Søsterens Synder (Oneshot)

(Oneshot)
Mit bidrag til konkurrencen "At miste" håber i kan lide den :)

5Likes
2Kommentarer
528Visninger
AA

1. Søsterens Synder

Søsterens Synder  

 

Der stod en køter foran mig. Hun havde uglet hår med sine skabe klør ude, hendes mund savlede af arrighed. Hendes bytte – mig. Hun og hendes møg køtere havde udset mig som offer. De havde altid presset mig til at gøre slemme ting. Ting jeg ikke havde lyst til. Men på det seneste var det begyndt at gå op for mig, at de ikke ville mig noget godt. At jeg bare en var en slags legedukke for dem. De kunne ikke rigtig lide mig. Men de fandt det vældigt sjovt at lade som om vi var venner og udnytte mig. Desværre var det bare gået op får mig for sent. Den dag da jeg kom i skole havde jeg styrtet hen til hende og skubbet hende så hun væltede omkuld, hvilket forårsagede, at hun kravlede hen og væltede mig, hvor efter jeg rodede i hendes velsatte hår. Og det havde så sørget for den situation jeg kom til at stå i. Med 4 piger der kigger rasende på mig, med sultne og irriterede blikke. Alle sammen ærgerlige over at deres lille leg ikke holdt længere og alle sammen på den arrige ”køters” side.  Jeg rejste mig op fra den våde asfalt og prøvede at skubbe dem væk med mine tanker. Jeg ville bare skubbe dem blidt væk, men jeg var for arrig til at fokusere. I stedet for et blidt skub, kom jeg til at banke dem alle ind i den hårde stenmur. Der lød et hårdt dunk og ”køteren” faldt ned på den hårde og våde asfalt, besvimet af det hårde stød mod den hårde stenmur. ”Du er sindssyg!” Sonja fra ”køterens” lille flok gik frem og råbte bebrejdende af mig.  Jeg spyttede hvæsende og højt et svar ud ”Sindssyg? Det er jer der har fået min lillesøster jaget væk!”. Jeg var irriteret på hende, på dem. ”Tud over det! Vi går i det mindste ikke rundt og slår folk bevisløse” råbte hun hvæsende ud. Jeg gik frem mod hende og skubbede hende voldsomt tilbage så hun faldt. ”Hey!” Flere af lærerne var kommet ned i gården. De kom hen efterfulgt af Pernille, der sikkert havde løbet op lige så snart det var sket. Hun havde sikkert fortalt det hele, hver eneste lille detalje. ”Hvad sker der?” En af lærerne kiggede strengt på mig. ”Janna skubbede hende ind i væggen”. Der sad 3 lærer rundt om ”køteren”, de så alle sammen bekymrede ud. ”Mit kontor, NU!” blev der råbt til mig, og inspektøren gjorde en bevægelse med hånden. ”Nej” Hviskede jeg. ”Hva?”. ”Nej!” råbte jeg hvæsende og løb ud af skoleporten med en masse stirrende blikke i ryggen. Skoleporten var rusten og sagde knirkene lyde når det blæste, som det gjorde. Jeg var ved at forlade skolen. Men jeg ville ikke tage hjem. Hvis jeg gjorde det ville jeg bare få ballade. I stedet løb jeg i retning mod skoven.

 

Jeg havde siddet på den samme træstamme i flere timer. Den lysegrønne nuance var ved at gå væk og afsattes af en mørk, mørk mørkegrøn farve. Jeg havde fået tiden til at gå med at lege med magien. Lavet små vandkugler eller andet og kastede og slynget dem rundt i luften. Jeg havde ikke fortrudt det jeg havde gjort i skolen. De havde godt af det. De havde fortjent det. ”Køteren” havde fortjent det. De havde ikke gjort andet end at splitte min søster og jeg ad. De havde fået mig til at gøre forfærdelige ting. Jeg havde stjålet fra et supermarked. En dag jeg kun husker alt for godt.

Vi havde gået en tur forbi supermarked. Det eneste supermarked i hele byen. Vi var kommet til at snakke om hvor vidt vi turde gøre forskellige ting. De var kommet frem til den konklusion at jeg ikke turde ”Låne”  noget fra nogen butikker og i sær ikke et supermarked. De havde stået der og drillede mig med det. ”Køteren” og dens slæng. De lokkede mig til at gøre. Sagde ting som jeg ville havde ønsket jeg havde ignoreret . Jeg havde gjort det. Men dagen efter fik jeg smuglede tingen tilbage igen. Da jeg indså hvor dum jeg havde været. Til mit held nåde det ikke at blive opdaget. Jeg havde alt for dårlig samvittighed. Det er nok det værste jeg nogen sinde har gjort. Eller det næst værste. De fik mig også til at mobbe min lille søster fået hende til at flygte fra mig. Guderne må vide, hvor hun var nu. Jeg ville gerne tage ud og lede efter hende. Men jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige til min mor.  Min far var død. Min lille søster var stykket af. Mor havde kun mig. Og hvis jeg også skred. Ville hun være synderknust. Men alligevel føltes det mest rigtigt at tage ud og finde hende. Jeg kunne gøre det. Nu. Men jeg vidste ikke, hvad der ville ske. Hvordan mon mor ville reagere efter et opkald fra skolen – ”Din datter har slået en af skolens elever bevidstløs. Hvorefter hun løb væk.”  Hvis jeg løb væk Nu. Ville min mor flippe helt ud. Hun ville få en af sine anfald. Et af dem, hvor man skulle tro at jorden ville gå under.

