Nattens Kamp

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 feb. 2013
  • Opdateret: 23 mar. 2013
  • Status: Igang
Nanna var blevet revet så brutalt bort, at hun var faldet på knæ. "Dræb ham!" Råbte den kvindelige jæger rasende, og pegede på mig. Hun ønskede hævn for Nannas tilstand. "Nej, nej, i må ikke." Tryglede Nanne, og forsøgte at komme fri, så hun kunne komme mig til hjælp. Men hun var for svag, for sulten, så det nyttede ikke noget. Jeg kunne forsvare mig for en kort stund, men jeg var i et voldsomt undertal. Og jeg kunne ikke tillade mig at dræbe Nannas venner og bekendte foran hende, så jeg stod roligt og gjorde intet for at forhindre de slag, som begyndte at hagle ned over mig. Jeg sank sammen, da jeg blev stukket ned og mente svagt at jeg kunne høre Nannas fortvivlede skrig. Så modtog jeg flere drabelige stik, og hendes ord blev druknet af lyden af min hud, som blev skåret i småstykker.

10Likes
6Kommentarer
1574Visninger
AA

3. Jeg vil ikke miste dig, Matthew

 

”Du er træt.”

Mumlede Nanna, og var selv søvnig. Hun lod mig kramme hende endnu tættere ind til sig. Jeg nikkede let, og kyssede hende svagt på panden. Hun udstødte straks en tilfreds lyd, og puttede sig tættere ind til mig. Jeg kom til at smile let, og fik straks en belønning for det, da Nanna begærligt kyssede mine læber.

”Du ser altså også meget, meget mere lækker ud, når du smiler.”

Sagde Nanna drillende, og lagde sit hoved mod mit bryst igen. Jeg udstødte en forvirret lyd over hendes kommentar. Hun sukkede bare som svar, og puttede sig lidt tættere ind til mig. Jeg trak dynen lidt tættere omkring os, og kyssede hende let ovenpå hovedet.

”Matthew?”

Hviskede hun spørgende. Jeg nikkede let, så hun kunne mærke det mod sit hoved.

”Bliver du ikke snart rask?”

Spurgte hun forsigtigt, og bekymret. Jeg nikkede let mod hendes hoved, men kom til at gabe let. Hun bemærkede det, og løsnede sig straks fra mit greb.

”For du får det da bedre ikke?”

Spurgte hun bekymret. Jeg skyndte mig at nikke.

”Jo, jo, selvfølgeligt. Jeg får det stille og roligt bedre og bedre.”

Forsøgte jeg at overbevise hende om. Men båndet imellem os, fik hende hurtigt til at indse, at jeg løj for hende.

”Du lyver.”

Sagde hun skarpt og utilfreds. Jeg sukkede let, og nikkede. Jeg kunne ikke gøre andet. Hun ville vide det, hvis jeg løj for hende igen. Hun så længe utilfreds og sigende på mig.

”Okay, okay.”

Sagde jeg utilpas over hendes skarpe blik. Hun lagde let armene over kors. Så meget som hun nu kunne, når hun lå på siden i sengen.

”Jeg burde være blevet rask allerede.”

Forklarede jeg, og kunne se at hun straks blev bekymret. Jeg aede hende beroligende over kinden.

”Men på den anden side, så burde jeg have været død, så måske tager det bare lidt længere tid for mig at få det bedre.”

Forsøgte jeg at berolige hende. Hun sukkede let igen, og lagde sig ind til mig. Jeg lagde beskyttende armene om hende. Jeg kunne mærke, at hun var urolig.

”Matthew…”

Hviskede hun træt, og lagde endnu en gang sit hoved mod mit bryst.

”Ja?”

Spurgte jeg forsigtigt, og holdt hende lidt tættere.

”Jeg vil ikke miste dig.”

Hviskede hun stille. Jeg nikkede, og holdt hende endnu tættere. Jeg ville heller ikke miste hende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...