Samantha Hill | Et Nyt Liv

Savannah Hill, er en tretten årig pige, som går igennem hendes normale, teenage liv. Hun starter på en ny skole i Colombus, som forandrer alt. Hendes overbeskyttende, og pinlige mor, Julia Hill, bliver boende i Atlanta, mens Kevin Hill, Savannahs far, flytter med Savannah til Colombus, hos Savannahs farmor, og farfar, Layla Hill og Tyler Hill. Savannah møder en masse nye mennesker i Colombus, nogle hårde, onde, søde, og omsorgsfulde personer.

0Likes
0Kommentarer
367Visninger
AA

1. Bexley High School

 

Kapitel 1   Jeg gik med tunge skridt, hen mod udgangen af flyet. Det var knap nok lige lettet, men vi sad forrest, og kunne heldigvis komme ud først. - Velkommen til Colombus, vi håber I har nydt turen herhen, vinkede piloten, og stewardesserne farvel. Jeg smilede bare falskt til dem, og fulgte efter min far ud af flyet. Vi endte i den store Port Colombus International Aiport, som var fyldt med en masse mennesker, som skulle på ferie, eller rejse hjem. Jeg skulle ikke rejse hjem, og det her var vel heller ikke en ferie, jeg skulle bo her. Far smilede tilfredst, og stort, da vi gik ud fra lufthavnen. - Så skulle farfar komme om lidt, og hente os, sagde han, ustresset. Der var vel også masser af tid, men det var i morgen at jeg skulle starte på den nye skole Bexley High School. Jeg hadede at starte på nye skoler, hvor man ingen personer kendte. Jeg kendte ikke et fjerneste øje, på den nye skole. Jeg ville i det mindste bare have gået på den skole, som Anna gik på. Anna havde gået på min gamle skole, og vi havde rigtig mange timer sammen. Derfor kendte jeg hende ud og ind, og hun kendte mig ud og ind. Men hun gik på en pige skole, hvilket min far synes var dumt at gå på. - Du er omringet af piger, som kun ville være bedre end dig. Jeg ved det, for din mor har gået på en pige skole, havde han sagt. Jeg var inderst inde, blevet virkelig overrasket, over at han havde nævnt emnet mor, i flyet. Jeg kom tilbage fra mine tanker, og så at far var steget ind i en sort, lille bil. - Savannah? Jeg skyndte mig at hoppe ind i bilen. Farfar sad på køresædet, imens far sad ved siden af. Jeg sad bare krympet ned på sædet, bagerst i bilen. - Hej, Savannah. Hvordan gik flyveturen? Farfars hæse stemme, bredte sig hurtigt i bilen. Musikken fra de gamle dage, spillede virkelig højt, nok fordi at min farfar var ret døv. - Fint, svarede jeg bare, uden at sende et eneste blik. Jeg orkede ikke rigtig noget, bare at komme hjem og sove. Flyveturen var rimelig udmattende, og jeg havde det som om, jeg kunne sove når som helst. Lige da jeg var ved at falde i søvn, bippede min mobil en høj lyd. Jeg fik et chok, og skyndte mig at tjekke, hvem der havde skrevet. Der stod: Gabriella på displayet. Så var det vel nok, Gabriella, min veninde. Hun havde skrevet: Hvordan går det, Savannah? Jeg har fulgt med klokken hele tiden, og du må være landet nu, ikke? Jeg smilede over hendes besked. Hun var så usikker hele tiden, og hver gang hun grinte, grinte hun som  mig, når jeg var forlegen. Jeg lod mærke til at bilen stoppede, på South Cassingham Road, og min farfar og far steg ud. Jeg gjorde det samme, og fulgte bare efter min far og farfar. Jeg kiggede på det store hus, som jeg sidste gang så, da jeg var syv år. Det var et stort hvidt hus, med en beige farvet garage. Min farmor stod lige ude foran den, og vinkede meget glad. Jeg elskede min farmor, hun var bare den bedste. - Samantha og Kevin! Hvor er det dog dejligt at se jer, smilede hun, med et glad råb i stemmen. Sikken en dejlig velkomst at få. Jeg løb hen til min farmor, og krammede hende stort. - Hej, farmor, smilede jeg, og trådte indenfor. Der var et flot, lille bord, som min farfar brugte til at save, slibe, og alt det der med værktøj at gøre. Så var der et bord, langs den ene væg, hvor jeg altid plejede at lægge min jakke på. Så var der en robotstøvsuger inde i stuen, som støvsuede det hele op. Deres stue, var også bare virkelig stor. De havde et drømmehus, og jeg havde altid drømt om at bo her. Det skulle jeg så nu, og min farmor havde allerede indrettet et værelse til mig. - Har du set dit værelse? Det var som om min farmor, stod og læste mine tanker.  Jeg rystede på hovedet, så hun fulgte mig ind i et ret stort, lime farvet værelse. Lime, var min ynglings farve. Jeg kiggede hen på den fede sove sofa, med et fjernsyn på væggen. Så var der et stort skrivebord, med en lille lampe, og nogle små, lime stearinlys. Det så virkelig hyggeligt ud, og jeg vendte mig, mundlam hen mod min farmor. - Kan du lide det? Hun må være syg, hvis hun troede at jeg ikke kunne lide det. - Jeg elsker det! Jeg råbte op, og kramme min farmor stort.   