Det var blevet helt mørkt, da jeg endelig vendte næsen hjem ad. Jeg havde lovet mig selv, at i morgen dér ville jeg gøre det. Jeg ville tage ud og finde min søster. Jeg var nået helt hjem og tog i det rustne jern håndtag, der var på vores slidte blå hoveddør, hvor malingen så småt var begyndt at skælle af. Alle i byen så vores hus som et spøgelseshus. Vores familie som særlinge og ingen bekymrede sig rigtig om den bortløbne lillesøster. De mente at med de evner vi havde kunne vi jo selv finde hende. Og det var præcis det jeg havde tænkt mig.

Min mor sad i lænestolen sammen vores katte og læste en bog. Præcis som hun plagede. Hun læste altid bøgerne på hovedet. Og jeg har aldrig forstået, hvordan hun kunne det. Da jeg var lille

udfordrede jeg hende. Vi skulle læse den samme bog på hver sin måde, og derefter skulle hun genfortælle handlingen. Forbavsende nok kunne hun sagtens genfortælle det hele, med hver eneste lille detalje. Siden den dag har jeg altid ladet hende gøre tingene på sin egen måde. Jeg prøvede at læse titlen på bogen. Jeg lænede mit hoved lidt på skrå. B..or…g og jeg var rimelig sikker på  det næste: e-r og så: krigen, hvilket tilsammen gav ”Borgerkrigen”. Så var det den bog jeg havde anbefalet til hende.

”Arh – du læser ”Borgerkrigen” – er den god?” Jeg tog min frakke og støvler af og satte tingene pænt på plads.

”Ja uhm… det tror jeg – jeg har ikke læst så meget endnu” – jeg gik ind til hende og satte mig på stolen over for.

 ”Skolen ringede” jeg nikkede stille.

”Janna, det er ikke okay det du har gjort, det håber jeg du ved – Du skal lære at styre dig. Ellers får du et svært liv – mere har jeg ikke at sige”.

 ”Der står aftensmad henne på bordet. Jeg har spist.” Hun tog sin bog op igen og satte sig tilrette. ”Jeg tror... at jeg bare går i seng nu” sagde jeg tøvende.

 ”Som du vil pus, men du skal ikke regne med at jeg laver natmad til dig” Hun talte uden at flytte blikket fra bogen.

”Godnat” smilede jeg.

 ”Godnat pus” hun lod sit hoved titte frem fra bogen.

 ”Sov godt” sagde hun smilende og lod igen sit hoved synke bag bogen.

 

Jeg var tidligt oppe. Jeg ville ud af døren før min mor vågnede. Klokken var halv 6, og solens første stråler tittede igennem sprækkerne på skodderne. Jeg havde allerede tøj på, og jeg var nu ved at tage støvler og jakke på. Min mor måtte under ingen omstændigheder finde ud af, hvor jeg tog hen. Hun ville bare forhindre mig i det. Jeg traskede stille og roligt af sted. Og prøvede at tænke på, hvor min lillesøster mon havde taget hen. Jeg prøvede at sætte mig i hendes situation. Og nåede frem til det resultat at hun kunne være i skoven. Jeg satte straks kursen mod skoven.

Da jeg var nået et stykke ind i skoven, var det blevet formiddag. Solens stråler skinnede igennem de mange træ toppe, og gjorde det muligt at se længere end hvis det havde været en overskyet dag.  Jeg ville nok være heldig, hvis min søster havde overlevet 5 dage alene i skoven. Og netop som jeg gik der, begyndte jeg at blive irriteret på min mor. Over at hun ikke havde gjort noget for at finde hende, udover at gå til politiet, der ikke var den store hjælp. Hun havde bare set hjælpeløs til. Hun lignede ikke sig selv. Hun plejede at være stærk, modig og selvsikker. Alt det var blevet taget fra hende hurtigere end daggryet kommer. Hvad var der sket med hende? Jeg begyndte at bryde i gråd. Hvad havde jeg gjort? Fået min egen lille søster skræmt væk bare for at kunne blive populær blandt pigerne i min klasse? Det var helt afgjort ikke det værd. Hvad havde jeg dog gjort? Jeg begyndte at kalde med gråd i stemmen. ”Diana! Diana!”.

Jeg fik et chok da en dyb mande stemme kunne høres bag mig. ”Hey du?!” jeg holdt brat op med at græde og råbe. Og vendte mig om lige så hurtig, som jeg var stoppet med at græde. Bag mig stod der en lille dværg. Ikke som man ser dem på tegne film, med grønt tøj en lille spids hekse hat eller andet. Ham her havde mere sådan noget vikingetøj på. Et langt skæg og masser af hår på hovedet. Han stod med et stort grin på læben over mit store chok.

