Nattens Kamp

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 feb. 2013
  • Opdateret: 23 mar. 2013
  • Status: Igang
Nanna var blevet revet så brutalt bort, at hun var faldet på knæ. "Dræb ham!" Råbte den kvindelige jæger rasende, og pegede på mig. Hun ønskede hævn for Nannas tilstand. "Nej, nej, i må ikke." Tryglede Nanne, og forsøgte at komme fri, så hun kunne komme mig til hjælp. Men hun var for svag, for sulten, så det nyttede ikke noget. Jeg kunne forsvare mig for en kort stund, men jeg var i et voldsomt undertal. Og jeg kunne ikke tillade mig at dræbe Nannas venner og bekendte foran hende, så jeg stod roligt og gjorde intet for at forhindre de slag, som begyndte at hagle ned over mig. Jeg sank sammen, da jeg blev stukket ned og mente svagt at jeg kunne høre Nannas fortvivlede skrig. Så modtog jeg flere drabelige stik, og hendes ord blev druknet af lyden af min hud, som blev skåret i småstykker.

10Likes
6Kommentarer
1535Visninger
AA

18. Stille nu

 

Jeg kom til mig selv med en forfærdelig tør hosten. Straks mærkede jeg Nannas bløde hånd mod min kind.

”Matthew.”

Hviskede hun bekymret. Jeg slog øjnene op med meget kamp, og fangede hendes blik. Hun sukkede lykkeligt.

”Matthew, jeg troede…”

Begyndte hun, men kunne ikke afslutte sin sætning. Hun kneb en tåre, og strøg mig beroligende over kinden. Jeg bemærkede at hendes hat var væk, hendes hår uglet og kjolen beskidt og ødelagt. Hvad var der sket? Jeg forsøgte at røre mig, men det fremkaldte kun smerter. Jeg stønnede smertefuldt.

”Matthew.”

Udstødte Nanna bekymret, og strøg mig mere ivrigt over kinden.

”Hvad… hvad skete der?”

Spurgte jeg hæst. Nanna svarede ikke, men begyndte at græde. Det gjorde bare det hele værre. Jeg kunne ikke holde ud at høre hende græde, det gjorde ondt. Jeg tvang min hånd op, så jeg let kunne ae nogle af hendes tårer væk. Men så måtte jeg lade hånden falde. Det gjorde simpelthen for ondt.

”De slog dig, mens at du var bevidstløs.”

Hviskede Nanna endeligt lavt, og græd videre. De? Hvem? Jeg forstod ingenting. I det mindste så Nanna ikke ud til at have lidt nogen skade, forsøgte jeg at tænke positivt. Jeg udstødte en anstrengt lyd, da jeg igen forsøgte at sætte mig op, men det lykkes ikke. Smerterne var overvældende. Jeg begyndte langsomt at miste bevidstheden igen, men forsøgte at kæmpe imod. Jeg ville ikke lade Nanna sidde alene og holde mig i sine arme.

”Sig noget, Nanna. Jeg tror, at jeg… at jeg ellers besvimer.”

Fik jeg anstrengt sagt. Jeg havde gættet rigtigt. Hun så straks panisk ud ved tanken om at sidde alene.

”Hvad… hvad skal jeg sige?”

Spurgte hun kvækkende. Jeg havde ikke kræfterne til at svare, og følte mig selv blive trukket væk ind i bevidstløsheden.

”Stille nu, hører du. Aftensklokken ringer. Solen sank, stor og slank. Natten stilhed bringer. Mand bag plov. Fugl i skov. Søger hjem til sengen. Nu godnat, sov min skat. Sov nu sødt og længe.”

Gav Nanna sig til at synge, og trak mig tilbage ud af bevidstløsheden. Det var lidt komisk, at det var en vuggevise, som holdt mig vågen. Hun sang den et par gange, og skiftede så over til en anden sang.

”Solen er så rød, mor, og skoven blir så sort. Nu er solen død, mor, og dagen gået bort. Ræven går derude, mor, vi låser vores gang. Kom, sæt dig ved min pude, mor, og syng en lille sang! Himlen er så stor, mor, med klare stjerner på. Hvem monstro der bor, mor, på stjernen i det blå? Tror du, der er drenge, mor, der kikker ned til mig? Og tror du, de har senge, mor, og sover ligesom jeg? Hvorfor blir det nat, mor, og kold og bitter vind? Hør den lille kat, mor, mjaver og vil ind! Mågerne og ternerne har ingen sted at bo. Å, hør, nu synger stjernerne, de synger mig til ro!”

Sang hun stille og blødt. Det hjalp. Jeg blev ved med at være vågen, og lyttede bare til lyden af hendes bløde sangstemme.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...