Klokken var efterhånden blevet elleve, om aftenen. Min far var ligeglad med om jeg var træt i morgen, og hvis jeg var, kunne jeg bare blive hjemme. Men som min mor altid plejede at sige: - Man skal passe sin skole. Ellers kan det gå galt, og du kan ikke få dig en god uddannelse. Så må du arbejde i en isbod, hvor du måske kun tjener tyve kroner om måneden. Og noget mad, der mætter, koster tyve kroner, og det skal du jo have hver dag. Så hvis du kun har råd til det, en gang om måneden, så dør du jo af sult. Jeg kunne tydeligt huske det, da jeg i fjerde, spurgte om jeg ikke nok må blive hjemme. Beslutningen var taget, og jeg ville gå i seng. Jeg gik ind til min farmor, farfar og far inde i stuen, og sagde godnat.   Jeg gik lidt i baggrunden bag min far, for hvor var jeg genert. Jeg kiggede rundt på de mange elever, som bare gik ind til time. Nogle stod udenfor, og røg en cigaret. Andre snakkede sammen, ved skabene. Min far gik hen til nok en ældre lærer, og spurgte om hvor kontoret lå. - Du går op af trapperne, til højre, også dør nummer to, så står der kontor på, svarede manden flinkt. Min far takkede, og gjorde præcis som manden beskrev, han skulle. Jeg fik et chok, da der blev kaldt på en fra kontoret: - Alexander Carter, gå venligst op på kontoret, med det samme. Jeg så en ret pæn, mørkhåret dreng gå ind på kontoret, lige foran mig, som nu havde stillet mig foran. Han havde givet mig en mavepuster, med hans albue. Han var pæn, men havde virkelig ingen personlighed. - Av, ømmede jeg mig, lavt. Jeg gik ind på kontoret, sammen med ham, der nok var Alexander. - Farvel, Savannah. Jeg må gå på arbejde nu, ses, sagde han, og vinkede farvel. Jeg vinkede tilbage til ham, og vendte mig om, hvor en lidt, gnaven dame gik mig i møde. Hun havde nogle tynde, klamme briller, og en høj knold. Hun sagde jeg skulle sætte mig ned. - Alexander, gå lige ud, jeg snakker først med hende, sagde hun.  Hun vidste ikke hvad mit navn var. Jeg vidste sjovt nok heller ikke hvad hun hed, men jeg var på den anden side, også pænt ligeglad. Alexander havde en mørk, og kold facade: - Du kalder mig op, for at jeg skal gå ud. Du er syg i hovedet. Så forladte han kontoret med det samme.  - Hvad ville du? Jeg smilede så venligt, jeg kunne. Der skulle helst ikke være problemer på første dag. - Jeg skal starte på skolen, så ser du, jeg er Savannah Hill, smilede jeg. Hun nikkede, ret ligeglad. Så tændte hun computeren op, men computeren stod med bagskærmen til mig, så jeg kunne ikke se hvad hun gik ind på. Men jeg var ret sikker på at hun nok gik ind for at se, hvem jeg var. - Jo, jeg har dit skema her, dine nøgler til dit skab, et kort over skolen, og dine bøger, smilede hun, for første gang, og lagde en stak bøger op på  hendes skrivebord. Jeg nikkede og tog imod det, imens jeg skyndte mig ud, inden at jeg tabte bøgerne. Men det var forsent, jeg havde tabt alle bøgerne, og det gav et ordenligt bank. Jeg fik en masse opmærksomhed, hvilket ville sige at alle kiggede i retning hen mod mig. En pigegruppe, med en masse blond håret tøser, og nogle sminkede piger, fnisede lavt. De kiggede chamerende efter en lyshåret dreng, som kom gående forbi dem. En rød håret pige, kom løbende hen imod mig. Hun samlede bøgerne op i hendes favn, og kiggede omsorgsfuldt på mig. - Jeg skal nok hjælpe dig, smilede hun. Jeg smilede sødt tilbage til hende, og sagde med en sød stemme: - Tusind tak, jeg er ny her, jeg hedder Savannah Hill, smilede jeg. - Det var så lidt. Jeg hedder Taylor Pierce, svarede hun sukker sødt, og hjalp mig med at komme ned af trapperne, til de metalblå skabe. Jeg så på min nøgle, hvor der stod jeg havde skab nummer tolv. Jeg gik hen til skabet, hvor Taylor hjalp mig med, at lægge bøgerne ind. Den lyshåret dreng, som jeg så tidligere, havde skab ved siden af mig. Han tog nogle fysik bøger, og smilede sødt til mig. Han så virkelig pæn ud, også snakkede han sjovt med Taylor. - Seriøst? Sagde han ikke noget til det? Hørte jeg, Taylor spørge ham, med et sjovt grin i stemmen. - Nå, øhm.. Savannah, det her er Ryan. Ryan, det her er Savannah, smilede Taylor, med hendes venlige smil. Han gav mig hånden, og jeg tog imod den. - Hej, Ryan, smilede jeg sødt til ham, men vendte mig om mod trappen, hvor de der sminke piger kom gående ned af trappen.  Jeg kiggede måbende efter dem, for det der så altså så åndssvagt ud. De gik der, og troede at det var dem der var de smarteste på skolen. Det kan godt være, at de er det, men det der så ret dumt ud. - Hvem er de? Jeg kiggede hen på Taylor, som sjovt nok, også var optaget af at se på de dukker. - Hende, forrest hedder Lily Williams, og de to bagerste hedder Grace Smith, og Addison Williams, måbede Taylor, og gik hen til hende, Lily. Jeg kunne ikke andet end at gå med, fordi jeg gad ikke at stå tilbage. Ryan gik også med, også begyndte Lily at flirte overdrevet med ham. Han var  så forelsket i hende, og kunne ikke få øjnene fra hende. Jeg var hundrede procent sikker, for man kunne tydeligt se det. Jeg var så jaloux, tænk at  Lily bare kunne stå sådan og flirte med Ryan.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...