 ”Ja?” sagde jeg snøftende. Han var ca. mindre end halv så høj som mig, på trods af at jeg kun var 16.

”Hold op med at brøle og kom med mig – jeg ved hvor Diana er. Er hun én du kender? Hun har ikke villet sige, hvor hun kom fra.” Han skænkede mig et blik og begyndte derefter at gå i et rask tempo.

”Jah, hun er min lillesøster”. ”Ved du, hvad tid på dagen det er?”Han gik forbavsende hurtigt og jeg måtte småløbe for at følge med.

 ”Hmm…” Han stoppede op og kiggede op på himlen. Jeg var lige ved at støde ind i ham.

 ”Jeg vil gætte på… øhh… midt på eftermiddagen” Konstaterede han efter noget tid.

”Nåh, vil du stå her og glo eller vil du finde din lillesøster?” Han begyndte at gå i et rask tempo igen.

”Hvor langt er der igen?” han drejede sit hoved halvt.

”Vil du ikke nok holde op ved at stille så mange spørgsmål?” tiggede han

”Du er mere den stille type eller hvad?” Han undlod at svare.

 ”Ups der gjorde jeg det igen!” jeg slog hånden op for munden.

 ”Det blir` en laaaaang dag”.

”Uhm.. tak” Sagde jeg ironisk og hoppede endnu et par skridt for at kunne følge med.

 

Det var tidligt aften, da vi endelig nåde frem. Der var en lille lav dør hugget ind i et meget stort træ. ”Så er vi her” sukkede han højt. Og gik hen og tog i håndtaget. ”Nårh ja og – Vil du ikke lige tage dine sko af inden du går ind?” Jeg tog mine støvler af og satte dem uden for døren. Jeg skulle bøje mig lidt for at kommer ind. Men da jeg var inde var der forbavsende højt til loftet. Henne i det ene hjørne lå en lille 13-årig pige som jeg kendte særlig godt. ”Diana!” råbte jeg måske lidt for højt. Diana vågnede langsomt.

”Janna?” spurgte hun blidt.

”Ja?”

”Hvorfor gjorde du det mod mig?” Hun lød anklagende i tonen.

”Gjort hvad?”

”Du ved udmærket godt, HVAD”

”Okay, men det er en lang historie. Kan du huske dem fra min klasse? Du ved, Katarina og…”

”Køter”, rettede hun mig. Folk kaldte Katarina for ”køter” på grund af hendes opførelse.

”Ja, ”køter”, Pernille, Sonja og alle de andre. De har presset mig til at gøre en masse ting, som jeg faktisk ikke havde løst til”

”Som hvad?”

”Som at mobbe dig  - Diana, jeg er virkelig ked af det. Faktisk så skubbede jeg ”køter” så hårdt ind i væggen at hun besvimede.” Jeg smilede.

”Men det er selvfølgelig ingenting i forhold til det jeg har gjort mod dig. Jeg er så ked af det” Jeg havde sat mig ved siden af hende. Og havde taget hende i hånden.

”Jeg er faktisk kommet for at få dig med hjem.”

”Hvad får dig til at tro, at jeg vil gå med?”  Hun rejste sig op.

”Det faktum, at jeg har gået rundt i mindst 10 timer, sulten og tørstig, og ledt efter dig. Fordi jeg elsker dig. Vil du ikke nok tage med mig hjem, til mig… og mor?”

”Mener du det?”

”Ja, det gør jeg. Mor har savnet dig. Jeg har savnet dig. Og vi elsker dig begge meget højt.”

”Okay så...” Hun rejste sig op.

”Skal vi se komme af sted?”

”Ja…” Jeg smilede og gav Diana et kram.

Vi var kommet ud af døren nu. Diana havde givet dværgen et knus og jeg sagde: ”Tak fordi du tog dig så pænt af min lillesøster, da hun havde brug for det”.

”Vi lover, at vi nok skal komme og besøge dig så tit som muligt”

”Det ville jeg sætte pris på, der kan nemlig godt være lidt ensomt herude i skoven”, sagde dværgen glad…

 

….Og så får i ikke mere ud af den” Jeg slog bogen sammen og satte den på plads på den mørke reol i min mors gamle hjem. ”Øv…” Mumlede de alle tre i kor, Fiona, Elisabeth og Nora. De sad med deres dyner trykket tæt op af kroppen, og spillede sure i håb om at jeg ville læse mere. ”Smut nu i seng med jer” Jeg var glad. Glad over det liv jeg havde fået. Over det liv jeg havde valgt. Oven på alle de oplevelser jeg havde haft som barn. Havde jeg valgt at blive forfatter.  Det var blevet en succes. Jeg havde skrevet flere bøger med en masse små historier, små noveller. Og denne her, Var blot en ud af mange. ”I kan få en igen i morgen – Hvis i lover at være søde, og gøre som mor siger.”  Jeg små løb hen og begyndte at kilde dem. De grinede. Jeg var taknemlig over det liv jeg havde fået givet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...