Nattens Kamp

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 feb. 2013
  • Opdateret: 23 mar. 2013
  • Status: Igang
Nanna var blevet revet så brutalt bort, at hun var faldet på knæ. "Dræb ham!" Råbte den kvindelige jæger rasende, og pegede på mig. Hun ønskede hævn for Nannas tilstand. "Nej, nej, i må ikke." Tryglede Nanne, og forsøgte at komme fri, så hun kunne komme mig til hjælp. Men hun var for svag, for sulten, så det nyttede ikke noget. Jeg kunne forsvare mig for en kort stund, men jeg var i et voldsomt undertal. Og jeg kunne ikke tillade mig at dræbe Nannas venner og bekendte foran hende, så jeg stod roligt og gjorde intet for at forhindre de slag, som begyndte at hagle ned over mig. Jeg sank sammen, da jeg blev stukket ned og mente svagt at jeg kunne høre Nannas fortvivlede skrig. Så modtog jeg flere drabelige stik, og hendes ord blev druknet af lyden af min hud, som blev skåret i småstykker.

10Likes
6Kommentarer
1525Visninger
AA

1. Smilet

 

Jeg kyssede ganske let hendes læber endnu engang, inden for meget kort tid, og kunne høre hende sukke lettet. Hun følte ikke længere lysten til at skubbe mig væk, eller slå mig for den sags skyld. Hvis det stod til hende, så havde hun revet mig med sig ind på værelset igen. Så vi kunne elske. Men jeg ville ikke give efter for hendes ønske, endnu. Vi var kun lige stået op, og natten forinden havde været perfekt. Jeg stod af gammel vane i stuen, et af Mihnas yndlingsrum, og ventede på hende og Flora. Så jeg kunne sige god aften, og spørge om min tilstedeværelse var påkrævet ved noget arrangement. Det var det som regel ikke, fordi at yndlinge ofte ønskede at efterprøve min evne ved sådanne lejligheder. Men jeg gjorde det nu alligevel af ren og skær høflighed overfor Mihna.

”Matthew.”

Hviskede Nanna drillende, og trak mit navn ud. Det var tydeligt, at hun var utålmodig, at hun ville have mig med sig ind i sengen. Jeg syntes at kunne læse i hendes øjne, at det kun kunne gå for langsomt. Jeg gav hende smilende et kys mere på læberne, og straks hørte jeg lyden af glas, som blev knust mod gulvet. Jeg rettede mig opmærksomt op, og fik øje på Mihna og Flora i døråbningen. De så vantro på mig, med deres munde let på klem. Det var Mihna, som havde tabt sit glas. Jeg skubbede straks Nanna lidt væk, bange for at jeg havde gjort noget forkert.

”Moder?”

Spurgte jeg tøvende, og vidste ikke rigtigt om jeg turde holde øjenkontakten med hende. Jeg var i tvivl om hendes ansigtsudtryk, som udstrålede at hun var overrasket. Det blev hun særdeles sjælden. Flora sukkede let.

”Nu holdt han op igen, godt gået.”

Sukkede Flora utilfreds til Mihna, som stadigt så undrende på mig. Nu havde de i det mindste lukket mundet igen, men de stirrede stadigt ubehageligt på mig. Havde jeg noget på tøjet? Begyndte jeg at overveje. Og hvad var det helt præcist, som jeg var holdt op med? Jeg måtte indrømme, at jeg var lidt forvirret.

”Tal ordentligt.”

Mindede Mihna let Flora på, som straks nikkede undskyldende. Mihna besluttede sig endeligt for at træde ind i rummet, og over glasskårene. Dem skulle tjenestefolkene nok tage sig af senere.

”Gør det igen.”

Opmuntrede Mihna mig, selvom at jeg ingen anelse havde hvad hun snakkede om. Men min opmærksomhed blev kort krævet, da Nanna beroligende flettede fingre med mig og lænede sig op af mig. Jeg så let på hende, og glemte hurtigt alt om Mihna og Flora.

”Nu gør han det igen.”

Jublede Flora ikke desto mindre, så jeg måtte se på hende igen. Hvad gjorde jeg, som var så uhyre interessant?  Mihna satte sig let i sin lænestol og betragtede mig.

”Med forlov…”

Sagde jeg med en spørgende klang, og så fra Flora hen på Mihna.

”… Moder, hvad gør jeg helt præcist?”

Afsluttede jeg forvirret min sætning. Det fik hende bare til at smile, meget bredt. Det lignede nærmest, at hun ville til at le. Og det havde hun ikke haft mange grunde til det sidste stykke tid.

”Du smiler.”

Svarede Mihna endeligt med en lykkelig klang i stemmen. Hun var glad på mine vegne, og jublede nærmest over min nyfundne glæde ved livet. Hvilket Flora tilsyneladende også gjorde. Hun så i hvert fald på Nanna og jeg med et kæmpe smil.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...