevet røde i ansigtet. Vi gik over til hans forældre og gjorde klar til at stige på toget. Det var meget stort indeni. Altså hvert fald i forhold til at det lignede et normalt tog uden på. Marc og hans forældre satte sig i en kabine sammen med Jennifer og vi satte os ind i en kabine ved siden af. Der var en lille sofa på den ene side og et bord på den anden side. Bordet kunne foldes sammen og blive til en til sofa. Der var skabe over sofaen og bordet. Der kunne man ligge sine tasker op, så de ikke fyldte på gulvet. Vi satte os begge i sofaen, men jeg sad helt ved vinduet og Marc sad helt henne ved døren. Vi var vidst begge lidt flover over det hans lillesøster Jennifer havde sagt inden vi satte os på toget. Vi sad lidt tid i stilhed, men stilheden blev brudt da der blev banket på døren. "Madvognen!" Døren blev åbnet og der stod en lidt buttet dame. Vi kiggede bege på hende, men rystede begge på hovedet. Hun smilede og lukkede døren igen. Jeg kiggede ud af vinduet. Vi var ikke længere under jorden, men vi kørte på jorden. Vi kørte i nogle bjerge. Der var meget flot udsigt, men der var meget tåget, så man kunne ikke se bjergenes toppe. "Jeg undskylder på min families vegne." Hans stemme lød trist. Jeg kunne ikke holde masken mere. Jeg begyndte at grine lidt. Han kiggede uforstående på mig. "Hvad er det der er så sjovt?" Han var utrolig forvirret og det gjorde at jeg grinede endnu mere. "Der er ikke noget at undskyld over. Du har en familie der er glad for dig. De tror du har fundet dig en pige, som du er glad for." Jeg smilede og vendte kroppen, så den vendte over mod ham. Det så ud til at han nu forstod hvorfor jeg grinede før. Han smilede. "Kom her hen." Han rakte armene frem. Nu var det min tur til t være forvirret. "Der bliver snart meget koldt og du har pakket din jakke ned i din taske." Han smilede og rykkede lidt i armene, for at vise at jeg skulle komme hen. Jeg smilede og satte mig hen ved siden af ham. Han lagde armene om mig og varmede mig. Vi faldt stille i søvn. 

Da vi havde siddet lidt vågnede jeg af at døren ind til os åbnede og Jennifer kom ind. Hun så ud til at hun skulle til at sige noget, men jeg stoppede hende. "Han sover." Hviskede jeg stille til hende. Hun nikkede og gik ud igen. Da døren blev lukket kunne jeg høre hende fnise. Jeg smilede lidt for mig selv og kiggede ud af vinduet. Det var blevet lidt mørkt uden for. Månen var ved at komme frem. Jeg faldt hurtigt i søvn igen. Jeg var ikke faldet helt i søvn igen, før døren gik op igen. Hans mor stak hovedet ind. "Vi er ankommet." Hun smilede og forsvandt igen. Jeg puffede lidt til Marc, så han vågnede. Han smilede og aede mig på håret. "5 minutter endnu." Han lagde hovedet tilbage igen. Jeg rejste mig og trak i hans arm. "Vi er ved endestationen." Jeg tog min taske ned fra skabet og kom i tanke om at Marc ingen taske havde med. "Hvor er din taske?" Jeg vendte mig rundt. Marc sad og gabte. "Den er her allerede. Jeg har tøj der hjemme og her." Han smilede og rejste sig. Han tog min taske uden jeg kunne protestere. Han gik ud på gangen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...