Nattens Kamp

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 feb. 2013
  • Opdateret: 23 mar. 2013
  • Status: Igang
Nanna var blevet revet så brutalt bort, at hun var faldet på knæ. "Dræb ham!" Råbte den kvindelige jæger rasende, og pegede på mig. Hun ønskede hævn for Nannas tilstand. "Nej, nej, i må ikke." Tryglede Nanne, og forsøgte at komme fri, så hun kunne komme mig til hjælp. Men hun var for svag, for sulten, så det nyttede ikke noget. Jeg kunne forsvare mig for en kort stund, men jeg var i et voldsomt undertal. Og jeg kunne ikke tillade mig at dræbe Nannas venner og bekendte foran hende, så jeg stod roligt og gjorde intet for at forhindre de slag, som begyndte at hagle ned over mig. Jeg sank sammen, da jeg blev stukket ned og mente svagt at jeg kunne høre Nannas fortvivlede skrig. Så modtog jeg flere drabelige stik, og hendes ord blev druknet af lyden af min hud, som blev skåret i småstykker.

10Likes
6Kommentarer
1530Visninger
AA

7. Repræsentanterne

 

Det kom næppe som en overraskelse, da nogle repræsentanter fra Rådet dukkede op den efterfølgende nat. Da havde jeg genvundet følelsen i mine ben igen, men mine skridt var usikre. Så jeg gik med stok, når jeg endeligt fik lov til at gå fra det ene rum til det andet. Det brød ingen af de tre sig om, og det var dog ved at være lige i overkanten. Det var slemt nok at have Nanna på nakken hele tiden, fordi at hun var så bekymret. Men dem alle tre? Det drev mig til vanvid.

”Sid endeligt ned.”

Tilbød Mihna venligt repræsentanterne, og satte sig i sin egen faste lænestol. Jeg sad i sofaen skråt overfor hende. Alene, for et øjeblik. Mihna havde sendt Nanna tilbage på værelset i skjul, da hun opdagede at repræsentanterne var på vej. Og Flora brød sig bare ikke om dem, og var i køkkenet efter noget føde til mig.

”Vi hører at du har indtaget dødt blod.”

Sagde manden af de to. Den anden var en kvinde, sikkert hans kone. De satte sig let i sofaen overfor mig.

”Pudsigt tilfælde at det skulle ske for dig samme aften, som Kagawana blev myrdet.”

Påpegede kvinden, og forklarede hvorfor at de var her. De havde mig som mistænkt i sagen om Kagawanas død. Blev det bevidst at jeg var skyldig, så havde jeg en straf værre end døden i sigte.

”Hvad skal det her betyde?”

Spurgte Mihna fornærmet. Hun vidste godt, at jeg havde slået Kagawana ihjel. På det tidspunkt havde jeg jo intet at leve for. Men jeg var mere eller mindre tilfreds med livet nu, og sådan foretrak hun at jeg blev ved med at have det.

”Vi siger bare…”

Begyndte manden igen, men Mihna fnøs irriteret og afbrød ham. Godt nok skulle hun svare for rådet, hvis de kaldte. Men hun var hævet langt over dem i både alder og magt. Hvis der var en sådan ting som dronning i vores verden, så ville det have været hende, nu hvor Kagawana ikke længere var der til at udfordre hende.

”I anklager min stakkels, svage søn for at have forgiftet Kagawana, gør i.”

Sagde Mihna surt, og lød som et utilfreds lille barn. Hvilket kvinden påpegede for hende, dog med lidt andre ord.

”Min søn er svag på grund af det forsøgte mord på ham. Så sent som sidste nat besvimede han af sine skader og faldt ned af trappen og brækkede ryggen. Han er nødt til at bruge stok for at komme rundt.”

Hidsede Mihna sig op, og udviste en bekymring, som kun en skaber kunne gøre det. Hun overdrev lidt, men det var at få sympati for mig.

”Jamen dog, vi var ikke klar over at det var så slemt.”

Udbrød kvinden, og lød som om at hun fortrød at de var kommet. Jeg væltede med vilje min stok, så den faldt på gulvet med et brag. De opdagede den derved. Jeg lod som om at jeg forsøgte at samle den op, men at jeg simpelthen ikke kunne fordi at det gjorde for ondt. Mihna for straks op, og samlede den hurtigt op for mig. Hun tog min hånd, og lukkede den om stokken igen, så det lignede at hun ville sikre sig at mit greb var stramt nok. Så jeg ikke ville tabe stokken igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...