Nattens Kamp

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 feb. 2013
  • Opdateret: 23 mar. 2013
  • Status: Igang
Nanna var blevet revet så brutalt bort, at hun var faldet på knæ. "Dræb ham!" Råbte den kvindelige jæger rasende, og pegede på mig. Hun ønskede hævn for Nannas tilstand. "Nej, nej, i må ikke." Tryglede Nanne, og forsøgte at komme fri, så hun kunne komme mig til hjælp. Men hun var for svag, for sulten, så det nyttede ikke noget. Jeg kunne forsvare mig for en kort stund, men jeg var i et voldsomt undertal. Og jeg kunne ikke tillade mig at dræbe Nannas venner og bekendte foran hende, så jeg stod roligt og gjorde intet for at forhindre de slag, som begyndte at hagle ned over mig. Jeg sank sammen, da jeg blev stukket ned og mente svagt at jeg kunne høre Nannas fortvivlede skrig. Så modtog jeg flere drabelige stik, og hendes ord blev druknet af lyden af min hud, som blev skåret i småstykker.

10Likes
6Kommentarer
1530Visninger
AA

25. Kvinden

Jeg slog øjnene op. Det skærpe lys blændede mig, så jeg tvang hovedet væk fra det. Næsten med det samme blev det dæmpet.

”Matthew.”

Blev mit navn fjernt hvisket. Jeg forsøgte at svare, men lyden blev kvalt i min smertende hals. Jeg kunne blidt mærke en hånd, som strøg mig over panden.

”Matthew.”

Blev der hvisket igen, denne gang lidt højere. Stemmen lød så trist, så bekymret og velkendt. Jeg trak en dyb vejrtrækning, og fik øjnene slået helt op.

”Nanna.”

Forsøgte jeg at kalde, men min stemme knækkede over. For jeg genkendte ikke kvinden, som stod bøjet ind over mig.

”Rolig nu, min ven. Det hjælper ikke at kalde, selv hvis du kunne råbe.”

Hviskede kvinden til mig. Jeg så forvirret på hende. Hvor var jeg?

”Det hjælper ikke at kalde, fordi at du ikke er vågen min søn.”

Sagde kvinden roligt, og satte sig på sengekanten. Hun strøg mig let over panden.

”Du er ikke vågen, men du er heller ikke død. Du er på et stadie imellem, kan vi vel godt sige.”

Sagde hun blidt, og strøg sit nøddebrune hår tilbage. Jeg så forvirret på hende. Ville jeg ikke vågne? Var jeg gået i en koma?

”Åh du godeste nej. Du vågner snart.”

Sagde hun blidt, og lo så ganske let.

”Jeg kunne selvfølgeligt få dig til at blive.”

Hviskede hun stille med et grumt smil, men rystede blidt på hovedet, da jeg rædselsslagen så på hende.

”Men det har jeg ingen intentioner om. Selv om at jeg keder mig noget så grusomt. Her er ganske ensomt, Matthew.”

Sagde hun blidt, og sukkede som om at hun manglede noget kært. Hun fangede endeligt mit blik, så jeg gøs ved synet af de knaldrøde øjne, som så på mig. Øjne, så røde som blod.

”Jeg forsøgte at leve som en af dem, et af menneskene. Men de forrådte mig, Matthew. Solgte mig som kvæg til jægerne for en sum penge. Ganske vidst som Judas i sin tid.”

Sagde hun, og lød som om at hun var ved at koge over at indebrændt had. Men så forsvandt det så småt, og de røde øjne blev blide.

”Jeg har været i deres varetægt i mange, lange år. I en påtvungen dvale, og jeg behøver din hjælp. For det gjorde mig intet til at begynde med. Jeg var blevet træt af en verden, som intet betød for mig længere. Men nu… Nu behøver min art mig mere end nogensinde for at kunne overleve. Jeg ønsker at bryde fri, Matthew. Jeg ønsker at leve igen. At vandre blandt de levende.”

Forklarede hun, men jeg forstod intet. Hvem i alverden var hun? Hun fangede spørgsmålet i mine øjne, og lo.

”Ja, jeg har været borte mange år. Så mange, at min historie er en saga blot. Men sig mit navn til Mihna, og hun vil forstå. Det er alt jeg beder om. Det er alt jeg har bedt om i mange år, men ingen har ville lytte. Jeg beder dig, Matthew. Sig mit navn, så jeg kan leve igen.”

Tiggede hun, og lød på randen af gråd, da mørket trak mig bort fra det lille rum. Hun hviskede sit navn efter mig, og jeg fangede det. Hun skulle ikke lide mere.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...